Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 101/2001
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9075@2002-03-26/da
Indhold
Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, har ved advokat Bjarke Vejby har klaget til Pressenævnet over fem artikler bragt i Ekstra Bladet den 1., 3., 5. og 7. september 2001, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
I lederartiklen bragt den 1. september 2001 med overskriften "DEN MORALSKE GRÆNSE" hed det:
"Den socialdemokratiske borgmester for familie- og arbejdsmarkedsforhold i København, Winnie Larsen-Jensen, er en dame, der er i besiddelse af en ganske særegen moralsk og etisk grænse. Borgmesteren lod i går en jurist fortælle, at denne grænse forbyder hende at udtale sig om tvangsfjernelsen af den fireårige Z fra en plejefamilie i Taastrup.
Til gengæld forhindrer den selv samme grænse ikke borgmesteren i at lade sit stivnakkede system skalte og valte med et sårbart og forsvarsløst barn. Det forekommer åbenlyst, at forvaltningen har begået en oplagt brøler ved at fjerne den lille Z fra plejefamilie, og anbringe hende på Skodsborg Observations- og Behandlingshjem.
Plejefamilien beskrives i en undersøgelse som en familie i særklasse. Ikke én finger har man kunnet sætte på deres omgang med barnet tværtimod. Begrundelsen for tvangsfjernelsen hører da også hjemme i den helt bizarre ende. Det hedder sig, at barnet "ikke magter at gøre brug af et så tæt følelsesmæssigt tilbud, som en anbringelse i en plejefamilie kræver".
Vi lader den stå et øjeblik og overlader til læserne at vurdere, hvilke mennesker der kan skrive den slags. Vi konstaterer samtidig, at denne formulering ikke overskrider den socialdemokratiske borgmesters etiske og moralske grænse. I hvert fald har hendes system hele vejen igennem sanktioneret uvæsnet.
Den kendsgerning, at Winnie Larsen-Jensens grænse ikke bliver overskredet af den behandling, det kommunale system har udsat et i forvejen sårbart barn for, men først bliver anfægtet, når systemet angribes, siger alt om den tankegang, der ligger dybt i hovedstadens socialdemokratiske magthavere.
I stedet for at indrømme fejlen og forsøge at redde Z fra flere urimeligheder slår systemet ring om sig selv. Der er intet at komme efter, bedyrer man. Alle klager fra plejefamilien er jo blevet afvist. At klagerne til blandt andet Ombudsmanden er blevet afvist, fordi plejefamilien ikke bliver betragtet som part i sagen, vil normalt tænkende mennesker næppe tage som udtryk for, at alt er i orden.
Men dette bureaukratiske halmstrå er imidlertid nok til at både borgmester og embedsværk kan frikende sig selv. I denne syge skrankepave-verden er det nemlig vigtigere at undgå at tabe ansigt end at redde et fireårigt barn."
Ekstra Bladet bragte samme dag en artikel med overskriften "EN PERFEKT PLEJEFAMILIE", hvori det i en underrubrik hed:
"Arrogante myndigheder vil ikke erkende fejl Z skulle ikke have været tvangsfjernet."
I artiklen hed det:
" En familie i særklasse.
Så flot konkluderer kurator Elsebet Nørgaard en undersøgelse af plejefamilien Grant i Taastrup. Alligevel blev plejebarnet Z som etårig tvangsfjernet fra den kærlige familie og anbragt på Skodsborg Observations- og Behandlingshjem. Som beskrevet i Ekstra Bladet i går blev Z fjernet, fordi plejefamilien gav hende meget kærlighed og omsorg. Nu skal Z så i pleje hos en helt anden plejefamilie og ikke hos familien Grant, der elsker den lille pige, som var det deres egen.
"Det er sjældent at møde en familie, der har så meget indsigt i, hvad plejebørn har behov for samtidig med, at de også har forståelse for og respekt for forældrene forenet med, at de brænder for deres plejebørn. Der er tale om et par, der er rummelige, indsigtsfulde, indlevende, superviserbare", skriver kurator Elsebet Nørgaard i socialrapporten om familien, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
De rosende ord fortsætter: "Jeg mener, at der er tale om en familie i særklasse, der vil kunne påtage sig mange forskelligartede opgaver. Både fordi de udviser respekt for barnet og forældrene er interesserede i at modtage supervision og i øvrigt tilegner sig viden om den problematik, som barnet har".
KÆRLIGHED OG HYGGE
Den sociale rapport er fra den 26. april i år, men det har ikke været muligt at få en mundtlig kommentar fra kurator Elsebet Nørgaard.
Den ni sider lange rapport taler imidlertid sit eget tydelige sprog. Der er tale om en familie, der elsker børn overalt på jorden. Mor Magali Grant på 32 år har de sidste 7 år været beskæftiget som familieplejer og taget forskellige kurser om børn og psykologi. Faderen, Anthony på 40 år, arbejder som kok, og familiens økonomi er helt fin. Efter en svær fødsel valgte det børneglade par at passe plejebørn, der trænger til hjælp, i stedet for at få flere børn selv.
Notater i den sociale rapport som "parret siger samstemmende, at børn skal have kærlighed", og "parret bruger meget tid på at hygge sig i og omkring hjemmet, gerne med venner. Deres omgangskreds er gearet til, at der kan være børn med" vidner om, hvor stor opmærksomhed og tryghed, plejebørn vil få i den familie.
Derfor virker det underligt, at netop denne familie fik tvangsfjernet en lille plejedatter pga. for meget kærlighed. Men systemet vil ikke indrømme fejlen.
INGEN KOMMENTARER
Advokat Ulla Wulff Hansen har udtalt til Ekstra Bladet, at myndighederne ikke vil erkende fadæsen. Det hænger også fint sammen med borgmester for familie- og arbejdsmarkedsforhold Winnie Larsen-Jensens kommentar til sagen. Eller måske snarere mangel på kommentar. Da Ekstra Bladet i går ringede til borgmesteren, var hun i møde. Senere ringede jurist Thomas Larsen fra socialforvaltningen på vegne af Winnie Larsen-Jensen.
- Borgmesteren er blevet orienteret om sagen, og den orientering er hun tilfreds med. Hun har ingen kommentarer til den konkrete sag, da det vil gå ud over hendes tavshedspligt. Desuden vil det også være en overskridelse af hendes moralske og etiske grænse, siger Thomas Larsen.
- Den kommentar vil jeg gerne høre fra hende selv.
- Hun ønsker ikke at udtale sig.
- Som borgmester for familie- og arbejdsmarkedsforhold er Winnie Larsen-Jensen ansvarlig for den slags sager i København, vil hun ikke stå ved det ansvar?
- Sagen er behandlet, og der er truffet en afgørelse. Andet er der ikke at sige til det.
- Hvad så hvis afgørelsen er forkert?
- Ombudsmanden har været inde over afgørelsen. Jeg har ikke yderligere kommentarer, svarer juristen kort for hovedet.
Socialcenteret i København Kommune ønsker heller ikke at udtale sig i denne artikel."
Den 3. september 2001 bragte Ekstra Bladet en artikel med overskriften "RÆDSELSKABINETTET" . I forbindelse hermed blev der vist en række billeder af følgende personer: Martin Günther (SF), Børn- og Ungeudvalget, Wallait Khan (V), Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Naser Khader, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Hanne Nielsen (S), Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Lubna Elahi (løsgænger), Børn- og Ungeudvalget, Martin Raahauge Geertsen (V), Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og socialborgmester Winnie Larsen-Jensen (S), Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
I artiklens underrubrik hed det:
"Sådan skalter og valter de københavnske socialpolitikere i børnesager."
I artiklen hed det:
"X og Y blev sendt hjem til deres voldelige, jordanske forældre. Voldtægtsforbrydere skulle anbringes på børnehjem, hvor flere unge voldtægtsofre forsøger at komme sig. Senest var der sagen med plejeforældrene, der elskede deres plejebarn Z så meget, at systemet besluttede at tage barnet fra dem.
Listen over katastrofale beslutninger truffet af rædselskabinettet af socialpolitikere i Københavns Kommune er lang og frygtindgydende.
Især Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med den socialdemokratiske formand, Winnie Larsen-Jensen, i spidsen, har skabt ulykkelige skæbner i kølvandet på deres fatale beslutninger.
Da søskendeparret X og Y blev sendt tilbage til forældrene i Jordan, blev beslutningen taget af Børn- og Ungeudvalget i Københavns Kommune.
GROV VANRØGT
Det var bl.a. løsgængeren Lubna Elahi, der var med til at træffe beslutningen, hvor de to børn blev sendt lige lukt i armene på grov vanrøgt fra især deres far. Da pressen havde skrevet spalte op og spalte ned om sagen, forsøgte socialborgmester Winnie Larsen-Jensen desperat at rede trådene ud. Uden held. Børnene er stadig i Jordan.
Da en 30-årig dansk kvinde blev masse-voldtaget af fire unge indvandrer-drenge på et toilet på Gammel Torv i København, ville socialborgmester Larsen-Jensen sende den ene dreng til børnehjemmet Nærumgård i Nordsjælland.
En uforståelig beslutning, da børnehjemmet har mange mindreårige piger boende, som har været udsat for netop voldtægter. Drengen angrede ikke og pralede højlydt med sine bedrifter. Den besynderlige beslutning blev dog trukket tilbage af Winnie Larsen-Jensen, så drengen ikke kom på Nærumgård. Men det skete først, da forældre til pigerne på børnehjemmet havde klaget, og pressen havde skrevet om det.
KASTEBOLD
Senest har Ekstra Bladet beskrevet endnu en af Københavns Kommunes fadæser.
Plejefamilien Grant fra Taastrup betegnes i en socialrapport som "en familie i særklasse". Familien er dygtige, kærlige og omsorgsfulde plejeforældre. Netop deres kærlighed til plejebarnet Z gjorde, at hun blev tvangsfjernet og anbragt på Skodsborg Observations- og Behandlingshjem.
Nu er den fire et halvt-årige pige dømt til en tilværelse som kastebold, fordi de ansvarlige bl.a. Winnie Larsen-Jensen ikke vil stå ved fejlvurderingen. Lille Z får ikke lov til at vokse op i det trygge Grant-hjem, men skal starte på en frisk i en helt ny plejefamilie.
Listen af fejlvurderede sager er lang. Kendetegnende for dem er, at de ansvarlige ikke er meget for at stå ved deres ansvar. Gang på gang kaster de bolden videre og nægter at tabe ansigt ved at indrømme fejl. Dog har socialborgmester Winnie Larsen-Jensen jævnligt måttet krybe til korset og undskylde.
REJEKÆLLING
Winnie Larsen-Jensen har stået model til lidt af hvert.
Hun bliver kaldt for umenneskelig og børnefjendsk. En rejekælling. En kold politiker, der sjældent lader sit bløde hjerte løbe af med sig. Og det undrer, når hun netop har ansvaret for så følelsesladede sager.
Siden 1989 har hun siddet med de sociale sager i København, og intet tyder på, at hun frivilligt viger den plads. Øretæver eller ej.
Winnie Larsen-Jensen har ikke ønsket at udtale sig i denne artikel."
Ekstra Bladet bragte den 5. september 2001 i læserbrevsdebatten en beklagelse med overskriften "MISVISENDE UDHÆNGNING" , hvori det hed:
"Kritikken fra Martin Hjort og Naser Khader er berettiget. En række af de bragte billeder hænger hverken sammen med den artikel, de ledsager, eller den kritik af håndteringen af børnesager, som var artiklens ærinde.
Ekstra Bladet beklager den misvisende udhængning af nogle borgerrepræsentanter. Kritikken burde have rettet sig imod den egentlige ansvarlige, socialborgmester Winnie Larsen-Jensen."
Bent Falbert,
Chefredaktør"
I en artikel bragt den 7. september 2001 med overskriften "VILLE REDDE BARN FYRES SOM BELØNNING" fremgik det af en underrubrik, at
""Ægtepar i særklasse" må ikke mere få børn i pleje, fordi de i Ekstra Bladet talte lille Zs sag imod behandler-vældet."
I artiklen hed det:
" Magali Grant får ikke mere lov at pleje og hjælpe børn, der i København svigtes af egne forældre eller systemet.
Da hun og hendes mand Antony i sidste uge anklagede myndighederne for at ødelægge 4-årige Z i en kommunal, bedrevidende behandler-mølle, underskrev hun åbenbart sin egen fyreseddel.
Nu rammes ægteparret fra Taastrup på deres økonomi. Som straf. Eller simpel hævn.
Selv om de kan fremvise en 9 siders kommunal rapport på at være en familie i absolut særklasse!
I et brev, underskrevet af afdelingsleder Ulla Wiese, opsiger socialforvaltningen på Indre Nørrebro alle aftaler med parret begrundet med dets åbenmundethed over for Ekstra Bladet og parrets tidligere forsøg på at hjælpe Z ved at overtage hendes forældremyndighed.
- Jamen, da vi i sin tid søgte om forældremyndigheden, skete det i fuld forståelse med Zs biologiske forældre, og kommunen var på alle måder informeret. Det er utroligt, et forsøg på at hjælpe et forsvarsløst barn flere år efter bruges imod os. Vi kan ikke opfatte opsigelsen på anden måde, end at systemet vil lukke munden på alle plejeforældre, der i retfærdig harme råber op om urimeligheder, siger Magali Grant, 32.
Med opsigelsen har borgmester Winnie Larsen-Jensens administration afskåret plejefamilien fra nogensinde at gense det barn, den sammen med forældrene har kæmpet for at få tilbage til hjemmet i Taastrup.
NYT BARN GIDSEL
Endnu værre er måske, at afgørelsen også afskærer ægteparret Grant fra at hjælpe en to-årig dreng, de skulle have haft i pleje fra Indre Nørrebro om blot et par uger.
Selv om Grant-ægteparret og barnet for længst har gennemgået den "tilvænning", der er en forudsætning for barnets overflyttelse fra et børnehjem, betyder opsigelsen af plejekontrakten, at drengen må blive på børnehjemmet, indtil en ny mere samarbejdsvillig familie er fundet til ham.
Ulla Wulff Hansen hedder den advokat, der forsøger at hjælpe Grant-familien.
- Hvis det, der skete i relation til lille Z, var ulykkeligt, er den udvikling, myndighederne nu har videreført, næsten tragisk. Jeg kan ikke se anden baggrund end hævn for kommunens opsigelse. Vi har et socialsystem, der lukker sig omkring sig selv. Man vil simpelthen ikke se egne fejl, mangler og fadæser udstillet. Og svarer så igen ved at ramme kritikerne på tegnebogen. Det er forfærdeligt, at mennesker, der brænder for at hjælpe børn i krise, skal straffes, blot fordi de nægter at holde mund, siger advokaten.
RAMMES PÅ BRØDET
Selv om Magali og Antony Grant indtil opsigelsen havde kontrakt med Københavns Kommune, er det selvsagt deres hjemkommune Høje Taastrup der står for godkendelse af familien som egnet til at have børn i professionel pleje.
Men efter at opsigelsen fra København i forgårs dumpede ind ad brevsprækken, har også hjemkommunen følt sig tvunget til at tage godkendelsen op til vurdering.
Det er ikke første gang, det sker.
Da Magali og Antony Grant oprindelig protesterede mod fjernelse af lille Z til Skodsborg Observations- og Behandlingshjem, forsøgte en sagsbehandler i København, Arne Christensen, at overbevise Høje Taastrup om det rimelige i én gang for alle at lukke munden på det besværlige ægtepar.
Dengang afviste Høje Taastrup hans anmodning.
Hvad der nu kan ske, frygter Magali.
- Der er selvfølgelig økonomiske konsekvenser for os, meget store endda, men det værste er omkostningerne for de børn, der bruges som gidsler i et spil, hvor jeg efterhånden tror, vi er de eneste, der optræder en smule voksent, siger den 32-årige plejemor.
Ekstra Bladet kunne i går intet svar få i Københavns Kommune på, hvordan en årgammel ansøgning om forældremyndighed til Z (der i øvrigt ville have sparet kommunen for 20.000 kr. om måneden) nu bruges som fyringsgrund.
SKULER SIG BAG TAVSHEDSPLIGT
Ganske vist blev ansøgningen afvist, men den blev dog behandlet i kommunalt regi, eftersom selv de biologiske forældre mente Grant-familien bedre end de selv eller behandlerne kunne give den lille pige en ordentlig opvækst.
Ulla Wiese, afdelingslederen, der har underskrevet fyreseddelen, nægter at sige noget som helst.
- Ingen kommentarer!
Jeg har tavshedspligt!
Og Winnie Larsen-Jensen, borgmester og politisk chef i familie- og arbejdsmarkedsforhold, reagerede ikke på opringninger.
Mens Z på nu tredje år er anbragt på børnehjem efter sigende p.t. med udgangsforbud, idet plejerne frygter, at fotografer kan være på jagt efter barnet (!) må Grant-familien oven i de økonomiske ruiner se tilbage på flere års forgæves kamp for et barn, der blev fjernet på baggrund af 30 minutters undersøgelse af hendes udvikling. Endog med konklusioner, der tilbagevises af læssevis af fotografier. Plejefamilien elskede hende bare alt for meget, hed det sig såmænd.
Hvert eneste nævn og styrelse har undervejs givet behandler-systemet medhold.
Om end argumentet uden undtagelse har været: Plejeforældre er ikke part i sagen. Og det, de siger, må ikke høres. Slut, færdig.
- Hvis vi er så umulige, hvorfor er vi i andre sager så blevet anvendt som plejeforældre indtil nu? Vi skal knuses, fordi vi tillod os i Ekstra Bladet at forsvare et barn, der ingen andre har til at kæmpe for sig, når forældrene ikke selv magter det, siger Magali Grant."
Klageren har anført, at bladet i artikelserien har handlet i strid med god presseskik. Det er klagers opfattelse, at bladet i såvel lederen som de øvrige artikler bibringer læserne det indtryk, at de konkrete afgørelser om tvangsfjernelse af mindreårige børn er truffet af socialborgmesteren, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og forvaltningen for at pleje usaglige hensyn. Dette er ikke rigtigt, idet afgørelserne rent faktisk - i overensstemmelse med de gældende regler - er truffet af Børn- og Ungeudvalget, hvis formand er en dommer.
Klageren har videre anført, at bladet både i lederen og artiklerne anvender et særdeles groft og krænkende ordvalg. Klager har i den forbindelse fremhævet udsagnet "I denne syge skrankepave-verden er det nemlig vigtigere at undgå at tabe ansigt end at redde et 4-årigt barn" fra bladets lederartikel den 1. september 2001. Et andet eksempel er en passage fra artiklen bragt den 3. september 2001, idet det hedder "Nu er den fire et halvt årige pige dømt til en tilværelse som kastebold, fordi de ansvarlige bl.a. Winnie Larsen-Jensen ikke vil stå ved fejlvurderingen". Tilsvarende anførte bladets chefredaktør som kommentar til to læserbreve bragt den 5. september 2001 vedrørende håndteringen af "børnesager", at "Kritikken burde have været rettet imod den egentlig ansvarlige, socialborgmester Winnie Larsen-Jensen". Endelig anføres det i artiklen bragt den 7. september 2001, at "Med opsigelsen har borgmester Winnie Larsen-Jensens administration afskåret plejefamilien fra nogensinde at gense det barn, den sammen med forældrene har kæmpet for at få tilbage i hjemmet i Taastrup".
Klageren har bestridt, at formålet med klagen - sådan som hævdet af bladet - skulle være at renvaske socialborgmesteren forud for kommunalvalget den 20. november 2001. Klager har samtidig anført, at sagen slet ikke drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at kritisere "borgmester Larsen-Jensen, hendes politikerkolleger samt hendes kontorfolk" for en påstået fejlagtig beslutning i forbindelse med valg af plejefamilie til et bestemt barn, der i henhold til en afgørelse truffet af Børn- og Ungeudvalget var blevet tvangsfjernet fra sine biologiske forældre. Sagen drejer sig derimod om, at bladet i artikelserien sammenblander ansvars- og kompetenceforhold i en grad, der gør, at bladet bibringer sine læsere den opfattelse, at "borgmesteren Larsen-Jensen, hendes politikerkolleger samt hendes kontorfolk" er ansvarlige for konkrete tvangsfjernelser. Som bladet har demonstreret over for Pressenævnet, er det enkelt at skildre sagsgangen for tvangsfjernelser i København. Situationen er imidlertid den, at bladet ikke i sin artikelserie har beskrevet problemstillingerne på tilsvarende vis.
Klageren har over for nævnet fremhævet endnu en række udsagn fra de indklagede artikler, som i den sammenhæng, hvori de er bragt, forleder bladets læsere til at tro, at socialborgmesteren er ansvarlig for de bagvedliggende sager om tvangsfjernelser, der er henlagt til Børn- og Ungeudvalget at træffe afgørelse i. Der kan kun gisnes om, hvorvidt journalisten var bekendt med kompetence- og ansvarsforholdene på det tidspunkt, hvor hun forfattede sine artikler, men den konsekvente anvendelse af ordet "tvangsfjernelse" tyder på, at dette ikke var tilfældet. Var hun imidlertid bekendt med kompetence- og ansvarsforholdene, er ordvalget i disse udtryk for en bevidst skadeforvoldende hensigt.
Klageren har derudover fremhævet to uddrag fra artiklen bragt den 3. september 2001, hvori kommunens socialpolitikeres og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets rolle i sagen om de to søskende X og Y omtales.
Klageren har i tilknytning hertil bemærket, at realiteten i sagen var den, at Børn- og Ungeudvalget på et tidspunkt traf beslutning om tvangsfjernelse af de to jordanske børn fra deres biologiske forældre. I forbindelse med forældrenes hjemrejse til Jordan skulle Børn- og Ungeudvalget træffe afgørelse om, hvorvidt de tvangsfjernede børn skulle hjemgives til forældrene. En sådan afgørelse blev truffet af Børn- og Ungeudvalget. Efterfølgende opstod der kritik af denne beslutning, og Borgerrepræsentationen pålagde Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen at undersøge, hvorvidt der var mulighed for at omgøre beslutningen, der allerede var effektueret. Efter en juridisk analyse måtte forvaltningen imidlertid konkludere, at der ikke bestod nogen sådan mulighed for at ændre på konsekvenserne af den afgørelse, som Børn- og Ungeudvalget havde truffet. Beskrivelsen af socialborgmesterens og forvaltningens ansvar i den konkrete sag, herunder i den anførte sammenhæng, er åbenbart forkert. I hvilket omfang dette beror på, at journalisten ikke forud for artiklen har undersøgt kompetence- og ansvarsforhold, kan der som nævnt kun gisnes om. Sammenblandingen som ses ved udsagnene "Rædselskabinettet af socialpolitikere i Københavns Kommune", "Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med den socialdemokratiske formand, borgmester Winnie Larsen-Jensen, i spidsen.." og "Børn- og Ungeudvalget i Københavns Kommune" synes imidlertid at pege i denne retning. Det må således stå klart, at læserne bibringes det indtryk, at det er borgmesteren, der personligt har ansvaret for den konkrete sag, uagtet det er Børn- og Ungeudvalget, der som enekompetent myndighed havde truffet beslutningen om hjemgivelse af børnene.
Klageren har noteret sig, at artiklen med overskriften "Rædselskabinettet" har affødt en partiel berigtigelse fra chefredaktørens side, men da det heri fastholdes, at borgmesteren bærer ansvaret for X og Y-sagen, kan berigtigelsen ikke tillægges nogen betydning.
Det er sammenfattende klagers opfattelse, at bladet i den påtalte artikelseries omtale af "børnesager" ikke i tilstrækkeligt omfang har sat sig ind de konkrete kompetence- og ansvarsforhold og som følge heraf har bragt ukorrekt og fejlagtig information ud til offentligheden. Bladet har herved bibragt dets læsere den opfattelse, at socialborgmester Winnie Larsen-Jensen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er ansvarlig for afgørelser, som henhører under Børn- og Ungeudvalgets kompetence, dvs. tvangsfjernelser og hjemgivelse. Derudover har bladet efter klagers opfattelse anvendt et særdeles groft og krænkende ordvalg i en sammenhæng, hvor kompetence- og ansvarsforhold i øvrigt beskrives ukorrekt og fejlagtigt.
Klageren har til sin klage vedlagt et notat om Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets kompetence i forhold til Børn- og Ungeudvalgets, hvoraf blandt andet fremgår, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og socialborgmesteren ikke har nogen instruktionsbeføjelse i forhold til Børn- og Ungeudvalget, ligesom det fremgår, hvilke afgørelser det tilkommer dette udvalg at træffe.
Bladet har anført, at skønt klageren identificerer sig som en forvaltningsgren, er det let at gennemskue, at klagers advokat er sat i arbejde af socialborgmester Winnie Larsen-Jensen i et forsøg på at renvaske denne inden kommunalvalget i november måned 2001.
Bladet har desuden anført, at klagen er præget af tankens uklarhed, hvorfor man for at lette Pressenævnets forståelse for det passerede har skitseret arbejdsgangen ved tvangsfjernelser i København på følgende vis:
Børne- og Ungeudvalget er det organ, der beslutter, at 4-årige Z skal fjernes fra de biologiske forældre. Denne beslutning er ikke anfægtet af sagens parter eller bladet.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, hvis formand er Winnie Larsen-Jensen, er det organ, der herefter beslutter, hvor barnet skal hen. Dette udvalg anbringer barnet hos familien Grant. Den beslutning er heller ikke omtvistet fra nogen side.
Samme Familie- og Arbejdsmarkedsudvalg står imidlertid også for beslutningen om at flytte Z fra plejefamilien. Den afgørelse er Winnie Larsen-Jensen den øverste ansvarlige for.
Bladet har gjort gældende, at dets kritik har rettet sig imod, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Winnie Larsen-Jensen samt hendes forvaltning fjerner barnet fra en perfekt plejefamilie en vurdering, der stammer fra kurator Elsebet Nørgaards socialrapport, som bladet ligger inde med. Begrundelsen for at fjerne barnet er den absurde, at hun fik for meget kærlighed.
Bladet har endvidere anført, at den karske karakteristik af borgmester Winnie Larsen-Jensen, hendes politikerkolleger samt hendes kontorfolk beror på, at der oplagt er tale om en fejlagtig beslutning, som systemet derefter rigidt forsvarer med stedse stigende desperation. Bladet har ikke grund til at fortryde den hårde kritik af, at barnet blev fjernet fra plejefamilien, ligesom man står ved kritikken af beslutningen om at fyre plejefamilien efter, at denne havde gjort indsigelser mod beslutningen.
Bladet har erkendt, at der i en enkelt artikel er begået fejl, idet nogle politikere uberettiget er gjort ansvarlige for de forkerte beslutninger, men bladet mener at have rettet op på dette i et indlæg i avisen den 15. september 2001. Den pågældende klage hidrører imidlertid ikke fra de forurettede borgerrepræsentationsmedlemmer, men derimod fra Winnie Larsen-Jensen og hendes forvaltning, der efter bladets opfattelse rigeligt har fortjent den omtale, der er blevet dem til del.
Bladet har afslutningsvis anført, at det korte af det lange er, at de kommunale myndigheder har truffet to forkerte beslutninger vedrørende fjernelse af børn, og at det er sket på grundlag af materiale og indstillinger fra borgmester Winnie Larsen-Jensens Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning. Klageren har i sit indlæg til nævnet forsøgt at opstille en knivskarp distinktion mellem borgmesterens og Børne- og Ungdomsudvalgets kompetencer. Det fremhæves således, at udvalget er "enekompetent myndighed med en dommer som formand". Ikke desto mindre fremgår det af indlægget, at borgmesterens forvaltning har beskæftiget sig indgående med muligheden for at "omgøre beslutningen" i det enekompetente udvalg nemlig den forkerte afgørelse om at sende to børn til Jordan. Allerede heraf fremgår, at kompetencerne i disse sager i praksis er uklare.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at det er nævnets opfattelse, at folkevalgte politikere, blandt andet som et led i vælgernes kontrol, i højere grad end personer i almindelighed må tåle kritiske udtalelser og angreb, og at der i forbindelse hermed - og i den politiske debat i øvrigt - består et frisprog, der rækker videre end i mange andre tilfælde. Det er ligeledes nævnets opfattelse, at offentlige myndigheder, - herunder kommunale forvaltningsmyndigheder - i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.
Nævnet finder, at bladet med fordel kunne have undladt at anvende betegnelserne "tvangsfjernelsen" og "tvangsfjernet" i artiklerne den 1. og 3. september 2001 med hensyn til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning om at flytte den 4-årige pige Z, idet disse betegnelser dækker over en type beslutning, som alene Børn- og Ungeudvalget har kompetence til at træffe. Nævnet finder således som sagen er oplyst at kunne lægge til grund, at beslutningen om at flytte Z blev truffet af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, der havde den tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen som formand. På den baggrund og henset til den formuleringsfrihed, som der tilkommer medierne, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt.
Nævnet finder endvidere, at artiklen bragt den 3. september 2001 sammenholdt med chefredaktørens indlæg af 5. september 2001 giver læseren det indtryk, at den tidligere socialborgmester var medansvarlig for beslutningen om at hjemsende søskendeparret X og Y til forældrene i Jordan, uagtet det var Børn- og Ungeudvalget, der stod bag denne beslutning. Bladet har følgelig handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Nævnet finder særligt henset til det frisprog, der må gælde i forhold til politikere og offentlige myndigheder ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af sprogbrugen i artiklerne.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende:
"Kendelse fra Pressenævnet
Den 1., 3., 5. og 7. september 2001 bragte Ekstra Bladet en artikelserie om Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltnings og den tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensens roller i forbindelse med to sager om henholdsvis flytning af et barn og hjemgivelse af to andre børn. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har klaget til Pressenævnet, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Nævnet finder, at artiklen bragt den 3. september 2001 sammenholdt med chefredaktørens indlæg af 5. september 2001 giver læseren det indtryk, at den tidligere socialborgmester var medansvarlig for beslutningen om at hjemsende søskendeparret X og Y til forældrene i Jordan, uagtet det var Børn- og Ungeudvalget, der stod bag denne beslutning. Bladet har følgelig handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Afsagt den 28. februar 2002