Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9646@2002-01-29/da

Indhold

1. Indledning

Ankestyrelsen har modtaget underretning om afgørelser om social pension i perioden fra juni 2000 til maj 2001 fra i alt 10 forskellige nævn.

Afgørelserne fordeler sig inden for 6 forskellige områder i loven, idet der dog er flest afgørelser vedrørende pensionslovens § 17 om personligt tillæg og § 20a om påbegyndelse af pensionssag.

Nedenfor er redegjort for afgørelserne, der alle er begrundet udførligt og derfor kan være et supplement til den øvrige information, der udsendes om praksis.

Ankestyrelsen har modtaget i alt 3 afgørelser. Det fremgår udtrykkeligt af begrundelserne, at der er taget højde for anvendelsen af pensionslovens § 15, stk. 2 og den ændrede praksis efter Højesterets dom af 22. december 1999.

Ia) §§ 14 og 15 - Forhøjet almindelig pension tilkendt efter § 14, stk. 3 nr. 2 ændret til mellemste pension

Kommunen havde tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2 til en 43 årig mand, der havde haft ufaglært arbejde, men i flere perioder havde været arbejdsløs og havde haft adskillige jobs som langtidsledig. Han havde tidligere haft et alkoholmisbrug.

Nævnet tilkendte ansøgeren mellemste pension efter pensionslovens § 14, stk. 2, nr. 1.

Det blev lagt til grund, at ansøgeren led af en varig psykisk lidelse i form af emotionel ustabil personlighedsstruktur af borderlinetypen med heraf følgende følelsesmæssig instabilitet, vekslende sindstilstand, besvær med at styre vrede og ophidselse, impulsiv adfærd og pludselige bratte stemningsskift.

Nævnet lagt vægt på, at han ikke på noget tidspunkt havde haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet, samt at han ikke på grund af sin psykiske lidelse havde kunnet gennemføre uddannelsen til pædagog. Samtidig lagde nævnet vægt på, at opholdet på Revainstitution måtte afsluttes uden at en reel arbejdsvurdering kunne gennemføres. Nævnet tog i betragtning, at det ikke var muligt for ansøgeren at være sammen med andre mennesker hverken i arbejdsmæssig eller social henseende.

Ib) §§ 14 og 15 - Officialmaksimen

Nævnet hjemviste en sag til kommunen til ny vurdering af ansøgning om førtidspension.

Ansøger var 56 år og havde fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension fra 1. november 1999. Ansøger havde leddegigt. Hun var i jobtræning på dagcenter i 1998/1999, men jobtræningen ophørte efter 3 måneder på grund af gigtgener, og arbejdsprøvning ophørte efter 1 måned, da det var for fysisk krævende.

Nævnet mente, at kommunen ikke havde haft det fornødne grundlag for at træffe afgørelsen, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Der manglede oplysninger om ansøgers arbejdsfunktioner, mens han var i jobtræning og arbejdsprøvning, herunder beskrivelse af hvordan han havde klaret de konkrete arbejdsfunktioner.

Ic). §§ 14 og 15 - Frakendelse af forhøjet almindelig pension efter § 14, stk. 3, nr. 2.

Kommunen frakendte pension, som var tilkendt i 1994 med hjemmel i pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2. Pensionen blev frakendt med virkning fra den 1. januar 2000. Pensionisten var en kvinde på 47 år, som var under uddannelse som zoneterapeut via A-kassen, da hun blev sygemeldt i 1993.

Nævnet fandt, at ansøgerens astmalidelse og ryglidelse ikke medførte nedsættelse af erhvervsevnen med mindst 50%.

Nævnet fandt endvidere at ansøger ikke var berettiget til pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 som følge af samleverens indtægter. Desuden forelå der ikke sociale forhold, der nedsatte erhvervsevnen til mindst halvdelen.

Ifølge pensionslovens § 44, stk. 1, nr. 3) skal kommunen træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis betingelserne for pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 og 3 i øvrigt ikke længere er opfyldt.

Ankestyrelsen har ikke truffet afgørelse om frakendelse af pension som følge af ændrede indtægtsforhold, men vil være opmærksom på, at der kan være anledning til at antage sager herom til principiel behandling.

Ankestyrelsen har modtaget 7 afgørelser om personligt tillæg.

Afgørelserne indeholder fyldige begrundelser med hensyn til kravene til dokumentation for behovet for ydelsen samt vurdering af de økonomiske forhold, herunder i hvilket omfang, der kan tages hensyn til høje boligudgifter og udgifter til bil m.v.

2a) § 17 - Dokumentation for behovet og nødvendigheden af den ansøgte behandling

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på tilskud til tandbehandling efter lov om social pension § 17.

Nævnet lagde vægt på udtalelse fra tandlægekonsulenten om, at at kronebehandlingen allerede var udført, og at det derfor ikke var muligt at vurdere behovet og nødvendigheden af den ansøgte behandling.

Endvidere havde det ikke været muligt fra klagers egen tandlæge at fremskaffe dokumentation for nødvendigheden af behandlingen i form af røntgenbilleder af tændernes tilstand inden behandlingens gennemførelse.

Klager var nærmest til at bære risikoen for at have fået udført en meget dyr behandling, uden at have sikret sig bevis for at behandlingen var rimelig og nødvendig.

Der er lagt vægt på, at behandlingen ifølge oplysninger fra tandlægen var påkrævet til dels af kosmetiske årsager.

Behandlingen var dernæst udført efter at klager havde modtaget afslag på sin ansøgning fra kommunen, men inden det sociale nævns tandlægekonsulent havde kunnet vurdere sagen. Da klageren på det tidspunkt, hvor hun fik foretaget behandlingen havde påklaget kommunens afgørelse til nævnet, burde hun have sikret sig bevis for, at den var rimelig og nødvendig.

2b) § 17 - Lille rådighedsbeløb

Nævnet fandt, at ansøger havde ret til betaling af egenudgiften til medicin på 300 kr om måneden, og at kommunens skøn om, at ansøgeren rådede over tilstrækkelige midler til selv af afholde udgiften, var åbenbart urimeligt.

Nævnet lagde vægt på, at pensionisten i tilfælde af afholdelse af udgiften til medicin kun ville få rådighed over et månedligt beløb på 920 kr. til tøj og lommepenge. Dette beløb var utilstrækkeligt, idet der ikke i sagen var oplysninger om særlige forhold, som tydede på, at pågældende skulle have specielt beskedne fornødenheder og behov vedrørende tøj og lommepenge.

Nævnet har ved sin afgørelse draget sammenligning med det lommepengebeløb eksklusive beklædning, som plejehjemsbeboere under den tidligere lovgivning fik udbetalt.

2c) § 17 - Høj boligudgift - lille rådighedsbeløb

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på personligt tillæg til dækning af faste udgifter og leveomkostninger.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde valgt at bibeholde boligudgifter på 6.000 kr. pr. måned, og at den høje boligudgift var årsagen til, at han med en folkepension som reelt enlig på 7.821 kr, og med øvrige udgifter på ca. 400 kr til el og 2.300 kr til medicin havde et meget lille rådighedsbeløb på omkring 1200-1300 kr. pr. måned, der kun i begrænset omfang kunne dække ekstra udgifter foruden kost og andre daglige fornødenheder.

Både nuværende og tidligere kommune havde vejledt ham om at finde en billigere bolig, hvor udgifterne var mere rimelig set i forhold til hans indtægt, men han havde ønsket at beholde sin bolig. Den tidligere kommune havde givet afslag på hjælp til indskud i hans nuværende bolig, idet man vurderede boligen som for stor og for dyr til en enlig pensionist.

Nævnet vurderede, at de økonomiske vanskeligheder, der måtte opstå, som følge af dette valg, ikke kunne begrunde bevilling af personligt tillæg som ekstra hjælp.

2d) § 17 - Store boligudgifter - afvist opfordring til boligskift - uforsvarlig økonomi

Samme nævn tiltrådte kommunens afslag på personligt tillæg til en enlig pensionist til ekstra vandregning samt tandbehandling på i alt ca. 2.600 kr.

Ansøger havde beholdt den hidtidige bolig efter mandens død i 1996. Ansøger havde godkendte udgifter på 6.920 kr, heraf boligudgift på 6.600 kr. mdl. Den samlede indtægt incl. tillæg var på 9.320 kr., dvs rest til underhold m.v. var 2.400 kr.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde valgt at beholde boligudgifter på 6.600 kr., og at denne høje boligudgift var årsagen til, at hun med en samlet nettoindtægt på 9.320 kr. kun i begrænset omfang kunne dække ekstra udgifter foruden øvrige godkendte udgifter, kost og andre daglige fornødenheder.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at kommunen havde vejledt med henblik på at finde en billigere bolig, men at ansøger havde afvist.

Nævnet fandt, at de økonomiske vanskeligheder, der opstod som følge af dette valg, ikke kunne begrunde bevilling af personligt tillæg som ekstra hjælp.

2d) § 17 - Vurdering af trang - forsørgelsespligt - særligt børnetilskud

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på hjælp til briller på i alt 2.234 kr. og massage.

Ved vurderingen af de økonomiske forhold lagde nævnet vægt på, at ansøger efter at have betalt sin andel af de rimelige faste månedlige udgifter havde et rådighedsbeløb på 3.270 kr til dækning af kostudgifter og andre daglige fornødenheder.

Nævnet lagde tillige vægt på, at pensionisten herudover modtog særligt børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 4 til 2 børn.

Nævnet vurderede, at ansøger ikke var økonomisk særligt vanskelig stillet, og at han selv burde kunne afholde den ansøgte udgift.

Ved opgørelsen af rådighedsbeløbet har nævnet ikke medregnet udgiften til pensionistens andel af ejendomsskatten, da han som pensionist havde mulighed for at søge kommunen om lån til udgiften med pant i ejendommen.

Nævnet har ved fremsendelsen af afgørelsen henvist til, at ansøgeren, der var samlevende, modtog særligt børnetilskud. Tilskuddet indgik ikke direkte i opgørelsen af de økonomiske forhold. Da beløbet blev udbetalt til dækning af pensionistens forsørgelsespligt over for børn, blev det nævnt i afgørelsen, at beløbet medtoges. Da det som hovedregel dækker pensionistens andel af børns forsørgelse, skal det som udgangspunkt ikke afsættes yderligere til børns underhold ved vurderingen af den økonomiske trang.

2f) § 17 - Trangsvurdering - bildugifter

Ved vurderingen af retten til eventuelt løbende personligt tillæg var kommunen ikke berettiget til at holde biludgifter ude af beregningen alene med henvisning til, at ansøgeren ikke havde en handicapbil.

Om der kunne udbetales et personligt tillæg beroede på en helt konkret vurdering af de økonomiske forhold, herunder om biludgifterne skulle medtages som en rimelig og nødvendig udgift eller ej ved vurderingen af ansøgerens ret til et personligt tillæg.

Ved vurderingen måtte indgå oplysninger om bilen var nødvendig på grund af ansøgerens helbredsmæssige forhold, og om ansøgeren havde mulighed for at benytte offentlige transportmidler eller få løst sine transportproblemer på anden vis. Hvis bilen måtte vurderes at være nødvendig for ansøgeren måtte det ligeledes vurderes, om biludgifterne kunne mindskes/kunne være mindsket ved anskaffelsen af en anden og billigere bil.

Da sådan vurdering ikke var foretaget, blev sagen hjemvist til kommunen.

2g) § 17, stk. 3 vurdering - størrelsen af indtægter/udgifter - manglende vejledning

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på yderligere hjælp til tandbehandling efter § 17, stk. 3. Tillægsprocenten var 0. Kommunen havde allerede bevilget hjælp efter § 17, stk. 3 med 7.654 kr. Den samlede udgift var på 13.712 kr.

Familiens udgifter harmonerede ikke med indtægten, og der var derfor ikke mulighed for at afholde udgifter som fx tandbehandling.

Under hensyn til, at der er tale om en vurdering efter § 17, stk. 3, tillagde nævnet det ikke afgørende vægt, at kommunen ikke havde vejledt om mulighederne for at nedbringe udgifterne.

Nævnet lagde vægt på,

· at der kun undtagelsesvis kan gives hjælp efter lovens § 17, stk. 3

· at det forudsætter at økonomien er ganske særlig vanskelig

· at der typisk er tale om akut opståede trangstilfælde, som det ikke har været muligt at forudse og spare op til.

Ved vurderingen af de økonomiske forhold har nævnet vurderet, at ansøgeren med boligudgifter på 7.320 kr pr. måned havde påtaget sig høje boligudgifter i forhold til indtægterne på 13.712 kr. efter skat, og at - da der samtidig var andre almindelige løbende udgifter - ansøger herved afskar sig fra at spare op til nogle af de udgifter til blandt andet tandbehandling, som man kunne forudse ville komme.

Det var nævnets opfattelse, at den herved manglende mulighed for at spare op til den ansøgte tandbehandling ikke var en sådan særlig situation, der gav grundlag for at pålægge kommunen at bevilge yderligere hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 3.

Nævnet bemærkede, at biludgifter kun kunne betragtes som rimelige udgifter ved vurderingen af budgettet, hvis bilen var absolut nødvendig af helbreds- eller arbejdsmæssige grunde. Endvidere at den del af licensbetalingen, der vedrørte afdrag på restancer, ej heller kunne medtages som en rimelig løbende udgift, da der var tale om en udgift, der skulle have været afholdt på et tidligere tidspunkt.

Ansøger var 21 år og led af svær hørenedsættelse. Ansøger og dennes familie havde haft en mangeårig kontakt til kommunens specialgruppe på grund af hørenedsættelsen. Ansøgers mor var i august 1995 til møde i kommunens specialgruppe sammen med døvekonsulent, hvor der blev oplyst, at der var mulighed for at søge om invaliditetsydelse, når ansøger blev 18 år. Ansøger var på daværende tidspunkt 16 år.

Da ansøger begyndte i gymnasiet i august 1995 tilkendte kommunen 5 støttetimer til lektiehjælp. I forbindelse med, at ansøger blev 18 år den 10. juli 1997 indkaldte kommunen ham til et opfølgningsmøde, hvor han blev vejledt om at søge SU og samtidig blev udbetalingen af lommepenge stoppet.

Moderen kontaktede den 30. september 1999 kommunen for at høre, om ansøger var berettiget til en ydelse, når han i august 2000 startede på en uddannelse og flyttede hjemmefra.

Sagsbehandleren oplyste i den forbindelse om muligheden for at søge invaliditetsydelse. Moderen ønskede ydelsen med tilbagevirkende kraft.

Nævnet tilkendte ansøger invaliditetsydelse fra det 18. år.

Begrundelsen var, at kommunen i forbindelse med at ansøger blev 18 år ikke fandtes at have givet ansøgeren den vejledning om invaliditetsydelse, som ansøgeren på grund af sin hørenedsættelse var berettiget til i henhold til lov om social pension § 18.

Nævnet fandt, at kommunen, når ansøger henvendte sig til kommunens specialgruppe for handicappede i forbindelse med, at ansøger blev 18 år og de fremtidige økonomiske forhold blev behandlet burde have vejledt om muligheden for at søge invaliditetsydelse.

Nævnet henviste til, at det følger af den almindelige vejledningspligt, at de sociale myndigheder har pligt til, når en sags omstændigheder peger i retning af, at en klient kan være berettiget til at modtage en ydelse, der forudsætter indgivelse af en ansøgning, at klienten underrettes om denne mulighed. Manglende eller mangelfuld vejledning kan efter omstændighederne få den retlige virkning, at klienten skal stilles, som hvis behørig vejledning var givet.

Nævnet bemærkede endelig, at den omstændighed, at moderen blev informeret om muligheden for at modtage invaliditetsydelse ikke medførte at vejledningspligten kunne anses for opfyldt, og at der derfor ikke skulle gives vejledning derom ved mødet i specialgruppen i forbindelse med, at ansøger blev 18 år.

Ankestyrelsen har modtaget 11 afgørelser.

Afgørelserne illustrerer bl.a. vanskelighederne med at få fastlagt påbegyndelsestidspunktet, når kommunen ikke giver meddelelse herom. I sådanne tilfælde må det vurderes konkret, hvornår sagen må anses for påbegyndt.

Afgørelserne viser, at det er vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på pligten til at meddele tidspunktet for påbegyndelse af pensionssag.

Ankestyrelsen har udsendt SM P-16-01 og SM P-17-01, der blandt andet belyser disse problemstillinger.

4a) § 20a, stk. 2, 1. punktum: Tidspunkt for påbegyndelse af pensionssag

Kommunen tilkendte ansøgeren højeste førtidspension med virkning fra 1. juli 1999.

Nævnet bemærkede indledningsvis, at kommunens anvendelse af ordet » ansøgningsdato « i resuméark og i afgørelsen beroede på misforståelse. Nævnet lagde til grund, at kommunen med dette ord mente » dato for påbegyndelse af pensionssagens behandling « .

Efter § 20 a, stk. 2, 1. punktum i lov om social pension kan behandlingen af en sag om førtidspension først påbegyndes på det tidspunkt, hvor alle relevante foranstaltninger har været afprøvet, jf. lovens § 15, stk. 2.

Efter § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen om social pension skal kommunen angive tidspunktet for sagens påbegyndelse og meddele dette til borgeren.

Nævnet bemærkede, at kommunen ikke havde givet sådan særskilt meddelelse om tidspunktet for påbegyndelse af sagen. Kommunen havde imidlertid ved partshøring den 25. maj 2000 meddelt, at sagens behandling var påbegyndt den 29. september 1999.

Nævnet fandt, at denne dato ikke stred mod betingelserne i pensionslovens § 20 a for at påbegynde sagen forud for den 29. september 1999, idet det ikke ved de forud herfor foreliggende oplysninger, herunder lægens statusattest af 9. juni 1999, havde været dokumenteret, at betingelserne i § 20a havde været opfyldt.

Nævnet ændrede således kommunens afgørelse om tidspunktet for sagsbehandlingens påbegyndelse, idet behandling blev anset for påbegyndt den 29. september 1999. Erhvervsevnen havde været grundlæggende uændret i forløbet efter sagsbehandlingens påbegyndelse.Den tilkendte højeste førtidspension udbetaltes derfor fra 3 måneder efter sagens påbegyndelse, dvs fra 1. januar 2000, jf. lovens § 33.

4b) § 20 a, stk. 2, 2. pkt. - påbegyndelse af pensionssag

I en tilsvarende afgørelse vedrørende specielt tidspunktet for påbegyndelse af pensionssagen har nævnet bemærket:

» at kommunen ikke har givet særskilt meddelelse om påbegyndelse af sagen den 16. december 1999. Heller ikke kommunens afgørelse af 6. marts og 19. juni 2000 indeholder oplysning om, hvornår sagen var påbegyndt. Afgørelserne gav således ingen begrundelse for, hvorfor ansøger var fundet berettiget til den ændrede pension fra 1. april 2000.

På denne baggrund måtte kommunens brev af 6. maj 1999 opfattes som en meddelelse om, at sagsbehandlingen da måtte anses for påbegyndt i januar 1999. «

Nævnet var enig med kommunen i, at der ikke i oplysningerne forud for en nærmere dateret speciallægeerklæring var grundlag for at anse betingelserne efter pensionslovens § 20 a, stk. 2, jf. § 15, stk. 2 for opfyldt.

Efter kommunens oplysninger om sagsbehandlingsforløbet lagde nævnet til grund, at der ikke var sket en sagsbehandling i sagen i perioden fra modtagelsen af speciallægeerklæringen den 23. februar 1999 og sagens forelæggelse for lægekonsulent den 7. juni 1999.

Efter § 3, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration skal kommunen og amtskommunen behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Nævnet fandt, at kommunens sagsbehandlingstid efter modtagelsen af speciallægeerklæringen den 23. februar 1999 ikke opfyldte kravene efter denne bestemmelse.

Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at sagsbehandlingstiden frem til beslutningen om at påbegynde en sag som følge af pensionslovens § 33, stk. 2, har direkte indflydelse på, fra hvornår borgeren har ret til udbetaling af pensionen.

På denne baggrund lagde nævnet vægt på, at betingelserne i pensionens § 20 a for at påbegynde pensionssag var dokumenteret opfyldt ved modtagelsen af speciallægeerklæringen, og at sagens behandling derfor måtte anses for påbegyndt den 23. februar 1999.

4c) § 20 a, stk. 2: Afslag på at påbegynde en sag om forhøjelse af tilkendt mellemste pension - manglende lægelig dokumentation

Nævnet tiltrådte afslag på at påbegynde sag om forhøjelse af den tilkendte mellemste førtidspension. Ansøger led at kroniske armsmerter på grund af nerveafklemning flere steder i armen.

Det var nævnets opfattelse, at der ikke var påvist helbredsmæssige begrænsninger af et omfang, som kunne begrunde, at erhvervsevnen var nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv.

Nævnet mente ikke, at de helbredsmæssige begrænsninger udelukkede, at ansøger ville kunne udnytte en resterhvervsevne i et skånejob efter reglerne i aktivlovens kap. 6 og 7. Ansøger havde mulighed for at anmode kommunen om hjælp til etablering af skånejob og hjælp til undersøgelse af mulighederne for udnyttelse af resterhvervsevnen.

4d) Ikke realistiske behandlingsmuligheder - ikke orienteret om helhedsvurderingen

Kommunen havde givet afslag på påbegyndelse af pensionssag, men meddelte under klagesagens behandling nævnet, at man nu havde påbegyndt pensionssag fra august 2000 - efter at ansøger var fyldt 60 år den 21. april 2000.

Nævnet fandt grundlag for påbegyndelse af pensionssag før den 14. april 2000.

Nævnet lagde specielt vægt på, at der ikke var realistiske behandlingsmæssige muligheder.

Ansøger led af en maniodepressiv sygdom og en tilpasningsreaktion samt muligvis en nedsat lungefunktion. På det grundlag vurderede nævnet, at en væsentlig del af den psykiske tilstand var varig og nedsatte erhvervsevnen i et sådant omfang, at sag om førtidspension burde påbegyndes inden den 14. april 2000.

Nævnet lagde til grund, at helhedsvurderingen efter retssikkerhedslovens § 7 skulle foretages senest 8 uger efter henvendelsen den 18. februar 2000. Ansøgeren skulle skriftligt have besked om kommunens vurdering.

Der var ikke ved nævnets afgørelse taget stilling til, hvilken pension ansøger måtte være berettiget til. En stillingtagen hertil ville afhænge af, hvad der under sagens behandling ville blive afklaret.

4f) § 20a, stk. 2 - Erhvervsevnen ubetydelig

Nævnet fandt betingelserne efter § 20 a for at påbegynde en sag om førtidspension for opfyldt,

· da klienten havde en ryg- og håndledslidelse, som hun havde været i behandling for

· da der ikke var yderligere behandlingsmuligheder

· da hendes funktionsniveau var betydeligt forringet.

Hun kunne kun klare arbejde i stående, gående eller siddende stilling i kortere perioder med efterfølgende hvilebehov og havde problemer med at skrive.

Nævnet fandt ansøgerens erhvervsevne nedsat til det ubetydelige, og at der ikke var grundlag for henvisning til revalidering.

Der blev lagt vægt på, at ansøgeren havde været forsøgt arbejdsprøvet, men måtte opgive dette på grund af smerter trods forøget forbrug af smertestillende medicin, samt at hendes ryg og håndledslidelse var til hinder for revalideringsmæssige tiltag.

4g) § 20a, stk. 1 - Ansøgning begrundet med økonomiske behov

Kommunen havde givet afslag på behovsbestemt pension.

Nævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste ansøgningen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet lagde til grund, at ansøger var 62 år og aldrig havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og at hendes ægtefælles indtægt udgjorde 121.000 kr.

Nævnet vurderede derfor, at der var et varigt forsørgelsesbehov.

Nævnet mente, at kommunens oplysningsgrundlag for at vurdere eventuel berettigelse var utilstrækkeligt.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde anvendt pensionslovens § 20a, stk. 2. Nævnet har derfor ikke kunnet vurdere ansøgers mulighed for at få indtægtsgivende beskæftigelse.

Nævnet pålagde derfor kommunen ved den nye behandling af sagen at foretage helhedsvurderingen efter § 20a, stk. 1.

Nævnet pålagde endvidere kommunen at afprøve erhvervsmulighederne eventuelt i form af arbejdsprøvning eller lignende før der eventuelt blev påbegyndt sag om førtidspension.

4h) § 20a, stk. 2 - erhvervsevnen ikke ubetydelig

Ansøger var 60 år og havde været medhjælpende ægtefælle indtil 1999, hvor ægtefællen der var 71 år ophørte som landmand og bortforpagtede jorden. Ægtefællernes forsørgelsesgrundlag var omkring 120.000 kr. Ansøger led af generel nedslidning af bevægeapparatet samt rygskævhed og slidgigt i ryggen.

Nævnet tiltrådte afslag på at påbegynde pensionssag.

Nævnet fandt, at erhvervsevnen ikke var ubetydelig.

Der var herved lagt vægt på de helbredsmæssige oplysninger og på, at ansøger indtil 1999 var medhjælpende hustru på ansøgerens og ægtefællens landbrug.

Nævnet vurderede, at ansøgeren af helbredsmæssige grunde ikke kunne anses for at være afskåret fra at påtage sig lønnet arbejde i blot beskedent omfang.

Nævnet var enig med kommunen i, at det ud fra alder og manglende erhvervserfaring skønnedes vanskeligt for ansøgeren at få lønnet beskæftigelse.

Nævnet havde samtidig vurderet, at der udfra beskrivelsen af helbredsforholdene var et skånebehov i forhold til fysisk belastende arbejde.

Nævnet pålagde kommunen, såfremt hun ønskede det i samarbejde med hende at foretage en konkret vurdering af, hvilke foranstaltninger, der eventuelt skulle iværksættes med henblik på at hun kunne få lønnet beskæftigelse.

4i) § 20a, stk. 2 - varigt forsørgelsesbehov

Nævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste ansøgningen til ny behandling.

Ansøger var 61 år og havde aldrig haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men passet handicappet datter indtil for 9 år siden. Ægtefællen modtog folkepension.

Nævnet vurderede, at ansøger havde et varigt forsørgelsesbehov.

Nævnet mente, at kommunens oplysningsgrundlag for at vurdere eventuel berettigelse til førtidspension var utilstrækkeligt, jf. pensionslovens § 20 a, stk. 2.

Nævnet kunne derfor ikke vurdere eventuel mulighed for indtægtsgivende beskæftigelse.

Nævnet pålagde derfor kommunen ved den nye behandling af sagen at foretage helhedsvurdering efter § 20 a, stk. 1.

Nævnet pålagde kommunen i samarbejde med ansøger at afprøve erhvervsmuligheder eventuelt i form af arbejdsprøvning eller lignende, før der eventuelt påbegyndtes sag om førtidspension.

4j) § 20a, stk. 2 - Husmoder

Ansøger var 65 år og havde været hjemmearbejdende siden 1958. Der var skånebehov som følge af fodlidelse. Det fremtidige forsørgelsesgrundlag var udelukkende baseret på ægtefællens folkepension.

Nævnet pålagde kommunen at påbegynde sag om førtidspension. Nævnet fandt, at erhvervsevnen via en aktiverings- eller revalideringsindsats ikke kunne forbedres i væsentligt omfang, og at der var et varigt forsørgelsesbehov.

4k) § 20a, stk. 2 - ansøgt pension og bistandstillæg 2 dage før 67. år

Der var ansøgt om førtidspension og bistandstillæg 2 dage før 67. år. Ansøger var efter blodprop i hjernen lammet, og erhvervsevnen var betydelig nedsat.

Kommunen afviste at realitetsbehandle sagen, idet der ikke ville kunne komme førtidspension til udbetaling. Nævnet pålagde kommunen at behandle sagen om førtidspension fra dagen før ansøgers 67. år.

Sagen er principielt behandlet i Ankestyrelsen og offentliggjort som SM P-12-01.

Ankestyrelsen har modtaget 4 afgørelser til belysning af, hvilken betydning kommunens fejlbehandling har for vurderingen af, om pensionstillægget er modtaget mod bedre vidende og om der er grundlag for tilbagebetaling:

5a) §§ 41 og 42 - oplysningspligt - fejlbehandling - tilbagebetaling

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt pensionstillæg på 13.478 kr. for pensionisten selv og for ægtefællen.

Det var oplyst i ansøgningsskemaet, at pensionisten modtog tjenestemandspension.

Nævnet fandt, at kommunen havde fejlbehandlet sagen ved ikke at indhente nærmere oplysninger herom, således at tjenestemandspensionen kunne indgå i indtægtsgrundlaget for beregning af folkepension.

Ifølge pensionslovens § 28, jf. § 29, indgår den personlige indkomst i indtægtsgrundlaget. Ansøger burde være bekendt med, at pensionen skulle indgå i indkomstgrundlaget. Da ansøger modtog pensionsmeddelelse fra kommunen, burde hun have rettet henvendelse til pensionskontoret herom.

5b) §§ 41 og 42 - oplysningspligt - annullation

En kommune havde ved tilkendelse af pension i 1988 på grund af en regnefejl udbetalt pension med 30/40 i stedet for 19/40. Fejlen blev opdaget i år 2000, og kommunen annullerede sin afgørelse med 1 måneds varsel.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at der var tale om en ikke ubetydelig fejl, og at kommunens afgørelse ville kunne komme til at løbe over en anselig årrække endnu.

Nævnet fandt dog, at kommunen ikke havde ret til annullation fra 1. april 2000, men at der skulle gives en frist på 6 måneder regnet fra den 1. august 2000.

Ankestyrelsen bemærker, at der ikke i nævnets afgørelse er henvist til hjemmelen til at pålægge kommunen en frist på 6 måneder, og Ankestyrelsen finder det tvivlsomt, om der kan gives en så lang frist. I den forbindelse kan peges på, at der eventuelt kan være grundlag for at anvende pensionslovens § 44 analogt, hvorefter pension kan bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse efter stk. 1 kan ske.

5c) §§ 41 og 42 - Frist for dokumentation for varmeudgifter

Nævnet fandt, at kommunen var berettiget til at afkræve dokumentation for varmeudgifter, men at der ikke var hjemmel til at fastsætte en frist for ophør af varmetillæg, der var kortere, end den i loven fastsatte frist på 3 måneder, jf § 41, stk. 2.

Efter at oplysningerne var indsendt den 13. 9. skulle pensionsbetalingen genoptages fra 1. 10, jf. § 41, stk. 2, 3. pkt.

5d) I 41 og 42 - Tilbagebetaling - fængselsophold og undvigelse fra fængslet

Pensionisten var indsat til afsoning fra 16. 1. 1999 til 25. 2. 1999. Han undveg imidlertid 6. 2. 1999, genoptog afsoningen 8. 3. 1999 og blev løsladt 26. 3. 1999.

Nævnet bemærkede, at i forhold til inddragelse af pensionen kan perioden, hvor han var undveget, sidestilles med, at han var indsat. Det er derfor korrekt, at pensionen blev inddraget fra 1. 3. 1999 frem til løsladelsen, jf bekendtgørelsens § 50 og lovens § 46, stk. 1.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at pålægge kommunen at udbetale et beløb til afdrag på bl.a. tv samt sagsomkostninger til politi.

Da kommunen ikke havde modtaget meddelelse om undvigelsen, fandt nævnet, at kommunen ikke havde mulighed for at standse udbetalingen for marts.

Nævnet fandt, at ansøger burde have indset, at han ikke havde ret til udbetalingen, og der var derfor tilbagebetalingspligt efter lovens § 42.

2 nævn har indsendt afgørelser om modregning:

6a) § 43 - Modregning i overskydende skat

Nævnet ophævede en modregning i overskydende skat med et beløb af kr. 1.636. Der var indgået en aftale om, at kommunen kunne modregne kr. 500 om måneden.

Der var lagt vægt på, at kommunen ikke havde godtgjort, at den indgåede betalingsordning var misligholdt.

6b) § 43 - Modregning i fremtidig pension

Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse om, at ansøger kunne afdrage gælden med 600 kr. pr. måned.

Nævnet lagde vægt på, at modregningen var foretaget efter en konkret vurdering af de økonomiske forhold, og at der ikke var fremkommet oplysninger, hvorefter det måtte antages, at pensionisten ikke havde tilstrækkelige midler til sit underhold og betaling af nødvendige faste udgifter.

Nævnet har herefter taget i betragtning, at der ikke er oplyst forhold, hvorefter det må anses for påkrævet, at han har bil.

6a) § 49, stk. 2 - endelig visitation - plejehjem

Nævnet var enig med kommunen i, at ægtefællerne tidligst ville have ret til pensionstillæg som enlige fra det tidspunkt, hvor der var truffet endelig beslutning om ophold på plejehjem. Samlivet kunne ikke anses for ophævet allerede under mandens gæsteophold på plejehjem forud for den endelige beslutning om visitation

6b) § 49, stk. 2 - forsorgshjem

Nævnet fandt, at ansøger havde ret til social pension som enlig under ophold på forsorgshjem.

Ansøger og hans kæreste kunne ikke anses at leve i samlivsforhold, da de ikke havde fælles bolig eller fælles husførelse under opholdet på forsorgshjemmet.

Nævnet var opmærksom på, at ophold på forsorgshjem er en midlertidig boform, og at der ikke forelå oplysninger om, at pensionisten og kæresten ikke havde til hensigt at genoptage samlivet efter at opholdet på forsorgshjemmet var afsluttet.

Versioner

1. 2002-01-29