Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9637@2002-01-24/da

Indhold

1. Indledning

[K] har ved advokat Hans Boserup klaget til Pressenævnet over en udsendelse sendt i DR den 24. januar 2001 med senere genudsendelser, senest den 30. januar 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen var en del af udsendelsesrækken "Historier fra en politistation" og havde undertitlen "Hvor må jeg være?". Sekvenserne, der har relevans for denne klage, indledes med, at en person, der ikke er klager, henvender sig i receptionen på politistationen på Hovedbanegården. Personens pas undersøges af politiet.

Politimand 1 : "Han kan være fra Kosovo. Men det, der undrer mig, det er, at det er russiske bogstaver. Det synes jeg gamle serberpas. Jeg kan sgu ikke huske det. Men der er ikke nogen af de der gutter, der ikke forstår tysk.

Politimand 2 : Sprechen Sie Deutch? Ah, asyl, asul."

Derefter klippes til andre personers historier, hvorefter der på ny klippes til klager, der står i receptionen.

Politimand : "Have you been in Denmark before?

Klager : No. Never in Denmark before.

Politimand : Please look at me when I ask you. Have you been in Denmark before?

Klager : No.

Politimand : You look familiar, that s why. You look familiar, I think I have seen you before, down in Strøget.

Klager : No, no, no."

Derefter vises billeder af politibetjente, der gennemser et mindre hæfte.

Politimand 1 : "En dividendebog fra lokalbrugsen.

Politimand 2 : Please ask him, where he is from".

Derefter vender klager sig til den ovennævnte person og taler til ham. Personen svarer klager, der oversætter til politiet. Klager siger, idet han først peger på sig selv og bagefter vender sig mod den anden person:

Klager : "I am Albanian - Montenegro."

Derefter klippes til to politibetjente, der taler sammen over en skranke.

Politimand 2 : "Montenegro, det er jo noget special.

Politimand 1 : Nej. Montenegro og Serbien. Det er rest-Jugoslavien.

Politimand 2 : Jeg tror, det er en militærbog. Det ligner de gamle serberpas.

Politimand 1 : Det ligner et gammelt albanerpas... jo, den der ørn, der er på.

Politimand 2 : Men han kunne jo også være .

Politimand 1 : Ja, han kunne også være kosovo-albaner.

Politimand 2 : Det var nu ikke lige det, jeg ville sige ."

Klager sætter sig på en bænk ved siden af den anden person og kigger ligesom denne på en lyserød blanket. Derefter klippes til de andre historier, hvorefter der klippes tilbage til klager, der nu står ved en anden skranke. To politibetjente kigger i klagers pung, papirer m.v.

Politimand 1 : "Empty your pockets.

Klager : My uncle from Germany came to visit me and bring me some shampoo.

Politimand 2 : So, you have a nice uncle, then. And he gave you Danish money as well?

Klager : No in Denmark.

Politimand 1 : Take of your belt.

Politimand 2 : Dantex lyder det ikke på en eller anden mærkelig måde dansk?

Politimand 1 : Chokerende dansk. Har vi ikke et eller andet med prismærker på, så er vi kanonheldige .

Politimand 2 : Eller vores eksport omkring tøjmarkedet er blevet forbedret.

Politimand 1 : Vi er helt enige om, at det her, det er købt i Tyskland.

Politimand 2 : Ein bischen, jah.

Politimand 1 : Men de sidste 14 dage, der har de jo forsøgt at komme ind igennem der er de jo braget over grænsen, de der albanere, jo.

Politimand 2 : Men det hænger jo nok sammen med, at onkel her er jo kommet med en helt ny pung selvfølgelig købt i Tyskland sammen med alle de andre varer. Til Ungarn. Og så kommer Tjekkoslovakiet ind i det, ikke. Forstår du dansk?

Politimand 1 : Hov, prismærkerne har vi fjernet fra alt, hvad vi har. Vi er altså klar over, hvordan og hvorledes tingene hænger sammen.

Politimand 2 : Du er kommet med hele den her taske fyldt med varer og tøj .

Politimand 1 : Hvorhen til?

Politimand 2 : Ungarn.

Politimand 1 : Jamen, Ungarn er jo et sikkert land.

Politimand 2 : Det må vi sige ja.

Politimand 1 : Jamen, hvis han fastholder den forklaring, så er der ikke så meget i det.

Politimand 2 : Your name? Your family name, what is that?

Klager : [K]

Politimand 2 : [K], det er jo en russisk jager."

Imens undersøger en politibetjent indholdet af klagers taske og tager en række genstande op fra tasken. Den anden person fra receptionen bliver ledt ind i det samme lokale, hvor klager befinder sig. Denne person bliver underkastet den samme undersøgelsesproces som klager.

Derefter klippes til andre historier, hvorefter et kort klip viser klager og den anden person blive ført ud af stationen. Senere i programmet vises der længere sekvenser, hvor den anden person bliver interviewet af en politibetjent. Interviewet sker ved hjælp af tolk. Den anden person bliver bl.a. spurgt om, hvorfor han søger asyl i Danmark.

Klageren har anført, at man af udsendelsen får det indtryk, at klager er kriminel og har et kriminelt ærinde i Danmark. Klager har aldrig haft kontakt med politiet og er i et meget vellykket integrationsforløb. Han har hos både danskere og andre indvandrere mødt den reaktion, at han havde været indblandet i kriminalitet, hvilket indtryk de havde fået af TV-udsendelsen. På det menneskelige plan er der konkret tilføjet klager alvorlige krænkelser, og indtrykket af ham er subjektivt af mange blevet oplevet som et portræt af en kriminel. Både på grund af de konkrete klip og på grund af den kontekst, som klippene var indsat i. Klagers tilværelse i Danmark er som følge heraf blevet gjort vanskeligere. Denne virkning kunne være undgået på flere måder, herunder ved en gennemgang af den færdigredigerede udsendelse med de optrædende, men også på andre måder. Den fulgte procedure må anses for uforsvarlig og erstatningspådragende.

Klageren har videre anført, at da klager ved ankomsten blev interviewet af politiet, blev han af politiet oplyst om, at alt, hvad han sagde, blev mellem ham og politiet. Dette løfte har TV-udsendelsen været med til at krænke.

Klageren har i den forbindelse bestridt, at han har givet samtykke til optagelse og udsendelse, ligesom klager har bestridt, at han var helt indforstået med at blive filmet. Det bestrides endvidere, at klager har fået oplyst, at optagelserne ville blive vist i DR to år efter.

Klageren har yderligere anført, at han som traumatiseret asylansøger har været i en særlig situation og dermed i en tilstand, hvor man ikke kan indgå juridiske aftaler med ham. Det er muligt, at kameraholdet ikke har været opmærksom på, at konsekvenser af retshandlinger, såsom tilbud, løfte og accept, var helt uden for klagers rækkevidde, men lægeerklæringer vil i klagers tilfælde kunne gøre dette ret klart. En flygtning rækker i den situation, som klager befandt sig i ikke hånden afværgende ud mod kameraoptagelser, der foregår på en politistation.

Klageren har desuden oplyst, at det ikke af udsendelsen fremgår, at den er optaget for to år siden, ligesom det ikke fremgår, at den klart ikke drejer sig om kriminalitet. Dette forhold bevirker, at mange, der har set udsendelsen, har været af den opfattelse, at klippene fra politistationen var optaget for nylig, og at klager umiddelbart før fremvisningen i fjernsynet har været indblandet i kriminalitet eller i hvert fald sigtet for kriminalitet. Klager har i øvrigt bestridt, at indslaget kan anses for uredigeret. De viste sekvenser må anses for udvalgt blandt mange, og indplaceringen i sammenhæng beror på et valg.

Klageren har endelig anført, at han fortsat har betydelige ubehageligheder på grund af tv-optagelsen. I udsendelsen indgår blandt andet en sekvens, hvor klager taler med en flygtning fra Montenegro. Samtalen foregår på serbokroatisk, og den omstændighed, at klager taler "fjendens" sprog, har skabt mistillid til ham i kosovoalbanske kredse.

DR har oplyset, at klager var fuldt indforstået med at blive filmet. Ved ankomsten sad klager på en bænk og ventede på, at der var lejlighed til at tale med politiet. Tilrettelæggeren Lars Engels henvendte sig og forklarede om programmets idé, formål og tilblivelsesproces. Han oplyste samtidig, at udsendelserne ville blive udsendt i DR ca. 2 år efter optagelserne. Klager samtykkede på det grundlag til, at DR kunne optage det, der passerede, og anvende optagelserne i den efterfølgende udsendelse. Der har ikke været rettet efterfølgende henvendelse til klager, som derfor ikke har set udsendelsen, inden den blev udsendt. Det er i overensstemmelse med fast praksis for alle medier, herunder DR, at de medvirkende ikke ser de indslag, de medvirker i, forinden udsendelsen. Er der givet accept, er selve klipningen en del af DR´s redigeringsret. Klager blev fuldt ud informeret om optagelser, med formålet med udsendelserne og med det omtrentlige sendetidspunkt. Det er ikke i strid med god presseskik, at klager ikke har vidst, hvilke af optagelserne der indgik i den færdigredigerede udsendelse.

DR har videre oplyst, at der under afhøringen ud over DR´s tilrettelægger var et tomands kamerahold fra DR til stede. Kameraholdet benyttede et udstyr, som det for klager har været umuligt at overse. Som det fremgår af de offentliggjorte optagelser, har kameraholdet været meget tæt på klager. Det fremgår også af optagelserne, at klager ikke på noget tidspunkt spørger til kameraholdet eller protesterer mod optagelserne, f.eks. med en afværgende hånd, der jo er et internationalt tegn på, at man ønsker at stoppe en filmoptagelse.

DR har anført, at udsendelsen giver et klart indtryk af klagers tilstand, og det svarer meget dårligt til det i klagen fremførte. Det objektive forhold, at klager er asylansøger, betyder ikke, at han ikke kan give et samtykke til at medvirke i en tv-udsendelse. Dette ville også svare meget dårligt til den praksis, som følges i dansk presse, hvor asyl- ansøgere jævnligt medvirker i artikler og indslag i de elektroniske medier. En meget stor del af de mennesker, der portrætteres i serien "Historier fra en politistation", er mennesker, der er i en udsat situation. Ca. 50% af de adspurgte personer gav afslag på at medvirke. Med samme procentandel afviste asylansøgere at medvirke. Klager afviste imidlertid ikke at deltage.

DR har i den forbindelse anført, at klager ved ankomsten fremstod sammenhængende og demonstrerede gennem samtalen, at han var i stand til at forstå, hvad han blev anmodet om, ligesom han kendte til programmets formål og udsendelsestidspunkt. Samtykket blev således givet forudgående på gyldigt grundlag og er ikke efterfølgende trukket tilbage. Klager har heller ikke efterfølgende rettet henvendelse til tilrettelægger Lars Engels eller andre i DR og meddelt, at han ikke længere ønskede at medvirke i udsendelsen. Efter at han har opnået asyl, har han heller ikke rettet henvendelse.

DR har med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt udsendelsen efterlader det indtryk, at klager er kriminel, anført, at sekvenserne konkret må ses i lyset af formålet med programmet, som er at portrættere en vigtig og sædvanligvis utilgængelig del af Danmark og i den forbindelse rejse en debat om samfundets marganaliserede. Det fremgår klart, at der er tale om en asylansøger, der netop er ankommet og som vil søge asyl. I den sammenhæng er det helt relevant at vise, hvordan der tales til en asylansøger. Samtalen er ikke redigeret og/eller krydsklippet.

DR har videre anført, at der ikke fra redaktørens side er sket kommentering af forløbet. Det er således op til seeren at tolke det, der sker, herunder om politiets talemåde er "passende", eller om den som hævdet af klager er insinuerende. Et pålæg om efterfølgende udredigering ville derfor forhindre formålet med udsendelsen og modarbejde den form for dokumentarisme, som tilrettelægger Lars Engels er kendt og respekteret for.

DR har endelig anført, at DR selvsagt ingen grund har til at forbinde klager med nogen form for kriminalitet eller betvivle klagers asylmotiver. Det gør indslaget heller ikke. Indslaget gengiver "uredigeret", dvs. uden kommentarer eller tolkning, den samtale, klager havde med politiet. Det er netop det, der er formålet med dokumentarprogrammer som det påklagede.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de personer, der medvirker i optagelser til programmer af den her påklagede art, ofte befinder sig i situationer, der kan virke krænkende for dem ved senere offentliggørelse i tv. Det er nævnets opfattelse, at der derfor i disse tilfælde bør stilles store krav til dokumentationen for, at de pågældende har samtykket i optagelserne, og at de pågældende har forstået rækkevidden af dette samtykke.

Nævnet finder det betænkeligt, at der i den konkrete sag ikke er indhentet et skriftligt samtykke fra klager til at medvirke i optagelserne under dennes ophold på politistationen. Udfra de foreliggende oplysninger finder nævnet imidlertid at måtte lægge til grund, at klager over for Danmarks Radio har afgivet det fornødne samtykke. Nævnet har herved også bemærket, at det i de bragte sekvenser fra klagers side ikke på nogen måde tilkendegives, at han ikke ønskede at medvirke. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio på dette punkt.

Nævnet finder, at Danmarks Radio derudover i forbindelse med de bragte sekvenser på en tydeligere måde end sket burde have markeret, at klager ved sin henvendelse på politistationen søgte asyl, og at han ikke blev afhørt i forbindelse med et kriminelt forhold. Nævnet finder imidlertid, også henset til sammenhængen med optagelserne af den anden asylansøger, ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio på dette punkt.

Afsagt den 16. januar 2002.

Versioner

1. 2002-01-24