Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9031@2002-02-18/da

Indhold

1. Indledning

Jyllands-Posten har klaget til Pressenævnet over et ufyldestgørende genmæle bragt i Politiken den 15. december 2001. Jyllands-Posten har endvidere klaget over, at god presseskik er blevet tilsidesat.

I en lederartikel med overskriften " Bestyrelsessvigt " bragt den 13. december 2001 hed det:

"Den forkerte blev fyret

CHEFREDAKTØRER ER ligesom andre ledere i erhvervslivet. De holder ikke evigt. Og når konjunkturerne svigter, og kurver knækker, sker det oftere end ellers. Hvis det var utilfredshed med de opnåede mål eller avisens aktuelle økonomiske krise, der var baggrunden for fyringen i går af Jyllands-Postens journalistiske chefredaktør, Ulrik Haagerup, ville det kun have begrænset offentlig interesse.

Det står imidlertid klart, at Ulrik Haagerup blev gået, fordi han ikke længere kunne acceptere Jørgen Ejbøls måde at forvalte sin rolle som både administrerende direktør og ansvarshavende redaktør for landets største avis på. Det er ikke nogen nyhed, at Jørgen Ejbøl har en markant lederstil, præget af voldsomme udmeldinger, store strategiske armbevægelser og en ikke ubetydelig uforudsigelighed. Da Ejbøl, der især har været direktør på Jyllands-Posten, også har et til dels berettiget ry for at være resultatskabende, bliver meget ham tilgivet. Det har Ulrik Haagerup givetvis også haft mange anledninger til i de syv år, hvor han som Ejbøls højre hånd har haft ansvaret for avisens daglige journalistiske linje. Når samarbejdet mellem den koleriske Ejbøl og den yderst professionelle Haagerup nu brister, er det, fordi Ejbøl har overskredet nogle principielle grænser.

JYLLANDS-POSTENS FUPHISTORIE to dage før valget om flygtninges angivelige pendlerliv mellem Danmark og Palæstina er fremhævet som konfliktens kerne. Det virkelige problem er imidlertid, at Jørgen Ejbøl har ønsket at fremme Venstres valgsejr og dermed et regeringsskifte i valgkampens slutspurt. Og det vel at mærke ved at misbruge avisens journalistik, ikke ved at argumentere for sin holdning på lederplads. Det havde været helt naturligt i de gamle partiavisers, ja, sågar i den gamle, stokkonservative Jyllands-Posts tid. Men efter at avisen nu i årevis har kæmpet og til dels opnået troværdighed som en uafhængig og professionelt drevet avis, er det naturligvis en katastrofe for den troværdighed og journalistiske integritet, som netop Ulrik Haagerup har stået for.

Jyllands-Postens bestyrelse, der i den fondsejede virksomhed har som sin fornemste opgave at værne om netop uafhængigheden, kunne have truffet et andet valg. Ved at foretrække den kommercielle koleriker frem for den professionelle bladmand, har bestyrelsen påført avisen alvorlig skade og sat dansk journalistik et stort skridt tilbage."

Ved brev af 13. december 2001 anmodede Jyllands-Posten Politiken om at bringe følgende genmæle:

"I Politikens ledende artikel den 13. december d.å. om afskedigelsen af Jyllands-Postens chefredaktør Ulrik Haagerup fremgår følgende: "Jyllands-Postens fuphistorie om flygtninges angivelige pendlerliv mellem Danmark og Palæstina er fremhævet som konfliktens kerne. Det virkelige problem er imidlertid, at Jørgen Ejbøl har ønsket at fremme Venstres valgsejr og dermed et regeringsskifte i valgkampens slutspurt. Og det vel at mærke ved at misbruge avisens journalistik, ikke ved at argumentere for sin holdning på lederplads . Men efter at avisen nu i årevis har kæmpet og til dels opnået troværdighed som en uafhængig og professionelt drevet avis, er det naturligvis en katastrofe for den troværdighed og journalistiske integritet, som netop Ulrik Haagerup har stået for".

Det er ikke korrekt, at der hersker eller har hersket uenighed om de journalistiske principper i Jyllands-Postens chefredaktion, ligesom det er ukorrekt, at Jyllands-Postens journalistik er misbrugt i valgkampen. Det var ikke uenighed om avisens journalistik, der førte til bestyrelsens afskedigelse af Ulrik Haagerup, og de omtalte artikler om asylfup, der bakkes op af den samlede chefredaktion, blev til på Ulrik Haagerups foranledning.

Jyllands-Posten står nu som før for en fri og uafhængig journalistik, der følger fundatsens krav om udgivelse af et af private, erhvervsmæssige, organisationsmæssige og partipolitiske interesser uafhængigt liberalt dagblad."

Den 15. december 2001 bragte Politiken under rubrikken "Læserne mener" genmæleteksten under overskriften " Ingen uenighed ".

Klageren har anført, at der med indrykningen af genmælets tekst som læserbrev er sket en overtrædelse af medieansvarslovens §§ 36 og 39, idet anmodningen om et genmæle vedrørende oplysninger af faktisk karakter ikke er blevet taget til følge, og idet Politiken ved at indrykke genmælets tekst som læserbrev ikke har bragt genmælets faktuelle indhold på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Ved at bringe hovedindholdet af genmælets tekst som læserbrev uden at det fremstod som et genmæle og uden henvisning til medieansvarslovens genmæleparagraf har bladet givet sine læsere det fejlagtige indtryk, at der blot var tale om en meningstilkendegivelse fra Jyllands-Postens chefredaktør og ikke en imødegåelse af faktisk forkerte, men yderst skadelige beskyldninger. Det er afgørende for klager, at genmælet bliver bragt som det, det er, nemlig en faktisk imødegåelse af faktisk forkerte oplysninger.

Klager er enig i, at en ledende artikel i sagens natur må indeholde vurderinger, og at der må være vidt spillerum for skarpe formuleringer. Imidlertid indeholder lederen forkerte beskyldninger mod avisens ansvarshavende chefredaktør, som i høj grad er egnet til at påføre avisen "skade af betydning", idet det er et ubeføjet angreb på avisens og chefredaktørens journalistiske troværdighed. Klager har henvist til medieansvarslovens forarbejder, hvoraf det fremgår, at hentydninger og retoriske spørgsmål efter omstændighederne kan være af faktisk karakter og således danne grundlag for krav om genmæle. Så selv hvis bladet havde ret i, at der alene var tale om vurderinger, ville et genmælekrav alligevel kunne gøres gældende. Det er således hævet over enhver tvivl, at genmælekravet lever op til lovens formkrav. Klager har henvist til, at dette også er erkendt af tre andre blade, der umiddelbart har bragt genmæler om samme emne og mod beslægtede misforståelser.

Klageren har oplyst, at det over for Politikens debatredaktør telefonisk er blevet understreget, at genmælet i sin helhed skulle bringes som et sådant og ikke blot som en meningstilkendegivelse blandt læserbrevene.

Klager har endelig anmodet nævnet om at tage stilling til, om bladet ved sin ukorrekte handlemåde har handlet i strid med god presseskik.

Bladet har anført, at klagen øjensynlig i nogen grad afspejler en misforståelse af begrebet "genmæle". Det fremgår af medieansvarsloven og praksis, at formålet med genmæleinstituttet og det må naturligvis gælde i særlig grad, når det gælder vurderinger først og fremmest er at sikre klageren at kunne komme til orde. Det er i fuldt omfang sket i dette tilfælde.

Bladet har samtidig peget på det usædvanlige i at kræve genmæle alene over for en ledende artikel. Bladet bragte den pågældende dag og dagen før nyhedsartikler om chefredaktørfyringen på Jyllands-Posten.

Bladet har desuden anført, at de eneste faktuelle oplysninger i lederen, der bestrides i klagers indlæg, er, at Jørgen Ejbøl som chefredaktør og direktør har misbrugt avisens journalistik i valgkampen, samt at der skulle være uenighed i chefredaktionen. Da klager næppe bestrider det faktiske forløb heriblandt klagers artikel, klagers tv-reklamespots om samme og bureau-fællesskabet med Venstre må det være forskellen mellem "brug" og "misbrug", der udgør den "faktuelle" fejl. Man er her inde i et åbenbart subjektivt område, der klart unddrager sig den form for berigtigelse, der foresvæver klager. Alternativt er det Jørgen Ejbøls ansvar for hændelsesforløbet, der bestrides. Men da chefredaktionen som helhed har påtaget sig ansvaret for de pågældende handlinger, og Jørgen Ejbøl er bladets øverste chef, må det have formodningen for sig, at han er ansvarlig for det passerede, indtil det modsatte er dokumenteret.

Bladet har endvidere for så vidt angår uenigheden i chefredaktionen anført, at hele anledningen til den offentlige omtale af Jyllands-Postens forhold er fyringen af en mangeårig chefredaktør. I den situation må den tilbageværende ledelse tåle kritisk omtale af forløbet. Endvidere nævnes det slet ikke i lederen eller indgår i dens argumentation, hvilke chefredaktører, der har set hvilke artikler, før de gik i trykken.

Bladet har yderligere anført, at såfremt klagers indlæg skulle opfattes som en berigtigelse eller et dementi, måtte det under alle omstændigheder rumme en langt mere præcis angivelse af, hvilke nye, belastende og faktuelt forkerte oplysninger, man mener, at lederen bringer til torvs.

Bladet har endelig anført, at Jyllands-Postens reaktion er blevet bragt ubeskåret, hurtigt, uden redaktionelle tilføjelser og på en fremtrædende plads. Bladet har i den forbindelse anmodet nævnet om at afvise klagen over håndteringen af indlægget. Efter bladets opfattelse ville det føre vidt, hvis danske aviser tog genmæleinstituttet i brug, når de var uenige i et andet dagblads ledende artikler. Subsidiært anmodes nævnet om at konstatere, at bladet har handlet i overensstemmelse med god presseskik i sagen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Det følger endvidere af § 39, stk. 1, at genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at ordet genmæle i medieansvarsloven anvendes som betegnelse for den korrektion af forkerte faktiske oplysninger, som sker efter begæring af den, hvis forhold er blevet undergivet en urigtig omtale i et medie. Det er således ikke muligt at få genmæle over for vurderinger.

Nævnet finder, at lederartiklen i det hele er udtryk for Politikens vurdering af baggrunden for og hensigtsmæssigheden af Jyllands-Postens afskedigelse af bladets chefredaktør, Ulrik Haagerup. Klager er derfor ikke berettiget til at få et genmæle angående artiklens udsagn.

Nævnet finder i øvrigt ikke, at god presseskik er tilsidesat.

Afsagt den 6. februar 2002

Versioner

1. 2002-02-18