Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 3 fra ÅB 2002 II
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9001@2002-09-18/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 3 fra ÅB 2002 II
Resumé Fra ÅB 2002: Den danske stat betaler i medfør af offererstatningslovens § 1 erstatning i anledning af voldshandlinger, der er begået i Danmark. Det er uden betydning, om skadevolderen og skadelidte er dansker eller udlænding. Endvidere kan nævnet i medfør af offererstatningslovens § 1, stk. 3, 1. pkt., i særlige tilfælde betale erstatning for handlinger uden for Danmark, hvis skadelidte har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for udsendt dansk udenrigsrepræsentation. Erstatning kan ligeledes betales, når handlingerne er begået mod skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsudøvelse uden for den danske stat, jf. bestemmelsen i § 1, stk. 3, 2. pkt. Der er i sådanne tilfælde tale om en såkaldt “billighedserstatning”, og bestemmelsen anvendes årligt i relativt få tilfælde. Fra ÅB 2003: Er der tale om tilskadekomst i forbindelse med almindelige turistrejser i udlandet giver offererstatningslovens § 1, stk. 1, ikke mulighed for at be¬tale erstatning. I dette tilfælde må man sikre sig ved tegning af rejsefor¬sikring. Er nævnet bekendt med, at der eksisterer en ordning svarende til den danske offererstatningsordning i det land, hvor skaden er sket, oply¬ser nævnet tillige ansøgeren om navn og adresse på den kompetente myndighed i det pågældende land. Sker tilskadekomsten ved en straffe¬lovsovertrædelse i et lukket dansk miljø, f.eks. i forbindelse med et lejr¬skoleophold, har nævnet dog i visse tilfælde anset tilskadekomsten for omfattet af offererstatningsloven.
I sagen, (N.j.nr. 482/2002), søgte en 24-årig mand om erstatning som følge af en tilskadekomst i juli 2001 i Litauen. Skadelidte, der opholdt sig i Litauen som montør for et dansk firma, havde selv oplyst, at han i forbindelse med et røverisk overfald på hotelværelset var blevet skubbet ned fra 4. sal. Skadelidte var om morgenen blevet fundet liggende uden for sit hotel og var blevet kørt på hospitalet. Arbejdsskadestyrelsen havde oprindelig anerkendt tilskadekomsten som arbejdsskade, idet man havde lagt til grund, at skadelidte forud for opstart på arbejdet som montør var blevet skubbet ud fra 4. sal af en formodet røver. Under forsikringsselskabets klage modtog Arbejdsskadestyrelsen kopi af politirapport fra Litauen, hvoraf det fremgik, at skadelidte om aftenen sammen med kolleger under et restaurantbesøg havde indtaget et betydeligt kvantum alkohol, og at hverken skadelidte eller kollegerne havde kunnet redegøre fyldestgørende for aftenens forløb. På et tidspunkt i løbet af natten var skadelidte faldet ud af hotelværelset fra 4. sal, og der var - stadig ifølge politirapporten – intet, der tydede på en forbrydelse. Arbejdsskadestyrelsen omgjorde herefter sin afgørelse og kunne således ikke anerkende tilskadekomsten som en arbejdsskade, da skadelidtes færden om aftenen og eventuel om natten måtte anses som værende af privat karakter. Den Sociale Ankestyrelse, der ligeledes henviste til politirapporten, hvorefter intet tydede på en forbrydelse, fandt det efter de foreliggende oplysninger ikke dokumenteret, at skadelidtes færden om aftenen og eventuelt natten, havde været arbejdsmæssigt begrundet, og tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Nævnet afslog i henhold til offererstatningslovens § 1, stk. 3, 1. pkt., skadelidtes ansøgning om erstatning, idet man ikke fandt, at der henset til lovens forarbejder forelå et sådant særligt tilfælde, at staten burde betale erstatning. Nævnet, der anførte, at turister må henvises til de erstatningsordninger, der gælder i den stat, hvori forbrydelsen er sket, jf. Folketingstidende 1993-94, Tillæg A, spalte 1365, oplyste samtidig, at man havde lagt vægt på, at skadelidte den pågældende aften havde været på restaurant, hvor han havde indtaget øl og vodka. Nævnet lagde derfor til grund, at skadelidtes færden denne aften havde været af privat karakter, og at forholdet derfor ikke var omfattet af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.