Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 11/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9170@2002-05-08/da
Indhold
En mand [K] har klaget til Pressenævnet over, at Tjeck Magazine har afvist at bringe et genmæle i forbindelse med en artikel bragt i Tjeck Magazines november-nummer 2001.
I artiklen med overskriften " Dansk Folkepartis hemmelige venner " hed det blandt andet:
-----
"I Dansk Ungdom fandt man også ekstremister som og [K], der blandt andet deltog i nazistiske demonstrationer."
-----
I tilknytning til denne tekst var der blandt andet bragt et billede af klager med følgende tekst:
"[K] (t.h.) til nazistisk træf i Hillerød, 1994. (Foto: Fotodok.)"
Ved brev af 20. november 2001 anmodede klager bladet om at bringe følgende genmæle:
"Genmæle
I novembernummer af Tjeck Magazine kan man i artiklen "Dansk Folkepartis hemmelige venner" om min person læse følgende påstand:
"[K] (t.h.) til nazistisk træf i Hillerød i 1994. Det til teksten hørende billede er fra Hillerød 1995, hvor Den Danske Forenings grundlovsmøde blev kuppet af en ulovlig, nazistisk demonstration, en i pressen meget omtalt hændelse. Undertegnede befandt sig derfor ikke af egen drift i den afbillede situation, men blev som en af Den Danske Forenings grundlovsmødedeltagere ufrivilligt omgivet af nazistiske aktivister. Jeg kan i øvrigt tilføje, at billedet af min gode ven Lillian Bostock fra Den Danske Forening til "nazistisk træf i Hillerød 1994", er fra samme væmmelige begivenhed i 1995, og Lillian Bostock befandt sig ej heller frivilligt omgivet af nazister.
I samme artikel kan man videre om min person læse, at "I Dansk Ungdom fandt man også ekstremister som [A] og [K], der blandt andet deltog i nazistiske demonstrationer". Undertegnede har aldrig deltaget i nazistiske demonstrationer eller nogen anden form for nazistisk aktivitet.
[K], folketingskandidat for Fremskridtspartiet."
Ved brev af 7. januar 2002 afviste bladet at bringe genmælet.
Klageren har anført, at der i artiklen er anført ukorrekte oplysninger om ham. Klager har aldrig deltaget i et nazistisk træf i Hillerød eller i nazistiske demonstrationer. Det til teksten hørende billede er fra Hillerød 1995 ikke 1994 som anført hvor Den Danske Forenings (DDF) grundlovsmøde blev kuppet af en ulovlig, nazistisk demonstration en i pressen meget omtalt hændelse. Klager befandt sig derfor ikke af egen drift i den afbillede situation, men blev som en af DDF s grundlovsmødedeltagere ufrivilligt omgivet af nazistiske aktivister.
Klageren har oplyst, at grunden til, at han befandt sig på pladsen, var for at deltage i DDF´s grundlovsmøde samt for at optage dette på video. Da nazisterne mødte op, blev klager af formanden for DDF bedt om at videooptage nazisterne for senere at undgå disses indtog i DDF. Derfor blev han på pladsen og fulgte nazisterne ud af byen for at få så gode billeder som muligt. Dette er forklaringen på billederne, som i øvrigt viser, at klager har sit videokamera i hånden, og at han befinder sig i demonstrationens bagtrop, hvor der ligeledes ses en ældre dame, som næppe "deltager i demonstrationen".
Klageren har til bladets anførsel om, at det ikke forekommer afgørende, om klageren selv betragtede sig som deltager i demonstrationen den 5. juni 1995 i Hillerød, anført, at hvis det, at man følger med en demonstration med et videokamera i hånden for at kunne dokumentere denne demonstration, er nok til at efterlade det indtryk, at man selv deltager i den, så skulle både TV-Stop, fotograferne fra Demos Nyhedsbrev og journalisterne fra B.T. og Ekstra Bladet ligeledes have været til "nazistisk træf i Hillerød i 1994" og deltaget i nazistiske demonstrationer.
Klager har samtidig til bladets anførsel om, at klager ikke har gjort gældende, at hans tilstedeværelse blandt demonstrationens deltagere skete f.eks. som led i et forsøg på at opløse eller bortvise forsamlingen, anført, at dette ikke var klagers opgave, men politiets. Fotograferne fra Demos og TV-Stop eller journalisterne fra B.T. og Ekstra Bladet forsøgte heller ikke at opløse demonstrationen de fulgte den for at dokumentere dens forløb og deltagere ligesom klager.
Klageren har yderligere anført, at det er klager uvedkommende, hvem af nazisterne der deltog i demonstrationen, ligesom det er totalt ligegyldigt, at bladet kan dokumentere, hvem klager har været i selskab med siden den 5. juni 1995. At klager har været i stue med en person, der muligvis er nazist, gør ikke klager til nazist, ligesom det ikke ændrer på, at klager ikke deltog i nazisternes træf i Hillerød i 1995.
Klageren har videre i forhold til det af bladet anførte om hans udtalelser til bladet "Danskeren" og hans manglende indsigelser mod, at Demos Nyhedsbrev har bragt det samme billede fra grundlovsmødet i 1995 med samme ledsagende tekst som bladet, anført, at hans udtalelser til bladet "Danskeren" er denne sag uvedkommende, og at han ikke har set billederne eller den ledsagende tekst i Demos Nyhedsbrev. Derimod har klager gjort indsigelse mod Ekstra Bladet for et lignende udsagn.
Bladet har anført, at der er fuld dækning for de i artiklen anvendte formuleringer. At årstallet for grundlovsmødet er anført som 1994 og ikke 1995, som er det rigtige, skyldes en korrekturfejl. Oplysningen om klagers deltagelse i demonstrationer er dokumenteret ved de optagne fotografier, som klageren ikke ses at bestride korrektheden af. Da korrektheden ikke er tilbagevist af klageren, kan genmæle ikke komme på tale. Det bemærkes, at allerede det fremlagte foto af klager, der følges med nazisterne, bevirker, at klageren ikke kan godtgøre, at hans oplysningers rigtighed er utvivlsom, idet dette foto og fotoet i artiklen netop viser en adfærd, som kan omfattes af journalistens ordvalg "deltog".
Bladet har oplyst, at det ikke er korrekt, at klager aldrig har deltaget i et nazistisk træf. Med hensyn til handlingsforløbet omkring det omtalte grundlovsmøde i Hillerød i 1995 har bladet oplyst, at efter Den Danske Forenings (DDF) formand havde valgt at aflyse det bebudede grundlovsmøde, valgte to medlemmer af DDF, hvoraf den ene var klager, at stå på mødepladsen sammen med nazisterne. Det er i den situation, at de billeder, som bladet har bragt af de to, er taget. Da nazisterne havde afsluttet deres træf på mødepladsen, marcherede de gennem Hillerøds gader til et holdende særtog, som skulle køre dem til Hundige. Klager valgte at gå med nazisterne. Herudover har klager udtalt sig til Den Danske Forenings blad "Danskeren", december 1995, om grundlovsmødet i Hillerød, hvor han er citeret for at sige, at det var et klogt træk at aflyse mødet, fordi pressen var til stede, hvorimod han ikke udtrykker afstandtagen til nazisternes tilstedeværelse, som han ellers i sit krav om genmæle hævder var en væmmelig begivenhed. Det faktum, at nazisterne Brian og Kenneth Kristiansen indgik i vagtmandskabet ved DDF´s møder i sommeren 1996 belyser ligeledes, at der ikke er noget opsigtsvækkende i, at klager var til det nazistiske grundlovstræf i Hillerød.
Bladet har desuden anført, at det billede, som bladet har offentliggjort af klager fra grundlovsmødet den 5. juni 1995, tidligere har været offentliggjort i Demos Nyhedsbrev. Her havde den ledsagende tekst et indhold, der svarer til det, som bladet skriver. Alligevel er der ingen indsigelser kommet fra klager mod billedet og den ledsagede tekst.
Bladet er enig med klager i, at det ikke gør ham til nazist, at han har været i stue med en person, der muligvis er nazist, og bladet har da heller ikke på noget tidspunkt hævdet, at klager var eller er nazist. Det kan imidlertid med fotos dokumenteres, at klager ved flere lejligheder siden den 5. juni 1995 har været i selskab med nazister. Klager indgår i artiklen som et eksempel på de uformelle relationer, der gennem årerne har været mellem medlemmer af DDF og folk med et nazistisk tilhørsforhold. Denne relation er påvist ved den over for nævnet fremlagte billeddokumentation af klagers omgang med nazister i årene 1995-2001. Denne omgang sker med udgangspunkt i klagers stærkt fremmedfjendtlige holdninger.
Det er således på det foreliggende grundlag bladets opfattelse, at der fuldt ud er dækning for de anvendte formuleringer. Det forekommer i denne sammenhæng ikke afgørende, om klageren selv betragtede sig som deltager i den nazistiske demonstration i Hillerød den 5. juni 1995, idet han ved at følges med og gå blandt demonstrationens deltagere har efterladt det indtryk, at han faktisk deltog i demonstrationen. Det forhold, at klager fulgtes med nazisterne til særtoget, medfører, at han ikke berettiget kan hævde, at han ufrivilligt var omgivet af nazisterne. Det ses tillige af billederne, at klager befandt sig i midten af gruppen af nazister, hvilket de ikke ville tillade, hvis man er fjende af nazismen. Fotograferne, der tog billederne af klager, har oplyst, at de ikke på noget tidspunkt så klager filme nazisterne.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at udsagnene om, at klager har deltaget i et nazistisk træf i Hillerød og i nazistiske demonstrationer i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug og særligt henset til artiklens øvrige indhold må skulle forstås således, at klager ved sin tilstedeværelse har ønsket at vise sin støtte til de holdninger, som det omtalte nazistiske træf og de nazistiske demonstrationer var udtryk for.
Nævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, at det ikke fremstår som utvivlsom rigtigt, at klager deltog i det nazistiske træf i Hillerød eller i øvrigt har deltaget i nazistiske demonstrationer. Klager er derfor berettiget til efter påkrav at få optaget følgende genmæle i bladet, jf. medieansvarslovens § 39:
I Tjeck Magazines november-nummer 2001 fremgik det, at undertegnede [K] i 1994 hvilket rettelig skal være 1995 deltog i et nazistisk træf i Hillerød. Dette er ikke korrekt, idet jeg som en af Den Danske Forenings grundlovsmødedeltagere ufrivilligt blev omgivet af nazistiske aktivister, efter at denne gruppe personer havde kuppet Den Danske Forenings grundlovsmøde, som herefter blev aflyst.
Det fremgik endvidere af artiklen, at jeg har deltaget i nazistiske demonstrationer. Dette er heller ikke korrekt.
Afsagt den 1. maj 2002.