Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9126@2002-04-16/da

Indhold

1. Indledning

Højesteret har afsagt i alt 4 domme om førtidspension pr. marts 2002:

I dom af 22. december 1999 blev helbredsbetinget almindelig pension ændret til mellemste pension med tilbagevirkende kraft fra ansøgningen (SM P-3-00)

I dom af 12. januar 2001 blev der tilsvarende foretaget ændring til mellemste pension, men samtidig stadfæstedes afslag på højeste pension (SM P-5-01)

I dom af 14. august 2001 stadfæstede Højesteret også afslag på højeste pension (SM P-19-01)

I dom af 18. oktober 2001 stadfæstede Højesteret afslag på forhøjet almindelig pension (SM P-28-01).

Når en borger søger om genoptagelse af tidligere sag må det tages i betragtning om sagen har lighed med de sager, der er ændret af Højesteret, om sagen har lighed med de sager, der er stadfæstet af Højesteret, eller der foreligger særlige forhold i øvrigt.

Under punkt II er opstillet en oversigt over hvilke sager, der som hovedregel kan genoptages, og hvilke der må afvises.

Under punkt III er redegjort nærmere for de 2 ændringsdomme, der har medført en ændring af hidtidig praksis for så vidt angår tilkendelse af mellemste pension, og under punkt IV og V er omtalt de domme, som har stadfæstet de indklagede afgørelser, og som derfor ikke har givet grundlag for ændring af praksis.

a. Sager, der som hovedregel umiddelbart kan genoptages.

Når det i det konkrete tilfælde skal vurderes, om der er grundlag for genoptagelse af tidligere pensionssager, må de principper, der mere udførligt er redegjort for neden for under punkt III, tillægges væsentlig betydning.

Udgangspunktet er derfor, at der kan ske genoptagelse af følgende sager, hvor der er givet afslag på mellemste pension:

1) når ansøgeren i forvejen har fået tilkendt helbredsbetinget almindelig pension, men har fået afslag på mellemste pension

2) der foreligger betydelig invaliditet, idet der ved vurderingen i større omfang end hidtil også tages hensyn til subjektive klager, og

3) der er samstemmende dokumentation for, at erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3.

b. Sager, der som hovedregel må afvises genoptaget.

Genoptagelse af øvrige sager kan som udgangspunkt afvises. Som hovedregel kan det derfor afvises at genoptage følgende sager:

· afslag på pension

· afslag på mellemste pension, når der ikke er tilkendt helbredsbetinget almindelig pension, men alene behovsbestemt pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 eller 3,

· afslag på invaliditetsydelse, se SM P-23-01

· afslag på højeste pension

c. Konkret vurdering

Ved ansøgning om genoptagelse må der dog altid foretages en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der begrunder genoptagelse, såvel set i lyset af principperne fra Højesterets ændringsdomme som på grundlag af de generelle principper for forvaltningsretlig genoptagelse, hvorefter der er grundlag for genoptagelse, hvis der fremkommer væsentlige oplysninger om ændrede retlige eller faktiske forhold, eller der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kan give mulighed for en ændret afgørelse.

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5, december 2000, temanummer med fokus på førtidspension, redegjorde vi nærmere for ændring af praksis som følge af den første dom, og principperne er bestyrket ved den anden dom.

De principper, der efter Ankestyrelsens opfattelse kan udledes af Højesterets 2 ændringsdomme, er følgende:

1) Højesteret har udtrykkeligt bemærket, at de sociale myndigheder havde anerkendt, at ansøgers lidelse berettigede til helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension

2) Højesteret har anvendt et lempeligere medicinsk invaliditetsbegreb i forhold til tidligere praksis med hensyn til retten til mellemste pension. Sagerne vedrørte henholdsvis en kvinde på 41 år med en énsidig armlidelse i ikke fysisk belastende arbejde og en kvinde på 50 år med ryglidelse, der havde ret til mellemste pension, uanset at der kun var beskedne objektive sygdomsfund. Ankestyrelsen finder, at der med dommene i videre omfang end hidtil antaget kan lægges vægt på andre forhold end de objektive lægelige forhold. I den sidstnævnte sag, hvor der kun var beskedne objektive sygdomsfund, var der oplysning om andre forhold, som støttede de subjektive klager, herunder brug af hjemmehjælp, anvendelsen af stok, handicapkørsel samt flytning til anden bolig som følge af ryglidelsen.

3) Der var fremlagt dokumentation for betydelig nedsættelse af erhvervsevnen

Efter Ankestyrelsens opfattelse medfører Højesterets domme, at pensionsmyndigheden i højere grad må belyse en resterhvervsevne, hvis myndigheden ikke finder grundlag for at anse erhvervsevnen for nedsat med mere end halvdelen. Det er fortsat ansøgeren, der har bevisbyrden for, at betingelserne for at tilkende den pension, der er søgt om, er opfyldt. Hvis ansøgeren imidlertid kan henvise til flere lægeerklæringer, som samstemmende konkluderer, at der er en betydelig nedsættelse af funktionsevnen, er det ikke tilstrækkeligt, at pensionsmyndigheden henviser til, at der ikke er objektive lægelige holdepunkter for en sådan konklusion. I et sådant tilfælde må pensionsmyndigheden enten bede den undersøgende læge om at redegøre for præmisserne for konklusionerne i erklæringen eller indhente yderligere oplysninger i form af nye lægeerklæringer eller resultater af arbejdsprøvninger for at belyse, om der er grundlag for denne vurdering.

De 2 domme, hvor Højesteret stadfæstede afslag på højeste pension, vedrørte henholdsvis en kvinde med ryglidelse og en kvinde med kronisk træthedssyndrom

Højesteret bemærkede generelt:

» Tilkendelse af højeste førtidspension er betinget af, at ansøger i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold. Det er således ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er nedsat med mere end 2/3. Erhvervsevnen skal være helt eller næsten helt bortfaldet, og enhver revalideringsmulighed skal være udelukket.

Ved afgørelsen af, hvilken erhvervsevne der kan antages at være i behold, indgår en lægelig vurdering af den fysiske og psykiske helbredstilstands indvirkning på den fysiske og psykiske funktionsdygtighed. Der skal herudover lægges vægt på denne funktionsudygtigheds indvirkning på erhvervsevnen « .

Det er efter Ankestyrelsens opfattelse herefter fortsat en betingelse for tilkendelse af højeste pension, at der er lægelig opbakning til, at der foreligger en svær varig invaliditet, der nedsætter erhvervsevnen betydeligt. Hvis der er fremlagt lægelig dokumentation for en meget betydelig invaliditet, afhænger retten til højeste førtidspension af, om funktionsniveauet er betydeligt nedsat.

Ved vurdering af funktionsniveauet skal der ikke kun lægges vægt på funktioner, der kan anvendes i relation til det almindelige arbejdsmarked eller i et fleksjob, men der kan også lægges vægt på, hvilke ressourcer ansøger har i forbindelse med den daglige livsførelse, og som i givet fald kunne udnyttes i et skånejob af beskedent omfang. Også i sager om højeste pension skal der så vidt muligt beskrives en resterhvervsevne i de enkelte sager, men når det drejer sig om højeste pension, er kravene til en resterhvervsevne, der udelukker for tilkendelse af højeste pension, ganske beskedne.

Ankestyrelsen finder således, at Højesterets domme ikke medfører en ændring af hidtidig praksis for så vidt angår tilkendelsen af højeste pension.

Dommen, hvor Højesteret stadfæstede afslag på forhøjet almindelig pension, vedrørte en 59-årig kvinde med muskelsmerter. Hun havde arbejde som free lance oversætter med indtægter på mellem 47.000 til 77.000 kr. i årene fra 1986, og hun fortsatte med sin virksomhed efter ansøgningen om pension. Der var i sagen fremlagt erklæring fra speciallæge i reumatologi samt fra egen læge, der begge konkluderede, at erhvervsevnen var nedsat med over 2/3. Der forelå endvidere en udtalelse fra Retslægerådet i sagen, hvori det bl.a. er anført, at der både forud og efter det tidspunkt, hvor der blev truffet afgørelse i sagen, havde været meget varierende vurdering af hendes tilstand blandt de konsulterede læger.

Højesteret fandt det ikke med den fornødne sikkerhed godtgjort, at ansøgerens erhvervsevne på ansøgningstidspunktet var varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Højesteret lagde herved vægt på, at oplysningerne om omfanget af hendes oversættelsesarbejde i årene forud for pensionsansøgningen var usikre, og at hendes oplysninger om indtægterne ved oversættelsesarbejdet ikke indicerede en væsentlig nedgang i de erhvervsmæssige aktiviteter.

Efter Ankestyrelsens opfattelse kan det udledes af dommen, at ansøger har bevisbyrden for, at der foreligger en varig invaliditet, der nedsætter erhvervsevnen med mindst halvdelen. Dommen medfører således ingen ændring i forhold til gældende praksis.

Yderligere materiale om Højesterets domme findes i Nyt fra Ankestyrelsen, navnlig december 2000 nr. 5, samt udsendte Sociale Meddelelser, der kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside.

Versioner

1. 2002-04-16