Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9142@2002-04-22/da

Indhold

1. Indledning

[En mand - K] har klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i programmet Søndagsmagasinet i Danmarks Radio (DR) den 16. december 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I indslaget hed det:

Studievært : "Vi lægger ud med en tragisk sag om en tre-årig dreng, der døde under mystiske omstændigheder tidligere i år. Drengen blev fundet livløs i et legehus i sin børnehave, men hvem havde ansvaret for hans død. Myndighederne kalder dødsfaldet for et hændeligt uheld, men som vi har kigget nærmere på det, så viser det sig, at der i hvert fald er muligheder for, at kommunen også har et ansvar. Vi har kigget nærmere på sagen."

-----

Speak : "Et hændeligt uheld. Sådan lød den officielle forklaring, da den 3-årige Jonas Sandager Nielsen på mystisk vis omkom i et legehus i den børnehave, hvor han lige var begyndt. Og sådan lyder forklaringen stadig, når man spørger kommunen. Ifølge myndighederne brækkede den 3-årige dreng halsen efter at være faldet fra nogle mælkekasser. Den forklaring har ingen sat spørgsmål ved siden. Mindst af alle Helsingør Kommune, som har tilsynspligten og dermed ansvaret for legehuset, hvor Jonas Sandager Nielsen døde."

Herefter interviewes [K], direktør for Børne- og Ungeforvaltningen i Helsingør.

[K] : "Jamen, det er et hændeligt uheld, fordi også i det tilfælde her, da var den pågældende bygning, som det skete i, indrettet efter forskrifterne.

Speak : Alle regulativer og standarder var fulgt siger altså direktøren for Børne- og Ungeforvaltningen i Helsingør Kommune. Det skal de være. Kommer et barn til skade eller dør, fordi f.eks. et klatrestativ eller et legehus er indrettet i strid med de gældende sikkerhedsregler, er det i sidste ende kommunens ansvar.

[K] : Hvis det var fejlkonstrueret, var det også vores ansvar, og så ville politiet selvfølgelig have kunnet konstatere, at vi havde et ansvar. Det er ikke fejlkonstrueret. Hvis det havde været det, var det vores ansvar."

Herefter interviewes det afdøde barns far, Brian Nielsen.

Brian Nielsen : "Men han havde fornemmelsen af, at det var et hændeligt uheld, om at Jonas var faldet og brækket nakken. Så længe, at den historie var den fremherskende, så gik det egentligt meget godt. Det gik fint, indtil retsmedicineren kom med en rapport, der fortalte, at han var blevet kvalt. Så begyndte dørene sådan stille og roligt at blive lukket i.

Speak : Den 21. august holder Brian Nielsen et møde med Helsingør Kommune. Han forsøger at få kommunen til at anerkende, at hans søn ikke døde, fordi han brækkede nakken ved et fald fra nogle mælkekasser."

Herefter interviewes Brian Nielsen og efterfølgende [K].

Interviewer : "De har aldrig anerkendt det over for jer?

B.N. : Nej, tværtimod. De har sagt, at det slet ikke står nogen steder. [K] sagde netop til mødet den 21. august, at der kun var én person i verden, der holdt den historie i live, og det var Brian Nielsen altså mig.

[K] : Jamen, jeg siger kun, at vi har den rapport. Og den rapport er det vores opfattelse af, at vi stadigvæk ikke kender den egentlige dødsårsag. Det er også derfor, jeg siger "tyder på". Det er det, den rapport siger, at det tyder på."

Speak : "Dødsårsagen står i den obduktionsrapport, som blev lavet få dage efter Jonas død i januar. Den retsmediciner, som skrev rapporten, hedder Steen Holker Hansen. Han arbejder her på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet. Han er ikke i tvivl om dødsårsagen. Det var ikke et fald, og Jonas brækkede ikke halsen."

Herefter interviewes Steen Holker Hansen.

Steen Holker Hansen : "Efter undersøgelsen konkluderede vi, at dødsårsagen var kvælning.

Interviewer : Hvor sikker er I i den konklusion?

S.H.H. : Det er vi temmelig sikre på. Vi har i hvert fald ikke fundet noget, der taler imod denne konklusion.

Interviewer : Så man kan sige, at I er så sikre, som man nu er, når man laver den slags rapporter.

S.H.H. : Ja, det er en vanlig måde at udtrykke vores konklusioner på."

Herefter klippes til interviewet med [K].

Interviewer : "Hvorfor har I aldrig ville anerkende over for forældrene, at drengen ifølge rapporten blev kvalt.

[K] : Fordi vi ikke føler os sikre på, at drengen er blevet kvalt. Jeg kan kun sige, at den tyder på, at det er det."

Herefter klippes tilbage til interviewet med Steen Holker Hansen.

Speak : Den forklaring kan retsmediciner Steen Holker Hansen imidlertid ikke genkende.

Interviewer : Når man spørger kommunen, hvorfor de ikke har ville anerkende over for forældrene, at han var blevet kvalt, så siger de, at det er, fordi der er usikkerhed i rapporten. Kan du genkende det synspunkt?

S.H.H. : Nej, ikke for folk, der er vant til at læse sådan nogle rapporter.

Interviewer : Den er så klar, som en rapport overhovedet kan være?

S.H.H. : Ja, det må man sige."

Speak : " Jonas Sandager Nielsen blev kvalt. Dermed falder den oprindelige forklaring med mælkekasserne til jorden. Jonas blev hængt, fordi hans hoved og hals kom i klemme efter alt at dømme i det fejlkonstruerede legehus. Ifølge de gældende sikkerhedsstandarder må hoved og hals ikke kunne komme i klemme i legeredskaber. Derfor må åbninger i f.eks. klatrestativer, rutsjebaner og legehuse ikke være mellem 9 og 23 cm."

Herefter klippes tilbage til interviewet med Steen Holker Hansen.

Interviewer : "Hvordan kunne han hænge fast?

S.H.H. : Åbningen var for lille til, at hovedet kunne komme tilbage, hvis det var i lodret stilling.

Interviewer . Du målte hullet på det tidspunkt. Hvor stort var hullet?

S.H.H. : Altså åbningen var 17 cm.

Interviewer : Hvor sikker er du sikker på, at det var 17 cm?

S.H.H. : Det er jeg helt sikker på.

Interviewer : Du har ikke målt forkert?

S.H.H. : Nej."

Mens følgende speak kører, klippes der til der forlader sit kontor og smilende går hen og snakker med nogle medarbejdere.

Speak : "Når Helsingør Kommune fører tilsyn med sine legepladser, sker det med udgangspunkt i de gældende danske sikkerhedskrav. Det fastslår [K] over for Søndagsmagasinet. Men legehuset opfyldte altså ikke kravet om, at huller ikke må være mellem 9 og 23 cm."

Herefter klippes der til interviewet med [K].

Interviewer : "Hvordan var sikkerhedstilstanden for det legehus, hvor drengen blev fundet?

[K] : Den var okay.

Interviewer : Det er du sikker på?

[K] : Ja, det er jeg sikker på.

Interviewer . Kravene er jo ret klare. Ingen huller med 9 og 23 cm. er tilladt. Retsmedicinerens rapport siger, der var 17 cm. Hvordan kan du så sidde og sige, at alle sikkerhedskrav var overholdt?

[K] : Jeg skal nok lige svare på det. Du må ."

Her afbrydes interviewet, da [K] afværgende rækker en hånd i vejret. Interviewet genoptages herefter på ny.

Interviewer : "Men du vil altså ikke svare på, at når obduktionsrapporten fastslår, at hullet var 17 cm, hvilket jo er i strid med sikkerhedsstandarderne. Det vil du ikke anerkende eller hvordan?

[K] : Nej, jeg mener ikke, at vi har gjort noget ulovligt.

Interviewer : 17 cm. det er i overensstemmelse med sikkerhedsstandarderne?

[K] : Ja, i dette tilfælde her var det. Det har vi også politiets ord for.

Interviewer : I obduktionsrapporten står der, at hullet er målt op til 17 cm. Og så spørger jeg dig. 17 er vel et tal mellem 9 og 23?

[K] : Ja, det må man sige. Det er ret klart, at det er imellem. Det, vi konstaterer omkring det, det er, at vi beder politiet om at undersøge, om vi har opfyldt alle sikkerhedskrav. Om det var forsvarligt, det vi har gjort. Det har politiet jo indirekte sagt; ja, det er det, for ellers ville de have rejst tiltale."

Speak : "Helsingør Kommune nægter altså at anerkende, at et hul på 17 cm er i strid med sikkerhedskravet om, at huller ikke må være mellem 9 og 23 cm. Direktør [K] henviser til, at han har politiets ord for, at kommunens legehus ikke var bygget i strid med sikkerhedsreglerne. Den forklaring kender Helsingør Politi dog intet til. Kriminalinspektør Verner Breiting ønsker ikke at lade sig interviewe med kamera på, men han siger til Søndagsmagasinet: "Det var slet ikke vores opgave at undersøge, om legehuset overholdt de gældende sikkerhedsstandarder. Vi har alene undersøgt, om Jonas Sandager Nielsen har været offer for en forbrydelse". Det gør dog ikke indtryk på [K].

[K] : Jeg går da helt sikkert ud fra, at når politiet undersøger sådan en sag, så undersøger de det med henblik på, om der er foregået noget, så der kan rejses tiltale mod os, og det har de ikke gjort.

Speak : Tilbage sidder familien Nielsen, som har svært ved at se, at Helsingør Kommune ikke har et ansvar."

-----

Studievært : "Helsingørs borgmester Per Tærsbøl har i et brev til familien fastslået, at han ligesom [K] ikke mener, at Helsingør Kommune har noget ansvar for den tragiske ulykke. TV-Avisen går videre med spørgsmålet om sikkerhed på legepladser i morgen."

Klageren har anført, at journalisten bag indslaget ikke alene har tilsidesat al journalistisk etik, men også direkte omgået aftaler om interviewets gennemførelse.

Klageren har oplyst, at forud for interviewets afvikling blev han ringet op af journalisten, der oplyste, at han arbejdede på en generel sag om sikkerhed på legepladser og gerne ville høre nærmere, om hvordan Helsingør Kommune arbejder med dette spørgsmål. Klager fortalte journalisten om kommunens arbejde på området og traf aftale om et senere interview. I slutningen af samtalen og nærmest lidt tilfældigt nævnte journalisten, at han også lige ville komme ind på den ulykke, der fandt sted i en af kommunens institutioner i januar 2001. Dette accepterede klager.

Klageren har videre oplyst, at journalisten inden interviewets start oplyste ham om, at klager var den første, han talte med. Klager aftalte endvidere med journalisten, at klager på et tidspunkt skulle gå hen ad gangen og tale med nogle medarbejdere for at lave en stump film, der kunne bruges som indledning, mens journalisten taler i indslaget. Situationen ændres meget, da optagelserne skal gå i gang, idet journalisten bliver meget lukket i sit udtryk og om ikke aggressiv så i hvert fald meget energifyldt i sin fremtoning. Det viser sig straks, at det ikke er det aftalte generelle interview om sikkerhed på legepladser, men et interview om den konkrete ulykke på legepladsen. Klager følte sig fanget, men undlod dog at afbryde interviewet, som han ikke var forberedt på.

Klageren har anført, at han ikke modtog ordentlig og fyldestgørende information om, hvad interviewet konkret ville dreje sig om, hvorfor han ikke fik nogen mulighed for at forberede sig på oplysninger, der på interviewtidspunktet lå 11 måneder tilbage. Til DR s anførsel om, at det forekommer usædvanligt, at han ikke i enkeltheder erindrer den ulykkelige sag, har klager bemærket, at han naturligvis erindrede sagen i sin helhed. Interviewet kom imidlertid uventet 11 måneder efter ulykken, og da interviewet netop ikke var annonceret til at vedrøre ulykken specifikt, havde klager ikke repeteret alle detaljer. Derudover kendte klager ikke de øvrige involveredes holdninger i sagen. Kun forældrenes synspunkt var ham bekendt, og eksempelvis retsmedicinerens udtalelse var meget overraskende for klager, da han så den tilklippede udsendelse. Helsingør Kommune har netop søgt indholdet af udtalelserne belyst af vedkommende, da de indholdt nye oplysninger i forhold til obduktionsrapporten.

Klageren har videre anført, at han finder det kritisabelt, at han fik oplyst, at han var den første, journalisten talte med, når journalisten under interviewet alligevel pludselig refererer til samtaler, han har haft med familien til den dreng, der omkom ved ulykken. Ligeledes er det efter klagers opfattelse kritisabelt, at journalisten i indslaget refererer til den forudgående telefonsamtale mellem ham og klager, hvor "pennen var lagt" dvs., hvor der blev talt "off the record".

Klageren har endvidere særlig fremhævet, at der et stykke inde i indslaget bringes uddrag af en samtale med den afdøde drengs far, hvorefter der klippes til klageren, der siger " jamen, jeg siger kun.." således, at dette udsagn efter klagers opfattelse fejlagtigt fremstår som en kommentar til faderens bemærkning, hvilket er direkte usandt. Tilsvarende fremstår det i indslaget med retsmedicineren, som om klageren kommenterer dennes udsagn, hvilket heller ikke er korrekt. Det er blot redigeret sådan. Klager får ingen mulighed for at kommentere retsmedicinerens udtalelser.

I samme forbindelse har klager anført, at det er mærkværdigt, at man undlader at stille retsmedicineren det naturlige spørgsmål, hvordan dennes oplysning om, at åbningen i legehuset var for lille til, at den afdøde dreng kunne trække sit hoved tilbage, hænger sammen med, at drengen blev fundet liggende på jorden. I stedet klipper man i denne dybt alvorlige situation til en smilende klager, der taler med sine ligeledes smilende kolleger. Dette klip efterlader seerne med det indtryk, at sagen slet ikke berører klageren eller hans medarbejdere, hvad den faktisk gør.

Klageren har desuden særlig fremdraget, at der i udsendelsen bringes et klip, hvor han efter at have fået stillet et spørgsmål afværgende rækker hånden i vejret og siger "Jeg skal nok svare på det, men du må lige vente ". I stedet for at overholde aftalen om, at klager kunne få lavet en optagelse om, udstiller journalisten ham ved at bringe klippet.

Klageren har yderligere anført, at efter hans henvisning til Helsingør Politi bringes en kommentar derfra, uden at han får lejlighed til at forholde sig til ordlyden, men redigeringen er lavet sådan, at det virker, som om at klager kommenterer politiets udtalelse.

Klageren har oplyst, at interviewet efterlod klager påvirket og oprørt, og han følte sig udsat for såkaldt revolverjournalistik. Samtidig er det hans opfattelse, at udsendelsen, således som den fremstod, kun kan efterlade indtrykket af ham som en meget uhæderlig person, hvilket berører og krænker ham dybt. At det er dette indtryk, udsendelsen har efterladt, mener klager understreges af nogle ubehagelig e-mails, som han efter udsendelsen modtog fra ham ukendte personer.

Sammenfattende er det klagers opfattelse, at han ikke har fået en fair og sober behandling af DR, og at DR har handlet i strid med god presseskik.

DR har afvist at have handlet i strid med god presseskik. Det pågældende indslag i Søndagsmagasinet handlede om sikkerhed på legepladser i institutioner og tog afsæt i et af to dødsfald, der har fundet sted i institutioner. Kommunen var her repræsenteret ved klager, der er den ansvarlige for sikkerhed på legepladser bl.a. i Espergærde, hvor dødsfaldet fandt sted.

DR har videre afvist, at indslaget skulle handle om og være tilrettelagt med henblik på at finde et offer. Henset til, at der er sket et dødsfald i en af kommunens institutioner, og til at klager i kraft af sin stilling personificerer det øverste ansvar for sikkerheden på institutionen, må han tåle, at hans navn og billede kommer frem i forbindelse med en omtale af sagen og acceptere, at de udtalelser, som han kommer med, kan bringes.

Hvad angår spørgsmålet om journalistens orientering af klager forud for interviewet om interviewets temaer, har DR bemærket, at man ikke forlods har krav på at få et interviews tema oplyst i detaljer. DR har i den forbindelse henvist til omtalen af dette spørgsmål i Pressenævnets årsberetning 1996, side 6. Klager har fået forelagt, at der ville blive stillet spørgsmål om ulykken, og har efter eget udsagn også godkendt dette. Klager var ansvarlig for området også, da den tragiske begivenhed fandt sted. Det er derfor efter DR s opfattelse ganske usædvanligt, hvis klager ikke i sin helhed og i detaljer erindrer den ulykkelige sag. Hertil kommer, at han havde sagsmappen om den konkrete sag liggende fremme under interviewet.

Vedrørende klagen over, at journalisten under interviewet henviste til samtaler med andre involverede, har DR bemærket, at alle interviews forberedes, hvilket bl.a. sker ved baggrundssamtaler med involverede, eksperter eller andre. DR har vanskeligt ved at se, hvordan en ordentlig forberedelse kan betegnes eller opleves som en overtrædelse af god presseskik.

DR har samtidig afvist, at der skulle have været aftalt særlige betingelser for det pågældende interview. Det forekommer i helt særlige situationer, men er ikke sket i dette tilfældet. Dertil kommer, at journalisten ikke under interviewet henviste til eller refererede følsomme eller interne oplysninger, som klager kunne opfatte var underlagt en særlig behandling.

Det er desuden DR s opfattelse, at programmet er klippet på en sådan måde, at seeren har fuld forståelse for, hvornår klager kommenterer noget, andre har sagt. DR er uenig i, at seeren kan få noget andet indtryk. Klageren har under interviewet lejlighed til at kommentere alle oplysninger, der bringes i indslaget, herunder retsmedicinerens oplysninger om åbningen på 17 cm og kravet om, at der ikke må være åbninger på mellem 9 og 23 cm. Det samme gælder oplysningerne om politiets efterforskning og udtalelser om samme, ligesom klager i forvejen kendte de i øvrigt involveredes holdninger i sagen og kunne om ønsket udtale sig om disse.

For så vidt angår indklippet, hvor klager ses, mens han smilende taler med sine medarbejdere, er DR enig i, at billedet kan misforstås og ikke burde have været bragt på den skete måde. DR har følgelig beklaget, at klippet blev bragt, men har samtidig anført, at man ikke deler synspunktet om, at seeren får den opfattelse, at klager muntrer sig over ulykken. Det er ikke det signal, billederne sender.

Samlet finder DR, at klager har fået en både fair og sober behandling.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Som Pressenævnet tidligere har givet udtryk for, er det nævnets opfattelse, at en person, der interviewes, ikke i almindelighed har krav på at få spørgsmålene eller et præcist tema for disse forelagt på forhånd. På den baggrund og henset til, at klager ifølge eget udsagn var bekendt med, at interviewet ville komme ind på ulykken, finder nævnet ikke, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved ikke præcist at have gjort klart, hvad interviewet ville vedrøre.

Nævnet har ikke mulighed for at afgøre, hvilke aftaler for interviewets afvikling, der var truffet mellem klager og journalisten bag programmet. Nævnet kan således ikke tage stilling til, hvorvidt journalisten har tilsidesat indgåede aftaler. Nævnet finder dog således som sagen foreligger oplyst ikke anledning til at kritisere, at journalisten under interviewet henviste til samtaler med den afdøde drengs familie, selvom klager måtte være af den opfattelse, at han var den første, som journalisten talte med.

For så vidt angår den del af klagen, der vedrører indslagets klipning og redigering, bemærker nævnet, at mediernes ret til selv at redigere mediet er et grundlæggende princip. Nævnet finder, at klager i indslaget er kommet tilstrækkeligt til orde over for udsagnene fra politiet, det afdøde barns forældre og retsmedicineren, og nævnet finder ej heller på dette punkt, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere, at Danmarks Radio valgte at bringe klippet, hvor interviewet midlertidigt afbrydes af klager.

Nævnet er derimod enig med klager i, at Danmarks Radio ved behandlingen af dødsulykken burde have udeladt indklipsbilledet, hvor klager smilende taler med sine kolleger. Nævnet kan således tilslutte sig Danmarks Radios beklagelse på dette punkt men finder ikke, at det bragte indklip i sig selv udgør et brud på god presseskik.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik.

Afsagt den 10. april 2002.

Versioner

1. 2002-04-22