Forlængelse af frist for tilmelding til AF i DK efter udløb af attest E 303 Tyskland
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9181@2002-05-14/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 21. marts 2002.
Nævnet traf denne
De kan få forlænget fristen for tilmelding til AF efter udløbet af attestperioden den 29. august 2001. De mister derfor ikke retten til dagpenge fra den 30. august 2001.
Efter ordlyden af Artikel 69 er der mulighed for at forlænge fristen for tilmelding til AF. Artikel 69 stiller ikke krav om, at konkrete betingelser skal være opfyldt.
Ankenævnet har lagt til grund, at De havde en indledende telefonisk ansættelsessamtale den 27. august 2001 med firmaet XXX, og at De efterfølgende blev bedt om at sende Deres eksamenspapirer mv. på tysk. Ankenævnet har noteret sig, at firmaet ved brev af 26. september 2001 bekræfter modtagelsen af Deres papirer.
Ankenævnet finder på denne baggrund, at De har dokumenteret, at De var i gang med et ansættelsesforløb i umiddelbar tilknytning til attestperiodens udløb.
Ankenævnet har lagt vægt på, at De kontaktede AF med oplysningen om ansættelsesforløbet i Tyskland og forsøgte at nå hjem den 29. august 2001. Ankenævnet har videre lagt vægt på, at De tilmeldte Dem AF den 30. august 2001.
Ankenævnet henviser til Artikel 69, stk. 2, i Forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fælleskabet.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 21. september 2001.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
XXX
XXX
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Vi udstedte den 14. juni 2001 en attest E 303 til Dem fra den 6. juni 2001 til den 29. august 2001 til brug under arbejdssøgning i Tyskland.
De har i Deres brev af 30. august 2001 oplyst følgende:
"Undertegnede skulle have haft mødt op på arbejdsformidlingen samt XX den 29. august 2001, men nåede kun at henvende mig pr. telefon til hhv. AF (XXX) samt XXX XXX på grund af følgende:
Jeg havde bestilt togbillet til Tyskland (XXX (mellem XXX og XXX) til Danmark, men pga. en telefonsamtale den 27. august kl. 16.15 fra XXX, hvor jeg bl.a. havde søgt job, blev jeg nødt til at oversætte alle mine papirer, herunder eksamens, - udtalelser samt diplomer, til tysk, dette havde de ikke krævet tidligere, hvor det havde været tilstrækkeligt på engelsk. Det betød, at jeg ikke kunne komme af sted den 28. august 2001, hvor jeg havde bestilt togbillet, men først den 29. august 2001."
XXX Arbejdsformidlingen i XXX har den 11. september 2001 telefonisk oplyst, at De er registreret som tilmeldt den 30. august 2001.
Herudover er det oplyst, at De kontaktede Arbejdsformidlingen meget tidligt på dagen den 29. august 2001 telefonisk, hvor De forelagde Deres situation.
Under samtalen meddelte De, at De godt kunne nå at møde frem på Arbejdsformidlingen denne dag, men at De først kunne nå at være der omkring kl. 17.00. De fik her besked på, at Arbejdsformidlingen lukkede kl. 16.00, og at Arbejdsformidlingen ikke havde mulighed for at holde åbent og vente på Dem til kl. 17.00.
Det er videre oplyst, at De stod ved Arbejdsformidlingen i XXX den 30. august 2001, da døren blev åbnet.
De har den 17. september 2001 telefonisk oplyst følgende:
· at De den 6. eller den 7. juli 2001 sendte en ansøgning til flyselskabet XXX.
· at De den 12. juli 2001 modtog en bekræftelse på Deres ansøgning fra XXX med anmodning om yderligere oplysninger, herunder eksamenspapirer mv. Disse papirer sendte De til firmaet i juli måned.
· at XXX den 27. august 2001 kontaktede Dem telefonisk, hvor firmaet og De havde en indledende ansættelsessamtale. Firmaet bad Dem her om at sende Deres eksamenspapirer mv. i en tysk udgave. Firmaet oplyste Dem samtidig, at De ville blive indkaldt til en test på et senere tidspunkt.
· at De om aftenen den 28. august 2001 eller om morgenen den 29. august 2001 sendte Deres eksamenspapirer mv. i en tysk udgave til firmaet.
· at De endnu ikke har hørt nærmere fra XXX, men at dette muligvis kan have noget at gøre med katastrofen i USA.
De blev således ikke i Tyskland for at afvente svar på udfaldet af denne og tidligere samtaler.
De har den 18. september 2001 sendt kopi af et brev fra XXX af 12. juli 2001, hvori firmaet bekræfter modtagelsen af Deres ansøgning.
Videre har De vedlagt en kopi af Deres udaterede brev til XXX, hvori De med henvisning til telefonsamtalen af 27. august 2001 sender Deres eksamenspapirer mv."
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 21. september 2001 denne afgørelse:
"Vi kan ikke forlænge fristen for tilmelding til Arbejdsformidlingen i Danmark efter udløbet af attest E 303. Vi henviser til forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 69, stk. 2.
Begrundelse
Hvis et medlem ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af attesten, mister medlemmet enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning, jf. artikel 69, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1408/71.
Direktoratet kan i særlige tilfælde forlænge fristen for tilmelding til Arbejdsformidlingen i Danmark.
Fristen forlænges bl.a. i tilfælde af dokumenteret sygdom, barselsorlov, uforudsigelige og undskyldelige omstændigheder eller dokumenteret ansættelsessamtale i det andet EØS-land, jf. § 15, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 618 af 23. juli 1999 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland (EØS-bekendtgørelsen) med tilhørende vejledning.
Vi henviser til direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 618 af 23. juli 1999 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde mv. inden for EØS og i det øvrige udland, § 15, og tilhørende vejledning nr. 122 af 23. juli 1999.
Vi har lagt vægt på, at De ikke har kunnet dokumentere, at De skulle til ansættelsessamtale i det andet EØS-land i umiddelbar tilknytning til attestperiodens udløb.
Direktoratet finder videre, at der ikke har været undskyldelige/uforudsigelige omstændigheder i umiddelbar tilknytning til attestperiodens udløb.
Vi har herunder lagt Deres oplysninger til grund om, De den 27. august 2001 blev kontaktet telefonisk af flyselskabet XXX, hvor firmaet og De havde en indledende ansættelsessamtale. De blev hér bedt om at sende Deres eksamenspapirer mv. i en tysk udgave. Firmaet meddelte Dem samtidig, at De ville blive indkaldt til en test på et senere tidspunkt.
Vi har også lagt vægt på, at De først har søgt om forlængelse af fristen, efter udløbet af attest E 303. Som udgangspunkt forlænges fristen kun, hvis der søgt om det, før attesten udløber.
De kan derfor ikke få dagpenge fra Deres tilmelding på Arbejdsformidlingen i Danmark den 30. august 2001.
Udbetaling af dagpenge er betinget af, at De får arbejde i mindst 296 timer inden for en periode på 12 uger/3 måneder. Vi henviser til ovennævnte bekendtgørelse § 2, stk. 2."
3. Klagen til ankenævnet
De klagede den 28. september 2001 over Direktoratets afgørelse af 21. september 2001.
De kunne se, at begrundelsen for afslaget havde været, at De ikke kunne dokumentere, at De skulle til en ansættelsessamtale i et andet EØS-land i umiddelbar tilknytning til attestperiodens udløb. De gjorde opmærksom på, at De havde en samtale med XXX den 27. august 2001 pr. telefon og havde den 26. september 2001 modtaget brev, hvor XXX bekræftede modtagelsen af Deres oversatte eksamenspapirer m.v. Det var åbenbart sådan, at man ikke som det første kom til en personlig samtale men blev interviewet pr. telefon.
De anførte, at XXX i første omgang havde været tilfreds med at få Deres papirer på engelsk men at de pludselig skulle oversættes til tysk, hvilket var en uforudsigelig omstændighed i umiddelbar tilknytning til attestperiodens udløb.
Endelig var der lagt vægt på, at De var taget tilbage til Danmark, hvilket De undrede Dem over. De var naturligvis taget tilbage for at melde Dem hos a-kassen og AF.
De håbede, at De havde udtrykt Dem klart, at De var interesseret i at få et job så hurtigt som muligt.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet sendte sagen til Ankenævnet den 15. november 2001. Direktoratet fastholdt afgørelsen af 21. september 2001.
Direktoratet bemærkede, at den nævnte ansættelsessamtale fandt sted før attestperiodens udløb, og at De først havde søgt om forlængelse af fristen for tilmelding på Arbejdsformidlingen i Danmark efter udløbet af attesten.
Endelig bemærkede Direktoratet, at Direktoratet efter praksis ikke forlænger hjemvendelsesfristen, hvis den senere hjemvenden skyldes oversættelse af dokumenter til brug ved jobsøgning.
5. Nyt efter klagen
Intet.
6. Regler
Forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet
Artikel 69
2. Såfremt den pågældende vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af den periode, i hvilken han har ret til ydelser, er han fortsat berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist.
Bekendtgørelse nr. 713 af 6. august 2001 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde mv. inden for EØS og i det øvrige udland
§ 15 Et medlem, der har tilmeldt sig Arbejdsformidlingen i Danmark efter udløbet af attest E 303, opnår først ret til dagpenge, når medlemmet har arbejdet i det omfang, som fremgår af § 2, stk. 2.
Direktoratets vejledning nr. 148 af 6. august 2001 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde mv. inden for EØS og i det øvrige udland
Til § 15
Ifølge art. 69, stk. 2, i forordningen mister et medlem, der ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af attest E 303, enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning. Det fremgår dog af art. 69, stk. 2, at fristen for tilmelding i undtagelsestilfælde kan forlænges af det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution.
Direktoratet kan forlænge fristen for tilmelding til arbejdsformidlingen i Danmark. Fristen kan bl.a. forlænges, hvis medlemmet har været syg i umiddelbar tilknytning til attestens udløb, og medlemmet derfor ikke har været i stand til at rejse tilbage til Danmark og tilmelde sig arbejdsformidlingen. Det er et krav, at medlemmet fremlægger en lægeattest udstedt af en læge i det andet EØS-land. Tilmelding til arbejdsformidlingen skal ske senest dagen efter, medlemmet er blevet raskmeldt.
Fristen kan også forlænges, hvis medlemmet er på barselsorlov på det tidspunkt, hvor attesten udløber. Tilmelding til arbejdsformidlingen skal ske senest dagen efter, at orloven er ophørt.
Fristen kan også forlænges, hvis der foreligger uforudsigelige og undskyldelige omstændigheder i umiddelbar tilknytning til attestens udløb. Tilmelding til arbejdsformidlingen skal ske, så snart omstændighederne ikke længere er til stede.
Endelig kan fristen forlænges, hvis der foreligger dokumentation for, at medlemmet skal til ansættelsessamtale i det andet EØS-land. I dette tilfælde forlænges fristen for tilmelding til arbejdsformidlingen i Danmark med 4 uger. Tilsvarende gælder, hvis medlemmet afventer resultatet af en ansættelsessamtale.
Der kan ikke udbetales dagpenge for de dage, medlemmet har opholdt sig i det andet EØS-land ud over attestens udløb. Det gælder også, selv om fristen for tilmelding til arbejdsformidlingen forlænges.
Som udgangspunkt kan fristen kun forlænges, hvis medlemmet har søgt om det inden attesten udløber. Hvis medlemmet først søger, efter attesten er udløbet, er forlængelse af fristen betinget af, at medlemmet har været forhindret både i at vende hjem og i at søge om forlængelse af fristen inden attestens udløb.
Fristen kan ikke forlænges, hvis medlemmet udskyder sin hjemrejse, f.eks. fordi medlemmet afventer udbetaling af dagpenge i det andet EØS-land. Fristen kan heller ikke forlænges, hvis medlemmet ønsker at holde ferie i det andet EØS-land eller lignende.
Kravet om arbejde anses for at være opfyldt, hvis medlemmet efter attestens udløb har gennemgået en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, som giver ret til optagelse i en a-kasse.