Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9638@2002-01-24/da

Indhold

1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i en TV 2 nyhedsudsendelse den 10. april 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I indslaget hed det:

Studievært : ”Selvom man får ret, så behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed. Det kan [A] fra Nykøbing Falster tale med om. Hun blev udsat for en alvorlig lægefejl. Hun har fået medhold i Patientklagenævnet, men erstatningen har hun ikke set noget til endnu.

Speak : [A] har kræft i højre ben. For to år siden opdagede hun en knude i låret og gik til speciallæge. Speciallægen fjernede knuden og sagde, at det lignede en godartet fedtknude. Men hun ville få besked ti dage senere hos sin egen læge.

[A] : Og så går jeg til egen læge og fik fjernet sting og så sagde han, at der lå et brev fra [K]. At det, der var fjernet, var diagnosticeret til at være et lipom, og så var den sag jo sådan set ude af verdenen.

Speak : Det var altså en fedtknude, konstaterede speciallægen. En ny knude vokser dog hurtigt frem igen, og hendes egen læge sender hende til scanning på hospitalet. Scanningen viser, at hun har kræft, og da hun kontakter speciallægen igen, går det op for hende, at den første knude aldrig var sendt til undersøgelse.

[K] : Det var en fedtknude, ligesom alle andre fedtknuder.

Interviewer : Men hvorfor sendte du den så ikke ind? Du var ikke i tvivl eller hvad?

[K] : Nej, jeg var ikke i tvivl. Altså den lå der i underhuden, som de altid ligger, og den havde facon og konsistens og farve som de skal have, og derfor sendte jeg den ikke ind.

Speak : [A] klager til Patientklagenævnet og får medhold. Nævnet konkluderer, at lægen ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i sin behandling.”

Mens den sidste speak kører, vises Patientklagenævnets afgørelse på skærmen. Afgørelsen fremstår sløret, men et uddrag fra denne er særligt fremhævet. Heri står:

”Speciallæge i ortopædisk kirurgi [K] har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været særlig omhyggelig og samvittighedsfuld .”

[K] : ”Jeg synes, den er kritisabel, og den er så kritisabel, så i øjeblikket da overvejer jeg med min advokat, om de skal stævnes for denne her afgørelse.

Speak : Lægen, der udtaler sig med tilladelse fra [A], har derfor endnu ikke betalt erstatning til hende.

[A] : Jeg havde haft kræft under alle omstændigheder. Det er kun et spørgsmål om, at jeg synes, jeg er blevet så dårligt stillet, sådan så at jeg gerne vil have, at han siger, at han er erstatningspligtig.

Speak : Altså en undskyldning.

[A] : Også det.”

Klageren har anført, at indslaget – for at overbevise seerne – begynder med vendingen ”selvom man har ret, er det ikke ensbetydende med, at man får retfærdighed”, uden at det på nogen måde fremgår, hvad indholdet af Patientklagenævnets afgørelse var.

Klageren har videre anført, at der i udsendelsen tales om en ”alvorlig lægefejl”. Dette er en udtalelse, som er skadelig, krænkende og agtelsesforringende. Det er efter klagers opfattelse misbrug af ordet, og det bruges kun for at give historien lidt ekstra spænding, da den rigtige historie egentlig ikke er så spændende. Det kræver vel, at der har været en alvorlig fejl, for at man kan tillade sig at bruge det ord.

Klageren har herudover anført, at det ikke fremgår af indslaget, at der var tale om to sygdomme, der intet havde med hinanden at gøre. Dette er bevidst udeladt, da historien ellers ville blive ødelagt. Hvis man fra begyndelsen havde gjort opmærksom på, at der var tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre, ville seerne formentlig ikke have kunnet misforstå indslagets indhold. Denne mangel kan efter klagers opfattelse tilskrives uvidenhed om indslagets indhold eller være et bevidst forsøg på at få historien til at passe til drejebogen. TV 2 klippede dette fra i klagers udtalelser med den begrundelse, at det var for teknisk. Der er altså sket en fortielse af, at det var en helt anden sygdom, patienten havde fået senere, og som ikke havde forbindelse med den behandling, hun havde fået af klager.

Klageren har særligt til TV 2's bemærkning om, at patientens senere kræftknude sad samme sted, oplyst, at han fjernede en fedtknude i underhuden – en operation, der udføres talrige gange dagligt i Danmark. Denne fedtknude havde intet at gøre med patientens senere kræftknude, der fjernedes fra et andet sted på samme ben. Hvis kræftknuden skulle have haft nogen forbindelse med fedtknuden, skulle den have vokset igennem muskelhinden og ind i musklen. Det var ikke tilfældet, og det kan bekræftes af den MR-scanning, der blev foretaget. TV 2 har således taget en kildes løse rygter for gode varer på dette punkt. Bortset fra, at Patientklagenævnet erkender, at det var en fedtknude, klager fjernede, har man ikke taget stilling til, om det har haft betydning for patientens helbred. Det er trods alt det, der er vigtigt.

Vedrørende TV 2 anførsel: at kræftknuden var udtryk for et recidiv – tilbagefald –, har klager anført, at denne oplysning stammer fra patienten alene, og uden at man i øvrigt har søgt bevis for dette. Det til trods for, at klager inden indslaget havde forsynet journalisten med en anden oplysning, idet klager havde forklaret journalisten, at der var tale om to forskellige sygdomme. Der er intet sted i sagens akter anført, at der skulle være tale om en og samme sygdom. Patientens egen læge havde godt nok skrevet i sin journal, at der forelå recidiv, men den bemærkning er efterfølgende trukket tilbage, idet lægen derpå skrev, at der var en ny knude. Endvidere forelå der før udsendelsen en redegørelse fra Rigshospitalet, der angav, at der ikke var tale om recidiv. Klager mener derfor ikke, at TV 2 har undersøgt patientens troværdighed. Med hensyn til journalistens bemærkning om, at hun inden udsendelsen havde kontrolleret en række oplysninger via samtaler med læger fra Rigshospitalet, har klager anført, at den pågældende journalist umiddelbart efter udsendelsen over for ham oplyste, at hun ikke havde haft tid til at foretage en kontrol af de pågældende oplysninger. Der foreligger en MR-scanning, der bekræfter, at den knude, klager fjernede, var placeret i underhuden, og at den ondartede knude lå inde i en muskel. Der er ikke, og der har aldrig været, mulighed for, at de to vidt forskellige sygdomme kan have haft noget med hinanden at gøre. De patologer, klager har talt med, har oplyst, at det ikke kan lade sig gøre, at en fjernet fedtknude i underhuden skulle kunne udvikle sig til en ondartet svulst inde i en muskel.

Klageren har herudover anført, at den sidste del af indslaget tillige havde til formål at sætte ham i et dårligt lys. Patienten udtalte, at klager ikke ville yde hende erstatning. Patienten, hendes advokat og journalisten var imidlertid vidende om, at klager tidligere havde skrevet til advokaten, at patienten blot skulle fremsende sit erstatningskrav, hvorefter klager ville sende det videre til sit forsikringsselskab. Da klager ikke har modtaget nogen beskrivelse af erstatningsansvar fra patientens advokat, er det ikke muligt for klager at forholde sig til dette. Det, der blev oplyst i udsendelsen, var altså forkert. Klager har endvidere efter udsendelsen bedt sin advokat og sit forsikringsselskab om at få patientens advokat i tale med hensyn til erstatningskravet. Ingen har endnu modtaget noget erstatningskrav.

Klageren har til TV 2´s oplysning om, at formålet med udsendelsen var at sætte fokus på, at medhold i Patientklagenævnet ikke automatisk udløser penge, anført, at dette vil kunne ske. Det kræver dog, at lægen er skyldig i, at patienten er blevet syg. Det står der intet om i afgørelsen fra Patientklagenævnet.

TV 2 har afvist at have handlet i strid med god presseskik.

TV 2 har oplyst, at det indslag, hvorover der er klaget, satte fokus på patienters retssikkerhed, herunder dels patienters mulighed for at klage over lægelig behandling, dels deres mulighed for at opnå erstatning i tilfælde af, at en læge har handlet i strid med lægelovens bestemmelse om god lægeskik. Indslaget tog udgangspunkt i en konkret historie om en kvinde, der kort tid efter at have fået fjernet en knude i sit ben, der af den speciallæge, der fjernede knuden, blev diagnosticeret som en fedtknude, fik konstateret en kræftknude i benet på det samme sted. I indslaget medvirkede såvel patienten som klager, der fjernede den første af de to knuder.

Vedrørende klagen over den indledende speak ”selvom man får ret, behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed” har TV 2 anført, at speaken tager afsæt i Patientklagenævnets afgørelse, som gav patienten medhold i, at i klager burde have foretaget en nærmere undersøgelse (biopsi) af fedtknuden. Den første del af speaken ”selv om man får ret”, har således fuld dækning i de faktiske forhold.

For så vidt angår den anden del af speaken, ”..behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed”, har TV 2 anført, at den knytter sig til det forhold, at klageren over for patienten har givet udtryk for, at han ikke mener at være erstatningsansvarlig som følge af Patientklagenævnets afgørelse. TV 2 har i den forbindelse henvist til følgende afsnit i klagers brev af 15. marts 2001 til patientens advokat: ”Det fremgår ikke tydeligt af Deres brev hvilket ”tab” De mener jeg kan være årsag til” samt ”Det er Deres opfattelse at en overtrædelse af lægelovens § 6 medfører erstatningsansvar. Det er Deres mening. Jeg er nødt til at spørge om erstatningsansvar for hvad? Deres klient har selv bedt om behandling hos mig, og det har hun også fået. Fedtknuden blev fjernet, og så vidt jeg er orienteret har der ikke været problemer med såret eller underhuden. Jeg kan og vil ikke påtage mig ansvar for at Deres klient pådrager sig andre sygdomme senere, efter at hun for længst er blevet færdigbehandlet hos mig”. TV 2 har anført, at man på denne baggrund finder, at den indledende speak har dækning i de faktiske forhold.

Med hensyn til det påklagede udsagn ”alvorlig lægefejl” har TV 2 henvist til, at journalisten bag indslaget over for klager har beklaget, at hans handlemåde i indslaget blev betegnet som en ”alvorlig lægefejl”, idet en sådan fortolkning altid kan diskuteres. Det fremgår imidlertid af Patientklagenævnets afgørelse, at nævnet fandt, at klager havde overtrådt lægelovens § 6, hvorved han havde handlet i strid med god lægeskik. Dertil kommer, at patienten naturligvis har opfattet den fastslåede forsømmelse som en alvorlig lægefejl, idet hun, hvis en biopsi af den første knude havde skabt fuldstændig vished for, at der blot var tale om en fedtknude, havde haft klarhed over, at der ikke var anledning til at påbegynde f.eks. strålebehandling mere end et år tidligere. På den baggrund er det TV 2’s opfattelse, at der i det faktiske hændelsesforløb er dækning for at betegne klagers fejl som en alvorlig lægefejl, hvorfor det afvises, at der ved brugen af det pågældende udtryk er handlet i strid med god presseskik.

TV 2 har yderligere - som imødegåelse af klagers anførsel om den manglende sammenhæng mellem de to knuder - anført, at der ikke er lægelig enighed om, at der var tale om to forskellige sygdomme. Patienten har - så vidt TV 2 er orienteret - til journalisten bag indslaget oplyst, at Rigshospitalet, hvor kræftknuden blev bortopereret, mundtligt har tilkendegivet, at kræftknuden må betragtes som et recidiv af den tidligere knude, som derved vurderes at have været en kræftknude. TV 2 afviser, at dette – som anført af klager – blot er løse rygter. Samtidig bestrides det, at Patientklagenævnet skulle have taget stilling til korrektheden af klagers diagnose, sådan som klager over for TV 2 har hævdet. Patientklagenævnet har derimod udtalt, at klager ”har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at have foretaget en korrekt vurdering af den fjernede knude, idet han ikke foranledigede en biopsi af den”, ligesom Patientklagenævnet lægger til grund, at klager ikke foretog en bedømmelse af, ”om knudens beliggenhed var profund for fascien, om dens størrelse var over 5 cm. i diameter samt af knudens væksthastighed”.

TV 2 har på den baggrund afvist, at der er fuldstændig vished om, at der var tale om to forskellige sygdomme. TV 2 har dog samtidig erkendt, at det burde have fremgået mere tydeligt af indslaget, at klageren er af den opfattelse, at der var tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre, og klagers bemærkninger herom i interviewet burde have været medtaget eller gengivet i indslaget. TV 2 har på den baggrund inden klagens indbringelse for Pressenævnet tilbudt klageren at komme til orde i form af en præcisering af, at der efter klagerens opfattelse var tale om to forskellige sygdomme, og at andet ikke var påvist. Klager har imidlertid afvist en sådan præcisering, idet klager efter TV 2´s opfattelse ønskede, at det af præciseringen også skulle fremgå, at der er lægelig enighed om, at der var tale om to forskellige sygdomme. En præcisering med et sådant indhold har TV 2 imidlertid ikke villet bringe, idet der efter TV 2´s opfattelse ikke er lægelig enighed om, at det er korrekt. Såfremt klageren måtte ønske det, er TV 2 imidlertid fortsat indstillet på at præcisere, at der efter klagers opfattelse var tale om to forskellige sygdomme, og at andet ikke er påvist. På den baggrund bestrider TV 2 at have handlet i strid med god presseskik.

TV 2 har endvidere afvist, at det skulle være ukorrekt, når det i indslaget oplyses, at klager har afslået at yde patienten erstatning. Klager har i brev af 15. marts 2001 til patientens advokat afvist, at patienten skulle være berettiget til erstatning som følge af Patientklagenævnets afgørelse. I brevet skriver klager samtidig, at ”såfremt dette ikke interesserer Dem, men at De absolut ønsker en sag, vil jeg bede Dem om at forklare Deres erstatningsansvar. Når det er på plads vil jeg videresende samtlige Deres og mine breve, journalnotater og Patientklagenævnets papir til mit forsikringsselskab, advokat og FAS”. Dette er imidlertid uden betydning i denne sammenhæng, idet klagerens svar i øvrigt må opfattes således, at han finder erstatningskravet aldeles uberettiget. TV 2 har på den baggrund afvist, at der i indslaget fremkommer urigtige oplysninger vedrørende erstatningen.

TV 2 har som svar på klagerens bemærkninger om, at man har viderebragt løse rygter fra patienten, oplyst, at patientens troværdighed som kilde er vurderet på sædvanlig kritisk vis. Journalisten bag indslaget har søgt at få bekræftet patientens oplysninger bl.a. via opringninger til forskellige læger på Rigshospitalet, hvor kræftknuden blev fjernet. Efter det oplyste afviste ingen af disse læger, at kræftknuden var at betragte som et recidiv, ligesom patienten fortsat fastholder, at Rigshospitalet over for hende tilkendegav, at der ikke var tale om to forskellige sygdomme. Endvidere fremgår det af hendes lægejournal, at der ikke foreligger lægelig dokumentation for, at der var tale om to forskellige sygdomsforløb.

TV 2 har på denne baggrund bestridt, at patientens oplysninger ikke er søgt kontrolleret, og at hendes troværdighed som kilde ikke er kritisk vurderet. TV 2 har i samme forbindelse understreget, at formålet med det pågældende nyhedsindslag ikke var at få konstateret, om patienten led af en eller to sygdomme, men derimod at sætte fokus på, at medhold i en klage til Patientklagenævnet ikke automatisk medfører, at den påklagede læge anerkender et erstatningsansvar.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til det omstridte spørgsmål, om fedtknuden og den efterfølgende konstaterede kræftknude havde nogen indbyrdes sammenhæng. Nævnet finder imidlertid, at det burde have fremgået af indslaget, at klager var af den opfattelse, at der var tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre. Ved at undlade at bringe klagers opfattelse har TV 2 handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Med hensyn til udtrykket ”alvorlig lægefejl” må nævnet lægge Patientklagenævnets afgørelse til grund. Hvorvidt den udviste forsømmelighed udgør en alvorlig lægefejl, er ikke et spørgsmål, som nævnet kan vurdere. Det fremgår af udsendelsen, at ”alvorlig lægefejl” er den subjektive vurdering, som TV 2 anlægger med hensyn til det passerede, og nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik.

Hvad angår klagen over udsagnet om, at klager ikke vil betale erstatning til patienten, har TV 2 efter nævnets opfattelse med rette opfattet klagerens brev af 15. marts 2001 som en afvisning af erstatningsansvar. Nævnet finder derfor, at TV 2 ikke har handlet i strid med god presseskik på dette punkt. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af udsagnet ”selvom man får ret, så behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed”.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af TV 2 at offentliggøre følgende resumé:

” Kendelse fra Pressenævnet:

Den 10. april 2001 bragte TV 2 et indslag i nyhedsudsendelsen kl. 19.00, som handlede om en kvindelig patient, der efter at have fået bortopereret en fedtknude hos speciallæge [K] fik konstateret en kræftknude i samme ben.

[K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at TV 2 har tilsidesat god presseskik.

Pressenævnet finder, at det burde have fremgået af indslaget, at [K] var af den opfattelse, at der var tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre. Ved at undlade at bringe lægens opfattelse har TV 2 handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

København, den 16. januar 2002

Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.”

Afsagt den 16. januar 2002.

Versioner

1. 2002-01-24