Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9635@2002-01-18/da

Indhold

1. Indledning

Vedrørende Deres j. nr. XXX, XXX, cpr. nr. XXX

Deres klients sag om hvorvidt efterlønsbevis med fejlagtig, for høj efterlønssats medfører ret til denne højere sats, har været behandlet på ankenævnets møde den 31. maj 2001.

Der blev truffet følgende

Deres klient er ved sin overgang til efterløn den 22. juli 1999 berettiget til en efterlønssats på kr. 300,- om dagen.

Ankenævnet har lagt til grund at ovennævnte efterlønssats er den rigtige sats - hvilket da heller ikke er bestridt - idet Deres klient ikke har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart før udstedelsen af efterlønsbeviset eller overgangen til efterløn uden at have modtaget etableringsydelse hvorfor det senest forudgående beregningsgrundlag skal anvendes.

Begrundelsen er at det forhold at arbejdsløshedskassen i sin afgørelse af 14. juni 1999 om efterlønsbeviset fejlagtigt traf afgørelse om at Deres klient ville være berettiget til en efterlønssats på kr. 552.-, ikke kan medføre at Deres klient får efterløn i strid med lovens regler. Efterlønsbeviset er ikke en garanti, men en afgørelse som kan påklages til bl. a. direktoratet.

En afgørelse der lider af en væsentlig, retlig indholdsmangel, anses som udgangspunkt for ugyldig. Der kan dog foreligge særlige omstændigheder som kan føre til at afgørelsen opretholdes som gyldig.

Det må anses for en væsentlig, retlig indholdsmangel ved arbejdsløshedskassens oprindelige afgørelse at Deres klient ikke havde drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart før overgangen til efterløn uden at have modtaget etableringsydelse, men alene i ca. 2 år.

Særlige omstændigheder kan dog føre til at en ugyldig, begunstigende afgørelse opretholdes som gyldig. Der skal dog i praksis særdeles tungtvejende omstændigheder til.

Det forhold at Deres klient ikke ville have afhændet sin virksomhed hvis han havde vidst at hans efterlønssats ville blive kr. 300,-, er efter ankenævnets opfattelse ikke et så tungtvejende moment at det kan begrunde opretholdelsen af en ugyldig afgørelse.

Ankenævnet skal bemærke at efterlønsbeviset giver ret til på et senere tidspunkt at gå på efterløn uanset manglende rådighed på grund af sygdom eller frihedsberøvelse. Beviset giver også ret til senere at gå på efterløn med mindst det tidligere beregningsgrundlag eller satsen på bevistidspunktet. Arbejdsløshedskassen befandt sig i en retsvildfarelse der medførte en materielt ulovlig afgørelse om efterlønssatsen. Nævnet finder at arbejdsløshedskassen kunne tilbagekalde/ændre sin afgørelse så den blev lovlig på det tidspunkt hvor Deres klient rent faktisk gik på efterløn hvilket skete ca. 1 måned efter udstedelsen af efterlønsbeviset.

Såfremt Deres klient mener at have lidt et tab på grund af den fejlagtige afgørelse, må kravet gøres gældende over for arbejdsløshedskassen, eventuelt via domstolene.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 2. november 1999, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d, stk. 1, stk. 3 og stk. 7,

direktoratets bekendtgørelse nr. 1161 af 21. december 1995 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen § 5, stk. 1,

direktoratets bekendtgørelse nr. 175 af 20. marts 1998 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsdfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende § 4, stk. 1, og § 6, stk. 1 og stk. 2,

direktoratets bekendtgørelse nr. 1075 af 22. december 1998 om efterlønsbevis § 1 og § 3, stk. 1-4, og

direktoratets bekendtgørelse nr. 321 af 26. maj 1999 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie § 7, stk. 1.

På de følgende sider kan De læse om det faktiske grundlag og retsgrundlaget som sagen er afgjort efter.

Kopi til:

XXX

1. Sagsforløb

I sin afgørelse af 2. november 1999 har direktoratet fremstillet sagen således:

"Det fremgår af sagen, at Deres klient har fået dagpenge i perioden fra den 23. marts 1994 til den 16. oktober 1994. Deres klients dagpengesats var 277 kr. Han blev indplaceret som "overgangsperson" den 1. marts 1994. Fra den 17. oktober 1994 til den 14. juli 1997 fik Deres klient etableringsydelse. Herefter har han drevet virksomheden indtil den 8. juli 1999 uden samtidig at modtage etableringsydelse.

Ved ansøgning om efterlønsbevis, dateret af Deres klient den 11. maj 1999, søgte han om efterlønsbevis pr. samme dato.

Den 14. juni fremsendte kassen - efterlønsbeviset til Deres klient. Det fremgår heraf, at Deres klients hidtidige, daglige arbejdsfortjeneste pr. 11. maj 1999 er opgjort til 660,50 kr., og at Deres klients efterløn vil udgøre 143.520 kr. på årsbasis. Dette er beregnet på baggrund af Deres klients virksomhedsudøvelse i 2 regnskabsår.

Det fremgår af følgebrevet af samme dato til Deres klient, at det beløb, der står i efterlønsbeviset, er det beløb, han ville kunne få, hvis han gik på efterløn nu, og at det ikke er nogen garanti for, at han vil kunne få dette beløb, når han evt. overgår til efterløn, og at der skal ske fradrag for pension m.v. Det fremgår også, at såfremt der er udbetalt ydelser fra a-kassen, vil han evt. starte på 82 pct. satsen.

Ved erklæring til brug ved overgang til efterløn efter endeligt ophør som selvstændig, dateret af Deres klient den 21. juli 1999, har han søgt om efterløn pr. 8. juli 1999.

A-kassen har i brev af 17. august 1999 truffet afgørelse om, at Deres klients efterlønssats er beregnet til 300 kr. om dagen i perioden fra den 22. juli 1999 til den 31. maj 2006.

I brev af 22. august 1999 har Deres klient klaget over denne afgørelse. Han har oplyst, at han er ophørt med selvstændig virksomhed af helbredsmæssige grunde og da han har fået sit efterlønsbevis. Han har videre henvist til, at a-kassen har fået tilsendt alle relevante oplysninger i forbindelse med udstedelsen af efterlønsbevis, og at han derfor blev overrasket over, kun at være berettiget til en efterlønssats på 300 kr. Han har endelig oplyst, at han ikke havde afhændet sin virksomhed, hvis han havde vidst dette.

Kassen - har ved oversendelsen af sagen til direktoratet den 14. september 1999 bemærket, at a-kassen ikke mener, at Deres klient kunne have en forventning om at kunne få udbetalt den maksimale dagpengesats ved overgangen til efterløn, idet a-kassen i sit følgebrev havde gjort opmærksom på, at han evt. kun ville have ret til 82 pct. satsen, da han forinden havde fået ydelser fra a-kassen. Derimod er a-kassen enig i, at a-kassen har begået en fejl ved at have skrevet en forkert sats i efterlønsbeviset. A-kassen har endelig bedt direktoratet om at tage stilling til, om direktoratet kan godkende, at a-kassen af sine administrationsmidler afholder udgiften til erstatning for forskellen mellem det beløb, Deres klient får, og det beløb, han troede, han kunne få. A-kassen har dog ikke forholdt sig til, om a-kassen er erstatningspligtig. A-kassen har videre spurgt, hvorledes beløbet i givet fald kan udbetales.

I brev af 17. september 1999 har De understreget, at idéen med efterlønsbevis er, at medlemmet har en garanti for, hvad han har ret til i den situation, hvor han ønsker at gå på efterløn, og at det virker stødende, at a-kassen i en følgeskrivelse tager forbehold for nogle oplysninger, som a-kassen selv er i besiddelse af. De mener ikke, at dette skal komme Deres klient til skade."

Ankenævnets sekretariat finder direktoratets sagsfremstilling dækkende.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratets afgørelse af 2. november 1999 er formuleret således:

"Direktoratet har som tidligere bekræftet modtaget ovennævntes klage den 15. september 1999 over en afgørelse truffet af a-kassen.

Ifølge a-kassens afgørelse er Deres klient ved sin overgang til efterløn den 22. juli 1999 og i resten af efterlønsperioden frem til den 31. maj 2006 berettiget til en efterlønssats på 300 kr. om dagen.

Der skal ikke ske en ny beregning af Deres klients arbejdsfortjeneste i forbindelse med udstedelse af efterlønsbevis den 14. juni 1999. Beregning kan heller ikke ske ved Deres klients overgang til efterløn den 22. juli 1999.

Deres klient har i hele efterlønsperioden alene ret til at få efterløn med den sats, a-kassen har beregnet til 300 kr. om dagen i 1999.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund i overensstemmelse med a-kassens oplysninger, at Deres klient var omfattet af overgangsreglerne i forbindelse med arbejdsmarkedsreformen 1. januar 1994, jf. Arbejdsministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 906 af 1. december 1993 om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af...og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Direktoratet har videre lagt til grund, at Deres klient såvel ved udstedelse af efterlønsbevis pr. 11. maj 1999 som ved overgangen til efterløn pr. 22. juli 1999 havde dagpengeret ifølge disse regler.

Direktoratet har endelig lagt til grund, at Deres klient har fået dagpenge i perioden 23. marts 1994 til den 16. oktober 1994, hvorefter han fra den 17. oktober 1994 til den 14. juli 1997 har fået etableringsydelse. Herefter har Deres klient drevet virksomhed uden samtidig at modtage etableringsydelse.

Idet Deres klient ikke har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart før udstedelsen af efterlønsbevis eller overgangen til efterløn, uden at have modtaget etableringsydelse, bruges det senest forudgående beregningsgrundlag. Da der blev udbetalt ydelser i forbindelse med dette beregningsgrundlag, anvendes denne dagpengesats. Det følger af § 6, stk. 1 og 2, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 175 af 20. marts 1998 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.

A-kassen har beregnet, at Deres klients dagpengesats på 277 kr. fra 1994 nu svarer til 300 kr., idet satsen er blevet satsreguleret årligt. Direktoratet har lagt dette beløb til grund, idet De ikke har klaget særskilt over dette.

Efterløn med et beløb, der svarer til medlemmets dagpenge beregnet efter § 51, stk. 1, jf. § 47, kan højst udbetales indtil udløbet af en periode, der svarer til medlemmets dagpengeperiode efter § 55, stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 6. Efterlønnen kan herefter højst udgøre 82 pct. af højeste dagpenge efter § 47. Det fremgår af § 75 d, stk. 1 og 3, i loven, og af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 321 af 26. maj 1999 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie (før 1. juli 1999 fremgik det af § 5, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 1161 af 21. december 1995 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen).

Da Deres klients individuelt beregnede sats på 300 kr. er lavere end 82 pct. af højeste dagpenge, vil Deres klient højst være berettiget til efterløn med satsen på 300 kr. i hele efterlønsperioden. I denne situation udbetales efterløn således med samme sats i hele efterlønsperioden, uanset om Deres klient kunne overgå til efterløn på trin 1 eller trin 2. Direktoratet har derfor ikke taget stilling til, om Deres klient ved udstedelsen af efterlønsbeviset pr. 11. maj 1999 eller ved overgangen til efterløn pr. 22. juli 1999 ville have ret til at overgå til efterløn på trin 1 eller trin 2.

Direktoratet har heller ikke taget stilling til, om Deres klient eventuelt har haft arbejde i et sådant omfang efter indplaceringen, at han havde ret til genindplacering, idet dette ikke ændrer ved reglerne for beregning af hidtidig arbejdsfortjeneste for selvstændige.

Det forhold, at a-kassen i sin afgørelse af 14. juni 1999 (efterlønsbevis) fejlagtigt har truffet afgørelse om, at Deres klient ville være berettiget til efterløn med årligt kr. 143.520,-, kan uanset § 75 d, stk. 7, i loven, og § 1, stk. 3, i dagældende bekendtgørelse nr. 1075 af 22. december 1998 om efterlønsbevis, ikke føre til, at Deres klient har ret til efterløn med denne højere sats.

Et efterlønsbevis er således ikke en garanti i den forstand, De har anført. Indholdet af et efterlønsbevis er derimod en afgørelse, som kan påklages til bl.a. Direktoratet for Arbejdsløs-hedsforsikringen.

Formålet med efterlønsbevis er derimod (bl.a.) at give et medlem, der er berettiget til at gå på efterløn, mulighed for at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet med en sikkerhed for, at retten til efterløn ikke fortabes, hvis pågældende senere skulle blive syg eller frihedsberøvet. Dette fremgår af vejledningen til den nævnte bekendtgørelse om efterlønsbevis.

Selv om det naturligvis er beklageligt, at a-kassen har angivet en forkert sats i Deres klients efterlønsbevis, er efterlønsbeviset således ikke en garanti mod eventuelle fejl, som en a-kasse begår. Det bemærkes i den forbindelse, at årsbeløbet i et efterlønsbevis alene er et anslået beløb, som ikke er udtryk for, at medlemmet altid har ret til at modtage det fulde årlige beløb ved overgangen til efterløn, idet medlemmet f.eks. i overgangs-året skal skifte fra trin 1 til trin 2. Dette har a-kassen også gjort Deres klient opmærksom på i brev af 14. juni 1999, som var vedlagt efterlønsbeviset.

Direktoratet finder derfor ikke, at Deres klient på grund af a-kassens fejl vil kunne opnå en bedre retstilling end reglerne giver mulighed for.

Såfremt Deres klient mener at have lidt et tab på grund af den fejlagtige afgørelse, må dette krav gøres gældende over for a-kassen, evt. via domstolene.

Det bemærkes i den forbindelse, at direktoratet ikke finder at kunne modsætte sig, at a-kassen - påtager sig at afholde udgiften til erstatning af sine administrationsmidler, uden at der foreligger dom eller retsforlig herfor, idet direktoratet ikke finder, at dette vil stride mod § 82 i loven."

Til arbejdsløshedskassen udtalte direktoratet:

"Som det fremgår af afgørelsen til medlemmet finder direktoratet ikke at kunne modsætte sig, at a-kassen påtager sig ansvaret for den fejlagtige afgørelse og udbetaler erstatning, uden at der foreligger et retsforlig eller en dom, såfremt a-kassen selv mener at være erstatningsansvarlig. Det bemærkes i den forbindelse, at det efter direktoratets umiddelbare vurdering ud fra foreliggende domspraksis kan anses for overvejende sandsynligt, at medlemmet vil kunne vinde en eventuel retssag, således at medlemmet vil blive tilkendt erstatning for differencen mellem de 300 kr., der er hjemmel til at udbetale, og de 453 kr. eller 552 kr. medlemmet evt. havde en forventning om at kunne få.

I givet fald skal erstatningen udbetales særskilt til medlemmet, således at medlemmets efterlønssats fortsat udgør 300 kr.

Det bemærkes for god ordens skyld, at a-kassen ikke har ret til refusion for det beløb, som a-kassen evt. måtte påtage sig erstatningsansvaret for, jf. § 86, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. I givet fald skal a-kassen som udgangspunkt selv udbetale beløbet til medlemmet, eventuelt ved fremsendelse af check. Statens udbetalingssystem kan undtagelsesvis anvendes, hvis a-kassen sikrer sig, at a-kassen selv dækker beløbet. A-kassen skal derfor sikre sig, at et tilsvarende beløb (inkl. a-skat) er indbetalt særskilt til direktoratet før beløbet er til disposition for medlemmet.

Såfremt a-kassen udbetaler erstatning, skal dette fremgå af a-kassen administrationsregnskab.

A-kassen bedes selv afklare, hvorledes et evt. erstatningsbeløb skal håndteres skattemæssigt.

Direktoratet skal videre kritisere a-kassens sagsbehandling og afgørelser i denne sag. Navnlig i lyset af, at a-kassen tidligere har udstedt et efterlønsbevis med en højere sats, burde a-kassens afgørelse af 17. august 1999 være begrundet udførligt, således at omfanget af a-kassens oversendelsesbrev af 14. september 1999 kunne begrænses betydeligt. Det fremgår heller ikke af sagen, hvorfor a-kassen har vurderet, at medlemmet ikke har haft tilstrækkeligt arbejde til en genindplacering, ligesom a-kassen ikke har begrundet, hvorfor medlemmet ikke har erhvervet sig et bedre beregningsgrundlag siden 1994.

Direktoratet skal anmode a-kassen om fremover at være særligt opmærksom på sager, hvor efterlønssatsen ved overgangen til efterløn er lavere end det beløb, der følger af beregningsgrundlaget i efterlønsbeviset. I disse tilfælde bør akassen uddybe sin afgørelse og begrundelse herom til medlemmet. Det gælder også i den situation, hvor ændringen f.eks. skyldes skift fra fuldtids- til deltidsforsikring."

3. Klagen til ankenævnet

Ved indankningen den 15. november 1999 anførte De:

"Jeg har modtaget direktoratets afgørelse og har nu haft lejlighed til at drøfte den med min klient.

Direktoratets afgørelse kan ikke accepteres.

Det er ikke udregningen af efterlønssatsen jeg har klaget over, idet jeg ikke ligger inde med de oplysninger, der er nødvendige for at kunne kontrollere denne.

Det er derimod den omstændighed, at der udstedes et efterlønsbevis, indeholdende en bestemt sats, som medlemmet kan/bør kunne regne med lægges til grund, når han vælger at gå på efterløn. Efterlønsbeviset er både en garanti for, at medlemmet har ret til at gå på efterløn og på hvilke vilkår, hertil kommer, at det er at betragte, som en begunstigende forvaltningsakt, der ikke kan ændres til skade for borgeren.

Arbejdsløshedskassen lå på tidspunktet for udstedelsen af efterlønsbeviset inde med alle oplysninger for beregning af efterlønssatsen. Min klient har ikke på noget tidspunkt givet fejlagtige oplysninger og har altid fulgt a-kassens mindste anvisninger. Et generelt forbehold i et følgebrev kan ikke fritage nogen for en afgørelse i et dokument, der oven i købet bliver benævnt "Bevis".

Det er muligt, at det økonomiske krav skal rettes direkte over for a-kasse, evt. via domstolene, men dette ændrer ikke ved den generelle administration af efterlønsbeviset og dets betydning eller mangel på samme over for borgeren i almindelighed.

Jeg sender tillige dette brev til XXX, idet jeg skal opfordre XXX til at tage stilling til, om man anerkender min klients erstatningskrav på differencen mellem, hvad han måtte forvente at få udbetalt i forhold til efterlønsbevisets sats og det han faktisk får udbetalt. (Selvfølgelig med tiden korrigeret for det trin han retteligt hører hjemme på.)

Må jeg høre fra såvel Ankenævn som XXX."

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 19. november 1999:

"Direktoratet finder ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Direktoratet finder således fortsat, at a-kassens fejl ved udstedelsen af efterlønsbeviset ikke kan give medlemmet en bedre ret, end hvad der følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at medlemmet derfor må rejse et eventuelt erstatningskrav over for a-kassen, eventuelt via domstolene.

Der henvises i det hele til direktoratets afgørelse af 2. november 1999."

5. Nyt efter klagen

Intet

Versioner

1. 2002-01-18