Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 86/2001

GældendeVersion 2002-01-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9639@2002-01-24/da

Indhold
  1. Indledning

De Bornholmske Jernbaner har ved formanden Sten Møller klaget til Pressenævnet over en indslag bragt i Danmarks Radio (DR-Bornholm) den 10. august 2001, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af det indklagede radioindslag fremgik:

"Arbejdsmarkedsrådet blåstempler aktivering, der sætter fastansat Nexø-bo ud i ledighed. En lignende sag fra Almegårds Kaserne, hvor tre fastsansatte blev erstattet med aktiverede bliver nu undersøgt af Arbejdsministeriet.

-----

I Nexø sidder der en mand, der er blevet fyret fra sit arbejde. Nu er der en anden, der har fået det, men med offentlige tilskud til lønnen. Arbejdsgiveren er det regionale Arbejdsmarkedsråd, så manden i Nexø, Jens Haagensen, blev lettere chokeret, da han i går hørte formand Verner Landin sige sådan her:

"Det er jo ikke til at acceptere, at man fyrer ordinært ansat personale for så derefter at ansætte jobtræningspersoner eller andre personer i aktivering som skal klare de opgaver, som det første personale har klaret tidligere."

Ikke desto mindre så har Verner Landin som formand for det regionale Arbejdsmarkedsråd selv været med til at acceptere det. For den første marts blev Jens Haagensen fyret fra sit job som holdleder på aktiveringsprojektet De Bornholmske Jernbaner. Den første juli blev der ansat en ny holdleder, denne gang med tilskud til lønnen. Arbejdsgiveren er det regionale Arbejdsmarkedsråd.

"Begrundelsen for din afskedigelse ligger i besparelser fra AFBornholm" fik Jens Haagensen dengang at vide. Jens Haagensen var fuldtidsansat som elektriker på aktiveringsprojektet. Den mand, der i dag er ansat, er tømrer. "Det er helt andet job, for vi havde brug for en med andre kvalifikationer", forklarer den projektansvarlige Sten Møller. Han ser ikke noget problem i, at de gav Jens Haagensen en anden forklaring, og at skiftet i øvrigt sparer dem for de penge, som den nye mand nu får i løntilskud. Jens Haagensen siger: "Jamen, det synes jeg faktisk er lidt flabet. Jeg har ikke noget imod, at man går hen og ansætter nogen andre i stedet for mig, som man hellere vil have, men hvis man bare vil betale dem den fulde løn for projektet og ikke udnytte de tilskudskroner, der eksisterer."

Her til morgen pointerer den projektansvarlige Sten Møller, at projektets økonomi ændrede sig dramatisk, og derfor blev Jens Haagensen sagt op. 2½ måned senere var der så brug for en holdleder med andre kvalifikationer. Verner Landin, der er formand for Arbejdsmarkedsrådet, siger, at han vil undersøge sagen og kommentere den senere på dagen."

Klageren har indledningsvis oplyst, at foreningen De Bornholmske Jernbaner er en lille forening af frivillige og ulønnede, der blandt andet driver opkvalificerings- og uddannelsesprojektet Projekt De Bornholmske Jernbaner (DBJ). Der er p.t. to lønnede medarbejdere tilknyttet projektet, en projektleder/holdleder og en holdleder. Foreningen har ansvaret for styringen og den overordnede ledelse af projekt DBJ. Projektet får alle sine indtægter igennem salg af opkvalificering og oplæring til det regionale Arbejdsmarkedsråd og de bornholmske kommuner. Der er således tale om et køber/sælger-forhold mellem projektet og det regionale Arbejdsmarkedsråd.

Klageren har anført, at det pågældende indslag om, at en holdleder var blevet skubbet ud af en person med løntilskud, har været meget skadeligt og stærkt agtelsesforringende for projektet og foreningen.

Klageren har nærmere anført, at indslaget er i strid med pkt. A, 1-5 i de vejledende regler for god presseskik. Til støtte for dette synspunkt har klager henvist til, at indslaget handlede om, at Projekt DBJ for at spare penge havde skubbet en medarbejder ud og erstattet ham med en person ansat med løntilskud. I almindelig dansk sprogbrug betyder "at skubbe" en fysisk eller tidsmæssig kontakt mellem begivenheder, personer eller fysiske genstande. De faktiske forhold er, at en medarbejder blev opsagt pr. 1. december 2000 med fratrædelse ultimo februar 2001. Begrundelsen var, at den stilling (holdleder for jern- og metalafdelingen), som vedkommende havde, måtte nedlægges af sparehensyn. Afskedigelsen af holdlederen blev omtalt i formandens beretning ved foreningens ordinære generalforsamling i marts 2001. Kopi af formandens beretning blev umiddelbart efter generalforsamlingen rutinemæssigt sendt til pressen, herunder DR-Bornholm. I løbet af juni 2001 fik projektet mulighed for at oprette en anden stilling en holdleder af træafdelingen.

Klageren har i tilknytning hertil anført, at da det falder foreningen naturligt at tage et socialt hensyn, blev stillingen i juni måned 2001 besat med en ældre person med løntilskud. Dette skete for at sikre den pågældende en mulighed for en rolig genindtræden på arbejdsmarkedet. Udsendelsen omhandlede således begivenheder, der fandt sted henholdsvis 9 måneder og 1 måned før udsendelsen. DR-Bornholm kunne have bragt meddelelsen om, at projektet måtte afskedige en medarbejder allerede i marts 2001, da de modtog referatet fra foreningens generalforsamling. Begivenhederne var følgelig helt adskilte, og det kan derfor ikke hævdes, at den ene begivenhed havde noget med den anden at gøre. De skubbede ikke til hinanden, og oplysningerne i indslaget var derfor hverken korrekt eller hurtig information.

Klageren har endvidere anført, at DR-Bornholm har handlet i strid med god presseskik ved ikke at have udvist tilstrækkelig kildekritik. I indslaget benyttes som kilde den af klager afskedigede medarbejder, der fremstilles som den krænkede part. Man undlader imidlertid at give flere oplysninger. Eksempelvis oplyses det ikke, at den afskedigede medarbejder selv blev ansat ved projektet med løntilskud. Dette viser efter klagers opfattelse, at den pågældende medarbejders udsagn var præget af egne interesser, og at han helt tydeligt havde skadevoldende hensigter over for sin tidligere arbejdsplads.

Klageren har oplyst, at foreningens formand den 9. august 2001 erfarede fra en projektleder på Projekt DBJ, at DR-Bornholm havde kontaktet sidstnævnte for at få bekræftet, at den omtalte medarbejder havde været ansat på projektet og nu var afskediget. Dette bekræftede projektlederen og henviste samtidig journalisten til formanden. Da denne efter nogle timers venten ikke havde hørt fra DR-Bornholm, kontaktede han selv radiostationen telefonisk og forsøgte at give en redaktionel medarbejder de relevante oplysninger. Han fik ikke forelagt, hvad DR-Bornholm ønskede at bringe af historien, men fik alene stillet ét reelt spørgsmål, nemlig hvorfor man havde ansat en person med løntilskud. Svaret var, at man ønskede at give en person over 50 år, som ikke havde været på arbejdsmarkedet i adskillige år, en mulighed for at genindtræde på arbejdsmarkedet. Da dette svar ikke interesserede den pågældende medarbejder, ebbede samtalen ud, efter at DR-Bornholm i øvrigt gentagne gange havde stillet det samme spørgsmål, og klager hver gang havde svaret det samme. Det er klagers opfattelse, at eftersom det indslag, der blev bragt i udsendelsen, var skadeligt, krænkende og agtelsesforringende for både Projekt DBJ og foreningen, burde alle oplysninger have været forelagt foreningen. Vedkommende redaktionelle medarbejder forelagde ikke sammenhængen, hensigten eller selve historien for klager. Derfor kunne klager ikke kommentere eller forklare sammenhængen eller få bragt historien i blot nogenlunde overensstemmelse med de faktiske forhold. Det burde i øvrigt også have været DR-Bornholm, der kontaktede klager og ikke omvendt. Den totale mangel på interesse, som den redaktionelle medarbejder udviste over for de svar, klager gav, har overbevist klager om, at det ikke var DR-Bornholms hensigt at ringe til klager. Klager betragter i øvrigt ikke den telefoniske kontakt som et interview. Et interview havde f.eks. afklaret spørgsmålet om, hvor mange hold der var ved projektet, forholdet til RAR, m.v., men disse spørgsmål blev ikke stillet.

Klageren har desuden anført, at hele indslaget var et angreb på foreningen DBJ og dens projekt. Foreningen blev beskyldt for kassetænkning og for grov udnyttelse af regler, som DR-Bornholm valgte at udlægge som tvivlsomme. DR-Bornholm havde ingen interesse i at forklare de faktiske forhold, ligesom man ikke ønskede at give den angrebne part en mulighed for at forsvare sig.

Klageren har til DR´s bemærkning om, at man med indslaget ville beskrive, hvordan et omdiskuteret løntilskud kan anvendes, gjort gældende, at DR-Bornholm tilsyneladende ønskede at forholde sig kritisk til beskæftigelses- og aktiveringsprojekter. Derfor ledte man efter historier, der kunne vise, hvor slemt det stod til i disse projekter. Klageren anerkender DR-Bornholms ret til at være kritisk, men det skal ske på en korrekt baggrund. Det er i strid med god presseskik, at der bringes et nyhedsindslag, der viser sig at være en frit forfattet redaktionel kommentar, der på helt afgørende punkter er i stærk modstrid med de faktiske forhold. DR-Bornholms chef har over for klageren erkendt, at indslaget var debatstof. Derfor hører et indslag som dette efter klagers opfattelse ikke hjemme i en nyhedsudsendelse og da slet ikke som "forsidehistorie".

Klageren har endvidere anført, at de få citater fra samtalen med formanden, der blev bragt, blev taget så meget ud af sammenhængen, at de var direkte misvisende i forhold til det, som klager havde fortalt DR-Bornholm.

Afslutningsvis har klager oplyst, at det altid har været foreningens ønske at drive projekt DBJ på en sober og ordentlig måde. Man har ikke ønsket at spekulere i smart brug (misbrug) af diverse regler. Man finder det ubehageligt, at en lille forening, der bygger på en stor frivillig ulønnet indsats, skal udsættes for så stærk anseelsesforringende behandling af en stor offentlig licensbetalt institution som DR.

DR har afvist at have handlet i strid med god presseskik.

DR har oplyst, at DR-Bornholm har bragt en række indslag om anvendelsen af offentlige midler til aktivering og jobtræning. I den forbindelse har man den 10. august 2001 bragt oplysninger om, hvordan foreningen De Bornholmske Jernbaner (DBJ) har anvendt tilskud til et projekt med at renovere gamle jernbanevogne. Den 9. august 2001 fortalte DR-Bornholm, at formanden for amtets regionale Arbejdsmarkedsråd, den lokale LO-formand Verner Landin, ikke ville acceptere, at folk blev fyret og efterfølgende erstattet af folk på aktiveringstilbud, hvor det offentlige betaler dele af eller hele lønnen. Indslaget udsprang af, at tre medarbejdere fra Almegårds Kaserne var blevet fyret og ville blive erstattet af tre med tilskud. Indslaget fik en af lytterne, der havde været ansat hos DBJ, til at reagere. Han oplyste, at det samme var sket for ham, og at dette var godkendt af det offentlige, som Verner Landin repræsenterede. DR-Bornholms journalist undersøgte oplysningerne hos andre kilder. Den efterfølgende dag blev der bragt et indslag om manden fra Nexø, der blev fyret fra sit job hos DBJ. Indslaget rummede også kommentarer fra DBJ fra en person, der i indslaget blev præsenteret som projektansvarlig.

DR har anført, at klageren benytter en række ord om dækningen af sagen, som DR-Bornholm ikke selv har anvendt. DR-Bornholm har ikke benyttet farvede tillægsord som "grov udnyttelse" og "tvivlsomme metoder", men alene omtalt sagen, som den er. DBJ beskæftigede inden for få måneder 2 holdledere på DBJ´s projekt, begge ansat med tilskud. Holdleder nr. 1 stoppede i marts 2001, og i juni/juli 2001 blev holdleder nr. 2 ansat. Holdleder nr. l blev oprindeligt ansat med løntilskud, men havde på afskedigelsestidspunktet fuld løn. Holdleder nr. 2 blev nogle få måneder senere ansat med løntilskud. Da debatten på Bornholm handlede om, hvorvidt man flere gange efter hinanden kunne anvende løntilskud til samme stilling, eller om man kunne opsige en medarbejder og senere ansætte en anden i samme stilling med løntilskud, fandt DR-Bornholm det relevant at fortælle offentligheden om denne sag.

Hvad angår klagers bemærkning om, at de to stillinger ikke var sammenlignelige, har DR anført, at dette fremgik af det indklagede indslag, hvor formanden på baggrund af et telefoninterview med ham citeres for at have oplyst, at der var behov for en person med andre kvalifikationer til jobbet som holdleder. Imidlertid er der ifølge det oplyste kun én holdleder på projektet, hvorfor det også i et af indslagene oplyses, at den ny holdleder erstattede den tidligere.

Som svar på det af klager anførte om, at DR-Bornholm ikke har udvist den fornødne kildekritik, har DR oplyst, at sagen blev bragt frem af den fyrede medarbejder, der var vred. Heroverfor stod sagens anden part, DBJ, hvis formand citeredes for sin opfattelse af sagen. Det er korrekt, at det ikke af indslaget fremgik, at den afskedigede holdleder selv oprindeligt var ansat på løntilskud. Det ændrer imidlertid efter DR-Bornholms opfattelse ikke ved det principielle i problemstillingen, men øger snarere det relevante i at beskæftige sig med den. I øvrigt fremgik det af et indslag bragt senere den samme dag, at den afskedigede holdleder selv oprindeligt var blevet ansat med løntilskud.

DR har herudover anført, at DR-Bornholm lægger stor vægt på altid at forelægge oplysninger for parter, der kritiseres, inden disse oplysninger bringes ud til offentligheden. Dette skete også i den foreliggende sag, hvor både en projektleder hos DBJ og foreningens formand blev interviewet, inden indslaget blev bragt, og formanden blev citeret i dette. DR-Bornholm kontaktede en medarbejder og brugte hans oplysninger som baggrund i researchen. Formanden for DBJ kontaktede selv DR-Bornholm kort tid efter, at han havde hørt om den første henvendelse til DBJ. Havde han ikke selv henvendt sig, havde DR-Bornholm kontaktet ham. Klageren har således haft mulighed for at kommentere oplysningen fra den afskedigede holdleder om, at han var afskediget af besparelsesgrunde, samt forklare, hvorfor man har ansat en ny holdleder. At interviewet som det ofte sker kom i stand ved, at interviewpersonen (formanden for DBJ) kontaktede mediet, ændrer ikke ved, at klageren fik mulighed for at kommentere de udtalelser, den afskedigede holdleder var kommet med.

For så vidt angår klagerens bemærkninger om, at DR-Bornholm har bragt et debatindlæg som et nyhedshistorie og dermed givet det nyhedsindslagets vægt, har DR anført, at der var tale om debatstof et led i en igangværende debat om løntilskud og aktivering. At radioindslaget var et led i en debat, betyder ikke, at det udgjorde en kommentar. Det meste af den daglige nyhedsstrøm har netop at gøre med sager, der debatteres. Det var en nyhed, at DBJ inden for få måneder havde haft to holdledere. En blev fyret og en anden kort tid efter ansat med løntilskud. Hvad angår klagers bemærkning om, at DR-Bornholm kunne have omtalt afskedigelsen af holdlederen allerede i marts 2001, har DR anført, at en enkelt afskedigelse almindeligvis ikke er en nyhed, som DR vil nævne. DR-Bornholms og offentlighedens principielle interesse blev først vakt, da oplysningen om holdlederen ansat med løntilskud kom frem. DR-Bornholm har ikke bragt egne kommentarer under udsendelsen, men alene videregivet andres oplysninger og/eller holdninger. Udtalelserne fra formanden blev bragt i sammenhæng med oplysningen om afskedigelsen af holdlederen, idet det skete i samme udsendelse.

DR har yderligere anført, at man mener at have bidraget til debatten i det danske samfund om brugen af aktiveringsmidler. Man har på intet tidspunkt hævdet, at DBJ har foretaget sig noget ulovligt. Man har redegjort for en sag, hvor en ny holdleder blev ansat med løntilskud i en stilling, der indtil nogle måneder tidligere var besat med en person på "almindelig løn". I den forbindelse er både den fratrådte medarbejder og DBJ blevet hørt. Emnet er efter DR´s opfattelse væsentligt i den danske samfundsdebat og vedrører et område, hvor der årligt anvendes millardbeløb af det offentlige. Der er desuden efter udsendelsen iværksat en større undersøgelse på Bornholm af de samlede aktiveringsforhold.

DR har endelig anført, at man har valgt at gengive udtalelsen fra formanden om, at han ikke ser noget problem i, at klager gav den afskedigede medarbejder en anden begrundelse for afskedigelse, nemlig besparelser. Dette skyldes, at formanden i udsendelsen siger, at der var brug for en med andre kvalifikationer.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det påklagede radioindslag efter det oplyste er bragt som led i en større og kritisk dækning af brugen af offentlige midler til jobtræning og aktivering.

Nævnet bemærker videre, at der mellem parterne hersker uenighed om, hvilke oplysninger der blev forelagt for formanden for klager under telefonsamtalen den 9. august 2001. Nævnet har ikke mulighed for at foranstalte en bevisførelse vedrørende dette forhold.

Nævnet finder, at klager i indslaget er kommet til orde i forhold til de oplysninger, som Danmarks Radio bragte i samme indslag. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at Danmarks Radio ikke har udvist fornøden kritik over for den afskedigede holdleder.

Nævnet finder, at Danmarks Radio heller ikke i øvrigt har handlet i strid med god presseskik i forbindelse med det pågældende radioindslag.

Afsagt den 16. januar 2002.

Versioner

  1. 2002-01-24