Klage over hjemmeplejen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10305@2002-03-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere hjemmesygeplejerskens behandling af den 76-årige mand. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt om, hun havde taget initiativ til, at der var blevet etableret mere hjælp i hjemmet i ventetiden.
Nævnet lagde vægt på, at han fik udleveret medicin i doseringsæsker til 2 uger ad gangen. Det fremgik af kardex, at hjemmehjælpen i slutningen af september 2000 fandt hans medicin i skraldespanden. Da han blev konfronteret med dette, svarede han, at han nok selv skulle bestemme, om han skulle tage piller. Hjemmeplejen blev endvidere først i november 2000 opmærksom på, at han ikke spiste sin mad og ikke indtog tilstrækkelig væske. På denne baggrund intensiverede hjemmeplejen sine besøg for dagligt at tilskynde ham til at indtage tilstrækkelig føde og væske. Ligeledes blev hjemmehjælperne instrueret i at observere ham. Hensigten hermed var også at få afklaret, i hvilket omfang han var dement med henblik på at planlægge det videre behandlingsforløb. Det var hjemmeplejens opfattelse, at han ikke var inhabil, hvad angik hans evne til at varetage sine egne anliggender.
Nævnet oplyste, at det kan gå hurtigt, fra en person kan klare sig selv nogenlunde godt i hjemmet med støtte fra hjemmeplejen til at vedkommende pludselig bliver ude af stand til at klare sig selv. Det betyder, at når en sådan situation opstår, skal hjemmehjælperne og hjemmesygeplejersken vurdere, hvornår vedkommende er inhabil og til fare for sig selv eller andre. Så længe han ikke vurderes som inhabil, kan man ikke fratage ham hans selvbestemmelsesret. Hvis han ikke vil indtage sin medicin eller spise sin mad, kan man kun motivere ham til at gøre det alligevel og samtidig holde nøje øje med, hvornår han ikke er habil mere.
Det var nævnets vurdering, at manden frem til sin indlæggelse fik sin medicin i det omfang, det var muligt for hjemmehjælpere og sygeplejerske at overtale ham til det, og at han fik føde og væske i det omfang, det var muligt at påvirke ham til det. Hjemmeplejen tog endvidere omgående initiativ til at revurdere hans tilstand, da det blev klart, at denne var forværret. Nævnet fandt, at der ikke var lovhjemmel til at tvinge patienten til at spise, drikke eller modtage anden hjælp mod hans ønske.
Det er imidlertid nævnets vurdering, at hjemmeplejen den 18. oktober 2000 blev klar over, at patienten sandsynligvis bevægede sig i retning af inhabilitet, hvorfor 14 dage, fra man observerede en stærkt tiltagende udvikling af demens, til der kom en demenskonsulent på besøg, var lang tid at vente, specielt under hensynstagen til, at man først derefter skulle beslutte den videre fremtidsplan for patienten.