Muligheden for dispensation ved indgivelse af ansøgning om efterløn efter at dagpengeretten var ophørt.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9634@2002-01-18/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres sag om muligheden for at overgå til efterløn på møde den 18. oktober 2001.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet finder efter en konkret vurdering, at der kan dispenseres fra, at Deres ansøgning om efterløn ikke blev indgivet rettidigt. De har derfor ret til at overgå til efterløn den 6. juni 2001.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at Deres dagpengeret ophørte den 20. maj 2001 og at kassen modtog Deres efterlønsansøgning den 6. juni 2001.
Ankenævnet lægger videre til grund, at De i brev fra kassen af 6. januar 2000 blev gjort opmærksom på, at Deres dagpengeret ville udløbe den 20. maj 2001, og at De skulle være opmærksom på at søge efterløn inden dagpengeretten udløb. Ligeledes lægges det til grund, at kassen i brev af 19. september 2000 orienterede Dem om, at dagpengeretten ville udløbe den 20. maj 2001.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at det ikke utvetydigt fremgik af kassens seneste brev til Dem af 19. september 2000, at De ville miste retten til efterløn, hvis ansøgningen derom ikke blev indgivet inden dagpengeretten udløb. Henset til de alvorlige konsekvenser af for sent indgivet ansøgning og den omstændighed, at De var ledig og modtog dagpenge og dermed var i løbende kontakt med kassen, finder ankenævnet, at kassen burde have vejledt Dem udtrykkeligt om konsekvenserne af for sent indgivet ansøgning i brevet af 19. september 2000.
Ankenævnet lægger ved denne vurdering også vægt på, at kassens vejledning i brevene af 6. januar 2000 og 19. september 2000 blev givet i så god tid (hhv. ca. 16 måneder og 7 måneder før dagpengeretten udløb), at vejledningen reelt ikke havde den tilsigtede effekt. Uanset at kassen formelt set må anses for at have opfyldt de vejledningsforpligtelser, som kassen har i henhold til de gældende regler, så finder nævnet, at det relativt lange tidsrum mellem den givne vejledning og dagpengerettens faktiske udløb, må anses for at have været hovedårsag til Deres forglemmelse af udløbsdatoen den 20. maj 2001.
Ved afgørelsen tillægger ankenævnet det også betydning, at Deres efterlønsansøgning blev indgivet relativt kort tid efter at dagpengeretten var udløbet.
Med de anførte konkrete begrundelser finder ankenævnet således, at omstændighederne, der førte til den for sent indsendte efterlønsansøgning, må betragtes som undskyldelige, og at der derfor er grundlag for at dispensere i medfør af § 74 c, stk. 3, 1. pkt. i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det bemærkes, at ankenævnet også har noteret sig Deres oplysninger til sagen om hændelsesforløbet i forbindelse med den for sent indgivne efterlønsansøgning, samt de mere personlige oplysninger om Deres mangeårige tilknytning til arbejdsmarkedet og de alvorlige økonomiske konsekvenser, som et afslag på dispensation vil have for Deres fremtidige eksistensgrundlag.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 22. august 2001.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
XXX
XXX
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet har fremstillet sagen på denne måde:
"A-kassen fremsendte den 16. november (AMA: 1999) Deres efterlønsbevis, hvoraf det fremgik, at man for at få ret til efterløn skal have dagpengeret.
Af a-kassens brev af 6. januar 2000 til Dem fremgik det, at Deres dagpengeret ville udløbe den 20. maj 2001, og at De skulle være opmærksom på at søge om efterløn inden da.
Ved brev af 19. september 2000 gjorde a-kassen Dem igen opmærksom på, at Deres dagpengeret ville udløbe den 20. maj 2001.
A-kassen modtog Deres ansøgning om efterløn den 6. juni 2001.
A-kassen traf afgørelse den 15. juni 2001, hvoraf det fremgik, at De ikke kunne overgå til efterløn fra den 6. juni 2001, idet Deres dagpengeret var udløbet den 20. maj 2001.
De har ved brev af 19. juni 2001 anmodet direktoratet om en dispensation fra reglerne. De har blandt anført, at De ikke var vidende om, at den for sene ansøgning ville få konsekvenser for Deres ret til efterløn, da det ikke fremgik af brevet af 19. september 2000.
A-kassen sendte sagen til direktoratet den 21. juni 2001.".
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 22. august 2001 denne afgørelse:
"Direktoratet giver ikke dispensation til, at De kan overgå til efterløn den 6. juni 2001.Her starter afgørelsen
Begrundelse
Af § 74 c, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fremgår det, at et medlem tidligst kan overgå til efterløn fra det tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget ansøgningen om efterløn.
Det fremgår videre af stk. 3, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen i særlige tilfælde kan tillade, at et medlem, der ikke har ansøgt rettidigt kan overgå til efterløn.
Deres dagpengeret udløb den 20. maj 2001.
A-kassen modtog første gang Deres ansøgning om efterløn den 6. juni 2001.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det af efterlønsbevis af 16. november 1999 fremgår, at man for at få ret til efterløn skal have dagpengeret, at det af a-kassens brev af 6. januar 2000 fremgår, at Deres dagpengeret ville udløbe den 20. maj 2001, og at De skulle være opmærksom på at søge om efterløn inden da og, at a-kassen igen ved brev af 19. september 2000 gjorde Dem opmærksom på, at Deres dagpengeret ville udløbe den 20. maj 2001.
Direktoratet finder således, at a-kassen har opfyldt sin vejledningsforpligtelse, og finder derfor ikke grundlag for at dispensere i dette tilfælde.".
3. Klagen til ankenævnet
I Deres klage til ankenævnet af 29. august 2001 har De anført:
"....
Arbejdsdirektoratet begrunder afslaget med, at jeg har modtaget et brev fra A-kassen den 19. september 2000, hvor jeg bliver gjort opmærksom på at min dagpengeret udløber den 20. maj 2001, dette er ganske rigtigt, men jeg mener ikke at der i dette brev fremgår at jeg vil miste min ret til efterløn. Jeg har den 6. januar 2000 modtaget et brev fra min A-kasse hvor jeg bliver gjort opmærksom på at jeg skal sende en skriftlig ansøgning om at gå på efterløn, samtidig sender De mig et ansøgningsskema, som jeg skal sende inden min dagpengeret er udløbet. Jeg kan godt huske der var noget om datoen den 20. maj 2001, i begyndelsen af maj leder jeg forgæves efter brevene jeg kan imidlertid ikke finde dem, jeg bruger en del tid med at lede efter brevene, da jeg endelig komme på den tanke, at tage skuffen helt ud, hvor jeg mener jeg har lagt brevene i et chartek der ligger de, ned under bunden af skuffen i selve skabet, men nu er dette imidlertid blevet for sent, jeg skynder mig at udfylde min ansøgning om efterløn den 1. juni 2001 i den tro, at jeg får min efterløn med tilbagevirkende kraft, jeg har overhovedet ikke nogen tanke om, at jeg mister retten til min efterløn.
Da jeg den 20. maj 2001 sidder og udfylder mit dagpengekort kommer jeg i tanke om, at jeg da nok skulle have haft et efterlønskort, så jeg ringer til min A-kasse, og der taler jeg med XXX, som siger at hun lige er kommet tilbage fra Pinse- og Grundlovsdagsferien, og først har modtaget min ansøgning om efterløn den 6. juni 2001, så vil jeg overgå til efterløn dette gør jeg så, stadig i den tro at alt er i den skønneste orden, men den 15. juni 2001 modtager jeg et brev fra XXX, hvor hun meddeler mig at jeg ikke opfylder de betingelser der er gældende for at gå på efterløn.
Jeg er dybt frustreret og ulykkelig over det der er sket, fejlen er min, men i al den tid jeg har været på arbejdsmarkedet (i ca. 40 år), har jeg altid været en meget pligtopfyldende person, og passet mit arbejde, derfor syntes jeg, at det er en meget hård straf jeg får, for denne fejl, som jeg har gjort, jeg beklager min store dumhed, men det er 3 1/2 års indtægt, der bliver taget fra mig på grund af 11 dages forsinkelse, dette betyder både for min mands og min eksistens de næste 3 1/2 år vil være en stor katastrofe for os, dersom min mand også er på efterløn.
Jeg mener Arbejdsdirektoratet har fokuseret meget på at min A-kasse har gjort det de skal, det har min A-kasse også, men min uheldige situation syntes jeg ikke Arbejdsdirektoratet har taget meget hensyn til.
Jeg håber inderligt på at I kan hjælpe mig i denne situation jeg er kommet i, på forhånd tak."
3. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 31. august 2001 fastholdt direktoratet den trufne afgørelse med henvisning til, at der ikke var fremkommet nye oplysninger der gav anledning til en ændring af afgørelsen.
4. Nyt efter klagen
På Deres foranledning blev der den 20. september 2001 afholdt et møde i ankenævnets sekretariat med deltagelse af Dem og XXX.
På mødet redegjorde De for hele forløbet omkring den for sent indsendte efterlønsansøgning, ligesom De redegjorde for en række mere personlige forhold, som De håbede kunne tillægges betydning ved ankenævnets behandling af sagen.
De oplyste på mødet bl.a., at De har været ca. 40 år på arbejdsmarkedet, og at De heraf i 11 år havde drevet selvstændig virksomhed med et databureau med flere ansatte. De havde aldrig oplevet at blive afskediget, før De i en alder af 59 år blev afskediget sammen med et stort antal medarbejdere på XXX. Fyringen var et stort chok for Dem, og De havde siden søgt mange jobs, men uden held - formentlig på grund af Deres alder.
De understregede videre, at De altid har været en meget pligtopfyldende person, og at De har sat en ære i altid at opfylde Deres forpligtelser og betale enhver sit til tiden. I Deres lange arbejdsliv havde De også måtte bruge meget tid på Deres familie.
De oplyste videre, at De på grund af den mistede mulighed for efterløn var kommet i en meget vanskelig økonomisk situation.
De appellerede til, at de menneskelige hensyn også måtte indgå i ankenævnets vurdering af sagen.
I telefonsamtale med sekretariatet den 24. september 2001 anmodede De om, at det også blev tilføjet til sagen, at De første gang blev orienteret om at dagpengeretten ville udløbe den 20. maj 2001 i brev fra kassen af 6. januar 2000, dvs. ca. 16 måneder før udløbet. Den samme orientering modtog De i brev fra kassen af 19. september 2000, dvs. ca. 7 måneder før udløbet. De gjorde samtidig opmærksom på, at det ikke fremgik utvetydigt af brevene, at datoen den 20. maj 2001 var afgørende for Deres fremtidige ret til efterløn. De mente, at dette burde have været fremhævet henset til de alvorlige konsekvenser.
De gjorde videre opmærksom på, at De ikke, da datoen for udløbet af dagpengeretten nærmede sig, modtog nogen orientering fra kassen derom. Dette var selvsagt medvirkende til Deres forglemmelse.
Til Deres orientering skal det oplyses, at resumeet af samtalen i sekretariatet den 20. september 2001 og resumeet af telefonsamtalen den 24. september 2001 er indgået som bilag ved ankenævnets behandling af sagen.