Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 27/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9171@2002-05-08/da
Indhold
En kvinde [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Fyens Stiftstidende den 6. februar 2002, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af artiklen med overskriften "Barsk broderfejde i BK 99" fremgik følgende af en underrubrik:
"STRID: [B] fyret som træner af sin bror efter dramatik ved JM."
I artiklen hed det:
"BOKSNING: BK 99 s formand har fyret sin træner og bror [B] under stor ståhej efter de jyske mesterskaber.
Faktisk udviklede det sig til en regulær familie-fejde, da familien [efternavn udeladt] nåede tilbage til Odense efter mesterskaberne i Århus.
- Klubbens sekretær [K] og formand [A] blev så fortørnede over, at min kæreste snakkede med medlemmerne af Olympia i Århus, at de ved ankomsten til Odense først overfaldt hende verbalt og herefter fyrede mig, da jeg bad dem om at stoppe.
Da [B] afleverede sine klubnøgler flåede [K] døren op på hans kæreste Anitas bil og begyndte af slå og sparke svogeren, så hans bukser og overtøj blev flænset. Ifølge [B] var klubbens sekretær også meget voldsom i omgangen med et par bildøre, hvorfra der også røg noget lak.
- Det er da rigtigt, at vi var sure over, at de drak sammen med Olympia-folkene. Men det er noget frygteligt ævl, at det skulle være årsagen til, at [B] blev fyret. Anita har intet at gøre med det.
- Jeg har ikke været tilfreds med ham længe, og bokserne har det på samme måde, siger formand og bror[A].
Hentet til Vollsmose
Da [A] blev alvorligt syg, hentede han [B] til Vollsmose-klubben som træner.
- Men det kunne ikke blive ved at gå. Det første kvarter satte han bokserne i gang med at sjippe, og så gik han ellers ud bagved for at tænde sig en cecil. Der skete ingenting. Bokserne har været utilfredse. [B] har ikke levet op til boksernes og mine forventninger, siger formanden.
Penge til gode
[B]mener at have et tilgodehavende i BK 99 på 2250 kroner.
- Jeg har i min tid i bokseverdenen ikke oplevet et sådant had til en anden klub som [A] og [K] nærer til Olympia. Det grænser næsten til sygelighed. [A] mener, at det er for ringe af mig, at jeg gør krav på min løn, fordi han ikke mener, at min kæreste kan være bekendt at tale med Olympia.
Hvorfor sagde du ja til at hjælpe din bror og komme til klubben?
- Blod er tykkere end vand, og [A] havde været syg. Men der må være noget galt i toppen, når alle trænerne flygter fra klubben. Det er jo heller ikke let for bokserne, at de altid skal møde nye ansigter og aldrig ved, hvem der træner dem næste gang. Men det er aldrig [A], for han er så lidt i klubben, at de næsten ikke ved hvem han er, siger[B].
Han har skrevet til DABU-bladet og forventer at få sit tilgodehavende.
[B] følte sig som bekendt også snydt, da han forlod Olympia. Jeg havde forventet mig mere af en DABU 2-træner. Klubben lønnede [B] med 15.000 kroner, tre træningsdragter, klubjakke, t-shirts, sort indtægt fra polterabend, fri sodavand/chokolade samt benzinpenge, siger[A].
- [B] er nu overbevist om, at [K] er i gang med "at ringe land og rige rundt" for at finde noget på sin svoger.
- Men jeg er en meget lovlydig borger, bedyrer[B].
[As] kommentar:
- Frustrerede og panikslagne mennesker findes også i denne verden."
Artiklen var ledsaget af et billede af [B], hvortil var knyttet følgende tekst:
"[B] mener, at broderen [A] skylder ham 2.250 kroner."
Klageren har anført, at artiklen i den grad virker krænkende og agtelsesforringende for hende og hendes ægtefælle.
Klageren har videre anført, at journalisten bag artiklen på ingen måde informerede klager om, at han var ved at skrive om [Bs] mange og uhyrlige beskyldninger. Klager bliver fremstillet som en voldsperson m.m. Klager er nævnt så mange gange, at man skulle tro, at det er helt bevidst fra journalistens side, at han ikke har kontaktet klager med henblik på at få "historien" kommenteret/dementeret. Det er korrekt, at klager er blevet tilbudt at komme til orde med et læserbrev, hvilket bladet meddelte klager den 7. februar 2002, efter at bladet havde fået mindre flatterende oplysninger om [B]. Dette har klager dog ikke lyst til, og det er i øvrigt klagers sag uvedkommende, at der har været to læserbreve i bladet den 8. februar 2002.
Klageren har oplyst, at klagers ægtefælle blev kontaktet af journalisten den 5. februar 2002 om aftenen pr. telefon, da hans bror [B] havde henvendt sig til avisen, fordi han var "blevet fyret og havde et tilgodehavende". Det er alt, hvad klagers ægtefælle fik at vide. Det fremgår også tydeligt af artiklen, at han er helt uden viden om artiklens oprigtige indhold.
Klageren har i den forbindelse anført, at artiklen ikke er efterprøvet i tilstrækkelig grad, idet journalisten ikke har forhørt sig hos de naboer, der skulle have fået ødelagt deres biler eller hos de andre personer, der kørte hjem fra Århus til Odense i minibussen. Journalisten har heller ikke undersøgt [Bs] motiver for en sådan udtalelse. Dertil kommer, at journalisten burde have informeret klager om beskyldningerne. Journalisten burde endvidere have kontaktet bokserne med henblik på en udtalelse, da de også er nævnt.
Klageren har oplyst, at hun er i bestyrelsen for BK 99, ligesom hun er kasserer i bestyrelsen på sit arbejde. Klager mener, at artiklen har skadet hende så meget, at hun bliver nødt til at trække sig begge steder.
Bladet har oplyst, at man ved brev af 12. februar 2002 har beklaget, at uoverensstemmelsen mellem de to brødre var blevet slået for stort op, selv om det er et journalistisk faktum, at selv mindre begivenheder fylder meget, når det drejer sig om sportens verden.
Bladet har anført, at der i den indklagede artikel alene er frembragt udtalelser med kildeangivelse, og der er ingen holdningsmæssig stillingtagen fra journalistens side. Bladet har i et brev til klager tilbudt hende at komme med sine bemærkninger. Det sker i form af to læserbreve, som begge er bragt på samme placering i bladet den 8. februar 2002.
Bladet har yderligere gjort gældende, at det ikke er korrekt, at journalisten ikke har forsøgt at kontakte begge parter. Han har viderebragt de oplysninger, som blev givet af blandt andet[B], og det var da artiklen blev skrevet ikke muligt at få yderligere oplysninger.
Bladet har endelig anført, at [Bs] psykiske tilstand ikke var et spørgsmål, som journalisten i situationen skulle forholde sig til. [B] var indtil artiklen blev skrevet fuldt engageret i klubben, og der var ingen indikationer af, at der var tale om en uligevægtig person. Bladet anser det som udtryk for god presseskik ikke at foretage sig videre i relation til [Bs] psykiske tilstand, idet bladet ikke efterfølgende kan bringe en beklagelse over en persons sygdom.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at oplysningerne om klagers påståede voldelige adfærd er krænkende for klager. Oplysningerne burde derfor have været forelagt klager forud for offentliggørelsen. Nævnet lægger til grund, at bladet ikke har forsøgt at indhente klagers bemærkninger til disse oplysninger. Bladet har ved den manglende forelæggelse handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Nævnet finder ikke i øvrigt, at bladet har handlet i strid med god presseskik i forhold til klager.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Fyens Stiftstidende at offentliggøre følgende:
Den 6. februar 2002 bragte Fyens Stiftstidende en omtale af en strid mellem to brødre i bokseklubben BK 99. Det fremgik af omtalen, at den ene broders ægtefælle [K] havde optrådt voldeligt over for den anden broder og havde udøvet hærværk på en bil.
Pressenævnet finder, at oplysningerne om klagers påståede voldelige adfærd er krænkende for klager. Oplysningerne burde derfor have været forelagt klager forud for offentliggørelsen. Nævnet lægger til grund, at bladet ikke har forsøgt at indhente klagers bemærkninger til disse oplysninger. Bladet har ved den manglende forelæggelse handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Afsagt den 1. maj 2002.