Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2002 I
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9012@2002-11-13/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2002 I
Resumé Fra ÅB 2002: Det er under alle omstændigheder en betingelse for nævnets udbetaling af erstatning og godtgørelse, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven. Offererstatningslovens § 7, stk. 1, medfører, at erstatning alligevel ikke kan udbetales fra nævnet, hvis skaden dækkes fra anden side, f.eks. i form af sociale ydelser, løn under sygdom, forsikringer m.m. For skader, der indtræder den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), gælder – som også anført ovenfor under pkt. 1 – herefter om fradrag i erstatning den nu således affattede bestemmelse i offererstatningslovens § 7, stk. 1: ”Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikrings-ydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.” Efter den hidtidige affattelse af § 7, stk. 1, var erstatningen fra staten subsidiær i forhold til al an-den kompensation, som den skadelidte eller de efterladte måtte opnå i anledning af skaden, herun-der sociale ydelser og pensions- og forsikringsydelser af enhver art. Formålet med den nu indførte ændring er at fastslå, at sådan kompensation ikke skal fradrages i erstatningen i videre omfang, end hvad der følger af erstatningsansvarsloven. Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der samtidig er sket en konsekvensændring af offererstatningslovens § 18, stk. 2, om, i hvilket omfang der kan kræves tilbagebetaling af erstatning udbetalt af nævnet. Nævnet har i sin sagsbehandling undertiden fundet grundlag for at udsætte behandlingen af krav om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fordi nævnet har fundet det rettest at afvente en afklaring af skadelidtes erhvervs- og pensionsmæssige forhold, jf. herved offer-erstatningslovens § 7, stk. 1.
I årsberetningen for 1999 under pkt. 5.6., side 10-11, er omtalt bl.a. sagen, (N.j.nr. 411/1998), hvori nævnet netop besluttede en sådan udsættelse. I denne sag, som nævnet i 2002 genoptog behandlingen af, var en dengang 35-årig mand i september 1997 af rockere blevet tildelt adskillige spark i hovedet og på kroppen, hvorved han havde pådraget sig en ret alvorlig hjerneskade i form af bevidstløshed, kraniebrud og hjernekvæstelse, der medførte en lettere posttraumatisk demens. Arbejdsskadestyrelsen vurderede i september 1999 méngraden til 25 % og erhvervsevnetabet til 50 %, mens stationærtidspunktet skønnedes at være 1 år efter tilskadekomsten. Det var under sagen oplyst, at ansøgeren ca. 3 måneder efter tilskadekomsten i en kort periode havde oppebåret en lønindkomst ved deltidsarbejde af vekslende længde, men at han efter afskedigelse i marts 1999 modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. Ansøgeren havde intet ønske om at gå på førtidspension,”idet han i størst muligt omfang ønskede at klare sig selv uden indblanding af offentlige autoriteter.” Ansøgerens advokat fremhævede i den forbindelse over for nævnet, at det af Arbejdsskadestyrelsen vurderede erhvervsevnetab på 50 % ikke uden videre var ensbetydende med tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension. Advokaten henviste herved til, at kommunerne normalt først prøver en pensionsansøgers arbejdsevne på forskellige arbejdsprøvningsinstitutter, inden der tages stilling til, om der skal tilkendes førtidspension efter forsøgt revalidering. Nævnet besluttede at afvente kommunens stillingtagen til eventuel førtidspension, idet nævnet dog samtidig tilkendte ansøgeren et acontobeløb på 100.000 kr. i erstatning for erhvervsevnetab ud fra forudsætningen om, at ansøgeren ville vise sig at være berettiget til forhøjet almindelig førtidspension. I den tilkendte erstatning fratrak nævnet derfor den kapitaliserede værdi af forhøjet almindelig førtidspension. Sagen blev herefter i november 1999 udsat således, at nævnet senest ved udgangen af november 2000 ville kontakte ansøgeren for at få oplyst, om de erhvervsmæssige eller pensionsmæssige forhold da måtte være endeligt afklaret.Nævnet modtog siden oplysning om, at ansøgeren i februar 2000 fik afslag på ansøgning om førtidspension. Nævnet besluttede efterfølgende som følge af nye oplysninger om ansøgerens erhvervs- og indtægtsforhold at indhente en fornyet udtalelse fra AST, idet nævnet over for ansøgerens advokat bemærkede, at det er udgangspunktet, at der ved vurderingen af størrelsen af en skadelidts tab af er-hvervsevne skal tages hensyn til de oplysninger, der foreligger på tidspunktet for afgørelsen, jf. en Vestre landsretsdom, refereret i UfR 1998, s. 486. Arbejdsskadestyrelsen vurderede i september 2002 erhvervsevnetabet til uændret 50 %. Arbejds-skadestyrelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren ganske vist i 2001 havde oppebåret en samlet ret så betydelig indtægt ved arbejde, men at han siden var ophørt med dette arbejde pga. gener. Ansøgeren var herefter af kommunen kommet i aktivering 20 timer ugentligt. (Ifølge ansøgeren som kontant-hjælpsmodtager). Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at erhvervsevnen – set i et varigt perspektiv – var nedsat med skønsmæssigt ca. ½, da ansøgeren alene ville være i stand til at varetage et arbejde på ½ tid. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for yderligere at udsætte afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne og beregnede derfor erstatningen ud fra en årsløn på 250.000 kr. På dette grundlag og ud fra en forudsætning om, at ansøgeren henset til et erhvervsevnetab på 50 % måtte anses for at være berettiget til at få tilkendt forhøjet almindelig førtidspension i 2002, tilkend-te nævnet ansøgeren differencen mellem erstatningen for erhvervsevnetab (750.000 kr.) og den ka-pitaliserede værdi af førtidspensionen (ca. 500.000 kr.) svarende til knap 250.000 kr. I dette beløb blev fratrukket det tidligere udbetalte acontobeløb på 100.000 kr., således at ansøgeren nu fik udbe-talt knap 150.000 kr. Nævnet føjede til, at sagen eventuelt kunne genoptages i nævnet, hvis kommunen på ny meddelte afslag på pension eller ikke ville påbegynde en pensionssag: