Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 106/2001

GældendeVersion 2002-01-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9640@2002-01-24/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Information den 1. og den 4. oktober 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Information har afvist at bringe et læserbrev fra hende.

Den 1. oktober 2001 fik klager bragt nedenstående læserbrev i Information:

"Enhedslisten en politisk losseplads

25. SEPT. Den 19. september 2001 bedyrer Enhedslistens beton-megafon, Søren Søndergaard, at USA skam selv har været ude om terrorangrebet og at han ikke har medlidenhed. Søndergaard er på ærkepsykopaten Osama bin Ladens side. På samme måde som dette ækle parti altid har omfavnet rædselsdespotier som Soviet, Røde Kina, DDR, Nordkorea, PKK, Pol Pot, børnemorderen Arafat o.m.a., hvor massemord hørte/hører til dagens "orden".

Talløse gange har Nyrup Rasmussen fremturet, at man ikke kan samarbejde med Dansk Folkeparti, fordi det ikke er stuerent. Nu har jeg aldrig haft noget tilovers for Dansk Folkeparti, men at det så betyder, at de afstumpede løjsere fra Enhedslisten dermed så skulle være stuerene, er et helt forkvaklet synspunkt.

At Poul Nyrup og Jelved eller andre politikere kan få sig selv til at samarbejde med Enhedslisten, som på mest afskyelige vis har støttet og støtter denne verdens mest perverse despoter, er tegn på en så total fordærvet politisk moral, at selv Fanden må få ondt i maven.

Velbekomme Nyrup, Jelved og Holger K.!

(Fork. af red.)

[K]

(adresse)

Den fulde ordlyd af det læserbrev, som klager havde indsendt og fik bragt i Information den 1. oktober 2001, var følgende:

"ENHEDSLISTEN EN POLITISK LOSSEPLADS

Det har ustandseligt undret mig, hvordan noget andet parti kan synke så moralsk dybt, at samarbejde med Enhedslisten kan forekomme blot det mindste stuerent.

Onsdag den 19.9. tramper Enhedslistens beton-megafon, Søren Søndergaard, frem på scenen og bedyrer til verden, at USA skam selv har været ude om terrorangrebet og at han aldeles IKKE har medlidenhed med de døde! Tramp, tramp, tramp! Betonstalinisten Søndergaard er helt på ærkepsykopaten Usama bin-Ladens side. På samme måde som dette ækle parti altid har omfavnet rædselsdespotier som Soviet, Røde Kina, DDR, Nordkorea, PKK, Pol Pot, børnemorderen Arafat o.m.a., hvor massemord hørte/hører til dagens "orden".

Talløse gange har Nyrup Rasmussen fremturet, at man ikke kan samarbejde med Dansk Folkeparti, fordi det ikke er stuerent. Nu har jeg ALDRIG haft noget tilovers for Dansk Folkeparti, men at det så betyder, at de afstumpede løjsere fra Enhedslisten (hvor Frank Aaen har medvirket til Tortur i Afghanistan, som strider imod FN-konventionen) dermed så skulle være stuerene, er et helt forkvaklet synspunkt. At Poul Nyrup og Jelved, eller andre politikere, kan få sig selv til at samarbejde med Enhedslisten, som på mest afskyelige vis har støttet og støtter denne verdens mest perverse despoter, er tegn på en så total fordærvet politisk moral, at selv Fanden må få ondt i maven.

Nok finder jeg Dansk Folkeparti ubegavet, men at det parti stormer frem i popularitet skyldes alene, at der findes endnu flere ubegavede politikere såvel i som uden for Folketinget især blandt regeringspartierne og deres venstrefløjskammerater.

Det er skandaløst at Enhedslisten kan betragtes som stuerent, når det reelt er intet mindre end en politisk losseplads, fyldt med skyggerne af lemlæstede lig og ekkoerne fra torturofrenes rædselsskrig fra skånselsløse massemorderes millioner og atter millioner af uskyldige civile ofre. Og vanen tro tramper Enhedslistens betonhoveder nu atter på de døde, noget som alene er syge mennesker, helt uden sjæle og hjerter, forundt.

Velbekomme Nyrup, Jelved og Holger K.!

[K], (adresse)."

Den 4. oktober 2001 bragte Information et læserbrev med overskriften "Forklaring udbedes" . Heri hed det:

"2. OKT. At Informations debatredaktør faktisk har læst [K] s læserbrev den 1. oktober er hævet over enhver tvivl. For det fremgår jo, at redaktøren sågar har forkortet i det. Det er derfor utænkeligt, at redaktøren ikke har bemærket sætningen " Søndergaard er på ærkepsykopaten Osama Bin Ladens side", samt andre horrible, udokumenterede og uvederhæftige påstande.

Ville et indlæg også blive bragt, hvis det uden nogen dokumentation herfor overhovedet påstod, at informations chefredaktør var voldtægtsforbryder eller nazi-sympatisør.

(Forkortet af red.)

Ulf V. Olsen

(adresse)

Svar: [K] s indlæg fandtes hadsk, men ikke egentligt injurierende, og det sås som udtryk for en politisk fløj, som også bør kunne komme til orde i Information. Søren Søndergaard har i øvrigt selv i et svar, bragt den 2. oktober, gjort opmærksom på, at et bestemt, fejlbehæftet indslag i TV 2 kan have givet det urigtige indtryk, at han viste forståelse for terroren.

Red."

Klageren har anført, at bladet har forkortet hendes læserbrev af 1. oktober 2001 på en sådan vis, at det bliver meningsforstyrrende og/eller forvirrende i forhold til overskriften og konklusionen. Dette er krænkende og uetisk. Især burde læserbrevets slutning aldrig have været udeladt, da det jo er konklusionen på selve overskriften, hvorefter man så må undre sig over klagers overskrift.

Klageren har videre anført, at hun i et afvist læserbrev med titlen "Ekkoet fra Stalins sønner" har søgt at besvare et læserbrev af 2. oktober 2001 fra Enhedslistens Søren Søndergaard. Bladet har afvist at bringe læserbrevet, hvilket begrundes med, at dette er fyldt med skældsord, og at et afsnit om Pol Pot er bladet ubekendt. Klager har over for bladet erkendt, at afsnittet om Pol Pot er medtaget ved en fejltagelse, og anmodet om, at afsnittet fjernes. Klager står uforstående overfor, at bladet fortsat ikke vil bringe hendes læserbrev. Klager erkender, at læserbrevet ikke er et udtryk for den fineste lyrik, men står uforstående over for bladets påstand om, at læserbrevet skulle være fyldt med skældsord. Det er klagers opfattelse, at man ikke skal skrive pænt til politikere, der blandt andet har støttet og godkendt Sovjetunionens folkemord på millioner af uskyldige, og at disse politikere må stå model til al slags kritik. Klager har i den forbindelse afvist, at hendes læserbrev indeholder injurierende udtalelser, således som bladet har anført over for nævnet. Klager ønsker, at læserbrevet skal bringes i bladet i ubeskåret tilstand, hvilket er særligt påkrævet henset til, at Søren Søndergaard i sit læserbrev har anmodet om et svar fra klager.

Klageren har yderligere anført, at bladets debatredaktør i rubrikken "Debatten" i bladet den 4. oktober 2001 har fremført temmelig nedsættende bemærkninger om klager, som intet har med klagers politiske ståsted at gøre, idet klager tilhører den politiske midte. Det er debatredaktøren bekendt, at klager er medlem af Det Radikale Venstre, men alligevel fremturer han med disse bemærkninger. Debatredaktøren har derfor benyttet en useriøs betegnelse. Klager føler sig særligt krænket over, at hendes indlæg skulle være hadsk, da det overhovedet ikke er misvisende mht. kommunisters hengivenhed over for rædselsregimet Sovjetunionen og andre despotiske regimer.

Bladet har anført, at klagen grundlæggende er uberettiget, al den stund at både ubeskåret offentliggørelse af klagers første indlæg, og at væsentlige dele af hendes andet, afviste indlæg ville bringe bladet på kollisionskurs med injurielovgivningen.

Hvad angår forkortelsen af klagers indlæg af 1. oktober 2001, har bladet anført, at bladet ved at anføre "Fork. af red." åbent har tilkendegivet, at en redigering har været nødvendig. Fjernelsen af afsnit skaber ingen meningsforstyrrelse, idet de fjernede passager dels indeholder nogle supplerende skældsord, dels indeholder injurierende anklager mod nogle bestemte politikere for bl.a. tortur - anklager, der ikke direkte vedrører læserbrevets primære ærinde, nemlig Søren Søndergaards reaktion på WTC-katastrofen.

For så vidt angår den redaktionelle bemærkning til Ulf V. Schack´s læserbrev af 4. oktober 2001, har bladet anført, at formålet hermed har været at oplyse denne skribent om, at bladets debatspalter er åbne for et bredt spektrum af politiske meningstilkendegivelser, selv ganske stærke så længe disse holder sig fra injurier. Bladet udtaler sig ikke som anført af klager om hendes nærmere politiske placering.

For så vidt angår det afviste indlæg, har bladet anført, at Søren Søndergaard i sit indlæg den 2. oktober 2001 efterlyste dokumentation for klagers anklager eller en undskyldning. I det afviste indlæg fremkommer klager ikke med nogen af delene. Tværtimod genfremsætter klager i en særdeles lang og skældsordsfyldt tekst en række injurierende anklager om tortur mv., som er sagen uvedkommende. Klager overholder således ikke de krav, som må stilles til replikken som genre, og hun ønskede efter telefonisk forhandling ikke at foretage anden ændring end en tilbagetrækning af et enkelt afsnit. Dette er grunden til, at bladet måtte afvise indlægget.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser fremstår som uforvansket.

Pressenævnet finder, at der ved den skete forkortelse ikke er sket en sådan forvanskning af hovedindholdet af klagers læserbrev, at bladet har tilsidesat god presseskik.

I overensstemmelse med det almindelig princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i bladet. Bladet er således ikke forpligtet til at bringe klagers læserbrev, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt.

Endelig finder nævnet ikke grundlag for at kritisere bladets vurdering af klagers indlæg den 1. oktober 2001.

Afsagt den 16. januar 2001.

Versioner

  1. 2002-01-24