400 timers reglen selvstændig virksomhed samtidig med efterløn
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10495@2003-01-02/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 19. september 2002.
Nævnet traf denne
De får tilladelse til at videreføre selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden fra den 1. marts 2002.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund
-at De tidligere har haft konstruktøropgaver som bibeskæftigelse med ca. 3-4 kunder, og i år 2001 havde en nettoindtægt på ca. 100.000 kr.,
-at De forventer et dækningsbidrag 1 i 2002 på ca. 22. 000 kr. i samarbejdet med ... med et timeforbrug på 125-150 timer,
-at De fortsat regner med at kunne have et samarbejde med ... i beskedent omfang under henvisning til at De i år 2001 kun havde faktureret for 1.730 kr.,
-at De i samarbejdet med ... 2001 havde faktureret for 0 kr., og ikke regner med denne kunde fremover,
-at arbejdet for ...er ophørt som en del af Deres selvstændige bibeskæftigelse og fra foråret 2002 ændret til lønmodtagerarbejde. I år 2001 havde De faktureret for 49.355 kr. for arbejde til ...,
-at ...i brev af 13. marts 2002 til kassen har anført:
"Efter samtale med ... A-kasse kan ... oplyse at de ikke længere benytter .. Maskinkonstruktion til konstruktionsopgaver.
... vil dog gerne benytte ... til fremtidige konstruktionsopgaver i det omfang vi har behov, en sådan ansættelse vil da blive på normale lønmodtagervilkår, som aftales nærmere.", samt
-at De den 22. september 2002 har oplyst at De får 155 kr. i timen, og at arbejdet foregår dels i virksomheden og dels hjemme.
Ankenævnet finder det herefter sandsynliggjort at arbejdstiden i den selvstændige virksomhed er varig nedsat til højst 400 timer, og at indtægten er varigt nedsat til 54.689 kr. pr. kalenderår (den tilladte grænse for år 2002).
Ankenævnet finder således ikke at den omstændighed at Deres samarbejde med ...tidligere var en del af Deres selvstændige bibeskæftigelse, men fra marts 2002 blev ændret til lønmodtagerarbejde medfører at dette arbejde ikke kan anses for varigt udskilt af den tidligere selvstændige bibeskæftigelse.
Nævnet har herved lagt vægt på at arbejdet ifølge Deres arbejdsgivers brev af 13. marts 2002 er et normalt lønmodtagerarbejde, at De får en fast timeløn på 155 kr., og at arbejdet foregår dels som hjemmearbejde og dels på ....
Der henvises til arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 e, stk. 1, og § 74 f, stk. 4, samt § 15, stk. 6, i direktoratets bekendtgørelse af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 591 af 22. juni 2001 om ændring af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.
Nævnet ændrer herefter direktoratets afgørelse af 4. april 2002.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
... Arbejdsløshedskasse
Arbejdsdirektoratet + akter
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Det fremgår af sagen, at De er født den 6. oktober 1940, at De ønsker at gå på efterløn den 1. marts 2002, og at De ønsker at videreføre Deres selvstændige virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med efterløn.
På blanket AR 259 "ansøgning om tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæf-tigelse samtidig med efterløn eller overgangsydelse" underskrevet af Dem den 7. januar 2002 har De oplyst:
- at virksomhedens navn er ... Maskinkonstruktion,
- at virksomheden er en konsulentvirksomhed,
- at virksomheden ejes og drives af Dem,
- at De dagligt bruger 0-3 timer, og ugentligt bruger 0-15 timer i virksomheden,
- at timerne ligger meget spredt over året,
- at arbejdsopgaverne er konsulent og tegneopgaver,
- at De begyndte at arbejde i virksomheden den 1. marts 1996,
- at antal arbejdstimer om året er 200-400 timer, i år 2001 ca. 450 timer,
- at virksomhedens opsætning i sidste regnskabsår var på 100.645 kr. og i indeværende år er på 0 kr.
- at De forventer at bruge 300-400 timer om året i virksomheden fremover,
- at virksomhedens kundegrundlag er mindre maskinværksteder i ... området,
- at De forventer at få en omsætning på 55.000 kr. i indeværende år, og et dækningsbidrag 1 på 50.000 kr. og
- at for regnskabsåret 2001 var nettoomsætningen på 100.645 kr., vareforbruget var på 4.158 kr., og dækningsbidrag 1 var på 96.487 kr.
De anførte beløb er attesteret den 3. januar 2002 af registreret revisor ....
Den 15. januar 2002 har a-kassen indstillet til direktoratet, at De får tilladelse til drift af selvstændig virksomhed samtidig med efterløn. A-kassen har oplyst, at De tidligere har fremsendt ansøgning til direktoratet men fået afslag.
I brev af 11. februar 2002 har De oplyst:
- at det firma de nu driver er et meget lille enmandsforetagende og
- at en af Deres kunder er stoppet ved udgangen af 2001, så det giver en pæn nedgang i Deres omsætning, De har ikke tænkt Dem at finde nye kunder.
Om Deres timeforbrug har De oplyst:
Forventet tid til konsulentopgaver 20 timer
Forventet tid til tegneopgaver 250-300 timer
Forventet tid til kørsel 10 timer
Forventet tid til administration 20 timer
Forventet tid til antal kunder 5 timer
Forventet tid til andet 5 timer
I alt 360 timer årligt
Om Deres kunder i virksomheden har De oplyst at firmaet har 4 "faste" kunder.
1. ... .... har meddelt Dem, at de i fremtiden forventer en max. fakturering på 20.000 kr. til Dem.
2. ... ... har meddelt Dem, at de kan ansætte Dem til enkeltopgaver, og på den måde er ... helt ude af billedet som kunde.
3. ..., i 2001 faktureret 1730 kr.
4. ..., i 2001 faktureret 0 kr.
Fra ... har De vedlagt en kopi af et brev til Dem dateret den 15. februar 2002, hvori ... skriver, at De ikke på årsbasis kan påregne med en indtjening på mere end 20.000 kr. grundet produktionsomlægning.
I brev af 17. februar 2002 har De blandt andet oplyst:
- at for ..., blev der faktureret 49.355 kr. i år 2001,
- at for ... blev der faktureret 49.560 kr. i år 2001,
- at ... har meddelt Dem pr. 1. januar 2002, at de har antaget en ingeniør mere og ham skal der først skaffes arbejde til, men at de kan ansætte Dem til enkeltopgaver, og på den måde er ...helt ude af billedet som kunde,
- at med ...ude af billedet som kunde, er firmaets forventning i år 2002 at få fra ... max. 20.000 kr. og lidt fra ...,
- at omsætning indtil nu er på 0 kr.,
- at omsætning i år 2002 forventes at blive på 25.000 kr., med et vareforbrug på 3000 kr. og dækningsbidrag 1 på 22.000 kr., og
- at De forventer at bruge 125-130 timer på arbejdet i denne omfang.
De har vedlagt en kopi af regnskabet for år 2001, hvor De har skrevet, at der er en revisor påtegning for omsætningen på 100.645 kr. og for resultat i alt på 75.458 kr.
De har den 18. februar 2002 telefonisk oplyst til direktoratet, at De nu har fået delt Deres arbejde således, at De for én af Deres kunder fremover vil arbejde på almindelig lønmodtagervilkår.
Direktoratet har ved brev af 20. februar 2002 hjemvist sagen til a-kassen pga. de nye oplysninger om, at Deres virksomhed ikke mere omfatter .... Direktoratet beder derfor a-kassen om at vurdere og træffe afgørelse om, hvorvidt Deres arbejde for ... er lønmodtagerarbejde eller drift af selvstændig virksomhed.
A-kassen oplyser i brev af 25. februar 2002, at De har været til samtale i a-kassen, og De stadig vil søge om dispensation for selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse ved ... og ... Aps.
Fra ... har Chefkonstruktør ... sendt en mail til a-kassen den 1. marts 2002 hvori han har oplyst:
- at han hermed bekræfter at han agter at ansætte Dem på timebasis, når der på konstruktionsafdelingen er spidsbelastninger, og
- at det er for ham meget utilfredsstillende, at Deres sag ikke kan blive afsluttet da ... har rygende travlt på konstruktionsafdelingen, og ... gerne vil bruge Deres store erfaring som maskinkonstruktør.
A-kassen har ved oversendelsen af mailen til direktoratet i brev af 4. marts 2002 oplyst, at a-kassen betragter Deres arbejde for ... for almindeligt lønarbejde.
De har i brev af 8. marts 2002 til direktoratet blandt andet oplyst:
- at direktoratet bruger ordet sandsynliggøre, og for Dem ligger der i ordet, at De skal overholde nogle regler som Arbejdsdirektoratet har,
- at De spørger hvorfor De ikke har fået reglerne udleveret, for så ville sagen være afsluttet nu,
- at hvis De havde vist hvad De søgte ud fra, havde De måske opgivet på forhånd,
- at De kan sige nej til et stykke arbejde, alle er klar over at De er på efterløn,
- at firmaet ikke timemæssigt har været drevet i større omfang, og
- at De kunne vælge en timeløn faktor, f.eks. 130-145 kr./timen, hvilket for Dem er en rimelig løn for noget De i en periode på 2-3 år kunne bruge lidt tid på.
Ved brev af 13. marts 2002 har Chefkonstruktør, ... fra ... oplyst, at ... ikke længere benytter ... Maskinkonstruktion til konstruktionsopgaver. Men ...vil dog gerne benytte ... til fremtidige konstruktionsopgaver i det omfang som ...har behov. En sådan ansættelse vil blive på normale lønmodtagervilkår, som aftales nærmere.
A-kassen har ved brev af 15. marts 2002 fremsendt brevet af 13. marts 2002 fra .... "
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 4. april 2002 denne afgørelse:
"De får ikke tilladelse til at drive konsulentvirksomhed samtidig med, at De får efterløn.
Begrundelsen for, at De ikke får tilladelse til drift af Deres konsulentvirksomhed med tegneopgaver i perioden med efterløn er, at det ikke er sandsynliggjort, at virksomhedens indtægt varigt er nedsat til højst 50.000 kr. pr. regnskabsår. (Beløbet reguleres hvert år og udgør i år 2002 54.689 kr.)
Direktoratet har lagt vægt på, at virksomhedens dækningsbidrag 1 i regnskabsåret 2001 var på 96.487 kr.
Direktoratet har også lagt vægt på, at Deres virksomhed hele tiden har været drevet som bibeskæftigelse og har 3 kunder, ..., ... og ... Aps.
De har anført, at Deres tidligere kunde ... ikke længere er kunde i Deres virksomhed, men at De fremover vil arbejde for ... på almindelige lønmodtagervilkår.
Direktoratet mener ikke, at De har dokumenteret at arbejdet varigt er udskilt af virksomheden som lønmodtagerarbejde. De vil stadig arbejde for ... og med samme konstruktionsopgaver som De har udført for ... via Deres virksomhed.
Direktoratet mener således ikke, der er sket en ændring i virksomheden som sandsynliggør at den varigt er nedbragt.
Direktoratet har endvidere lagt vægt på Deres oplysninger om, at De dagligt bruger 0-3 timer i virksomheden, at De forventer at bruge i alt 360 timer årligt, og at timerne ligger meget spredt over året.
Det forhold, at De kan sige nej til et stykke arbejde, eftersom at alle véd at De er på efterløn, anses ikke for en sandsynliggørelse af, at virksomheden til enhver tid kan holdes inden for grænsen med 400 timers arbejde pr. regnskabsår og at indtægten varigt er nedbragt til 54.689 kr. pr. regnskabsår.
Der henvises til § 74 f, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, og til § 15, stk. 1-3 og stk. 5-6, i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn med senere ændringer (se regelafsnittet).2
3. Klagen til ankenævnet
De har den 10. april 2002 anført følgende: Hermed klage over den afgørelse der er truffet i min sag om tilladelse til, Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i forb. med efterløn. Sag - ...
Det er en uretfærdig afgørelse der er truffet af sagsbehandleren.
Jeg søgte tilladelsen fordi der var en regel om det. Firmaet var ikke ret stort. Indtjeningen kunne let tilpasses de stillede krav.
Det har krænket mig, at jeg i sagsforløbet har følt en mistænkeliggørelse, at jeg ville snyde nogen. Bevise noget jeg ikke kunne. Selvstændigt arbejde er ikke let at forudsige / bevise. Et nej til at tage et arbejde er ikke et nej, i sagsbehandlerens øjne. Det er for mig uforståeligt.
l brevene med spørgsmål til firmaet, bruger sagsbehandleren ordet, at jeg skal sandsynliggøre. I ordet sandsynliggøre ligger der en bevisførelse, nogle krav der skal være opfyldt.
Jeg har skriftligt bedt om, hvilke krav jeg skulle opfylde, men har ikke fået noget svar fra sagsbe-handleren. Det vil sige, at jeg er oppe mod noget, jeg ikke ved hvad er. Skjulte regler.
F.eks. ved en telefonsamtale med sagsbehandleren, spurgte jeg, for i min nød, at sandsynliggøre mine timer / indtjening. Hvis jeg kunne få ...til at antage mig som alm. lønmodtager, om det kunne hjælpe mig. Svaret var kort og kontant
Det er uretfærdigt, det er at vende ordene mod mig. Jeg vil mene at hjælp, åbenhed og vejledning af borgerne, har været et af kravene i Kvalitetsprisen 2001 -2002, som pryder jeres brevpapir.
I afslaget fra direktoratet pr. 2002-04-04. Side 1. 6. afsnit. Jeg har ikke sandsynliggjort at virksomhedens indtægt varigt er nedsat til højst 50000 kr. Jeg mener jeg har sandsynliggjort at indtægten i firmaet i 2002 forventes at blive 25000 kr. Se Side 5. m£
Side 2. 2. afsnit. Jeg har ikke dokumenteret at arbejdet er varigt udskilt fra firmaet. Jeg har dokumenteret at arbejdet der, er som lønmodtager. Sagsbehandleren har ikke bedt om yderligere dokumentation. At bruge ordet, ikke dokumenteret er ikke korrekt af sagsbehandleren. Når arbejdet udføres på en månedlig lønseddel, med skattetræk mm., på de timer der har været, må det da vist kaldes lønmodtagerarbejde.
Side 2. 5. afsnit. Et nej er ikke et nej. Sådan noget sludder, et nej er et nej. Er i min barnepige ? Tror 1, jeg vil sætte min families økonomi over styr for dette. Er I ikke klar over, at indtægten kontrolleres af A-kasse hvert år."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den23. april 2002 anført følgende:
"Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet finder det således fortsat ikke sandsynliggjort, at virksomhedens indtægt/dækningsbidrag 1 ikke vil overstige 50.000 kr. pr. år. (som reguleres hvert år og udgør 54.689 kr. i år 2002), når der henses til, at virksomhedens dækningsbidrag 1 for år 2001 udgjorde 96.487 kr.
Direktoratet skal i den forbindelse bemærke, at det fremgår af § 15, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 315 af 20. marts 1999, at hvis virksomheden forud for overgangen til efterløn har været drevet med et større dækningsbidrag 1 end 50.000 kr. (reguleret), skal medlemmet sandsynliggøre, at dækningsbidrag 1 varigt er nedsat til højst 50.000 kr. pr. regnskabsår.
Ifølge direktoratets praksis, som fremgår af vejledning nr. 60 af 20. maj 1999, kan medlemmet sandsynliggøre, at arbejdstiden og omsætningen fremover kan holdes inden for grænserne ved at fremlægge dokumentation for, at der er sket en varig indskrænkning af virksomheden.
Medlemmet anfører sidst i sin klage af 10. april 2002, at han har dokumenteret, at arbejdet for ... fremover er lønmodtagerarbejde, ved at oplyse, at arbejdet fremover udføres på en månedlig lønseddel.
Efter direktoratets opfattelse er det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at virksomheden varigt er nedbragt ved, at medlemmet oplyser, at han fremover vil arbejde som almindelig lønmodtager for en tidligere kunde.
Direktoratet har med hjemvisningerne i direktoratets tidligere sager: ........ bedt a-kassen om manglende oplysninger. Herunder at træffe afgørelse om medlemmets arbejde for ..., skal betragtes som lønmodtagerarbejde eller selvstændig virksomhed.
Direktoratet fastholder med denne tilføjelse sin afgørelse af 4. april 2002."
5. Nyt efter klagen
De har den 22. august 2002 oplyst til sekretariatet at Deres tidligere hovedbeskæftigelse var ved ... Kirke som altmuligmand.
De er uddannet smed, men har i 20-30 år arbejdet med tegneopgaver.
Arbejdet for ...foregår dels hjemme og dels i virksomheden - med halvdelen af arbejdstiden hjemme og halvdelen på virksomheden. De har et tegnebord hjemme og en PC'er med tegneprogrammer, men ikke en egentlig tegnestue.
Den del af arbejdstiden der foregår på virksomheden anvender De til at tale med smedene og til tegneopgaver når der er nogle ledige PC'er De kan bruge.
De får 155 kr. i timen og har nu haft dette arbejde med 60 timer om måneden i 3 måneder. Da De tidligere arbejdede for ...som selvstændig fik De 200- 220 kr. i timen, og opgaverne var de samme.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001:
§ 74 e. En efterlønsmodtager kan mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning. Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller af medlemmets ægtefælle. Stk. 2. Fradrag i efterlønnen for arbejde efter stk. 1 foretages efter samme regler, som gælder for fradrag i dagpenge, herunder reglerne om supplerende dagpenge og timeoverførsel, jf. § 58, § 59 og § 73, stk. 1, og stk. 3-5. Fradraget foretages efter, at der er foretaget fradrag for pension, jf. § 74 i. Stk. 3. Arbejde i efterlønsperioden kan ikke medregnes ved optjening af beskæftigelseskravet, jf. § 53, stk. 2 og 5, og kan ikke danne grundlag for overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring, jf. § 68.
§ 74 f, stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan tillade, at et medlem kan videreføre eller påbegynde selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdstiden i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. år. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Hvis virksomheden drives som interessentskab, medregnes alene medlemmets personlige arbejdstid i virksomheden, og indtægten opgøres alene i forhold til medlemmets ideelle andel af virksomheden.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn som er ændret ved bekendtgørelse nr. 591 af 22. juni 2001 om ændring af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn:
§ 15. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan efter indstilling fra a- kassen tillade drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i perioden med efterløn, jf. § 74 f, stk. 4, i loven. Stk. 2. Medlemmet skal sandsynliggøre, at den samlede arbejdstid i virksom- heden højst udgør 400 timer pr. kalenderår, jf. dog stk. 4. Stk. 3. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. regnskabsår. Ved indtægt forstås virksomhedens dækningsbidrag 1, det vil sige nettoom- sætning fratrukket vareforbrug, jf. dog stk. 4. Stk. 4... Stk. 5. Et medlem, der søger om tilladelse til at videreføre en eksisterende bibeskæftigelse, skal oplyse virksomhedens indtægt for hele regnskabsåret før overgang til efterløn. Oplysningerne skal være attesteret af en registreret revisor, en statsautoriseret revisor, eller en særligt sagkyndig, jf. § 30 i bekendtgørelse nr. 426 af 23. maj 2001 om støtteordning for yngre jordbrugere. For interessentskaber skal indtægten af medlemmets ideelle andel af virksomheden attesteres, jf. stk. 4. Stk. 6. Har virksomheden før været drevet i større omfang end nævnt i stk. 2, 3 og 4, herunder som hovedbeskæftigelse, skal medlemmet sandsynliggøre, at arbejdstiden varigt er nedsat til højst 400 timer, og at indtægten varigt er nedsat til højst 50.000 kr. pr. regnskabsår.