Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 8/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9097@2002-04-10/da
Indhold
Poul Jørgensen har som bestyrelsesformand for de erhvervsdrivende fonde Fælleseje, Estate og Thomas Brocklebank klaget til Pressenævnet over et telegram udsendt af Ritzaus Bureau den 10. januar 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
I telegrammet, der havde overskriften " Ny lov skal sikre uafhængige revisorer " hed det blandt andet.
-----
"De danske revisorer skal være rene som nyfalden sne, når de sætter deres godkendende underskrift på et regnskab. Men sneen har over de senere år fået en del pletter, efter revisorer har godkendt regnskaber i for eksempel Nordisk Fjer og Tvind, som viste sig at være misvisende."
-----
Klageren har oplyst, at han er formand for tre erhvervsdrivende fonde, der i medieindustrien ofte under ét omtales som Tvind, og han har derfor - ligesom alle andre læsere - kun grund til at antage, at indklagede med denne effektive udbredelse af en sigtelse for urigtig regnskabsaflæggelse og urigtige revisionspåtegninger sigter til disse erhvervsdrivende fonde, der alle er registrerede i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter lovreglerne om registrering af erhvervsdrivende fonde. Den af indklagede udbredte sigtelse er efter klagers opfattelse egnet til væsentligt at skade de tre fonde, der ejer ejendomme og skibe for mere end 196 mio. kr. ifølge de årsregnskaber, der er afsluttet den 31. december 2000.
Klageren har oplyst, at fondene årligt anskaffer fast ejendom og skibe og optager kreditforeningslån og andre lån til finansiering af anskaffelserne. Således fremgår det af fondenes årsregnskaber, at de tilsammen ved udgangen af år 2000 skyldte godt 128 mio. kr. til kreditforeninger, banker og andre panthavere. Hvis långiverne anser den indklagede nyhedsmeddelelse for rigtig hvad de tre fonde ikke har nogen mulighed for at vurdere kan denne meddelelse påvirke långivningen til fondene i et omfang, der måske kan opgøres i mange millioner kroner.
Klageren har til indklagedes anførsel om, at alle virksomheder og skoler, der kan sættes i forbindelse med navnet Tvind, også med rette kan omtales og behandles som én virksomhed, anført, at eventuelle fejl hos de skoler eller ved revisionen af samme skoler, der lejer ejendomme og skibe tilhørende de tre fonde, ikke uden videre kan lægges udlejerne til last.
Klageren har videre anført, at Højesteret i den skelsættende dom af 19. februar 1999, som indklagede er bekendt med, anvender udtrykket Tvind-skolerne om skolerne, og at ingen af de tre fonde har betegnet sig selv som Tvind, hverken hver for sig eller samlet, hvorfor de må have ret til at blive betegnet ved det af dem valgte og brugte navn.
Klageren har yderligere anført, at Undervisningsministeriet i forarbejderne til den grundlovsstridige Tvind-lov anvender udtrykkene Tvind-skolerne og Tvind-samvirket om skolerne, men ikke om de tre selvejende fonde, der derimod omtales som Tvind-koncernen. Ligeledes anvender Revisornævnet ikke ordet Tvind i forhold til de tre fonde.
Afslutningsvis har klager bemærket, at han ikke forud for nyhedsmeddelelsen blev gjort bekendt med, at man agtede at beklikke fondenes revision som sket, uanset indklagede kender klagers telefonnummer, som man tidligere har benyttet sig af.
Indklagede har oplyst, at baggrunden for, at man valgte at nævne Tvind som eksempel på revisorer, der har påtegnet misvisende regnskaber, er, at statsautoriseret revisor X den 11. april 2001 endeligt blev ikendt en bøde på 100.000 kr. af Revisornævnet. Bøden begrundedes med, at han "havde tilsidesat sine pligter som statsautoriseret revisor", da han reviderede og påtegnede regnskaberne for de statsstøttede grund- og kostskoler, der indgik i Skolesamfundet Tvind.
Det er indklagedes opfattelse, at det store net af institutioner både i den offentlige opfattelse og i realiteten er tæt sammenknyttede under den fælles betegnelse Tvind. Dette er baggrunden for brugen af den generelle betegnelse Tvind i artiklen. Efter klagers opfattelse finder den generelle betegnelse også dækning i dels, at skolernes økonomi var meget tæt knyttet til andre dele af Tvind-koncernen, dels at skolerne modtog hjælp til bogføring og regnskabsassistance fra Skolesamfundet Tvind Forvaltningen, som var en privat forening, der kunne optage skolerne i Skolesamfundet Tvind som medlemmer.
Indklagede har vedrørende klagers bemærkninger om fondenes forringede lånemuligheder anført, at det er uforståeligt, at klager mener, at brugen af fællesbetegnelsen Tvind kan skade de nævnte fondes lånemuligheder, al den stund de tre fondes navne ikke omfatter ordet Tvind. Den generelle og korte betegnelse Tvind for selskaber, der fører ordet Tvind i sit navn, er almindeligt udbredt i den offentlige debat og bruges foruden medierne af Tvind-koncernens egne medarbejdere. Et par af de seneste eksempler er et læserbrev forfattet af et medlem af Tvinds lærergruppe bragt i Politiken den 12. december 2001 og et interview med et andet medlem af lærergruppen bragt i samme dagblad den 5. december 2001. Begge personer bruger den generelle betegnelse Tvind om hele Tvind-nettet.
Endelig er det indklagedes opfattelse, at man har dækning for at bruge udtrykket misvisende om visse regnskaber fra Tvind-organisationen. En række oplysninger i regnskaberne er egnede til at skabe en forkert opfattelse af skolernes økonomi og dermed også af økonomien i de virksomheder, som ifølge Rigsrevisionen havde urealistisk store indtægter på de nævnte skoler.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Jørgen Nørgaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Selvom Revisornævnets kendelse efter det oplyste alene vedrører revisionen af regnskaberne for nogle skoler omfattet af Skolesamfundet Tvind, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere, at indklagede i det korte telegram om revisorlovgivning altså et andet emne end Tvind-koncernens regnskabsforhold har benyttet den mindre præcise betegnelse Tvind.
Henset til at udtrykket Tvind må anses for ganske indarbejdet i den offentlige debat som betegnelse for organisationen som sådan og om de skoler, fonde eller selskaber, der har tilknytning til organisationen, er det nævnets opfattelse, at det ligger inden for rammerne for den redaktionelle formuleringsfrihed at anvende betegnelsen som sket i telegrammet. Nævnet finder følgelig ikke, at indklagede har handlet i strid med god presseskik.
Kendelse afsagt den 20. marts 2002.