Gelex

Påbud om indeklimaundersøgelse

GældendeVersion 2003-01-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/10503@2003-01-02/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. marts 2002 behandlet kommunens klage over påbud om undersøgelse af indeklima i skolefritidshjemmet på XXX.

Nævnet traf følgende

Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at XXX Kommune skal foretage en undersøgelse/måling af indeklimaet på XXX skolefritidshjem.

Nævnet lægger til grund, at der fra de ansatte er kommet oplysninger om en række symptomer, som efter Arbejdstilsynets vurdering kan skyldes indeklimaproblemer.

Nævnet finder i denne forbindelse ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdstilsynets vurdering af, at en sammenhæng mellem de oplyste symptomer og indeklimaforholdene på skolefritidshjemmet ikke kan afvises.

Nævnet finder på denne baggrund, at der kan stilles krav om en indeklimaundersøgelse i henhold til arbejdsmiljølovens § 21.

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 18. oktober 2001.

Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 7. juni 2002.

Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 14. juni 2002.

Nævnet skal endelig bemærke, at der ikke er taget stilling til, om den undersøgelse, som kommunen har foretaget, opfylder Arbejdstilsynets krav. Dette spørgsmål skal således behandles af Arbejdstilsynet som første instans.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Arbejdstilsynet

xxx

1. Sagsforløb

Det fremgår af sagen, at Arbejdstilsynet besøgte XXX den 17. og 18. juli 2001.

Ved disse besøg konstaterede Arbejdstilsynet beklumret luft i en del lokaler. Skolens ventilationssystem var ikke i gang.

Det blev endvidere oplyst, at en del ansatte klagede over tørre slimhinder i næse og svælg samt tørre øjne.

Arbejdstilsynet besøgte skolen igen den 10. september 2001 for at møde skoleinspektøren og sikkerhedsrepræsentanten. Ved denne lejlighed blev der set på indeklimaforholdene i skolefritids-hjemmet.

På mødet blev det oplyst, at kommunen i foråret 2001 havde foretaget måling af luftfugtigheden. Som resultat undersøgelsen blev skolen rådet til at udlufte lokalerne, samt at de ansatte skulle drikke vand. Der blev ikke udarbejdet en rapport i forbindelse med undersøgelsen.

Skolen havde siden foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt de ansatte på skolefritidshjemmet vedrørende indeklimagener. Konklusionen på undersøgelsen viste, at ca. halvdelen af de ansatte havde problemer med tørre øjne, næse og svælg. Nogle få havde alvorlige helbredsproblemer, som de mente skyldtes indeklimaet. Alle påpegede træk- og kuldeproblemer.

Om bygningerne blev det oplyst,

- at skolen var i gang med at få udskiftet alle de flade tage til tage med hældning, idet der var problemer med vandindtrængning gennem tagene,

- at ventilationsanlægget i fritidshjemmet var installeret i 1995,

- at skolen for ca. 1½ år siden havde haft problemer med dårlig rengøring, men at rengøringen nu var blevet væsentligt bedre, og

- at temperaturen i lokalerne blev styret centralt via varmefølere i lofter.

Ved rundgang i skolefritidshjemmet kunne det konstateres, at væggene i bygningerne var flytbare. Det oplystes, at flere vægge var blevet flyttet. Flere lokaler var i åben forbindelse med hinanden (uden døre). Flere steder kunne taget ses gennem sprækker i loftet. Der var gulvtæpper (nålefilt) på de fleste gulvarealer. Temperaturfølerne var få og meget spredt anbragte i lofterne.

Ved besøgene konstateredes en ubehagelig luft uden for toiletterne. Det oplystes, at der ikke var mekanisk udsugning fra toiletterne.

2. Arbejdstilsynets afgørelse

Arbejdstilsynet traf den 18. oktober 2001 følgende afgørelse:

"Vurdering

Det er Arbejdstilsynets vurdering, at dårligt indeklima kan give gener, symptomer og sygdom, som spænder fra irritation af øjne og slimhinder, kvalme, svimmelhed, hovedpine og unaturlig træthed til uspecifikke overfølsomhedsreaktioner. Årsagerne til dårligt indeklima kan ofte skyldes temperatur og træk, dårlig luftkvalitet pga. fx støv, fugt og mikroorganismer. Ofte skyldes indeklimasymptomer en kombination af flere faktorer. Arbejdstilsynet vurderer derfor, at det ikke kan udelukkes, at de ansattes helbredssymptomer skyldes indeklimaet i skolefritidshjemmet. Dette kan kun konstateres ved at der foretages en tilrettelagt undersøgelse af indeklimaet i skolefritidshjemmet.

Påbud

- Det påbydes XXX Kommune at foretage en undersøgelse/måling af indeklimaet på XXX skolefritidshjem.

Påbudet skal efterkommes senest lørdag den 15. december 2001.

...

Hjemmel for påbud

- Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 af lov om arbejdsmiljø, som ændret ved lov nr. 331 af 16. maj 2001, § 21.

Vejledning

Til dokumentation af indeklimaundersøgelsen bør der foreligge en rapport, der som minimum indeholder en undersøgelse af temperatur og træk og luftkvalitet (støv, fugt og mikroorganismer).

Til undersøgelse af indeklimaet bør inddrages sagkyndige udefra, fx rådgivende ingeniørfirmaer, bedriftssundhedstjenesten eller Teknologisk Institut.

I brev af 9. oktober 2001 har XXX Kommune anmodet om en nærmere konkretisering af, hvad det er, der ønskes undersøgt.

I den anledning kan der vejledes yderligere om følgende målinger/undersøgelser:

- måling af rumtemperatur og overfladetemperatur

- måling af lufthastighed og træk

- måling af ventilationens størrelse og anlæggets funktion

- kuldioxidkoncentrationen

- støvindhold i luften samt gulvbelægningens støvindhold

- undersøgelse for fugtskader og evt. skimmelsvampevækst"

3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet

XXX Kommune klagede den 13. november 2001. Kommunen oplyste, at der uanset klagen var foretaget en undersøgelse af indeklimaet på skolefritidshjemmet.

Konklusionen var, at der både var termisk komfort og god luftkvalitet. Temperaturgradienten var lille, og overfladetemperaturerne acceptable. Med vind på facaderne kunne der være træk fra yderdørene. Der var gode pladsforhold for børn og ansatte. Ved lavere udetemperaturer kunne den relative luftfugtighed være lav. Kommunens rengøringsleder havde besigtiget lokalerne og fundet rengøringskvaliteten i orden.

Kommunen fandt, at der sammenlagt var et indeklima, som kommunen tilstræbte og kunne stå inde for.

Kommunen oplyste endvidere, at skolen havde gjort en række ting for at forbedre indeklimaet, bl.a. følgende:

- Udarbejdet APV på området to gange.

- Foretaget målinger (især temperatur, luftfugtighed).

- Fået isat otte vinduer til at forbedre den mekaniske ventilation.

- Koldt vand står altid til rådighed for medarbejderne.

- Udskiftning af filtre i ventilationssystemet hyppigere end anbefalet.

- Isættelse af filtre af høj kvalitet.

- Indkøb af "støjøre" for at synliggøre og dæmpe støjen.

- Børn og personale opholder sig meget ude i det fri for at formindske mængden af støv og støj inden døre.

- En øget bevidsthed om at fordele børn og personale i hele indskolingsområdet.

- Lavet "stille områder" for børn.

- Mekanisk udluftning udføres på bestemte tider for at minimere træk.

- Drøftet hensigtsmæssig adfærd i dagligdagen.

Kommunen begrundede klagen i, at man ikke fandt, at Arbejdstilsynet havde udvist tilstrækkelig kompetence på det byggetekniske og fysiske indeklimaområde.

Kommunen fandt det fx ikke relevant at påtale for få døre i en åbenplanskole, for få følere til at styre varmen, ligesom det fandtes uheldigt at foreslå måling af skimmelsvampe i en tør bygning.

Kommunen fandt endvidere tidspunktet for Arbejdstilsynets besøg samt den mangelfulde og upræcise gennemgang betænkelig. Dette havde også givet anledning til en mere konkret vejledning.

Kommunen fandt det betænkeligt, at Arbejdstilsynet opfordrede til ubegrundede indeklima-undersøgelser, som kunne være meget kostbare. Kommunen fandt således påbudet ubegrundet.

Kommunen fandt videre, at Arbejdstilsynet havde været problemskaber i stedet for problemløser, og kommunen frygtede at modtage tilsvarende påbud på mange andre skoler på et ligeså løst grundlag som i den foreliggende sag.

Kommunen anførte, at man grundliggende ikke ville have et indeklima eller arbejdsmiljø, som gør medarbejderne syge, ligesom man opprioriterede såvel det centrale som det decentrale sikker-hedsarbejde. Kommunen anvendte mange penge på at sikre og bevare et godt indeklima.

Når den daglige kontrol og overvågning viste fejl og mangler forsøgte kommunen at løse proble-merne straks. Der ville dog ofte fx være personlige faktorer, som kommunen ikke var herre over.

Kommunen glædede sig over, at det meget sjældent var indeklimaet, som gav anledning til sygdomme hos personalet. Til gengæld fandt kommunen, at Arbejdstilsynet med sine udmeldinger kunne skabe frygt hos de ansatte.

4. Arbejdstilsynets udtalelse

Ved oversendelsen den 17. december 2001 udtalte Arbejdstilsynet følgende:

"Arbejdstilsynets vurdering

Det er Arbejdstilsynets vurdering, at der forsat er indeklimaproblemer på XXX i skolefritids-ordningen. De ansatte klager over en del svien i øjnene og tørre slimhinder. Det er nødvendigt at drikke meget væske i løbet af en arbejdsdag og det er, trods forsøg på afhjælpning i form af vinduer der kan åbnes og løbende arbejde med problemet i arbejdspladsvurderingen, blevet værre inden for de sidste 1 ½ års tid. Herudover har man lavet en indeklimaundersøgelse blandt de ansatte i skole-fritidsordningen, hvoraf fremgår, at ca. halvdelen af de ansatte havde problemer med tørre øjne, næse og svælg. Alle påpeger træk- og kuldeproblemer. Arbejdstilsynet sammenholder disse gener hos de ansatte med skolens indretning, flytbare vægge, luftpassage mellem loftsrum og opholdsrum samt nålefilt på de fleste gulvarealer. Det kan endvidere oplyses, at man er ved at få skiftet de utætte tage, som ellers har givet anledning til fugtproblemer på grund af regnindfald.

Da det ikke kan udelukkes, at de ansattes helbredsproblemer/gener skyldes indeklimaet i skolefri-tidsordningen bør der foretages en undersøgelse af indeklimaet i skolefritidsordningen.

Det fremgår af Arbejdsmiljølovens § 21 at arbejdsgiveren, når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal lade foretage undersøgelser, prøver, besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sund-hedsmæssigt forsvarlige.

Der henvises herudover til Direktionsmeddelelse nr. 13 af 25. juni 2001 angående brancheindsats på kontor- og administrationsbranchen side 20-21 under punkt 3.2 om indeklimaproblemer uden klare årsager. Det fremgår heraf : " Hvis der blandt de ansatte klages over gener/symptomer, og der er mistanke om, at det skyldes indeklimaet i arbejdsrummene, uden at man dog umiddelbart kan finde årsagen, kan der vejledes om en trinvis kortlægning af indeklimaforholdene..... Eventuelt kan der stilles krav om en undersøgelse efter Arbejdsmiljølovens § 21.

Klager anfører, at selv om der klages, har klager foretaget en undersøgelse med udgangspunkt i Arbejdstilsynets vejledning.

Det bemærkes hertil, at Arbejdstilsynets stillingtagen til om rapporten opfylder påbud om under-søgelse er en selvstændig afgørelse der kan påklages af XXX Kommune. Til orientering bemærkes, at Arbejdstilsynet vurderer at den fremsendte rapport ikke kan betragtes som en efterkommelse af påbudet.

For så vidt angår klagers øvrige klagepunkter bemærkes, at selv om man har gjort en række tiltag for at løse problemerne omkring indeklima er der forsat problemer med indeklimaet på en måde så de ansatte forsat har helbredsproblemer/gener. På den baggrund vil det være naturligt med en undersøgelse som påbudt af Arbejdstilsynet. Det er samtidig Arbejdstilsynets vurdering, at de tiltag man allerede har foretaget langt fra er tilstrækkelige i forhold til at kunne have en reel effekt på indeklimaet.

Angående tidspunktet for Arbejdstilsynets besøg vil det være en konkret vurdering gående på problemets aktualitet, arbejdspres og mulighed for at konstatere problemet. Da skolefritids-ordningen også kører i sommerferien og indeklimaproblemer sjældent er af overhængende karakter findes tidspunktet for passende valgt.

Det er Arbejdstilsynets holdning at man med et påbud støtter de ansatte i at finde årsagen til, at de forsat oplever indeklimaet som dårligt.

På denne baggrund indstiller Arbejdstilsynet at afgørelsen af 18. oktober 2001 fastholdes."

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999

§ 21. Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, prøver og besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.

7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.

Intet medtaget.

Versioner

  1. 2003-01-02