Klage over manglende behandling af feberkramper samt brud på tavshedspligten
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10441@2002-10-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægen. Nævnet lagde til grund, at lægen på baggrund af sin objektive undersøgelse fandt, at patienten var i et stadium efter et krampeanfald og umiddelbart ville komme til sig selv, og da dette ikke skete efter ca. 10 minutter behandlede han patienten med stesolid i endetarmen og lagde ham til observation i 40 minutter. Nævnet lagde videre til grund, at patienten herefter blev sendt hjem med råd om fortsat observation samt stesolid til senere brug.
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere sygeplejersken. Nævnet lagde til grund, at sygeplejersken havde oplyst en kørende vagtlæge om patientens tilstand i forbindelse med, at vagtlægen var færdig med sine besøg og ville høre, om der var noget på afdelingen, hun kunne se på. Nævnet oplyste, at en sundhedsperson uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov. Nævnet lagde herefter til grund, at sygeplejersken alene videregav oplysninger til en anden sundhedsperson, som havde relevans for en eventuel videre behandling af patienten.