Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9642@2002-01-24/da

Indhold

1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Politiken den 9. september 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen med overskriften "Historien om en skandale" handlede om Copenhagen Opera Festival. I artiklen hed det blandt andet:

-----

"Der er dejligt ude på landet. Og sådan en mild maj-eftermiddag omkring det idylliske Astrup Gods ved Jyderup kvidrer fuglene skønt mellem pyntegran og lysegrønne marker. Stilheden brydes pludselig af brølet fra en baryton. Indenfor på godset er 100 af de mest fremtrædende erhvervsfolk i Danmark og deres bedre halvdele samlet til en eksklusiv operafest.

Manden med den voldsomme barytonrøst hedder [K]. Han er berygtet i etablerede operakredse for at være en ihærdig iværksætter. Og ofte stabler han arrangementer på benene, hvor hans egen ukontrollerede stemme spiller hovedrollen. Mens de færreste operakyndige falder for hans stemme, fascinerer han folk omkring sig med sin ildsjæl og idealisme.

En række af Danmarks erhvervsfolk er denne eftermiddag ved at overgive sig selv og deres tegnebøger til [K]s drøm, Copenhagen Opera Festival. En koncertrække, der ni aftener i august og september skal samle mindst 20.000 operaelskere i Forum i København.

Vært ved det løfterige arrangement på Astrup Gods er Godsets ejer, Henrik Schrøder. Han er nybagt bestyrelsesmedlem i Copenhagen Opera Festival, der skal skaffe investorer til sommerens festival i Forum. Jesper Berning, advokat og formand for bestyrelsen, er ikke selv til stede. Men rygterne om eftermiddagsseancens larmende succes når hurtigt advokatens ører.

" Henrik Schrøders eneste bekymring var, om taget ville lette, fordi sangernes stemmer var så store. Vi havde inviteret erhvervsfolk, som vi kendte, og vidste var interesserede i kunst. Vi ville have en publikumsreaktion, og arrangementet på Astrup Gods var en kæmpesucces", fortæller Jesper Berning i dag, fire måneder senere."

-----

"Mit indtryk af [K] var særdeles positivt. Han er en fremragende baryton, og så er han en ildsjæl. Vi var klar over, at han var kontroversiel, men syntes det, han ville skabe, var spændende. Og så var projektet lidt ment som en provokation mod det etablerede operamiljø i Danmark. Det fortryder jeg ikke", fastslår Jesper Berning."

-----

"19. maj klokken 16 slår godsejer Henrik Schrøder så dørene op for den storstilede fundraisingkoncert på Astrup Gods. [K] underholder sammen med to italienske sangere, og de 100 inviterede erhvervsfolk er begejstrede."

I en rubrik indsat i artiklen var anført følgende:

" [K]

[K] er 40 år gammel og opvokset på Christianshavn, hvor han stadig bor. Hans uddannelse til sanger begynder først i 1980erne, hvor han får sangtimer af Ulrik Cold. Siden følger han undervisningen på Royal College of Music i London og på sang-akademiet ved Scalaoperaen i Milano. [K] debuterer i 1990 ved en koncert i Tivoli. To år senere tager han en bachelor i teatervidenskab på Københavns Universitet. I 1997 etablerer han "International Opera Challenge" (IOC) med det formål at støtte nye talenter indenfor det italienske stemmefag og hjælpe dem i gang med karrieren. [K] og IOC står blandt andet bag operakoncerter i Odd Fellow Palæet (1997) og Falkoner Centret (1999). Begge var publikumsfiaskoer og fik dårlige anmeldelser. I operakredse har han ry for at være fantast, og hans sangstemme karakteriseres som ukontrolleret."

Rubrikken var ledsaget af et billede af klager iført et teaterkostume. Til højre for billedet var anført "PRIVATFOTO".

Klageren har anført, at bladet ved at offentliggøre den pågældende artikel har handlet i strid med god presseskik. Selv om klager med tilfredshed har kunnet konstatere, at han i artiklen frikendes for at have et ansvar for operafestivalens økonomiske fallit, ændrer det ikke ved, at de to journalister viderebringer ubegrundede og ondsindede rygter. Klager har i den forbindelse fremhævet udsagnene "Stilheden blev brudt af et brøl fra en baryton", "Han er kendt i operakredse for at arrangere projekter med sin egen brølende stemme i centrum" og "I den danske operaverden er han kendt for at have en ukontrolleret stemme".

Klageren har hertil særligt anført, at han har vanskeligt ved at forstå, hvordan journalisterne kan udtrykke sig som gjort, da ingen af dem var tilstede ved koncerten på Astrup Gods, endsige har hørt ham synge live. Journalisterne har endvidere ikke på noget tidspunkt bedt klager om at spille et demobånd/CD, således at de selv kunne høre klager synge og bedømme ham. Den ene af journalisterne har imidlertid rost klager, da hun hørte to minutter af en liveoptagelse. Det er derfor utroligt, at hun bagefter kan vælge at skrive, som hun gør. Bladet har over for klager forklaret, at pianister fra konservatoriet, som tidligere har akkompagneret ham, anmeldere og en enkelt person blandt de tilstedeværende ved koncerten på Astrup Gods har betegnet klagers stemme som brølende og ukontrolleret. Klager har til dette anført, at da han de senere år alene har sunget i udlandet, og eftersom de tre eneste pianister, han har arbejdet sammen med de senere år, nægter at have udtalt sig til bladet, har han anmodet bladet om at opgive dets kilder - navne, adresser og stillinger. Hvis kilderne har sagt det, som de åbenbart er citeret for, må de også være parat til at stå frem og sige det med navns nævnelse. Under alle omstændigheder er der tale om at viderebringe ubegrundet ondsindet sladder, idet de to journalister ikke kan have nogen selvstændig mening om klagers kunstneriske og professionelle kvaliteter, da de ikke har hørt ham synge live.

Klageren har videre anført, at historien med bladets anmelder Jan Jacoby, som bladet henviser til, ikke er korrekt. Med hensyn til Jacob Wivels anmeldelse i Jyllands-Posten er denne korrekt citeret af bladet, men videobåndet og lydoptagelsen fra koncerten giver et helt andet billede end det, som Jacob Wivel har skrevet.

Klageren har endelig til dette punkt anført, at han som professionel sanger ikke kan have siddende på sig, at han skulle have en ukontrolleret og brølende stemme det er ærekrænkende og direkte skadeligt for klagers videre karriere og virke som sanger. Klager har som kunstner og solist ikke noget som helst imod at blive anmeldt, så længe at artikler og anmeldelser bygger på en seriøs objektiv vurdering og ikke på ondsindet forældede rygter og halve sandheder, som bevidst bliver fordrejet til at passe til lejligheden.

Klageren har desuden anført, at den ene af journalisterne lovede at opgive billedkilden, da hun lånte billedet af ham som Scarpia. Det har hun imidlertid ikke gjort. Som billedet fremstår, kunne det ligeså godt være klager i et maskebalskostume lejet hos Amorin på Vesterbrogade, da det jo ikke er alle bladets læsere, som kender operaen Tosca eller har et indgående kendskab til de enkelte rollefigurer.

Klageren har sammenfattende anført, at det ikke kan være rimeligt, at bladet bruger en artikel til at viderebringe ubegrundede og ondsindede rygter, som man har hørt, og samtidig ikke er parat til at opgive sine kilder, ligesom det er urimelig, at bladet ikke som det mindste kan nævne, hvad et udlånt fotografi forestiller.

Bladet har indledningsvis anført, at det næppe kan komme som nogen overraskelse for nævnet, at bladet ikke ønsker at oplyse sine kilder. Derimod vil bladet meget gerne dokumentere, at de i artiklen anførte karakteristikker af klager er dækkende for opfattelsen blandt relevante bedømmere.

Bladet har i den forbindelse anført, at bladets journalister var meget grundige i deres research i forbindelse med artiklerne om Copenhagen Opera Festival. De talte med et hav af kilder i miljøet, hvoraf mange - hvilket er meget naturligt i den branche - ikke ville have deres navne frem. Klager er kendt som en meget højrøstet herre, og han er samtidig kendt for at være i besiddelse af en stemme, der ikke kan begå sig i det professionelle miljø.

Bladet har i den forbindelse henvist til dets musikanmelder Jan Jacobys beskrivelse af sit første møde med klageren, ligesom bladet har henvist til Jakob Wivels anmeldelse af International Opera Challenge i Jyllands-Posten den 27. november 1997, der bar overskriften "Sølle ouverture".

Bladet har anført, at det må siges at være ukontroversielt at viderebringe den i musikmiljøet udbredte opfattelse, at klageren har en "brølende" og "ukontrolleret" stemme. Når man vælger at optræde offentligt og blive anmeldt, ligger det i sagens natur, at man også må acceptere negativ omtale.

Bladet har endelig noteret sig klagers utilfredshed med billedteksten. Det er imidlertid et spørgsmål, der må siges at falde under Pressenævnets bagatelgrænse.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at personer, der giver sig af med at optræde offentligt, i højere grad end mange andre må tåle at være underkastet pressens kritiske bedømmelse.

Nævnet lægger til grund, at udsagnene om klager i bladet hviler på en research i det musikmiljø, som klager befinder sig i. Bladet har i artiklen gengivet en opfattelse, der er i dette miljø om klager og hans sang. Særligt hvad angår udsagnet om klagers optræden ved fundraising-arrangementet på Astrup Gods, finder nævnet det antageligt, at vurderingen af klagers sang stammer fra en person, der overværede den pågældende koncert. Ved at offentliggøre de pågældende vurderinger af klager og hans sang har bladet ikke handlet i strid med god presseskik.

Nævnet finder heller ikke anledning til at kritisere, at bladet har afvist at give nærmere oplysninger om sine kilder i musikmiljøet.

Endelig finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af den tekst, der ledsager artiklens billede af klager.

Afsagt den 16. januar 2002

Versioner

1. 2002-01-24