Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10235@2002-12-12/da

Indhold

1. Indledning

Den 12. december 2002 kl. 10.00 blev Taksationskommissionen for veje m.v. i Ringkjøbing Amt sat af formanden, dommer Steen Løvbjerg Nielsen, Ringkøbing, med medlemmerne Jens Kr. Pedersen, Kibæk, og Svend Erik Jørgensen, Vinderup.

Som sekretær fungerede retsassessor Frank Mørch, Ringkøbing.

Der foretoges:

V S/2002 Begæring om taksation fra Ikast Kommune i anledning af ekspropriation af arealer og overtagelse af privat fællesvej og privat vej som offentlig vej på ejendommen matr. nr. 2a Toftlund by, Ikast, beliggende Isenvadvej 13, Ikast.

Lodsejer: Poul Hansen.

Der fremlagdes:

I. Brev af 31. oktober 2002 med bilag 1 - 21 fra Ikast Kommune med anmodning om taksation.

II. Brev af 2. december 2002 vedlagt erstatningsopgørelse fra konsulent Michael Uldall, Bramming.

Landinspektør Poul Sørensen, Landinspektørcentret i Brædstrup, mødte som bistand for kommissionen.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Gunnar Jakobsen samt Jørn Dalsgaard mødte for Ikast Kommune.

For og med lodsejeren Poul Hansen mødte konsulent Michael Uldall, Bramming.

Kommissionen foretog besigtigelse af det berørte vejareal.

Kommissionen henlagde herefter mødet til Medi Hotel, Ikast.

Jørn Dalsgaard redegjorde for sagens forløb, ekspropriationens omfang og kommunens erstatningstilbud ved gennemgang af de fremlagte bilag. Til støtte for kommunens afvisning af lodsejerens erstatningskrav gjorde han det i kommunens brev af 31. oktober 2002 på side 2-4 anførte gældende.

Konsulent Michael Uldall nedlagde på vegne af lodsejeren påstand om en erstatning på 330.560 kr. Til støtte for kravet gjorde han det i bemærkningerne til erstatningsopgørelsen anførte gældende.

Parterne forlod herefter mødet.

Efter votering afsagdes følgende

KENDELSE:

Kommissionen finder, at en opklassificering af en privat fællesvej til offentlig kommunevej i medfør af lov om offentlig vej § 23 må sidestilles med en ekspropriationsbeslutning, og at lodsejeren således har krav på erstatning, såfremt der er påført ham et tab som følge af beslutningen: Kommissionen finder dog ikke, at der efter gældende praksis i det omfang, hvori der er tale om afståelse af vejareal, er grundlag for at yde arealerstatning. Kommissionen finder, at det ved spørgsmålet herom må være afgørende, i hvilket omfang arealet faktisk inden indgrebet er vej i overensstemmelse med lov om private fællesveje, og kommissionen lægger efter sin besigtigelse til grund, at vejen, der er befæstet med et stort lag grus, der efter det oplyste er i en dybde på ½ meter, visse steder faktisk benyttes i en bredde på 4 meter, medens den andre steder synes at have en bredde på op til 6 meter og at blive benyttet i denne udstrækning. Kommissionen finder ikke, at der over for dette kan lægges vægt på de oplysninger om vejens bredde, der findes i matriklen, og kommissionen finder ej heller, at der over for dette kan lægges vægt på generelle principper om, hvilken bredde veje som de anførte generelt anses at have. Kommissionen finder herefter, at det areal, der skal anses at være privat fællesvej inden opklassificeringen, skal beregnes som et areal, der er 5 meter bred i gennemsnit, og som har en længde på 575 meter, således at der ikke gives arealerstatning for dette areal, medens der skal tilkendes lodsejeren arealerstatning for det resterende areal, der med forbehold af endelig opmåling anslås til 5.077 m 2 . Herefter, og idet parterne er enige om, at der for så vidt angår de øvrige arealer skal tilkendes lodsejeren 6 kr. pr. m 2 ; og idet kommissionen kan tiltræde dette, fastsætter kommissionen erstatningen for arealafståelsen til 30.462 kr. Kommissionen finder ikke, at der er oplyst nogen pålæggelse af servitutforpligtelse, der ikke i forvejen bestod på ejendommen, og kommissionen finder herefter ikke, at der kan tilkendes erstatning for servitutforpligtelser.

For så vidt angår spørgsmålet om ulempeerstatning finder kommissionen, at opklassificeringen i et vist omfang kan vanskeliggøre kreaturdriften i den begrænsede del af det samlede vejforløb, hvor lodsejeren kan have græsning på egne arealer på begge sider af vejen, og hvor lodsejeren tidligere i weekender, hvor der ikke blev arbejdet i grusgraven, kunne afspærre vejforløbet med hegn, som de få vejberettigede selv åbnede for under passagen. Kommissionen lægger til grund, at denne mulighed vil blive afskåret ved vejens opklassificering til kommunevej. Kommissionen finder, at der ligeledes vil kunne opstå en reducering af grusudnyttelsen i grusgraven. Det fremgår af lov om offentlige veje § 101, stk. 2, at der ikke uden vejbestyrelsens tilladelse må foretages udgravning eller opfyldning nærmere vejens areal end 3 m, og gravens eller opfyldningens skråning mod vejen må ikke være stejlere end svarende til 2 gange højdeforskellen. Det fremgår af § 49, stk. 4, i lov om private fællesveje, at ved byggeri, udgravning og opfyldning på og ved private fællesveje finder reglerne i lov om offentlige veje § 101 tilsvarende anvendelse. Kommissionen finder herefter, at en begrænsning i udnyttelsesmuligheden kun kan opstå ved udvidelsen af vejarealet i overensstemmelse med det foran anførte og ikke ved selve opklassificeringen til kommunevej. Kommissionen lægger til grund, at vejen ved grusgraven havde en bredde på ca. 4 meter, der måtte opfattes som privat fællesvej, og at der med den nuværende bredde vil opstå en lille begrænsning i mulighederne for at udnytte grusforekomster i forhold til tidligere. Kommissionen finder, at det kan lægges til grund, at kommunen opnår en begrænset berigelse ved, at lodsejeren har ladet vejen befæste med grus i den dybde af ½ meter og med en asfaltbelægning ved vejens udkørsel til landevejen, og uanset, at denne befæstning er sket af hensyn til lodsejerens egen aftale med andre om udnyttelse af grusforekomster og transport heraf, finder kommissionen, at den vil billiggøre kommunens fremtidige vedligeholdelse i et vist omfang, ligesom opklassificeringen vil afskære lodsejeren fra selv senere at drage nytte af den begrænsede afskrevne værdi af den grus, der er lagt i vejen. Kommissionen finder, at der i anledning af de anførte begrænsede ulemper skal tilkendes lodsejeren et skønsmæssigt beløb, som kommissionen fastsætter til 30.000 kr. Kommissionen finder ikke, at der ved indgrebet er sket en ændring af vandingsmulighederne, der har et sådant omfang, at det kan antages at . have økonomisk betydning for ejendommens drift, og kommissionen finder ikke, at der i anledning af opklassificeringen kommer til at påhvile lodsejeren nogen forpligtelse til rengøring af vej, der ikke påhvilede ham i forvejen. Der er ved det anførte givet erstatning for også det areal langs vejen, der befmder sig ind mod naboejendommen, og kommissionen finder ikke, at der i øvrigt ved indgrebet er sket nogen afskæring af arealer, der ikke tidligere fandtes i samme omfang, ligesom der ej heller ses at skulle afholdes udgifter til hegn, der ikke også skulle afholdes tidligere. Endelig finder kommissionen ikke, at der på den anførte vej vil komme støvgener i anledning af vejens opklassificering til kommunevej, der kan begrunde erstatning for ulemper. Kommissionen lægger herved vægt på, at der alene vil ske en vis begrænset offentlig trafik frem til skoven, idet det her er tilkendegivet med skiltning, at kørsel videre kun er tilladt for vedkommende personer, hvilket må anses at svare til de personer, der tidligere havde ret til at benytte den private fællesvej. Kommissionen lægger til grund, at andre personer vil kunne køre frem til skoven og parkere bilen ved denne, hvilket lodsejeren tidligere i princippet kunne afskære dem fra, men kommissionen lægger over for dette vægt på, at der på lodsejerens foranledning i dag og forventeligt længe endnu vil køre transporter med grus forbi lodsejerens ejendom, og kommissionen finder ikke, at den begrænsede forøgelse af trafikken ved det anførte i forhold hertil i sig selv påfører ejendommen sådanne gener eller værdiforringelse, at dette kan begrunde nogen erstatning. Kommissionen finder, at lodsejerens tidligere udgifter til at få etableret en deklaration om oversigt må være kommunen uvedkommende, idet den ikke har nogen forbindelse med det nu stedfundne indgreb. Kommissionen finder ikke, at kommunen kan antages at opnå nogen besparelse i anledning af lodsejerens tidligere udgifter til etablering af læhegn ind til naboejendommen, og kommissionen lægger til grund, at lodsejeren undgår fremtidige udgifter til vedligeholdelse af dette hegn, medens den nytte, han eventuelt vil kunne drage af hegnet, ikke vil adskille sig fra tidligere. Kommissionen fastsætter efter det anførte den samlede erstatning i anledning af indgrebet til 60.462 kr.

Thi bestemmes:

Ikast Kommune betaler i erstatning til lodsejeren Poul Hansen på 60.462 kr.

Erstatningen forrentes med den den 21. august 2001 fastsatte diskonto fra denne dato, til betaling sker.

I godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand tilkendes lodsejeren 4.000 kr., der betales af Ikast Kommune.

Jens Kr. Pedersen Løvbjerg Nielsen Svend Erik Jørgensen

Versioner

1. 2002-12-12