Gelex

Nyt fra Ankestyrelsen - udvidet lån til bil på grund af adgangsforhold til bolig - af fuldmægtig Inge Henriksen

GældendeVersion 2002-04-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9124@2002-04-15/da

Indhold
  1. Indledning

Ankestyrelsen oplyste i en artikel i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2/1999, at vi havde truffet 2 afgørelser på et ordinært møde, hvor det blev anført, at bilbekendtgørelsens § 6 om udvidet støtte ikke indeholdt mulighed for at inddrage adgangsforholdene til boligen eller højden på en carport/garage ved vurderingen af hvilken bil, der var billigst og bedst egnet.

Ankestyrelsen henviste samtidigt til mulighederne for boligændring efter servicelovens § 102.

Ankestyrelsen har i november 2001 behandlet en sag i principielt møde med henblik på nærmere afklaring af, hvorvidt adgangsforholdene til boligen og færger kan indgå som et kriterium ved vurderingen af hvilken bil, der måtte anses som egnet og billigst.

Ankestyrelsen fastslog i afgørelsen, at der normalt ikke kan lægges vægt på adgangsforholdene til boligen ved vurderingen af hvilken bil, der kan anses for billigst og bedst egnet ved udvidet lån.

Nødvendige boligindretninger inden for en persons boligareal kan ydes efter servicelovens § 102, stk. 1.

Imidlertid kunne det ikke udelukkes, at spørgsmålet om adgangsforholdene til boligen efter en konkret vurdering kunne indgå ved vurderingen af hvilken bil der kunne anses for egnet ved udvidet lån.

Det måtte anses som en forudsætning for, at en bil kunne anses for egnet til at dække en ansøgers kørselsbehov, at bilen kunne parkeres i en sådan nærhed af boligen, at ansøger - hvis det var en bil ansøger selv skulle køre - var i stand til at komme til og fra bilen ved egen hjælp, evt. ved brug af hjælpemidler.

Hvis der var tale om en ansøger, der var afhængig af hjælper(e) ved kørsel af bilen, måtte det være en forudsætning for bilens egnethed, at ansøgeren sammen med sin hjælper var i stand til at komme til og fra bilen i forhold til sin bolig uden at dette medførte meget betydelige vanskeligheder og uforholdsmæssigt stort tidsforbrug.

I en konkret situation ville det således kunne indgå i vurderingen af hvilken bil der var egnet, om bilen kunne parkeres i rimelig afstand fra ansøgers bolig, herunder om det var muligt at køre til en fast parkeringsplads.

Ankestyrelsen fandt ligeledes, at spørgsmålet om adgangsforholdene til færger ville kunne indgå ved den konkrete vurdering af hvilken bil der var egnet, hvis det under hensyn til kørselsbehovet og lidelsens karakter ville kunne medføre en meget betydelig lettelse af den daglige transport, at kunne benytte bestemte færgeforbindelser.

Der ville tillige være tilfælde, hvor ansøger boede således, at benyttelse af færge under alle omstændigheder var en forudsætning for at komme udenfor nærområdet.

Ankestyrelsen hjemviste den konkrete sag til amtskommunen til fornyet vurdering og afgørelse, således at spørgsmålet om adgangsforholdene til boligen og færger indgik som kriterier ved vurderingen af hvilken bil, der måtte anses for egnet til at opfylde ansøgers kørselsbehov efter bilbekendtgørelsens § 6 stk. 2, jf. stk. 1.

Ankestyrelsen fandt ikke at sagen var egnet til offentliggørelse som SM, hvorfor Ankestyrelsen vil være opmærksom på at antage en anden sag om det omhandlede tema.

Det bemærkes i øvrigt, at den principielle afgørelse ikke har kunnet give anledning til en revurdering af de tidligere omtalte afgørelser, idet det i begge tilfælde var lagt til grund, at ansøgerne var i stand til ved egen hjælp at komme frem og tilbage til de tilkendte biler i forhold til deres boliger.

Versioner

  1. 2002-04-15