Klage over manglende information om undersøgelsesresultat og manglende undersøgelse forud for forsøgsbehandling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10385@2002-10-20/da
Indhold
Det blev oplyst til sagen, at årsagen til at patienten ikke var blevet informeret om resultatet af CT-scanningen på sygehus B, umiddelbart efter at beskrivelsen heraf forelå, var at en sekretær stik imod aftalte rutiner havde lagt denne i journalen, uden at en læge havde læst og signeret den. Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af den overlæge på sygehus B, der var ansvarlig for instruksen af sekretærerne, for så vidt angik håndteringen af undersøgelsesresultater. Nævnet lagde herved vægt på, at den instruks, der forelå på dette tidspunkt, kunne sikre, at et undersøgelsesresultat ikke blev lagt på journalen, uden at der blev handlet på resultatet. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om den ansvarlige overlæge havde sørget for, at det af instruksen udtrykkeligt havde fremgået, at undersøgelsesresultater ikke måtte lægges på journalen, førend de var signeret af en læge eller kommenteret i journalen.
Patientklagenævnet fandt, at den forsøgsansvarlige overlæge på sygehus C havde overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke foretog en selvstændig vurdering af den 3 måneder gamle CT-scanning foretaget på sygehus B med henblik på at vurdere behovet for en fornyet CT-scanning. Nævnet fandt endvidere, at den forsøgsansvarlige overlæge burde have genovervejet indikationen for behandlingen, da han - senest den 6. april 2001 - blev bekendt med, at helkrops PET-scanningen foretaget på sygehus B ikke gav mistanke om metastaser.