Gelex

Erstatning for hæk i forbindelse med udbygning af landevej

GældendeVersion 2002-06-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10233@2002-06-12/da

Indhold
  1. Indledning

Onsda g den 12. juni 2002 kl. 14,30 samledes overtaksationskommissionen på ejendommen Nørhalnevej 9, Biersted.

Til stede var formanden, kommissarius Torben Bjerre, samt kommissionens medlemmer, borgmester Holger Hedegaard, Vinderup, fabriksarbejder Kjeld Justesen, Svenstrup, ingeniør Lars Knudsen, Suldrup, og proprietær Jørgen Welling, Nibe.

Landinspektør Jørgen Hviid, Aalborg, der er udpeget til at bistå kommissionen, var mødt.

Protokollen førtes af fuldmægtig Karen Buskgaard. Der foretoges:

OTAX 3/2002 Overtaksation i anledning af udbygning af landevej 534 i Biersted

Der fremlagdes ankebegæring af 27. marts 2002 fra advokat Kristian Højgaard Madsen, Aalborg, for ejeren af ejendommen matr. nr. 7æ Biersted By, Biersted, Frede Bertelsen, udskrift af taksationskommissionens forhandlingsprotokol vedrørende taksationsforretningen den 13. februar 2002 med deri nævnte bilag samt taksationskommissionens kendelse af den 13. marts 2002.

Ejeren, Frede Bertelsen, mødte sammen med advokat Kristian Højgaard Madsen.

For Nordjyllands Amt mødte landinspektør John Mejlsted og ingeniør Stig Winneche.

Kommissionens formand spurgte, om nogen havde kendskab til forhold, der kunne medføre inhabilitet for et eller flere medlemmer eller for den udpegede landinspektør. Det var ikke tilfældet.

Parterne fik lejlighed til at udtale sig, og kommissionen besigtigede forholdene på ejendommen.

Advokat Kristian Højgaard Madsen gentog for ejeren hans påstand fra taksationsforretningen om erstatning for tab af hæk på 15.447 kr. Til støtte herfor henholdt han sig til sit ankebrev af 27. marts 2002, hvori er anført:

"For nærværende skal jeg gøre gældende, at hækken er etableret for mere end 50 år siden på det pågældende sted, og at ejeren af vejen, i første omgang kommunen og senere amtet, ved en lang række anlægsarbejder, herunder etablering af fortov og lignende, har været bekendt med hækkens placering, men undladt at påtale, at hækken ikke var placeret korrekt i forhold til skellet. På grund af dette forhold og på grund af, at min klient i øvrigt har været af den sikre overbevisning, at hækken var placeret i skel eller på ejendommen, gøres det gældende, at min klient ved hævd har vundet ret til det grundstykke, hvorpå hækken stod."

For Nordjyllands Amt påstod landinspektør Mejlsted taksationskommissionens kendelse stadfæstet. Han gentog sine anbringender fra taksationsforretningen og henviste til hegnslovens §1l, stk. 1, om placering af hegn mod vej, vejlovens §88, stk. 2, om hævd og især vejlovens §103, stk. 2 om pligt til i visse tilfælde at fjerne beplantning mod vej.

Kommissionen drøftede sagen og afsagde sålydende

KENDELSE:

Efter det oplyste stod den 20 m lange og 3 m høje hæk foran ejendommen på vejarealet. Kommissionen lægger til grund, at hækken allerede var plantet, da den nuværende ejer købte ejendommen i 1970, og at der siden da flere gange har været vejarbejder ud for ejendommen, uden at spørgsmålet om hækkens placering i forhold til vejskel har været rejst. Ejeren må derfor anses for at have været i god tro med hensyn til ejendomsforholdet til hækken.

Det er overtaksationskommissionens opfattelse, at vejlovens §103 alene regulerer naboforholdet mellem vejareal og tilgrænsende ejendomme, herunder med bestemmelse om, i hvilke tilfælde lodsejeren er forpligtet til for egen regning at fjerne beplantning. Bestemmelsen udelukker derimod ikke erstatning f.eks. for "skelbeplantning" i tilfælde, hvor vejskellets placering imod parternes antagelse viser sig ikke at svare til de faktiske forhold, og afvisning af erstatningsydelse vil få en tilfældig og utilsigtet virkning for lodsejer og anlægsmyndighed.

Under hensyn til, at vejbestyrelsen ville være kommet til at betale erstatning, hvis hækken havde været korrekt placeret, finder kommissionen herefter, at der tilkommer ejeren erstatning for ejendomsforringelse ved åbning af have som følge af tab af hækken. Erstatningen kan passende fastsættes til 12.000 kr.

Der kan derimod ikke tillægges lodsejeren erstatning for det vejareal, hvorpå hækken var placeret, jfr. vejlovens §88.

Herefter

bestemmes:

Erstatningen fastsættes således:

For tab af hæk 12.000 kr.

Renter 4,5% p.a. fra den 18. juni 2001

Som godtgørelsesbeløb for udgifter til advokatbistand tillægges der ejeren 1.500 kr.

Hermed afsluttedes forretningen.

T. Bjerre

Holger Hedegaard Lars Knudsen

K. Justesen Jørgen Welling

/K. Buskgaard

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Versioner

  1. 2002-06-12