Klage over, at underprotesen ikke passer til overprotesen og smerter i kæbeleddene
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10366@2002-08-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den kliniske tandtekniker i forbindelse med behandlingen af patienten. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den kliniske tandtekniker i forbindelse med hendes benyttelse af medhjælp ved behandlingen af patienten. Nævnet fandt grundlag for kritik af den kliniske tandtekniker i forbindelse med hendes benyttelse af medhjælp ved journalføringen af behandlingen.
Nævnet lagde vægt på, at overprotesen ved syn og skøn var i orden. Med hensyn til underprotesen havde den ved syn og skøn for kraftige kanter i venstre side ind mod tungen. Nævnet lagde vægt på, at der var kraftigt svind af kæbekammen i venstre side af underkæben, og at det derfor var svært at fastlægge udstrækning og fylde af protesens kanter. Med hensyn til protesernes bidhøjde var den to til tre mm for lav. Nævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalmaterialet var nervøs, og at det var sandsynligt, at nervøsiteten havde belastet fastlæggelse af bidhøjden. Nævnet lagde også vægt på, at den kliniske tandteknikerassistent på foranledning af patienten sleb meget på protesernes tyggeflader, men patienten sleb også selv på overprotesen. Det var nævnets opfattelse, at de mange slibninger var medvirkende til, at bidhøjden blev for lav. Nævnet lagde desuden vægt på, at den kliniske tandteknikerassistent efter de mange slibninger til sidst i behandlingsforløbet tilbød at lave en ny overprotese.
Med hensyn til den kliniske tandteknikers benyttelse af den kliniske tandteknikerassistent ved journalføring af behandlingen lagde nævnet vægt på, at den var mangelfuld, idet de mange slibninger på proteserne, ifølge udtalelsen fra den kliniske tandteknikerassistent, ikke var blev journalført alle sammen.