Landsskatteretskendelse af 3. juni 2002 vedr. Boliginteressentskab afståelse af ejerandel
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10121@2002-06-03/da
Indhold
A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet har anset avance ved afståelse af en ejerandel af boliginteressentskabet B, 186.302 kr., for skattepligtig indkomst.
Det fremgår af sagen, at klageren i oktober 1993 ifølge en dags-dato-kvittering købte en andelslejlighed i ejendommen B. Lejligheden blev afstået i 1999. Lejligheden, der er beliggende på 2. sal, er på 56 m 2 , og ligger i en ejendom med 4 lejligheder, herunder et butikslokale. Ejendommen drives af 4 personer, som hæfter solidarisk for gælden i ejendommen. De 4 ejere råder over hver sin lejlighed.
Af interessentskabskontrakten fremgår det:
at interessentskabets andel er opdelt i fire andele på henholdsvis 26, 29, 29 og 33 %
at der til de enkelte interessentskabsandele er knyttet en eksklusiv brugsret således:
I/S-andel I Stueetagen
I/S andel II 1. sal
I/S-andel III 2. sal
I/S-andel VI 3. sal
at interessenterne har fælles brugsret til øvrige lokaliteter samt ejendommens jordtilliggende.
at ændringer i interessenternes brugsrettigheder kræver enstemmighed.
at der ved salg af en interessentskabsandel medfølger den til andelen knyttede brugsret.
at interessenterne hæfter personligt og solidarisk for interessentskabets gæld.
at der indbyrdes er aftalt proratorisk hæftelse.
at interessenterne er forpligtede til at give interessentskabet primær håndpant i interessentskabsbeviset til sikkerhed for interessentskabets til en hver tid værende tilgodehavende hos den pågældende.
at interessenterne har forkøbsret til interessentskabsandele, som udbydes til salg.
at interessenterne enstemmigt skal godkende en eventuel køber.
at interessenterne i tilfælde af interessentskabets likvidation fordeler overskuddet i mellem sig i det forhold, interessentskabets andele er fordelt.
at interessentskabskontrakten er tinglyst servitutstiftende på ejendommen
Det fremgår af klagerens interessentskabsbevis, at der til beviset er knyttet et grundindskud på 38.000 kr., som er indbetalt til interessentskabet i forbindelse med stiftelsen. Der er endvidere knyttet en brugsret til lejligheden på 2. sal til interessentskabsbeviset.
Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af en avance ved salget af sin andel på 186.302 kr. beregnet således:
Salgssum:
Andel af gæld pr. 31.12.1998 29/117 af 2.068.693 kr. 512.753 kr.
Udbetaling –netto 197.500 kr. 710.253 kr.
Anskaffelsessum:
Andel af købssum 29/117 af 2.053.870 kr. 509.079 kr.
Regulering af anskaffelsessum efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 1:
1993 10.000 kr.
1994 10.000 kr.
1995 10.000 kr.
1996 10.000 kr.
1997 10.000 kr.
1998 10.000 kr.
I alt for hele ejendommen 60.000 kr.
Heraf 29/117 14.872 kr. 523.951 kr.
Beregnet avance til beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 186.302 kr.
Hertil har skatteankenævnet bl.a. anført, at fortjeneste ved afståelse af fast ejendom opgøres som forskellen mellem afståelsessummen omregnet efter § 4, stk. 4, og på den anden side anskaffelsessummen opgjort efter § 4, stk. 2, og reguleret efter § 5. Såfremt den skattepligtige ejer ejendommen i sameje med andre, nedsættes det faste tillæg på 10.000 kr. til en så stor del af 10.000 kr., som svarer til den pågældendes andel af ejendommen, jf. § 5, stk. 1.
Endvidere har skatteankenævnet bl.a. anført, at da det er den juridiske person - interessentskabet – der har skøde på ejendommen, da der ikke kan tinglyses særskilt pant i klagerens interessentskabsandel, og da klageren ikke har fri overdragelsesret til andelen, opfylder boligsamejet ikke de krav, der stilles for, at lejlighederne kan anses for andelslejligheder og dermed være omfattet af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 3.
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at salget af lejligheden er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 3, samt at der skal gives fuldt 10.000 kr.-fradrag. Hertil har repræsentanten bl.a. anført, at den tidligere skatteminister på et spørgsmål har oplyst, at han ikke mener, at beboere i boliginteressentskaber skal betale skat af gevinsten ved salg af deres lejligheder. Endvidere skal lejligheden i givet fald betragtes som en selvstændig boligenhed, hvorfor der skal gives fuldt 10.000 kr.-fradrag.
Landsskatteretten skal udtale:
Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 3, lyder således:
”Reglerne i stk. 1 gælder også ved afståelse af en anpart af en fast ejendom med mere end 2 beboelseslejligheder, såfremt anparten er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i ejendommen, og lejligheden har tjent til bolig for ejeren af anparten eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet anparten, og hvor betingelserne for at kunne afstå anparten skattefrit efter nærværende stykke har været opfyldt.”
Af forarbejderne til dagældende Lov om særlig indkomstskat § 2 A, jf. FT 1975/76 A, sp. 4087 fremgår det, at det er en betingelse, at anpartshaveren har skøde på en vis del af den samlede ejendom. Idet denne bestemmelse er videreført med ejendomsavancebeskatningslovens § 8, og idet det bemærkes, at ejendomsavancebeskatningslovens § 8 er en undtagelsesbestemmelse, finder retten ikke grundlag for at anse klagerens afståelse for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 3.
Herefter, og idet der alene findes grundlag for at indrømme et forholdsmæssigt 10.000 kr.-tillæg, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 1, stadfæstes den påklagede afgørelse.