Klage over manglende behandling i forbindelse med blodprop i hjernen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10413@2002-05-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af de læger, der var involveret i behandlingen af patienten, som tidligere havde haft anfald med pludselig opstået hovedpine og svimmelhed samt synsnedsættelse. Lægerne fandt ved den objektive undersøgelse af ham næsten ophævet kraft af venstre arm med nedsat følesans og styringsbesvær i venstre ben. På grund af mistanke om hjerneblødning, foretog lægerne en akut CT- scanning, som viste normale forhold uden tegn på blødning. Med henblik på endeligt at udelukke hjerneblødning foretog de endvidere udtømning af lidt væske fra rygmarv, som heller ikke viste tegn på blødning. Efterfølgende viste en fornyet CT- scanning imidlertid, at et stort område i højre hjernehalvdel var gået tabt.
Det var nævnets opfattelse, at behandling med blodpropopløsende medicin ved mistanke om hjerneblødning var kontraindiceret, idet en sådan behandling er livstruende, hvis der er tale om en hjerneblødning.
Senere viste en ultralydsundersøgelse af halskarrene, at den store interne hovedpulsåre var lukket til (90 %), hvilket lægerne på grund af hjerneskaden ikke fandt indikation for at behandlet kirurgisk. Patienten blev derfor overflyttet til et andet sygehus med henblik på genoptræning.
Vedrørende klagen over, at behandlingen foregik på en almen medicinsk afdeling fremgik det af den administrerende overlæges udtalelse, at patienten blev indlagt på en almen medicinsk afdeling, men at han hurtigt blev overflyttet til apopleksiafsnittet.