Gelex

Samtidig drift af både konventionel og økologisk bedrift

GældendeVersion 2002-01-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9647@2002-01-31/da

Indhold
  1. Indledning

Klager Den 7. november 2001 J.nr.: 2001-4345-0034 Ref.: TDN/depcbgo, 1.1. Tlf: 33 92 20 90 Fax: 33 12 46 86

Fødevareministeriets departement kan nu vende tilbage til Deres henvendelse af 3. maj 2001, hvori De påklager Plantedirektoratets afgørelse af 30. april 2001. I afgørelsen gives der afslag på anmodning om samtidig drift af en økologisk og en ikke-økologisk enhed.

Departementet har gennemgået sagen og omgør Plantedirektoratets afgørelse af 30. april 2001, således at der kan ske samtidig drift af en økologisk og en ikke-økologisk enhed.

Om sagens faktiske omstændigheder kan følgende oplyses:

Plantedirektoratet har den 28. december 2000 modtaget Deres ansøgning om autorisation og tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion 2001. I ansøgningen har De oplyst, at De ønsker at drive både en økologisk og en ikke-økologisk produktionsenhed.

Deres konsulent har ved brev af 7. december 2000 redegjort for samdriften. I brevet oplyses, at den ikke-økologiske enhed består af en gartneriproduktion samt et skovbrug. Endvidere er det oplyst, at den økologiske enhed omfatter klagers landbrugsdel, som består af en besætning af ammekøer og et markbrug.

I brev af 30. april 2001 meddeler Plantedirektoratet afslag på det foreliggende grundlag på Deres ansøgning om tilladelse til samtidig drift af en enhed med økologisk planteavl og kvæg og en enhed med ikke-økologisk gartneri og skovbrug. Afgørelsen begrundes med, at driftsenhederne er placeret på den samme ejendom, hvilket medfører, at produktion og opbevaringssteder ikke er klart adskilt.

Plantedirektoratet oplyser endvidere i brevet af 30. april 2001, at såfremt De ønsker at omlægge både planteavl, kvægproduktion og gartneri til den økologiske produktionsmetode, kan Plantedirektoratet på visse betingelser tillade, at skovbruget fortsætter som en ikke-økologisk produktionsenhed.

Ved afgørelsen har departementet lagt vægt på følgende forhold:

Det fremgår af bilag III, del A.1. nr. 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler, med senere ændringer, at produktionen skal ske på en enhed, hvis parceller, produktionssteder og opbevaringssteder er klart adskilt fra enhver anden enhed, som ikke producerer i henhold til produktionsreglerne i denne forordning.

Det fremgår endvidere af rådsforordningens bilag III, del A.1. nr. 9, at når en erhvervsdrivende driver flere produktionsenheder i samme område, må der i disse enheder ikke fremstilles vegetabilske produkter af samme sort som de produkter, der produceres i den økologiske enhed. Parallelavl er således ikke tilladt.

I følge § 9 i bekendtgørelse nr. 697 af 16. juli 2000 om økologisk jordbrugsproduktion kan en del af en jordbrugsbedrift autoriseres, hvis den udgør en driftsmæssig enhed med jordtilliggende, produktions- og opbevaringssteder samt regnskab, der er klart adskilt fra andre enheder under jordbrugsbedriften, der ikke skal autoriseres, og er momsregistreret under eget CVR- eller SE-nummer.

Departementet finder ikke, at spørgsmålet om placering på samme ejendom af henholdsvis den økologiske og ikke-økologiske ejendom kan tillægges afgørende betydning for, hvorvidt der er tale om klar fysisk adskillelse af enhederne eller ej.

Som følge af, at den økologiske produktionsenhed er momsregistreret med eget SE-nr, at der ikke forekommer parallelavl, at der er tydelig adskillelse med et markant skel mellem det økologiske landbrug og frilandsgartneriet, at væksthuset holdes adskilt fra frilandsgartneriet og landbruget, samt at skovbruget anses for værende tydeligt fysisk adskilt fra den resterende produktion, finder departementet, at den økologisk og ikke-økologiske produktion er tilstrækkelig fysisk adskilt.

Med henvisning til ovenstående, omgør departementet Plantedirektoratets afgørelse af 30. april 2001 og giver hermed tilladelse til samtidig drift af en økologisk enhed bestående af klagers landbrugsdel og en ikke-økologisk enhed bestående af klagers gartneri og skovbrug.

Med venlig hilsen

Tom Damgaard Nielsen

Versioner

  1. 2002-01-31