Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 121/2001

GældendeVersion 2002-05-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9168@2002-05-08/da

Indhold
  1. Indledning

En mand [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Tjeck Magazines november-nummer 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen med overskriften " Dansk Folkepartis hemmelige venner " hed det blandt andet:

-----

"I Dansk Ungdom fandt man også ekstremister som og [K], der blandt andet deltog i nazistiske demonstrationer."

-----

I tilknytning til denne tekst var der blandt andet bragt et billede af klager med følgende tekst:

" [K] (t.h.) til nazistisk træf i Hillerød, 1994. (Foto: Fotodok.)"

Klageren har anført, at der i artiklen er anført ukorrekte oplysninger om ham. Klager har aldrig deltaget i et nazistisk træf i Hillerød. Det til teksten hørende billede er fra Hillerød 1995 ikke 1994 som anført hvor Den Danske Forenings (DDF) grundlovsmøde blev kuppet af en ulovlig, nazistisk demonstration en i pressen meget omtalt hændelse. Klager befandt sig derfor ikke af egen drift i den afbillede situation, men blev som en af DDF s grundlovsmødedeltagere ufrivilligt omgivet af nazistiske aktivister. Den skadelige og krænkende oplysning om, at klager skulle have deltaget i nazistisk træf, er ikke blevet forelagt ham, hvilket er i strid med god presseskik.

Klageren har oplyst, at grunden til, at han befandt sig på pladsen, var for at deltage i DDF´s grundlovsmøde samt for at optage dette på video. Da nazisterne mødte op, blev klager af formanden for DDF bedt om at videooptage nazisterne for senere at undgå disses indtog i DDF. Derfor blev han på pladsen og fulgte nazisterne ud af byen for at få så gode billeder som muligt. Dette er forklaringen på billederne, som i øvrigt viser, at klager har sit videokamera i hånden, og at han befinder sig i demonstrationens bagtrop, hvor der ligeledes ses en ældre dame, som næppe "deltager i demonstrationen".

Klageren har til bladets anførsel om, at det ikke forekommer afgørende, om klageren selv betragtede sig som deltager i demonstrationen den 5. juni 1995 i Hillerød, anført, at hvis det, at man følger med en demonstration med et videokamera i hånden for at kunne dokumentere denne demonstration, er nok til at efterlade det indtryk, at man selv deltager i den, så skulle både TV-Stop, fotograferne fra Demos Nyhedsbrev og journalisterne fra B.T. og Ekstra Bladet ligeledes have været til "nazistisk træf i Hillerød i 1994" og deltaget i nazistiske demonstrationer.

Klager har samtidig til bladets anførsel om, at klager ikke har gjort gældende, at hans tilstedeværelse blandt demonstrationens deltagere skete f.eks. som led i et forsøg på at opløse eller bortvise forsamlingen, anført, at dette ikke var klagers opgave, men politiets. Fotograferne fra Demos og TV-Stop eller journalisterne fra B.T. og Ekstra Bladet forsøgte heller ikke at opløse demonstrationen de fulgte den for at dokumentere dens forløb og deltagere ligesom klager.

Klageren har yderligere anført, at det er klager uvedkommende, hvem af nazisterne der deltog i demonstrationen, ligesom det er totalt ligegyldigt, at bladet kan dokumentere, hvem klager har været i selskab med siden den 5. juni 1995. At klager har været i stue med en person, der muligvis er nazist, gør ikke klager til nazist, ligesom det ikke ændrer på, at klager ikke deltog i nazisternes træf i Hillerød i 1995.

Klageren har videre i forhold til det af bladet anførte om hans udtalelser til bladet "Danskeren" og hans manglende indsigelser mod, at Demos Nyhedsbrev har bragt det samme billede fra grundlovsmødet i 1995 med samme ledsagende tekst som bladet, anført, at hans udtalelser til bladet "Danskeren" er denne sag uvedkommende, og at han ikke har set billederne eller den ledsagende tekst i Demos Nyhedsbrev. Derimod har klager gjort indsigelse mod Ekstra Bladet for et lignende udsagn.

Klageren har desuden anført, at han aldrig har deltaget i nazistiske demonstrationer, og at denne oplysning, der er skadelig og krænkende, ej heller ikke blevet forelagt for ham, hvilket ligeledes er i strid med god presseskik.

Bladet har med henvisning til billeddokumentation fra 1995 til 2001 af klager anført, at man på den baggrund ikke fandt det nødvendigt at forelægge klager de oplysninger, som er bragt i artiklen. Bladet har henvist til nævnets kendelse i sag nr. 25/1999. Der er alene tale om referat/udlægning af fotografisk dokumentation. Oplysningen om klagers deltagelse i demonstrationer er dokumenteret ved de optagne fotografier, som klageren ikke ses at bestride korrektheden af.

Bladet har oplyst, at det ikke er korrekt, at klager aldrig har deltaget i et nazistisk træf. Med hensyn til handlingsforløbet omkring det omtalte grundlovsmøde i Hillerød i 1995 har bladet oplyst, at efter Den Danske Forenings (DDF) formand havde valgt at aflyse det bebudede grundlovsmøde, valgte to medlemmer af DDF, hvoraf den ene var klager, at stå på mødepladsen sammen med nazisterne. Det er i den situation, at de billeder, som bladet har bragt af de to, er taget. Da nazisterne havde afsluttet deres træf på mødepladsen, marcherede de gennem Hillerøds gader til et holdende særtog, som skulle køre dem til Hundige. Klager valgte at gå med nazisterne. Herudover har klager udtalt sig til Den Danske Forenings blad "Danskeren", december 1995, om grundlovsmødet i Hillerød, hvor han er citeret for at sige, at det var et klogt træk at aflyse mødet, fordi pressen var til stede, hvorimod han ikke udtrykker afstandtagen til nazisternes tilstedeværelse, som han ellers i sit krav om genmæle hævder var en væmmelig begivenhed. Det faktum, at nazisterne Brian og Kenneth Kristiansen indgik i vagtmandskabet ved DDF´s møder i sommeren 1996 belyser ligeledes, at der ikke er noget opsigtsvækkende i, at klager var til det nazistiske grundlovstræf i Hillerød.

Bladet har desuden anført, at det billede, som bladet har offentliggjort af klager fra grundlovsmødet den 5. juni 1995, tidligere har været offentliggjort i Demos Nyhedsbrev. Her havde den ledsagende tekst et indhold, der svarer til det, som bladet skriver. Alligevel er der ingen indsigelser kommet fra klager mod billedet og den ledsagede tekst.

Bladet er enig med klager i, at det ikke gør ham til nazist, at han har været i stue med en person, der muligvis er nazist, og bladet har da heller ikke på noget tidspunkt hævdet, at klager var eller er nazist. Det kan imidlertid med fotos dokumenteres, at klager ved flere lejligheder siden den 5. juni 1995 har været i selskab med nazister. Klager indgår i artiklen som et eksempel på de uformelle relationer, der gennem årerne har været mellem medlemmer af DDF og folk med et nazistisk tilhørsforhold. Denne relation er påvist ved den over for nævnet fremlagte billeddokumentation af klagers omgang med nazister i årene 1995-2001. Denne omgang sker med udgangspunkt i klagers stærkt fremmedfjendtlige holdninger.

Det er således på det foreliggende grundlag bladets opfattelse, at der fuldt ud er dækning for de anvendte formuleringer. Det forekommer i denne sammenhæng ikke afgørende, om klageren selv betragtede sig som deltager i den nazistiske demonstration i Hillerød den 5. juni 1995, idet han ved at følges med og gå blandt demonstrationens deltagere har efterladt det indtryk, at han faktisk deltog i demonstrationen. Det forhold, at klager fulgtes med nazisterne til særtoget, medfører, at han ikke berettiget kan hævde, at han ufrivilligt var omgivet af nazisterne. Det ses tillige af billederne, at klager befandt i midten af gruppen af nazister, hvilket de ikke ville tillade, hvis man er fjende af nazismen. Fotograferne, der tog billederne af klager, har oplyst, at de ikke på noget tidspunkt så klager filme nazisterne.

Bladet har endelig anført, at man ikke har fundet det nødvendigt at forelægge klager de oplysninger, der bringes i artiklen, da man var i besiddelse af fornøden billeddokumentation, og da man ikke har fundet, at oplysningerne har været skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for klager. Hvis det havde været tilfældet, havde klager ikke stillet sig op på mødepladsen i Hillerød sammen med nazisterne. Han var heller ikke gået med nazisterne i deres efterfølgende demonstration gennem byens gader, og han havde ikke haft omgang med nazister som Glenn Parcharzina og brødrene Brian og Kenneth Kristensen. Ej heller havde han udtalt sig, som han gør, om Hillerød-episoden i bladet "Danskeren", ligesom han ikke havde kunne acceptere, at nazister indgik i vagtmandskabet ved DDF´s møder den 5. og 15. juni 1996.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at oplysningerne om, at klager har deltaget i et nazistisk træf i Hillerød og i nazistiske demonstrationer kan virke skadelige og krænkende for klager. Nævnet finder, at bladet burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for klager uanset, at klagers tilstedeværelse ved træffet i Hillerød fremgår af et fotografi, og uanset, at klager i øvrigt måtte have omgået personer med nazistiske holdninger. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik af bladet.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Tjeck Magazine at offentliggøre følgende:

I Tjeck Magazines november-nummer 2001 blev der bragt en omtale af en række personer og grupper med tilknytning til den ekstreme højrefløj, herunder en omtale af [K].

[K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet finder, at oplysningerne om, at klager har deltaget i et nazistisk træf i Hillerød og i nazistiske demonstrationer kan virke skadelige og krænkende for klager. Nævnet finder, at bladet burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for klager uanset, at klagers tilstedeværelse ved træffet i Hillerød fremgår af et fotografi, og uanset, at klager i øvrigt måtte have omgået personer med nazistiske holdninger. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik af bladet.

Afsagt den 1. maj 2002.

Versioner

  1. 2002-05-08