Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 4/2002

GældendeVersion 2002-04-10
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9096@2002-04-10/da

Indhold
  1. Indledning

Alpha Beta Kommunikationsrådgivning A/S har ved advokat Torben Svensson klaget til Pressenævnet over tre artikler bragt i Magisterbladet den 22. november, 6. december og 20. december 2001, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at Magisterbladet har afvist at bringe et genmæle.

I artiklen i nr. 21 bragt den 22. november 2001 med overskriften " Advarer mod PR-bureau " hed det i en brødtekst:

"Dansk Magisterforening advarer nu mod at søge job i PR-bureauet Alpha Beta. Medarbejderne bliver kun i kort tid. Og flere tidligere ansatte kan berette om trusler, chikane og ydmygende behandling."

I artiklen hed det:

"Trusler om fyringer, politianmeldelser og retssager. Det har været den bizarre dagligdag for flere tidligere medarbejdere i PR-bureauet Alpha Beta i centrum af København. Virksomheden har siden stiftelsen i firserne haft samme ejer. En ejer der i dag udpeges som hovedårsagen til de umulige arbejdsforhold.

Ifølge to tidligere og en fyret medarbejder, der stadig er i opsigelsesperioden, har den uberegnelige ledelsesfacon været alt fra trusler, ydmygelser, raserianfald til forsøg på manipulation. En ledelsesstil der har gjort at dørene taktfast har svinget for medarbejdere på vej ind og ud.

"De fleste holder i tre-fire måneder," siger en af de tidligere medarbejdere, der af hensyn til sin fremtidige karriere ønsker at være anonym.

De to andre ønsker heller ikke at stå frem med navn, men alle kan fortælle en næsten enslydende historie.

De startede som nyuddannede med store forventninger til karrieren. De følte sig heldige, da de fik et job i den eftertragtede PR-branche. Allerede efter få uger følte de at noget var helt galt, og da de egentlig havde mest lyst til at stoppe, turde de ikke af hensyn til karrieren. For det ville se mærkeligt ud på et CV at man kun havde været i en virksomhed i få måneder. Så ville man jo blive stemplet som en "besværlig medarbejder".

"Da det begyndte at blive slemt tænkte jeg, o.k., nu tager jeg en dag ad gangen. Men da jeg var nede på at tage fem minutter ad gangen, tænkte jeg, nu var den helt gal".

De tre har alle forladt Alpha Beta inden for et år. Alle er blevet chikaneret og truet og har måttet stå model til beskyldninger om uhæderlighed og uduelighed. En er blevet fyret på grund af anklager om overdreven brug af firmaets mobiltelefon, en anden blev vist bort fordi han havde kigget i en mappe på en fælles server. I begge tilfælde afviser Dansk Magisterforening beskyldningerne som "helt hen i vejret".

Skræmt fra vid og sans

For to medarbejderes vedkommende blev strabadserne så belastende at de var sygemeldte i flere måneder efterfølgende.

Alligevel undgik en af dem ikke at blive ringet op i hjemmet og modtage truslen om at ledelsen nok skulle "få skovlen under ham".

De fuldstændigt umulige arbejdsforhold får nu Dansk Magisterforening til at advare andre magistre mod at søge arbejde i den pågældende virksomhed.

"Hvis I har andet på hånden, så lad være med at søge derhen. Folk der arbejder der er blevet skræmt fra vid og sans, og med den nuværende ledelse mener vi at sandsynligheden for at det ender galt og folk igen bliver fyret er for stor," siger konsulent i Dansk Magisterforening Martin Frandsen, der understreger at Dansk Magisterforening er gået ind i alle hidtidige sager.

En sag er ført ved byretten. I det tilfælde imødekom Alpha Beta de finansielle krav . Martin Frandsen opfordrer folk til straks at kontakte Dansk Magisterforening hvis de bliver udsat for noget lignende som i Alpha Beta.

I dag har to af de tidligere medarbejdere andet arbejde, mens den tredje endnu er usikker på, om fremtiden ligger i PR-branchen.

"Jeg er rasende. Den virksomhed har ødelagt så meget for mig. Jeg lider stadig under det. Mit forhold til arbejdsmarkedet er ødelagt. På min nuværende arbejdsplads kan jeg stadig fare helt sammen når min chef beder mig om at komme ind på kontoret. Det sidder dybt i mig," siger en af dem.

Alpha Beta har i dag under et dusin ansatte."

I artiklen i nr. 22 bragt den 6. december 2001 med overskriften " Dansk Magisterforening fastholder kritik af Alpha Beta " hed det:

"Inden for 13 måneder har Alpha Beta Kommunikationsrådgivning a/s foretaget en bortvisning og to afskedigelser som Dansk Magisterforening mener har været usaglige. Der har været bragt en artikel i sidste nummer af Magisterbladet hvor Dansk Magisterforening advarer medlemmer mod at søge job hos Alpha Beta på grund af de dårlige arbejdsforhold.

På baggrund af artiklen har Dansk Magisterforening fået en henvendelse fra Alpha Betas advokat som mener at Alpha Beta er blevet hængt ud som en arbejdsplads Dansk Magisterforening advarer imod. Herudover mener advokaten at der kun er tale om to fyringer. Alpha Beta beder derfor Dansk Magisterforening om at dementere sin kritik af Alpha Beta.

Dansk Magisterforening fastholder at der har været tale om usaglige fyringer, men beklager at disse tre sager har ført til en generel advarsel mod Alpha Beta som arbejdsplads.

Dansk Magisterforening fastholder også at der er tale om tre fyringer og ikke kun to. I det tilfælde der er strid om, valgte Alpha Beta at efterkomme Dansk Magisterforenings krav, og det taler entydigt for at Alpha Beta har accepteret det som en fyring."

I artiklen i nr. 23 bragt den 20. december 2001 med overskriften " Flere kritiserer Alpha Beta " hed det i den brødtekst:

"PR-bureauet Alpha Beta har indtil videre afvist at der har været problemer med det psykiske arbejdsmiljø i virksomheden. Men til Magisterbladet har 11 tidligere ansatte givet en enslydende beskrivelse af arbejdsforholdene. Deres udsagn bekræfter Magisterbladets tidligere historie."

I artiklen hed det:

"I sidste nummer beskrev Magisterbladet de dårlige arbejdsforhold på PR-bureauet Alpha Beta ud fra tre tidligere ansattes beretninger.

Alpha Betas advokat, Torben Svensson, har indtil videre afvist at "Alpha Beta skulle have noget problem". Magisterbladets artikel bygger på "udokumenterede påstande", siger han til websiden Kommunikationsforum.

Men efter Magisterbladets første artikel er det strømmet ind med tilkendegivelser fra tidligere ansatte indtil videre har elleve ud over de tre førstnævnte ansatte bekræftet Magisterbladets udlægning.

I den forbindelse har Magisterbladet fået kendskab til yderligere to sager der bliver ført mod virksomheden.

Én ligger på skrivebordet hos Dansk Jurist- og Økonomforbund, en anden bliver ført privat og ligger nu til berammelse i Landsretten efter Alpha Beta har anket sagen. Den ene sag handler om manglende betaling for barsel den anden om uberettiget bortvisning.

De dårlige arbejdsforhold bliver bekræftet af alle 11 tidligere ansatte som Magisterbladet har talt med siden den første artikel. Enkelte har været ansat i virksomheden helt tilbage i 1993.

Ingen af dem har dog lyst til at stå frem offentlig og fortælle deres historie. Mange begrunder deres beslutning med hensynet til deres nuværende arbejde. Det ville ikke være fair mod deres nuværende virksomhed, og det ville skade deres fremtidige karrieremuligheder. Alle kender alle, lyder nogle af begrundelserne.

Det faglige udbytte af arbejdet i virksomheden har generelt set været tilfredsstillende. Men det har ikke kunnet opveje de daglige belastninger i form af stress, ubehag og angsten for at blive centrum for en konflikt, hvilket også har ført til at mange ikke har været ansat særlig længe i virksomheden.

Efter Magisterbladets omtale har Dansk Magisterforening inviteret Alpha Betas advokat til et møde. Begrundelsen for mødet er ifølge Dansk Magisterforenings direktør, Peter Kordt, at få afsluttet sagen.

"Efter DMs opfattelse har Alpha Beta ikke handlet efter reglerne og heller ikke haft en etisk korrekt ledelsesstil. Men det er en magisterarbejdsplads og hvis de er indstillet på fremover at følge reglerne, udøve en anden og bedre ledelsesstil samt afklare verserende sager, så slår vi gerne en streg i sandet og ser fremad," siger Peter Kordt."

Klager har over for bladet ved brev af 3. januar 2002 fremsat anmodning om, at følgende genmæle offentliggøres:

"Genmæle

Overfor disse oplysninger meddeles det, at Magisterbladet på intet tidspunkt har kontaktet min klient for at høre deres version af sagen, at de 3 påståede sager om uberettigede afskedigelser/bortvisninger er udokumenterede, at undertegnede har anmodet Dansk Magisterforening v/direktør Peter Kordt om et møde og ikke omvendt, samt at der ikke efter tidspunktet for bortvisningen af den tidligere direktør er noget dårligt arbejdsmiljø eller arbejdsklima hos Alpha Beta Kommunikationsrådgivning A/S."

Ved brev af 15. januar 2002 afviste bladet at bringe genmælet.

Klageren har anmodet om, at nævnet tager alle tre artikler under påkendelse uanset, at klagen er fremkommet senere end fire uger efter den 22. november 2001, hvor magisterbladet nr. 21 udkom. Klager har til støtte herfor anført, at bladet i sine senere artikler den 6. og 20. december 2001 har henvist til artiklen af 22. november 2001, hvorfor denne artikel "fanges" af klagen.

Klageren har oplyst, at Dansk Magisterforening og Magisterbladet forgæves er blevet anmodet om at dokumentere de tre konkrete sager om uberettiget afskedigelse og bortvisning, som er omtalt i de tre artikler.

Klageren har anført, at bladet på intet tidspunkt har kontaktet klager for at høre dennes version af sagen, ligesom de tre påståede sager om uberettigede afskedigelse/bortvisning ikke er korrekte.

Klageren har endelig anført, at det er klager, der har anmodet Dansk Magisterforening v/direktør Peter Kordt om et møde og ikke omvendt.

Bladet har anført, at klagen kun kan omfatte to artikler om problemerne i klagers virksomhed, da klagen i forhold til artiklen offentliggjort den 22. november 2001 er indgivet for sent.

Bladet har i den forbindelse anført, at klagepunktet om, at bladet ikke har kontaktet klager, vedrører artiklen offentliggjort den 22. november 2001, der som nævnt ikke kan være omfattet af klagen. Bladet vil derfor ikke forholde sig til denne del af klagen. Det skal dog anføres, at klagers advokats udtalelse til "Kommunikationsforum" er refereret i bladets artikel, der er offentliggjort den 20. december 2001.

Bladet har endvidere anført, at anmodningen om dokumentation for de sager, som bladet har omtalt, bør rettes til Dansk Magisterforening. Magisterbladet udgives af Dansk Magisterforening, men er et journalistisk blad med en selvstændig redaktionel linie. Det bemærkes, at Magisterbladet har set dokumentationen.

Bladet har henvist til bladets brev af 15. januar 2002 til klager, hvoraf fremgår, at direktøren for Dansk Magisterforening blev kontaktet af klagers advokat, og at direktøren inviterede advokaten til et møde i Dansk Magisterforening. Bladet har ingen grund til at tro, at forløbet har været anderledes end beskrevet i bladet.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet modtog klagen over tilsidesættelse af god presseskik den 3. januar 2002. Den artikel, der blev bragt den 22. november 2001, er nævnet derfor afskåret fra at tage stilling til, jf. medieansvars- lovens § 34, stk. 2, 2. pkt. Under hensyn til de påklagede artiklers sammenhæng såvel tidsmæssigt som indholdsmæssigt finder nævnet, at artiklen den 22. november 2001 kan inddrages i grundlaget for nævnets afgørelse.

Nævnet finder, at klager i artiklen den 6. december 2001 er kommet tilstrækkeligt til orde i forbindelse med oplysningerne om, hvorvidt der var tale om to eller tre sager om bortvisning og afskedigelse.

Nævnet finder med hensyn til artiklen den 20. december 2001, at bladet med henblik på en kommentar burde have forelagt klager oplysningerne om de yderligere to sager, der bliver ført mod klager og om, at det dårlige arbejdsmiljø hos klager nu er blevet bekræftet af 11 tidligere ansatte, som bladet har talt med. Ved ikke at forelægge disse oplysninger har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Herudover finder nævnet ikke, at god presseskik er tilsidesat.

Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Da en anmodning om genmæle skal fremsendes til redaktøren senest 4 uger efter offentliggørelsen, og da klager først ved brev af 3. januar 2002 har fremsendt sit krav om genmæle til bladet, vil nævnet ikke kunne tage stilling til, om klager er berettiget til genmæle i forhold til artiklen den 22. november 2001, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 3.

Nævnet bemærker, at der ikke kan gives genmæle med hensyn til, at bladet ikke har kontaktet klager for at høre om deres version af sagen, idet det ikke af artiklerne den 6. og 20. december 2001 fremgår, at dette skulle være tilfældet. Ligeledes finder nævnet ikke grundlag for genmæle med hensyn til oplysningen om, at afskedigelserne/bortvisningen skulle være usaglige, idet bladet alene videregiver Dansk Magisterforenings vurdering af dette spørgsmål.

Da oplysningen om, hvem der har indkaldt til møde mellem klagers advokat og Dansk Magisterforenings direktør ikke er egnet til at påføre klager skade af betydning, finder nævnet heller ikke grundlag for at give genmæle på dette punkt.

Endelig finder nævnet ikke grundlag for at give genmæle med hensyn til oplysningen om det dårlige arbejdsmiljø hos klager, idet der her er tale om en gengivelse af Dansk Magisterforenings vurdering samt bladets egen vurdering baseret på interviews med tidligere ansatte hos klager.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Magisterbladet at bringe følgende:

" Kendelse fra Pressenævnet

Den 20. december 2001 bragte Magisterbladet en artikel om arbejdsmiljøet i PR-bureauet Alpha Beta Kommunikationsrådgivning A/S. Alpha Beta Kommunikationsrådgivning A/S har klaget til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Nævnet finder, at bladet med henblik på en kommentar burde have forelagt klager oplysningerne om de yderligere to sager, der bliver ført mod virksomheden og om, at det dårlige arbejdsmiljø nu er blevet bekræftet af 11 tidligere ansatte, som bladet har talt med. Ved ikke at forelægge disse oplysninger har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

København, den 20. marts 2002

Jørgen Nørgaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard."

Kendelse afsagt den 20. marts 2002.

Versioner

  1. 2002-04-10