Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 19/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9143@2002-04-22/da
Indhold
[En mand K] har ved advokat Finn Walther Petersen klaget til Pressenævnet over, at Computerworld Online har afvist at bringe et genmæle.
I en artiklen bragt på Computerworld Online den 13. december 2001 med overskriften "[K] sigtet for milliontyveri" hed det i en brødtekst:
"Lyngby Politi har sigtet den kontroversielle internet-mand [K] for flere tilfælde af skyldnersvig, bedrageriforsøg og medvirken til tyveri. Det kom frem under et retsmøde torsdag ved byretten i Lyngby."
I artiklen hed det:
"Grundlæggeren af det kuldsejlede teleselskab Dixa Net, [K], iscenesatte selv et anmeldt tyveri af bærbare computere, mobiltelefoner og netværksudstyr fra Dixa Nets hovedsæde i Vedbæk i oktober efter firmaets kollaps. Tyveriet skete dagen før Told & Skats besøg. Det mener Lyngby Politi.
Som omtalt i Computerwold Online i sidste uge er den tidligere formand for Foreningen af Internet-leverandører sigtet i tyverisagen sammen med syv andre personer. Deriblandt [Ks] svigersøn, der i øvrigt sidst i 80 erne var formand for Danmarks Kommunistiske Ungdom.
På et retsmøde ved Byretten i Lyngby torsdag kom det frem, at politiet sigter [K] for to tilfælde af skyldnersvig, forsøg på bedrageri og opfordring til tyveri for tilsammen flere millioner kroner.
Kæmpede for navneforbud
Under retsmødet kæmpede [Ks] beskikkede forsvarer, advokat Finn Walther Petersen, i halvanden time en heroisk kamp for at få nedlagt forbud imod, at pressen nævner navnet på og hans forskellige selskaber i tilknytning til tyveri-sagen.
Efter nogle timers betænkningstid afsagde dommer Hanne Ekstrand klokken 14 imidlertid kendelse om, at pressen uden forbehold kan fortælle læserne om sagen, der i sidste uge første til voldsom debat blandt en del af Computerworld Onlines læsere.
Ifølge politiet er forløbet dette: [K] indgav i midten af oktober en anmeldelse til politiet om, at ukendte gerningsmænd var brudt ind hos Dixa Net på Enrum Slot i Vedbæk og havde fjernet edb-udstyr til en anslået værdi af mindst én million kroner.
Ifølge oplysninger fremlagt på retsmødet fik efterforskerne umiddelbart efter anmeldelsen et anonymt tip om, hvor de kunne finde gerningsmændene til tyveriet.
Tyve: [K] står bag
Tippet resulterede i anholdelsen af to unge mænd i tyverne, og de har ifølge politiet tilstået at have brudt ind på Enrum Slot og stjålet edb-udstyret. Hvad der ikke tidligere har været fremme er, at mændene også fortalte, at de var blevet tilskyndet til tyveriet af [K] selv.
Herefter fik Lyngby Politi fat i en dommerkendelse og ransagede en række adresser, herunder [Ks] private bopæl på Skodsborg Strandvej.
Hvad angår sigtelserne for skyldnersvig, så går de på, at [K] har solgt for millioner af kroner dyrt edb-udstyr til CyberCity for en slik og derved snydt kreditorerne i Dixa Net for deres tilgodehavender. Derudover har han stadig ifølge politiet fjernet computere for et millionbeløb fra Dixa Net.
Internet-udbyderen CyberCity bekræfter overfor Computerworld Online at have købt netværksudstyr og brugte pc er for 200.000 kroner af [K]. Handelen skulle være foregået med Told & Skats vidende. Ifølge internetfirmaet stod skattemyndighederne faktisk og så på, mens Cybercity købte IT-udtyret som eneste interesserede køber.
Udstyret skulle være op mod 1,5 millioner kroner værd, men det har Cybercity ingen holdning til. Prisen på 200.000 kroner var, hvad firmaet mente udstyret var værd, hedder det.
- Vi kom simpelthen derud og så noget udstyr, vi godt kunne bruge, og så købte vi det, siger finansdirektør Roland Andersen fra Cybercity i dag.
CyberCity vil returnere udstyr
Han har ingen erindring om, hvordan Cybercity fandt ud af, at det fallerede firma Dixa Net havde brugt udstyr til salg. Han mener, at Told & Skat kontaktede Cybercity. Roland Andersen fastslår, at firmaet selvfølgelig leverer udstyret tilbage, hvis det viser sig at være blevet solgt uretmæssigt.
Det har ikke været muligt at træffe Told & Skat for en kommentar.
Den fjerde og sidste sigtelse drejer sig som nævnt om forsøg på bedrageri og handler om, at [K] i strid med sandheden har anmeldt udstyr for en halv million kroner stjålet til forsikringsselskabet Danica. Sådan lyder i hvert fald politiets version af sagen.
Forespurgt sit syn på sigtelserne mod ham, ønskede [K] efter retsmødet ikke at kommentere sagen, men hans forsvarer, advokat Finn Walther Petersen, fastslog overfor dommeren, at "sigtelserne i sagen bygger på et særdeles løst grundlag".
Kriminalinspektør Jørn Moos fra Lyngby Politi ønsker ikke at uddybe indholdet af sagen mod [K] ud over, hvad der kom frem på retsmødet."
Ved breve af 3. og 24. januar 2002 anmodede klager indklagede om at bringe følgende genmæle:
"GENMÆLE
Urigtige oplysninger i artiklen med den ledende overskrift "[K] sigtet for milliontyveri", offentliggjort den 13. december 2001 kl. 16.10.
I ovennævnte artikel anføres følgende:
"Tyve: [K] står bag
Tippet resulterede i anholdelsen af to unge mænd i tyverne, og de har ifølge politiet tilstået at have brudt ind på Enrum Slot og stjålet edb-udstyret. Hvad der ikke tidligere har været fremme er, at mændene også fortalte, at de var blevet tilskyndet til tyveriet af [K] selv.
Herefter fik Lyngby Politi fat i en dommerkendelse og ransagede en række adresser, herunder [Ks] private bopæl på Skodsborg Strandvej.
1. Det er ikke korrekt, at tyvene har fortalt, at de var tilskyndet til tyverierne af [K] selv.
2. Det er ikke korrekt, at Lyngby Politi foretog ransagningerne på baggrund af en dommerkendelse."
Den 10. januar 2002 bragte indklagede en artikel med overskriften " [K] klager over ransagning ", hvori det i brødteksten hed:
"[K], eksformand for Foreningen af Internetleverandører og eks-direktør i det nu krakkede Dixa Net, har klaget over Lyngby Politis ransagning af hans privatadresse i sagen om milliontyveriet af computerudstyr. Ransagningen var ulovlig, politiet skulle have haft en dommerkendelse, mener han."
I artiklen hed det:
"Dixa Nets nu detroniserede stifter og topchef [K] har protesteret over Lyngby Politis rangsagning af hans hjem i forbindelse med efterforskningen af et indbrud i Dixa Net.
Spørgsmålet om ransagningens lovlighed skulle have været for retten før jul, men druknede dengang i diskussionen om et eventuelt navneforbud. I stedet er der berammet et nyt retsmøde i sagen mandag, hvor politiet skal fremlægge sit materiale i sagen over for en dommer.
Kritik af ransagning
Computerworld Online har tidligere skrevet, at Lyngby Politi gennemførte ransagningen via en dommerkendelse, men dette er ikke korrekt, anfører [Ks] advokat Finn Walther Petersen.
Politiet havde ikke en dommerkendelse, da det trængte ind på [Ks] privatadresse på Skodsborg Strandvej med det formål at lede efter tyvekoster.
Loven giver imidlertid politiet mulighed for at gennemføre ransagninger uden en kendelse en såkaldt øje-med-ransagning hvis der er risiko for, at den mistænkte vil fjerne bevismateriale, og det er den regel, der blev benyttet i [Ks] tilfælde.
I sådanne sager skal retten dog høres indenfor 24 timer efter ransagningen, hvilket også skete. Hverken [K] eller hans advokat Finn Walter Petersen har over for Computerworld ønsket at uddybe deres synspunkter omkring ransagningen, idet de ikke ønsker sagen omtalt.
Sigtet som bagmand
Ved indbruddet blev der stjålet computerudstyr for over en million kroner fra Dixa Nets hovedkontor på Enrum Slot i Vedbæk. To unge mænd i begyndelsen af tyverne er sigtet for selve tyveriet, mens [K] er sigtet for at have bestilt dem til at gøre arbejdet.
Han er desuden, som tidligere omtalt i Computerworld Online, sigtet for skyldnersvig og forsøg på bedrageri. Fem andre er sigtet i sagen for andre forhold.
[Ks] advokat Finn Walther Petersen påpeger i den forbindelse, at de to sigtede mænd i tyverne ikke, som Computerworld Online skrev, har indrømmet over for politiet, at [K] tilskyndede dem til tyveriet.
Det er udelukkende politiets opfattelse, at tingene hænger sammen på den måde, understreger Finn Walther Petersen. Heller ikke det forhold ønsker hverken [K] eller hans advokat at uddybe."
Indklagede korrigerede efterfølgende de forkerte oplysninger i den oprindelige artikel fra den 13. december 2001, idet man i brødteksten indledningsvis anførte "Rettet". Efter brødteksten og før den oprindelige artikeltekst var indsat følgende afsnit:
"Rettet: [Ks] advokat har efter publiceringen af nedenstående artikel gjort opmærksom på to faktuelle fejl.
Vi skrev oprindeligt, at Lyngby ransagede [Ks] privatadresse med en dommerkendelse i hånden. Politiet havde ikke en dommerkendelse. Ifølge gældende regler kan politiet under visse omstændigheder foretage en ransagning uden en kendelse, hvorefter sagen skal indbringes for retten inden for 24 timer. Det var en sådan ransagning, der her var tale om.
Vi skrev desuden, at to unge mænd, der er sigtet for tyveriet, har tilstået over for politiet, at [K] tilskyndede dem til at ulovlighederne. Det er politiets opfattelse, at det forholder sig sådan, men de har ikke tilstået over for politiet, at [K] har opfordret dem til det."
Endvidere var et af de oprindelige afsnit i artiklen af 13. december 2001 ændret, således at det nu heri hed:
" Tyve: [K] står bag
Tippet resulterede i anholdelsen af to unge mænd i tyverne, og de har ifølge politiet tilstået at have brudt ind på Enrum Slot og stjålet edb-udstyret. Politiet mener, at mændene blev tilskyndet til tyveriet af [K] selv.
Lyngby Politi ransagede efterfølgende en række adresser herunder [Ks] private bopæl på Skodsborg ."
Klageren har anført, at artiklen indeholder urigtige oplysninger. Det er således forkert, at tyvene har fortalt, at de var tilskyndet til tyverierne af klager, og at Lyngby Politi foretog ransagningerne på baggrund af en dommerkendelse.
Klageren har nærmere anført, at de urigtige oplysninger er egnet til at påføre klager økonomisk eller anden skade af betydning. Det forholder sig som bekendt sådan, at politiets anskuelser, om der er begået kriminelle forhold, kan være funderet i mere eller mindre løse antagelser og gætterier. I et meget stort antal sager vedrørende økonomisk kriminalitet i form af bedrageri og skyldnersvig rejses der aldrig tiltale, allerede af den grund at de forhold, der har været undersøgt, ikke er omfattet af straffeloven, eller fordi man ikke kan bevise, at der er begået et strafbart forhold. I en sag vedrørende tyveri, hvor det oplyses, at tyvene over for politiet har oplyst, at en anden person, i det her tilfælde klager, har anstiftet tyveriet, har sigtelsen til gengæld en sådan konsistent karakter, at den er egnet til at påvirke såvel klagers finansielle grundlag samt relationer til forretningsforbindelser, familie og omgangskreds. Netop disse oplysninger har voldt klager betydelige kvaler i forbindelse med en række forhandlinger, der for tiden pågår, ligesom der i klagers sociale netværk rejses spørgsmål om hans hæderlighed. Tilsvarende gør klager gældende, at oplysningen om, at ransagningerne eller beslaglæggelserne er foretaget efter prøvelse af en dommer kan have betydning for omgivelsernes vurdering af klagers hæderlighed.
Indklagede har afvist klagers anmodning om at få offentliggjort genmælet.
Indklagede har gjort opmærksom på, at de to forkerte oplysninger er korrigeret i en senere artikel bragt den 10. januar 2002. Den oprindelige artikel er også rettet, og det forklares tydeligt i starten af denne, at artiklen er rettet.
Indklagede har anført, at klager ikke har krav på at få offentliggjort udtrykket "ledende overskrift" i genmælet, da overskriften ikke er ledende. Overskriften er i overensstemmelse med sandheden, da klager er sigtet for forsøg på bedrageri, skyldnersvig og opfordring til tyveri.
Indklagede har desuden anført, at klager kun har krav på et genmæle, såfremt han har lidt anden skade end økonomisk skade af betydning. Klager har kun lidt bagatelagtig om nogen skade, og derfor har han ikke krav på genmæle. Dette skyldes, at man alene må se på, om de oplysninger om tyvenes udtalelser og eksistensen af en dommerkendelse isoleret set fra artiklens andre oplysninger om objektivt korrekte sigtelser for strafbare forhold udgør en skade af mere end bagatelagtig størrelse. Den skade, som klager muligvis led på grund af offentliggørelsen af nævnte oplysninger, er af mindre betydning, når man sammenligner de nævnte oplysninger med den lange række af strafbare forhold, som klager er sigtet for. Oplysningerne om tyvenes udtalelser og eksistensen af en dommerkendelse berettiger derfor ikke isoleret set klager til genmæle.
Indklagede har endelig anført, at hverken klager eller dennes forsvarer har ønsket at uddybe deres holdninger i interviews, som indklagede har tilbudt adskillige gange.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Det følger af medieansvarslovens § 36, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at de pågældende oplysninger er af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for genmæle.
Nævnet bemærker i denne forbindelse yderligere, at indklagede i indledningen til den påklagede artikel efterfølgende har indsat nye afsnit, hvor de urigtige oplysninger korrigeres, ligesom indklagede har tilrettet de afsnit i artiklen, hvor de urigtige oplysninger var anført. Endvidere har indklagede i en artikel bragt den 10. januar 2002 korrigeret de pågældende oplysninger.
Afsagt den 10. april 2002.