Landsskatteretskendelse af 16. maj 2002 vedrørende skattearrangement
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10077@2002-05-16/da
Indhold
Klagen skyldes, at skatteankenævnet ikke har godkendt klagerens selvangivne fradrag vedrørende deltagelse i et skattearrangement etableret gennem kommanditselskaber.
Det fremgår af sagen, at klageren den 25. januar 1996 har købt 500 anparter á nominelt 50.000 kr. pr. stk. i A K/S.
Klageren har købt anparterne af B ApS for i alt 450.000 kr., svarende til 900 kr. pr. anpart for 500 anparter.
Klageren har foretaget fradrag for nettorenteudgifter på 2.421.500 kr., dvs. skattemæssigt underskud på 2.598.000 kr. minus kursgevinst på 176.500 kr., svarende til –4.843 kr. pr. anpart. Beløbet pr. anpart er fremkommet ved at fratrække andel af renteudgifter på –5.196 kr. med 353 kr. vedrørende andel af avance på obligationer.
Om A K/S er det oplyst, at selskabet ifølge dets vedtægter er stiftet på en konstituerende generalforsamling afholdt den 22. november 1995. Af vedtægterne fremgår, at selskabets bestyrelse indtil første indkaldte generalforsamling (der aldrig er afholdt) består af 2 personer udpeget af selskabets komplementar, B ApS, hvori C er eneanpartshaver. Til bestyrelsen er udpeget C som formand og D med C som direktør.
Kommanditselskabet er fordelt på i alt 2.000 anparter på hver nominelt 50.000 kr., i alt 100.000.000 kr., og B ApS har til kommanditselskabet indbetalt 900 kr. pr. anpart svarende til i alt 1.800.000 kr.
Om A K/S er oplyst i tiden fra stiftelsen den 22. november 1995 til klagerens erhvervelse af anparter heri, at selskabet den 23. november 1995 optog et lån i E Bank på 58.200.000 kr.
Om lånet er oplyst, at låneperioden er 24. november 1995 – 1. april 1996, og at renten er fastsat til 95,93 % p.a. svarende til 20.006.167 kr. for nævnte periode, hvilket beløb skulle forudbetales den 29. december 1995.
Om lånets formål er oplyst, at dette sammen med den indbetalte stamkapital på 1.800.000 kr. skulle anvendes til køb af 60.000.000 kr. 4,95 per cent Guaranteed Series B Notes udstedt af F. Noten, der er udstedt den 24. november 1995 på 120.000.000 kr., har en løbetid til den 1. april 1996. på hvilket tidspunkt der skal ske indfrielse af noten (the Maturity Date), medmindre ”the FX Rate” i tiden mellem udstedelsen af noten og indfrielsestidspunktet den 1. april 1996
”(a) is or rises above 102.38 before it is or falls below 100.38, the aggregate principal amount of the Notes shall be increased on the Maturity Date to DKr. 154,800,000 and all references in these Conditions (other than in Condition 4(a)) to principal amount shall be read and construed as references to such increased principal amount; or
(b) is or falls below 100.38 before it is or rises above 102.38, the aggregate principal amount of the Notes shall be reduced on the Maturity Date to DKr. 85,200,000 and all references in these Conditions (other than in Condition 4(a)) to principal amount shall be read and construed as references to such increased principal amount.”
Den 22. december 1995 med virkning fra den 28. december 1995 købte E Bank de omhandlede AIG Notes for 77.497.994,50 kr. svarende til kurs 129,16 af A K/S, hvorved realiseredes en kursgevinst på 17.497.994,50 kr.
Den 22. december 1995 med virkning fra den 28. december 1995 købte A K/S nominelt 58 mio. kr. skatkammerbeviser til udløb den 1. april 1996 for 57.296.919 kr. og med samme datoer købte kommanditselskabet nominelt 20 mio. kr. skatkammerbeviser til udløb den 2. januar 1996 for 19.986.674 kr.
Den 29. december 1995 solgte A K/S nominelt 20 mio. kr. skatkammerbeviser for 19.989.339 kr., hvorved en kursgevinst på 2.665 kr. blev realiseret, hvilket beløb medgik til forudbetaling af renterne på 20.006.167 kr., medens nominelt 58 mio. kr. skatkammerbeviser blev solgt til pari den 1. april 1996, hvorved en kursgevinst på 703.081 kr. blev realiseret.
Den 1. april 1996 blev lånet optaget i E Bank indfriet med 58.200.000 kr.
Det fremgår endvidere, at G K/S sideløbende med A K/S har optaget et lån i E bank på 58.200.000 kr., hvilket beløb – sammen med kommanditisternes indbetalinger til kommanditselskabet på i alt 1.800.000 kr. – er anvendt til køb af 60.000.000 kr. 4,95 per cent Guaranteed Series A Notes udstedt af F. Serie A noten og serie B noten er modsatrettede, således at gevinst på noten købt af A K/S automatisk vil medføre et tilsvarende tab på noten købt af G K/S og omvendt.
Told- og Skattestyrelsen har i april 1999 udarbejdet et notat, hvoraf fremgår:
”Finansielle skattearrangementer etableret gennem K/S selskaber i 1995.
Told- og Skattestyrelsen har i samarbejde med en række kommuner og regioner gennemgået nogle finansielle skattearrangementer, der er etableret gennem kommanditselskaber, hvor de enkelte kommanditister køber andele med tilknyttede meget højtforrentede lån (95 % til 130 %), hvilket medfører store rentefradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
I det følgende skal arrangementerne kort skitseres, hvor de økonomiske konsekvenser herunder det egentlige forretningsmæssige indhold i særlig grad vil blive belyst.
Der kan tages udgangspunkt i følgende faktiske forhold:
Arrangementet er opbygget således:
Parterne
Kommanditselskabet: Stiftet i Danmark til formålet.
Långiver: Udenlandsk bank (E)
“Værdipapir”: Udstedt af amerikansk forsikringskoncerns datterselskab
”Slutbruger”: Personer, der erhverver x antal anparter.
Arrangementet er opbygget således:
A K/S – G K/S
Hvert af K/S’erne foretager kontant indbetaling til E Bank 1.800.000
Der optages samtidig et lån i E Bank på rente 95,93 % - løbetid 24/11-95 til 1/4-96 58.200.000
K/S’erne køber ”værdipapirer” såkaldte AIG notes hver nom. 60. mio. kr. til kurs 100 med rente på 4,95 % løbetid 24/11-95 til 1/4 96 60.000.000
AIG noten indeholder nogle vilkår (en form for væddemål), der følger en FX-rate, hvor valutaerne DKK, USD og YEN indgår.
Udviklingen mellem disse valutaer kan udløse følgende økonomiske konsekvenser:
1) Gevinst - udsteder skal indfri AIG noten til 77.400.000
2) Neutral - udsteder skal indfri til kurs 100 el. 60.000.000
3) Tab - udsteder skal indfri AIG noten til 42.600.000
De økonomiske konsekvenser og risici kan på tidspunktet for aftalernes indgåelse for de enkelte parter opgøres således:
Kommanditselskaberne
1 Gevinst 2 Neutral 3 Tab
Indfrielse af AIG note:
Gevinst/Neutral/Tab 77.400.000 60.000.000 42.600.000
Renter 1.064.250 1.064.250 1.064.250
Samlet afkast af investeringen 78.464.250 61.064.250 43.664.250
Omkostninger:
Kontant overførsel til E Bank 1.800.000 1.800.000 1.800.000
Lån i E Bank 58.200.000 58.200.000 58.200.000
Renter 20.006.167 20.006.167 20.006.167
80.006.167 80.006.167 80.006.167
Tab - 1.541.917 - 18.941.917 - 36.341.917
E Bank
Udlån til A K/S 58.200.000 58.200.000 58.200.000
Renter i perioden 20.006.167 20.006.167 20.006.167
I alt 78.206.167 78.206.167 78.206.167
Indfrielse af AIG note:
Gevinst/neutral/tab 77.400.000 60.000.000 42.600.000
Renter 1.064.250 1.064.250 1.064.250
Samlet afkast til debitor 78.464.250 Dækning 61.064.250 Tab = renter 17.141.917 43.664.250 Tab 34.541.917 heraf renter 20.006.167
Udsteder af AIG note (F)
Salg af AIG note 60.000.000 60.000.000 60.000.000
Indfrielse af AIG note:
Tab/Neutral/Gevinst - 77.400.000 - 60.000.000 - 42.600.000
Renter - 1.064.250 - 1.064.250 - 1.064.250
Resultat - 18.464.250 - 1.064.250 16.335.750
Som det fremgår af ovenstående, kan det allerede på tidspunktet for aftalernes indgåelse konstateres, at kommanditselskaberne vil lide et tab, uanset ”værdipapirerne" opnår den mest gunstige situation set fra selskabernes side, hvorfor dispositionerne savner et egentligt forretningsmæssigt grundlag.
Samtidig forekommer det utænkeligt og i hvert fald helt usædvanligt, at såvel banken som udsteder af AIG noten indgår i så spekulative og dermed risikofyldte engagementer, uden at der er foretaget afdækning til anden side, idet bemærkes, at banken alene har sikkerhed i de købte værdipapirer, og dermed i realiteten påtager sig den fulde risiko.
Denne risiko ses at være afdækket ved, at vilkårene i AIG noten er modsatrettede således, at såfremt A K/S har en gevinst på AIG noten, vil G K/S have et tilsvarende tab og omvendt.
De særlige vilkår i de købte notes blev opnået, hvorefter de samlede økonomiske konsekvenser kan opgøres således:
Kommanditselskaberne
A K/S G K/S
Indfrielse af AIG note:
Gevinst/Tab 77.400.000 42.600.000
Renter 1.064.250 1.064.250
Samlet afkast af investeringen 78.464.250 43.664.250
Omkostninger:
Kontant overførsel til E Bank 1.800.000 1.800.000
Lån i E Bank 58.200.000 58.200.000
Renter 20.006.167 20.006.167
80.006.167 80.006.167
Tab - 1.541.917 - 36.341.917
E Bank
Udlån 58.200.000 58.200.000
Renter i perioden 20.006.167 20.006.167
I alt 78.206.167 78.206.167
Indfrielse af AIG note:
Gevinst/tab 77.400.000 42.600.000
Renter 1.064.250 1.064.250
Samlet afkast til debitor 78.464.250 Dækning 43.664.250 Tab 34.541.917 heraf renter 20.006.167
Udstedelse af AIG note (F)
Salg af AIG note 60.000.000 60.000.000
Indfrielse af AIG note:
Tab/Gevinst - 77.400.000 - 42.600.000
Renter - 1.064.250 - 1.064.250
Resultat 18.464.250 16.335.750
Sammenfattende kan resultatet opgøres til:
E Bank:
Samlet udlån til selskaberne 2 x 58,2 mio. kr. 116.400.000
Modtaget fra: A K/S - 78.206.167
G K/S - 43.664.250
Forrentning for 128 dage 5.470.417
Svarende til en p.a. forrentning på: 5.470.417 x 360/128 x 100/116.400.000 ca. 13 % p.a.
Denne faktiske forrentning skal ses i sammenhæng med pengemarkedsrenten, der i denne periode udgjorde ca. 6 %.
F
Provenu ved udstedelse af notes 120.000.000
Indfriet inkl. renter 122.128.500
Forrentning (4,95 % p.a.) 2.128.500
Selskabet har således haft 120 mio. kr. til rådighed til en forrentning på 4,95 % med mulighed for replacering af provenuet eksempelvis i det danske obligationsmarked, hvor renten på daværende tidspunkt var betydeligt højere.
G K/S - Gældseftergivelse
Den samlede gæld til E Bank, der er opstået som følge af tabet på AIG noten, er opgjort til 34.788.731 kr.
Efter en bemærkelsesværdig kort brevveksling, der foregår i perioden 1. april 1996 til 10. maj 1996 mellem G K/S, repræsenteret af C og E Bank, eftergives den samlede gæld til banken.
Gældseftergivelsen er nødvendiggjort af bankens sikkerheder, der alene omfatter de udstedte AIG notes.
Denne gældseftergivelse er derfor efter styrelsens opfattelse fastlagt på forhånd, da banken allerede på aftaletidspunktet kan opgøre sin risikoprofil, der indebærer, at der nødvendigvis skal ske gældseftergivelse enten til A K/S eller G K/S afhængig af resultatet af de udstedte AIG notes, jf. ovenstående opgørelser.
A K/S - kommanditisternes opgørelse
Efter gevinsten på AIG noten er konstateret, sælges noten den 28.12.95. Selskabet køber samtidig nom. 78 mio. kr. skatkammerbeviser, hvoraf nom. 20 mio. kr. sælges den 29.12.95 til brug for forudbetaling af renter på lånet optaget i E Bank i alt 20.006.167 kr.
Efter disse dispositioner er gennemført, sælges anparterne til en række investorer og resultatopgørelsen er opgjort under forudsætning af, at de nye investorer er indtrådt med virkning fra 29.12.95.
Resultat if. regnskab for perioden 22.11.95 til 31.12.95 er opgjort til -2.505.505
Herfra fratrækkes resultatet for perioden 22.11.95 til 29.12.95 -12.072.632
Skattemæssigt resultat for perioden 29.12.95 til 31.12.95 -14.578.137
Det opgjorte resultat svarer til den forudbetalte rente periodiseret for perioden 29.12.95 til
01.04.96.
Herved er den realiserede kursavance på AIG noten "vasket af” i komplementarselskabet B ApS inden investorerne overtager andelene med det tilhørende højtforrentede lån optaget hos E Bank.
Ved denne konstruktion opnås et samlet rentefradrag i 1995 på 14.578.137 kr. fordelt på 2000 anparter svarende til 7.289 kr. pr. anpart.
I 1996 indfries skatkammerbeviserne ved udløb den 01.04.96, og provenuet anvendes til indfrielse af banklånet.
Der er for 1996 opgjort et samlet skattemæssigt overskud på 705.505 kr. svarende til 353 kr. pr. anpart. Overskuddet er i overvejende grad baseret på kursavance på skatkammerbeviserne.
Told- og Skattestyrelsens skattemæssige vurdering
Dansk skatteret bygger ikke på formalia, men derimod på realiteten i et projekt således, at der foretages en tilbundsgående vurdering af de konkrete omstændigheder. Der skal derfor i skattemæssig henseende lægges afgørende vægt på en samlet vurdering, herunder en bedømmelse af hvorvidt dispositionerne følger sædvanlige forretningsmæssige principper og markedsvilkår, og ikke blot en vurdering af enkelte elementer eller dokumenter i arrangementet.
Som det fremgår af ovenstående gennemgang af lånearrangementet mellem E Bank og A K/S, kan det allerede på tidspunktet for låneaftalens indgåelse konstateres, at investeringen vil medføre et tab uanset udfaldet heraf. Selv i tilfælde af gevinst på AIG-noten kan tabet på investeringen beregnes til mere end 1,5 mio. kr.
Dispositionerne savner således et egentligt forretningsmæssigt grundlag, og er alene begrundet i skattemæssige hensyn. Allerede på denne baggrund finder Styrelsen, at arrangementet i skattemæssig henseende kan kritiseres.
Styrelsen finder det endvidere påvist, at lånoptagelsen i E Bank og investeringen i AIG-notes indgår i et todelt aftalekompleks, der som sådan må vurderes i sin helhed.
Det må lægges til grund, at banken ved indgåelse af to parallelle låneaftaler har elimineret den økonomiske risiko ved investeringen. Bankens risiko er afdækket ved, at vilkårene i de for lånene investerede obligationer er spejlvendte, hvorefter den af A K/S opnåede gevinst på AIG-noten modsvares af et tab hos G K/S.
Renten er efter styrelsens opfattelse ikke fastsat ud fra sædvanlige markedsmæssige vilkår, der afspejler den med lånet forbundne reelle risiko for banken.
Yderligere bemærkes, at långiver alene har sikkerhed i de for lånet købte værdipapirer. Henset endvidere til kommanditselskabets økonomiske status har parterne allerede på tidspunktet for låneaftalens indgåelse kunnet forudse den indrømmede gældseftergivelse.
På dette grundlag ses der ikke at være modstridende interesser mellem parterne med hensyn til fastsættelse af renten. Derimod er der samlet set tale om en række forud fastlagte dispositioner uden reelle økonomiske risici for de implicerede parter.
Den for lånet aftalte rente på 95,93 % ses ikke ud fra en samlet vurdering at repræsentere en reel forpligtelse fastsat ud fra sædvanlige forretningsmæssige principper. Renten er alene betinget af en skattemæssig fordel for kommanditisterne i form af et rentefradrag henholdsvis et skattemæssigt underskud for komplementarselskabet, og berettiger således ikke til fradrag for kommanditisterne, jf. statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e.
Långiver har haft en samlet fortjeneste på arrangementet på 5.470.417 kr., svarende til en reel forrentning på de ydede lån på ca. 13 %, hvilket skal sammenholdes med det opgjorte rentefradrag i kommanditselskabet der andrager 95,93 % eller 20.006.167 kr.
Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der ved en samlet skattemæssig kvalificering af arrangementet kan foretages en tilsidesættelse, dels af indholdet af låneaftalerne mellem kommanditselskaberne og E Bank for så vidt angår den aftalte forrentning af lånet, dels de særlige vilkår, der indgår i AIG noten, som udløser henholdsvis tab og gevinst, hvorfor der kan ses bort fra disse forhold ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Til støtte for det ovenfor anførte resultat, herunder skattemyndighedernes adgang til at gribe korrigerende ind, kan henvises til Østre Landsrets dom af 3. april 1996, TfS 1996.399. Landsretten nedsatte her afskrivningsgrundlaget under henvisning til, at dette baserede sig på en vilkårlig opskrivning af købesummen. Samtidig ansås det til berigtigelse af købesummen udstedte gældsbrev ikke at indebære en reel økonomisk forpligtelse, hvorefter påløbne renter og gældsbrevets pålydende gæld ikke skulle indgå i indkomst- og formueopgørelsen.
Hermed er arrangementet ikke tilsidesat i sin helhed, idet det anerkendes, at der har bestået et låneforhold mellem kommanditselskaberne og E Bank til køb af AIG notes og efterfølgende køb af skatkammerbeviser.
Renten på lånet bør herefter fastsættes under hensyn til de dagældende markedsforhold, udlånsprovenuets størrelse samt bankens sikkerheder.
Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at renten på lånet passende kan fastsættes til den rente banken rent faktisk opnår, jf. foranstående opgørelse, hvor renten er beregnet til 13 % p.a.
Herefter kan indkomstopgørelsen for A K/S for regnskabsperioden 22.11.95 til 31.12.95 opgøres således:
Avance på obligationsbeholdning:
AIG notes 0,00
Skatkammerbeviser 2.665,00 2.665,00
Renter:
Indtægter 2,00
Udgifter – E Bank 58.2 mio. x 13 % x 129/360 2.711.150,00 2.711.148,00
Resultat - 2.708.483,00
Heraf for perioden 22.11.95 – 29.12.95 732.916,00
Skattemæssigt resultat for perioden 29.12.95 – 31.12.95 - 1.975.567,00
Pr. anpart (1/2000) - 988,00
Indkomståret 1995
Tidligere fratrukket pr. anpart 7.289,00
Skattemæssigt resultat pr. anpart (1/2000), jf. ovenstående - 988,00
Forhøjelse pr. anpart 6.301,00
Indkomståret 1996
Der vil ikke være konsekvensændringer for indkomståret 1996 som følge af tilsidesættelse af aftalegrundlaget, hvorfor investorerne fortsat skal medregne årets resultat, der andrager kr. 353,00 pr. anpart.”
Skatteforvaltningen har anført, at klageren først har erhvervet sin anpart pr. 25. januar 1996, men at det af gennemgangen af det af klageren indsendte materiale vedrørende investeringen fremgår, at der er tale om samme låneaftaler m.v. som for investorerne, der er indtrådt i kommanditselskabet i 1995.
Skatteforvaltningen har herefter alene godkendt fradrag for underskud i A K/S i indkomståret 1996 på 333.500 kr., hvorfor ansættelsen er forhøjet med 2.088.000 kr.:
Resultat jf. det indsendte regnskab 705.505 kr.
Resultat for perioden 1.1. – 24.1.96 jf. det indsendte regnskab -714 kr.
- skattemæssige periodiserede renter 58,2 mio. x 13 % x 97/360 -2.038.617 kr.
Skattemæssigt resultat -1.333.826 kr.
Pr. anpart 1/2000 -667 kr.
Skatteyder har fratrukket 2.421.500 kr.
Godkendt iflg. ovenstående 500 x 667 333.500 kr.
Forhøjelse 2.088.000 kr.
Skatteankenævnet har anført, at det omhandlede skattearrangement allerede fra starten kan konstateres at være tabsgivende, hvorfor dispositionerne synes at savne det fornødne forretningsmæssige grundlag.
Skatteankenævnet har henvist til TfS 1994.718, TfS 1996.266 og TfS 1999.950.
Skatteankenævnet har endvidere anført, at de foretagne transaktioner ikke giver grundlag for i sin helhed at tilsidesætte låneforholdet mellem A K/S og E Bank til køb af AIG notes og efterfølgende køb af skatkammerbeviser, men ankenævnet finder, at en rentefastsættelse, der svarer til, hvad banken reelt har modtaget, er i overensstemmelse med det hævdede realitetsprincip. Uanset aftalernes civilretlige gyldighed findes dispositionerne ud fra en samlet vurdering af arrangementet ikke skattemæssigt at kunne kvalificeres som selvangivet af selskabsdeltagerne.
Skatteankenævnet har tillige anført, at som sagen foreligger oplyst, er der ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens (og Told- og Skattestyrelsens) vurdering af klagerens investering i A K/S.
Da der ikke er modtaget materiale, der på nogen måde imødegår det materiale, der er modtaget fra Told- og Skattestyrelsen, er dette lagt til grund for nævnets vurdering.
Klagerens advokat har påstået ansættelsen nedsat med 2.088.000 kr.
Advokaten har således gjort gældende,
at der ikke foreligger det fornødne interessefællesskab mellem kommanditselskaberne og E Bank til, at realitetsgrundsætningen kan finde anvendelse.
at vilkårene i AIG obligationen ikke kan tilsidesættes med henvisning til realitetsgrundsætningen, idet disse vilkår er udtryk for markedsvilkårene for de pågældende typer af obligationer.
at den fastsatte rente vedrørende udlån fra E Bank til kommanditselskaberne ikke kan anfægtes med henvisning til realitetsgrundsætningen, idet den høje rente er en nødvendig konsekvens af bankens risiko ved udlånet, og således afspejler markedsrenten.
at der ikke kan ske en sammenblanding af transaktionerne i kommanditselskaberne, da disse har forskellige kommanditister og komplementarer.
at klageren opfylder de grundlæggende betingelser for rentefradragsret, og at rentefradragsret ikke er betinget af, at der er tale om såkaldt erhvervsmæssig virksomhed, ligesom rentefradragsret ikke kan nægtes under henvisning til, at der er tale om et såkaldt skattearbitragetilfælde.
at det forhold, at der er tale om såkaldt skattearbitragearrangement ikke udelukker den bestående rentefradragsret, idet det er uden betydning, hvorvidt en given disposition er foretaget af skattemæssige årsager.
Advokaten har anført, at på baggrund af statens udstedelse af Bull-/Bear obligationer, H Banks udstedelse af DEM/DKK obligationer og I Banks udstedelse af CMO’er ønskede selskaberne J ApS og B ApS at indgå lignende forretninger på det finansielle marked.
Med henblik på at foretage investeringer i obligationsmarkedet etablerede J ApS G K/S, medens søsterselskabet B ApS etablerede A K/S.
Kommanditselskaberne er stiftet den 22. november 1995 med en stamkapital i selskaberne på 100.000.000 kr. fordelt på 2.000 kommanditanparter á 50.000 kr. Af stamkapitalen er der i hvert af selskaberne indbetalt i alt 1.800.000 kr. fordelt på 2.000 kommanditanparter á 900 kr.
Komplementar i G K/S er J ApS, medens B ApS er komplementar i A K/S.
K/S’erne foretog den 24. november 1995 kontant indbetaling til E Bank på 1.800.000 kr., og samtidigt blev der optaget et lån i E Bank på 58.200.000 kr. Lånet havde en rente på 95,93 %, og løbetiden var fra den 24. november 1995 til den 1. april 1996.
Den høje bankrente på lånet skyldtes den betydelige risiko, der var for banken i forbindelse med udlånet. Den fastsatte rente, som skal afdække bankens risiko på lånet, kan udregnes således:
Lånerente = pengemarkedsrente + spread til bank + omkostninger til afdækning af risiko.
K/S’erne anvendte den indbetalte kapital på 1.800.000 kr., og det opnåede lån på 58.200.000 kr., til at købe obligationer, som E Bank fik sikkerhed i.
Obligationerne var udstedt af F. Kommanditselskaberne erhvervede for hver nom. 60.000.000 kr. obligationer til kurs 100, hvor renten var på 4,95 %. Løbetiden var fra den 24. november 1995 til den 1. april 1996.
AIG obligationernes udsteder, F, er registreret i K og er datterselskab af L’s største forsikringsselskab. Det skal bemærkes, at F’s moderselskab, der garanterede obligationsudstedelsen, havde en bedre credit rating end den danske stat.
AIG obligationernes indfrielseskurs var afhængig af kursudviklingen mellem USD og YEN. Der blev udstedt et sæt af obligationer bestående af en Bull- og en Bear-obligation. Bull-obligationen ville have en indfrielseskurs over pari, såfremt YEN/USD steg og ville tilsvarende have en kurs under pari, såfremt kursen faldt. I obligationen var indlagt et loft og en bund i forhold til, henholdsvis hvor høj og hvor lav indfrielseskursen kunne være. Den maksimale indfrielseskurs var 129 og den minimale indfrielseskurs var 71.
Obligationen var etableret på en måde, hvor afhængigheden af YEN/USD var gange 29. Hvis man oplever en stigning i YEN/USD på 1 % bliver indfrielseskursen på Bull-obligationen 129, medens indfrielsen på Bear-obligationen bliver 71. Omvendt hvis der sker et fald i YEN/USD kursen på 1 %. Obligationens indfrielseskurs fastfryses til henholdsvis den maksimale eller den minimale indfrielseskurs, når/hvis dette niveau blev nået.
Afhængigt af, hvorledes udviklingen var mellem disse valutaer, kunne dette således have følgende økonomiske konsekvenser for, med hvilke beløb udsteder, F, skulle indfri AIG obligationen til:
”1. Gevinst – F indfrier obligationen til kurs 129 eller til kr. 77.400.000.
2. Neutral – F indfrier obligationen til kurs 100 eller kr. 60.000.0000.
3. Tab – F indfrier obligationen til kurs 71 eller til kr. 42.600.000.
De økonomiske konsekvenser og risici kunne på tidspunktet for aftalernes indgåelse opgøres således for de enkelte parter:
Kommanditselskaberne
Indfrielse til kurs 129 Indfrielse til kurs 100 Indfrielse til kurs 71
Indfrielse og afkast af investeringen:
Indfrielsesbeløb 77.400.000 60.000.000 42.600.000
Renter af obligationen 1.064.250 1.064.250 1.064.250
Samlet afkast af investeringen 78.464.250 61.064.250 43.664.250
Finansiering og omkostninger:
Kontant overførsel til E Bank 1.800.000 1.800.000 1.800.000
Lån i BoI-IF 58.200.000 58.200.000 58.200.000
Renter på lån 20.006.167 20.006.167 20.006.167
80.006.167 80.006.167 80.006.167
Resultat -1.541.917 -18.941.917 -36.341.917
E Banks økonomiske stilling:
Udlån: 58.200.000 58.200.000 58.200.000
Renter af udlån: 20.006.167 20.006.167 20.006.167
Totale indtægter: 78.206.167 78.206.167 78.206.167
Indfrielse af AIG-obligation 77.400.000 60.000.000 42.600.00
Renter på AIG-obligation 1.064.250 1.064.250 1.064.250
Total betaling på AIG-obligation 78.464.250 61.064.250 43.664.250
Aktuel betaling fra K/S: 78.206.167 61.064.250 43.664.250
Udlån 58.200.000 58.200.000 58.200.000
Afkast på udlån 20.006.167 2.864.250 -14.535.750
Afkast på udlån i % p.a. 95,93 % 13,73 % - 69,70 %
Udsteder af AIG obligation (F).
Indfrielse til kurs 129 Indfrielse til kurs 100 Indfrielse til kurs 71
Salg af AIG obligationer 60.000.000 60.000.000 60.000.000
Indfrielse af AIG obligationer:
Indfrielsesbeløb: -77.400.000 -60.000.000 -42.600.000
Renter -1.064.250 -1.064.250 -1.064.250
Resultat -18.464.250 -1.064.250 16.335.750
I ovennævnte opgørelse er der ikke taget hensyn til den opnåede renteindtægt af provenuet, der blev opnået ved salg af obligationen.)”
De økonomiske konsekvenser for henholdsvis A K/S og G K/S var modsatrettede. Såfremt A K/S havde en gevinst på AIG obligationen, ville G K/S have et tilsvarende tab og omvendt.
Efter at kursen på USD/YEN den 29. december 1995 var steget til over kurs 102,38 kunne det konstateres, at indfrielseskursen på Bull-obligationerne ville udgøre 129, og indfrielseskursen på Bear-obligationerne ville udgøre 71. Dette betød, at A K/S havde en gevinst på Bull-obligationerne, medens G K/S havde et tab på Bear-obligationerne. Økonomien for de 2 kommanditselskaber kunne herefter opgøres således:
Kommanditselskaberne
K/S A K/S G
Indfrielse af AIG obligationer
Indfrielsesbeløb: 77.400.000 42.600.000
Renter 1.064.250 1.064.250
Samlet afkast af investeringen 78.464.250 43.664.250
Omkostninger:
Kontant overførsel til E Bank 1.800.000 1.800.000
Lån i E Bank 58.200.000 58.200.000
Renter 20.006.167 20.006.167
Samlede omkostninger 80.006.167 80.006.167
Tab -1.541.917 -36.341.917
G K/S´ nettogæld til E Bank, der opstod som følge af tabet på AIG obligationen, kan opgøres til 34.788.731 kr.
Efter en brevveksling i perioden 1. april 1996 – 10. maj 1996 mellem G K/S, repræsenteret af C og E Bank, eftergives kommanditselskabets gæld til banken.
Efter at A K/S den 29. december 1995 har konstateret gevinsten på AIG-obligationen, sælges denne. A K/S investerer det modtagne provenu på ca. 78 mio. kr. i for nominelt 78 mio. kr. skatkammerbeviser.
Den 29. december 1995 forudbetaler A K/S en forfalden renteudgift til E Bank på i alt 20.006.167 kr. A K/S finansierer denne rentebetaling via et delsalg af beholdningen af skatkammerbeviser.
Efter at disse dispositioner er gennemført, sælges kommanditanparterne i A K/S til fysiske personer. Klageren erhverver således ved aftale af den 25. januar 1996 500 anparter i A K/S.
For så vidt angår indkomståret 1996 selvangiver klageren en nettorenteudgift pr. anpart ved investering i A K/S på 4.843 kr. – svarende til et samlet fradrag for indkomståret 1996 på i alt 2.421.500 kr.
Skattemyndighederne har alene anerkendt en nettorenteudgift pr. anpart på 667 kr. – svarende til et samlet fradrag på 333.500 kr. for 500 anparter.
Skattemyndighederne har derfor gennemført en forhøjelse af klagerens indkomst for indkomståret 1996 med (2.421.500 kr. – 333.500 kr.) = 2.088.000 kr.
Advokaten har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende
at de foreliggende dispositioner, hvilket vil sige A K/S´ køb af obligationer hos F og lån hos E Bank er civilretligt gyldige og retskraftige i overensstemmelse med deres indhold
at der ikke er grundlag for en skattemæssig korrektion heraf,
da den aftalte rente mellem på den ene side E Bank og på den anden side A K/S ikke kan tilsidesættes skattemæssigt i medfør af realitetsgrundsætningen,
da renten repræsenterer en reel forpligtelse for A K/S som følge af, at E har retskrav på den aftalte forrentning, og
da renten på lånet optaget hos E Bank udgør markedsrenten for det pågældende lån,
da vilkårene i AIG obligationerne ikke kan tilsidesættes skattemæssigt i medfør af realitetsgrundsætningen,
da der ikke er uoverensstemmelse mellem vilkårenes økonomiske indhold og deres form, hvorfor vilkårene må tillægges skattemæssig betydning i overensstemmelse med deres indhold,
da vilkårene for AIG obligationerne ikke er forskellige fra vilkår, der ses på andre obligationer. Staten har således selv i 1986 udstedt en lignende Bull/Bear obligation, hvor afregningskursen blot blev fastsat efter guldprisen, og
da G K/S er ejet af J ApS, og A K/S er ejet af B ApS, hvorfor der er tale om to selvstændige skattesubjekter, der som følge heraf ikke kan ses under ét,
at fradragsretten for renteudgifter i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e ikke er betinget af, at renteudgiften er forretningsmæssigt begrundet eller vedrører overskudsgivende aktiviteter,
at det er uden betydning for den skatteretlige bedømmelse af de foretagne dispositioner, hvorvidt dispositioner er foretaget af skattemæssige årsager.
Advokaten har om realitetsgrundsætningen anført, at skatteretten ikke er et fritsvævende regelsystem, som eksisterer i en egen selvstændig verden ubundet af de civilretlige begreber, men tværtimod er styret af det civilretlige begrebsapparat og dermed af den civilretlige kvalifikation, hvilket kommer klarest til udtryk i Jan Pedersens doktordisputats ”Skatteudnyttelse”, hvori det såvel i teori som praksis er antaget, at skattemyndighederne har en begrænset adgang til at fravige princippet om, at skatteretten styres af civilretten. Skattemyndighederne kan således i et vist, men meget begrænset omfang, se bort fra skatteydernes i øvrigt gyldige civilretlige dispositioner ved den skattemæssige ligning, og lade denne ske ud fra selvstændige skattemæssige betragtninger, som ikke er styret af det civilretlige regelsystem.
I relation til anvendelsen af realitetsgrundsætningen kan der endvidere henvises til, at Skatteministeriet som konsekvens af, at man i 1996 tabte 15 ud af i alt 47 højesteretsdomme, udarbejdede et notat af 6. januar 1998, hvoraf bl.a. fremgår, at der skal være en klar lovhjemmel for beskatning.
Skattemyndighedernes adgang til at gøre brug af realitetsgrundsætningen er således yderst begrænset og undergivet en række betingelser, som alle skal være opfyldte, for at skattemyndighederne har adgang til at se bort fra skatteydernes i øvrigt gyldige civilretlige dispositioner ved den skattemæssige ligning.
Det antages såvel i teori som praksis, at der må opstilles følgende betingelser for, at skattemyndighederne kan korrigere en indgået aftale:
1. Skattemyndighederne skal godtgøre, at der foreligger et interessefællesskab mellem aftaleparterne.
2. Skattemyndighederne skal godtgøre, at den indgåede aftales vilkår i væsentligt omfang afviger fra markedsbestemte vilkår.
3. Skattemyndighederne skal godtgøre, at de væsentligt afvigende vilkår i forhold til forretningsmæssige vilkår er et produkt af interessefællesskabet mellem aftalens parter.
Praksis er således udtryk for, at vilkårene i civilretlige gyldige aftaler alene kan tilsidesættes skattemæssigt, såfremt aftaleparterne er interesseforbundne, og de indgåede vilkår ikke svarer til markedsvilkårene for den pågældende aftale.
I det følgende påvises det, at ovennævnte betingelser for anvendelse af den skatteretlige realitetsgrundsætning ikke er opfyldt i nærværende sag, hvorfor der ikke er grundlag for den af ligningsmyndighederne foretagne vilkårskorrektion.
Advokaten har om interessefællesskab anført, at det påhviler skattemyndighederne at godtgøre, at der foreligger interessefællesskab, førend der kan foretages en korrektion af vilkårene i indgåede aftaler. Skattemyndighederne henviser i nærværende sag til, at parterne ikke har modstridende interesser med hensyn til fastsættelsen af renten.
Dette er imidlertid ikke korrekt, da låneaftalerne er indgået mellem fuldstændig uafhængige parter, hvor kommanditselskaberne har en naturlig interesse i en så lav rente som muligt, medens E Bank modsat har en naturlig interesse i at få fastsat renten så højt som muligt. Der er således tale om en almindelig forhandlingssituation, hvor renten fastsættes i forhold til bankens risiko ved udlånet, der som følge af AIG obligationernes vilkår om op- eller nedjustering af hovedstolen gør, at investeringen heri er særdeles risikofyldt. Dette kan illustreres ved bankens store tab på udlånet til G K/S.
Advokaten har henvist til en Østre Landsrets dom af 22. november 1999, hvor retten fandt, at en mellem skatteyderen og dennes bankforbindelse indgået aftale om kurtage ikke kunne tilsidesættes skattemæssigt, uanset at denne var skattemæssigt begrundet, ligesom retten fandt, at der ikke forelå et interessefællesskab mellem skatteyderen og banken, som kunne medføre aftalens tilsidesættelse.
Advokaten har om markedsvilkår anført, at skattemyndighederne ikke fuldt ud har accepteret det selvangivne rentefradrag for så vidt angår lånet i E Bank.
Såfremt en person eller et selskab har indgået en aftale med en vis forrentning, skal den aftalte forrentning accepteres af skattemyndighederne, medmindre forrentningen i forhold til den indgåede aftale ikke er udtryk for markedsrenten, og den indgåede aftale er indgået mellem interesseforbundne parter. I relation til spørgsmålet om rentefradrag er det således uden betydning, om det på forhånd kan fastlægges, at investeringen giver et negativt resultat for kommanditselskaberne.
Spørgsmålet om, hvorvidt de indgåede aftaler er indgået på markedsvilkår relaterer sig således til, dels om AIG obligationerne kan anses for at være udstedt på markedsvilkår, dels om renten på lånet i E Bank er i overensstemmelse med markedsvilkårene, såfremt AIG obligationerne anses for udstedt på markedsvilkår.
Advokaten har om AIG obligationerne anført, at det først må afklares, hvorvidt der er grundlag for en tilsidesættelse af vilkårene i AIG obligationerne.
I denne henseende kan der dels rejses spørgsmål om, hvorvidt kuponrenten og dermed den effektive rente på AIG obligationen afspejler den aktuelle markedsrente. Endvidere kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt det er atypisk at have en variabel indfrielseskurs på internationale obligationsudstedelser.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt rentekuponen afspejler den aktuelle markedsrente, er dette ikke problematiseret af skattemyndighederne. Det skal dog for god ordens skyld bemærkes, at rentekuponen på AIG obligationen, som er på 4,95 % p.a., er i overensstemmelse med statsobligationsrenten, som på samme tidspunkt var 4,97 % p.a.
Da kuponrenten for AIG obligationen således ganske nøje svarer til markedsrenten på udstedelsestidspunktet den 25. november 1995, bliver spørgsmålet således, om der er grundlag for en tilsidesættelse af den variable indfrielseskurs på AIG obligationen.
For så vidt angår indfrielsesvilkårene for AIG obligationen er disse ikke ukendte på det finansielle marked. AIG obligationerne er således udarbejdet med inspiration fra blandt andet statens udstedelse af Bull-/Bear obligationer, H Banks udstedelse af DEM/DKR obligationer og I banks udstedelse af CMO’er.
Det er ligeledes typisk, at obligationsudsteder foretager en afdækning af den risiko, der er i forbindelse med obligationsudstedelsen.
Udstedelsen af AIG obligationerne er i fuld overensstemmelse med lignende udstedelse på det finansielle marked, f.eks. udstedelser foretaget af den danske stat. AIG obligationerne minder meget om den danske stats obligationer, men hvor indfrielseskursen for statens obligationsudstedelse var afhængig af guldprisen, var AIG obligationernes indfrielseskurs afhængig af udviklingen i USD/YEN.
Advokaten har om banklånet anført, at skattemyndighederne intet grundlag har for at tilsidesætte vilkårene vedrørende indfrielseskursen på AIG obligationerne.
Da der ikke er grundlag for en tilsidesættelse af vilkårene for AIG obligationerne, bliver spørgsmålet herefter, hvorvidt den aftalte forrentning på lånet i E Bank kan anses for at være udtryk for markedsrenten. For at banken skal afdække risikoen på udlånet til køb af AIG obligationerne er det nødvendigt, at renten fastsættes i henhold til bankens risiko for tab.
At det ikke er usædvanligt, at der bliver optaget lån med høj rente som følge af en betydelige risiko for långiver fremgår af det af I Bank kontrollerede selskab – M A/S, der i 1995 udstedte tre obligationsserier.
Den 25. november 1995 var pengemarkedsrenten 5,18 % p.a. Renten på lånet fra E Bank til J er ydet til en rente på 95,93 % p.a., hvilket gør, at bankens omkostninger til risikoafdækning og spread udgør 90,75 % p.a.
Såfremt renten blev sænket til et lavere niveau, ville banken ikke kunne få dækket sine omkostninger til afdækning af risikoen, og dermed ville banken konstatere eller forudsige et tab på udlånet. Banken er ikke ved etableringen af det enkelte udlån i stand til at konstatere, om der vil opstå et tab på det pågældende udlån. Men da banken nødvendigvis vil foretage afdækning, ville der med en lavere rente helt sikkert blive lidt et tab total set.
Hvis renten som anført af skattemyndighederne ansættes til 13 %, ville bankens samlede tab på udlånene have udgjort 14 mio. kr.
Det skal særligt fremhæves, at der ikke er nogen nødvendig kobling mellem E Banks forretninger med G K/S, og bankens forretninger med A K/S. Dette skal ses i lyset af, at banken kunne have foretaget den ønskede risikoafdækning på anden vis end ved at yde lån til to kommanditselskaber, som køber en AIG obligation behæftet med modsatrettede reguleringsforpligtelser.
Som alternativ til risikoafdækningen kunne banken selv have erhvervet en modsatrettet AIG obligation, eller banken kunne have etableret andre forretninger med lignende reguleringsforpligtelser, og herigennem have fået afdækket risikoen, eksempelvis kunne banken foretage afdækning af USD/YEN risikoen i valutamarkedet gennem optionsforretninger.
Advokaten har i den forbindelse pointeret, at bankens udlån til A K/S og til køb af AIG obligationer, ikke var betinget af, at banken indgik forretninger med G K/S.
Det kan således konstateres, at den af E Bank foretagne risikoafdækning er helt sædvanlig, ligesom det kan konstateres, at den fastsatte rente under de givne forhold udgør markedsrenten.
Advokaten har om selvstændige retssubjekter anført, at den foretagne omkvalificering sker under den forudsætning, at dispositionerne kan ses under ét. Skattemyndighederne tager således ikke ved sin bedømmelse af de foretagne dispositioner hensyn til, at der er tale om selvstændige retssubjekter med forskellige ejerkredse.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det nok mest fundamentale princip i skatteretten er, at beskatningen sker i forhold til det enkelte retssubjekt. Når en fysisk eller en juridisk person således i henhold til kildeskatteloven eller selskabsskatteloven har skatteretsevne, er det alene dispositioner i relation til den pågældende person, som har skattemæssig betydning ved ligningen af denne.
Uanset, at kommanditselskaberne har forskellige kommanditister og komplementarer med selvstændig skatteretsevne, anfører skattemyndighederne som argumentation for den foretagne tilsidesættelse af renten og vilkårene i AIG obligationerne, at de af kommanditselskaberne foretagne investeringer skal ses under ét.
Skattemyndighedernes tilsidesættelse af den fastsatte rente og vilkårene i AIG obligationerne indebærer, at der ses bort fra de dokumenterede betalinger mellem kommanditselskaberne og E Bank samt F. De af skattemyndighederne foretagne korrektioner forudsætter således, at der overføres midler mellem fuldstændige uafhængige parter, det vil sige fra et kommanditselskab til et andet. Dette er naturligvis ikke muligt, da der ikke består nogen hæftelse mellem kommanditselskaberne, og da skattemyndighederne nødvendigvis må forholde sig til de faktiske foretagne transaktioner, som skattemyndighederne har anerkendt har fundet sted, og som er civilretlige gyldige og retskraftige i forhold til deres indhold.
Man skal i denne sammenhæng endvidere være opmærksom på, at de personer, som har fået forhøjet deres indkomst som følge af deres køb af anparterne i A K/S, alene har købt anparter i A K/S. Ved skattemyndighedernes omkvalificering sammenblandes pengestrømmene i disse kommanditselskaber med pengestrømmene i G K/S.
Advokaten har sammenfattende konkluderet, at de grundlæggende betingelser for anvendelse af realitetsgrundsætningen ikke er opfyldt i nærværende sag. Der kan således ikke med henvisning til realitetsgrundsætningen ske tilsidesættelse af det af klageren selvangivne rentefradrag relaterende til den gældsforpligtelse, som påhviler A K/S overfor E Bank.
Advokaten har herefter redegjort for betingelser for rentefradragsret i henhold til statsskattelovens § 6, stk. litra e.
Om rentefradragsretten kan udledes, at denne for det første er betinget af, at den ydelse, der ønskes fratrukket, vedrører en aktuel forpligtelse – og for det andet, at denne forpligtelse påhviler debitor som en gæld, dvs. en reel, retlig forpligtelse.
I nærværende sag er der ikke tvivl om, at den forpligtelse, som påhviler A K/S i henhold til låneaftalen, skal karakteriseres som en aktuel, reel, retlig forpligtelse, idet låneaftalen udgør et civilretligt gyldigt dokument, som er retskraftigt i overensstemmelse med dets indhold.
Advokaten har henvist til Højesterets dom af 11. juni 1992, offentliggjort i TfS 1992.328, hvoraf kan udledes, at selvom en skatteyders låneoptagelse udelukkende er skattemæssigt motiveret – og selvom låneprovenuet anvendes til investering i værdipapirer – så er skatteyderen, som Højesteret udtrykkeligt udtalte, i overensstemmelse med sædvanlig praksis berettiget til at foretage skattemæssigt fradrag for renteudgifterne.
Advokaten har herefter konkluderet, at det kan konstateres, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte de stedfundne rentebetalinger med henvisning til realitetsgrundsætningen. Det kan videre konstateres, at de almindelige betingelser for rentefradragsret er opfyldt i nærværende sag. Rentefradragsret er således ikke betinget af, at der er tale om såkaldt erhvervsmæssig virksomhed, ligesom rentefradragsret ikke kan nægtes under henvisning til, at der er tale om et såkaldt skattearbitragetilfælde, hvilket klart fremgår af Højesterets dom offentliggjort i TfS 1992.328 samt professor Aage Michelsens beskrivelse af retstilstanden i Lærebog om Indkomstskat, 9. udgave, side 93.
Advokaten har tillige anført, at det i såvel teori som praksis er fast antaget, at det ikke har nogen betydning, at dispositionerne er foretaget af skattemæssige årsager.
Advokaten har i den anledning henvist til Thøger Nielsens lærebog om Indkomstbeskatning, bind 1, 1965, side 44, hvori bl.a. er anført, at selve skattebesparelsesformålet ikke kan benyttes som selvstændigt argument for at se bort fra den stedfundne disposition. Thøger Nielsens betragtning blev tiltrådt af Højesteret i en dom offentliggjort i TfS 1999.289. Tilsvarende er anført af Aage Michelsen i Lærebog om Indkomstskat, 9. udgave, side 96.
Advokaten har tillige henvist til TfS 1988.404, TfS 1996.694, TfS 1997.506, TfS 1999.45, TfS 1999.289 og Landsskatterettens kendelse af 28. juni 2000 samt Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 20. marts 2001, offentliggjort i TfS 2001.448.
Advokaten har herefter konkluderet, at klagerens selvangivne rentefradrag ikke kan tilsidesættes med henvisning til realitetsgrundsætningen. Som videre påvist, opfylder klageren de almindelige betingelser for rentefradragsret, ligesom det er påvist, at det forhold, at der er tale om et såkaldt skattearbitragearrangement ikke udelukker den bestående rentefradragsret, idet det er uden betydning, hvorvidt givne dispositioner er foretaget af skattemæssige årsager.
Advokaten har henvist til de nyligt afsagte højesteretsdomme af 4. april 2002 vedrørende kursgevinstlovens § 7 A, der alene omhandler lovfortolkning, hvorfor dommene ikke kan tages til indtægt for en tilsidesættelse af det omhandlede arrangement ud fra en helhedsvurdering.
Told- og Skattestyrelsen har anført, at det omhandlede arrangement savner forretningsmæssig begrundelse, idet der for den enkelte investor ikke var nogen risiko herved. Heller ikke banken havde nogen risiko, idet hele forløbet var en række forudfastlagte dispositioner, der afløste hinanden for at nå et bestemt, forudberegneligt resultat.
Told- og Skattestyrelsen har tillige anført, at Højesterets domme af 4. april 2002 støtter styrelsens synspunkt.
Landsskatterettens bemærkninger:
Uanset at der er tale om forskellige kommanditselskaber, finder Landsskatteretten, at de indgåede låneaftaler og investeringen i modsatrettede AIG-notes må ses i sammenhæng. Det lægges herefter til grund, at banken ved indgåelse af de to parallelle låneaftaler med A K/S og G K/S har elimineret den økonomiske risiko i investeringen, idet vilkårene i obligationerne er spejlvendte, hvorefter den af A K/S opnåede gevinst på AIG-notes modsvares af et tab på G K/S. Under hensyntagen dels til at banken alene har sikkerhed i de for lånet købte værdipapirer, dels til kommanditselskabernes økonomi, lægges det endvidere til grund, at parterne ved låneaftalernes indgåelse har haft til hensigt, at der skulle ske gældseftergivelse til et af kommanditselskaberne, afhængig af resultatet af investeringen. Der lægges herved vægt på, at banken uanset gældseftergivelsen samlet set opnår en fortjeneste ved arrangementet.
Retten bemærker videre, at det allerede på tidspunktet for indgåelsen af låneaftalen mellem banken og A K/S kan konstateres, at investeringen vil medføre et tab, også selv om der opnås gevinst på AIG-noten. Der er herefter ikke en forretningsmæssig begrundelse for investeringen. Først efter at kursgevinsten på AIG-noten er realiseret den 28. december 1995 og der er købt nom. 78 mio. kr. skatkammerbeviser og på ny solgt nom. 20 mio. kr. heraf den 29. december 1995 til brug for forudbetaling af renter på lånet i banken, 20.006.167 kr., sælges anparterne til investorerne. Det for investorerne, der har erhvervet anparterne med virkning fra den 29. december 1995, opgjorte skattemæssige resultat for perioden fra den 29. december 1995 til den 31. december 1995 på –14.578.137 kr. fordelt på 2000 anparter svarende til 7.289 kr. pr. anpart, svarer til den forudbetalte rente periodiseret for perioden fra den 29. december 1995 til den 1. april 1996. Klageren har erhvervet anparterne den 25. januar 1996, og det for ham opgjorte skattemæssige resultat svarende til –4.843 kr. pr. anpart, svarer til den forudbetalte rente, periodiseret for perioden fra den 25. januar 1996 til den 1. april 1996, -5.196 kr., reduceret med det skattemæssige overskud på 353 kr. pr. anpart.
Ved indfrielsen af skatkammerbeviserne ved udløb den 1. april 1996 anvendes provenuet til indfrielse af banklånet.
På den anførte baggrund finder Landsskatteretten, at der efter en samlet bedømmelse er tale om en række forud fastlagte dispositioner uden egentligt forretningsmæssigt indhold og uden reelle økonomiske risici for de implicerede parter, og at formålet med arrangementet for kommanditisterne alene har været at opnå skattebesparelse i form af rentefradrag.
Landsskatteretten finder herefter, at klagerens deltagelse i A K/S ikke kan tillægges skattemæssig betydning, og ansættelsen forhøjes med 333.500 kr.