Supplerende dagpenge
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9182@2002-05-14/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 14. marts 2002.
Nævnet traf denne
De har ret til supplerende dagpenge fra den 1. januar 2001 til den 31. januar 2001.
Ankenævnet har lagt vægt på, at De telefonisk henvendte Dem til XXX Arbejdsløshedskasse (XXX) den 5. september 2000 og søgte om råd og vejledning i forbindelse med deltidsstillingen som undervisningsassistent på XXX. Ankenævnet har derved lagt til grund, at XXX Jobservice er en del af XXX.
Det fremgår af a-kassens oplysninger, at De hovedsageligt blev vejledt vedrørende kombinationen af jobtræning og deltidsansættelse, at frigørelsesattesten ikke var aktuel så længe De var i jobtræning, og at De i øvrigt blev opfordret til at sende kopi af Deres ansættelseskontrakt til kassen til orientering om arbejdets art m.v.
Ankenævnet finder, at De ved Deres henvendelse til kassen burde have været orienteret om tidsfristen for indsendelse af frigørelsesattesten, og at det dermed ikke var tilstrækkeligt alene at opfordre Dem til at sende kassen kopi af ansættelseskontrakten til orientering.
I overensstemmelse med ankenævnets praksis, skal De derfor stilles som om De var blevet korrekt vejledt af kassen. Det er ankenævnets vurdering, at De ville have indsendt frigørelsesattesten rettidigt, hvis De havde kendt reglerne om fristen for indsendelse af attesten. De skal derfor anses for at være berettiget til supplerende dagpenge.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., § 62, stk. 1, nr. 5 og stk. 2, samt direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed, § 19, samt direktoratets bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v., § 16.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 8. juni 2001.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
XXX
XXX
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Det blev i Deres ansættelseskontrakt af den 14. september 2001 oplyst, at De fra den 11. september 2000 til den 31. januar 2001 blev ansat som undervisningsassistent hos XXX (arbejdsgiveren). Ansættelsen var på ca. 11,36 timer ugentligt. Det blev også oplyst, at De var omfattet af et opsigelsesvarsel.
Det fremgik videre af ansættelseskontrakten, at det var muligt at bringe ansættelsesforholdet til ophør med omgående virkning, hvis De fik andet arbejde med længere arbejdstid.
Det fremgår af sagen, at a-kassen modtog ansættelseskontrakten underskrevet af arbejdsgiveren den 12. februar 2001.
Den 16. februar 2000 traf a-kassen afgørelse om, at De ikke kunne få udbetalt supplerende dagpenge i ansættelsesforholdet, dvs. indtil den 31. januar 2001.
De klagede den 2. marts 2001 over afgørelsen.
De anførte i klagen blandt andet, at den ansættelse, som omtalte frigørelsesattest/ansættelseskontrakt forholdt sig til, startede den 11. september 2000. På det tidspunkt var De desuden ansat i XXX som arkivmedarbejder for XXX, i øvrigt foranlediget af XXX. Dagpengeproblematikken var således ikke aktuelt på det tidspunkt.
De ophørte i XXX-jobbet til nytår. Den 2. januar 2001 meldte De Dem ledig på AF. Her fik De udleveret et ledighedserklæring samt et dagpengekort og intet mere.
De udfyldte ledighedserklæringen samt dagpengekortet og begge blev modtaget i a-kassen den 31. januar 2001.
De anførte videre, at ingen - ej heller AF - havde på noget tidspunkt orienteret Dem om nødvendigheden af at indsende frigørelsesattest/ansættelses-
kontrakt eller noget som helt andet inden for nogen som helst frist.
Først da De modtog et brev fra a-kassen, dateret den 5. februar 2001, erfarede De ovennævnte restriktion med hensyn til frigørelsesattester. De modtog desuden en række tryksager.
A-kassen fastholdt den 27. marts 2001 sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet.
Den 7. juni 2001 oplyste Deres a-kasse telefonisk over for direktoratet, at De på intet tidspunkt havde meddelt, at De var ansat i en deltidsstilling fra den 11. september 2001. A-kassen havde således ikke kendskab til, at De ønskede at få supplerende dagpenge fra den 2. januar 2001, idet De ikke henvendte Dem i a-kassen for at søge råd og vejledning.".
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 8. juni 2001 denne afgørelse:
"De kan ikke få supplerende dagpenge fra den 1. januar 2001 til den 31. januar 2001.
Et fuldtidsforsikret medlem kan få supplerende dagpenge, hvis medlemmet arbejder på nedsat tid i et ansættelsesforhold, hvor der er et opsigelsesvarsel.
Arbejdsgiveren skal dog skriftligt erklære, at arbejdsgiveren vil se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet kan få arbejde med en længere arbejdstid.
Erklæringen skal gives på en frigørelsesattest eller fremgå af arbejdsgiverens meddelelse om arbejdsfordeling. Muligheden for at blive frigjort kan også fremgå af ansættelseskontrakten. Der henvises til § 19, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
De begyndte i ansættelsesforholdet den 11. september 2000, og arbejdsgiveren havde krav på et opsigelsesvarsel fra denne dag.
Der er lagt vægt på, at det fremgik af Deres ansættelseskontrakt, at ansættelsesforholdet kunne inden for ansættelsesperioden, fra lærerens side, opsiges med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, og fra XXX´s side med 2 måneders varsel til udgangen af en måned.
A-kassen modtog Deres ansættelseskontrakt den 12. februar 2001.
Fristen på de 10 dage var derfor overskredet, og De var således ikke berettiget til at få supplerende dagpenge fra den 1. januar 2001 til den 31. januar 2001.
Der er også lagt vægt på a-kassens oplysning om, at a-kassen først på baggrund af det indsendte dagpengekort og ledighedserklæring, som a-kassen modtog den 31. januar 2001, blev bekendt med, at De var ansat i en deltidsstilling som undervisningsassistent pr. 11. september 2000.
Der er således lagt vægt på a-kassens oplysning om, at De intet tidspunkt har søgt råd og vejledning i Deres a-kasse, da De blev ansat i en deltidsstilling som undervisningsassistent pr. 11. september 2000.
Direktoratet finder ikke, at der i sagen er særlige forhold, der kan begrunde, at der skal dispenseres fra 10 dages fristen i § 19, stk. 3, i bekendtgørelsen.
Direktoratet skal i den forbindelse bemærke, at det alene var Deres ansvar at sørge for, at ansættelseskontrakten blev modtaget rettidigt i a-kassen.
3. Klagen til ankenævnet
De anførte følgende i Deres klage til ankenævnet af 5. juli 2001:
" l. Jeg er positivt indstillet over for kravet om at stå til rådighed over for arbejdsmarkedet som betingelse for retten til arbejdsløshedsdagpenge. Jeg er også positivt indstillet over for opretholdelsen af dette krav, når det gælder supplerende dagpenge i tilfælde af deltidsarbejde. Jeg er indforstået med kravet om udstedelse af frigørelsesattest fra den arbejdsgiver, man måtte være ansat hos på deltid. Og naturligvis er indberetning om udført arbejde en forudsætning for administration og udbetaling af de dertil svarende supplerende dagpenge.
Det er præcis, disse krav, jeg har forsøgt at efterleve, da jeg 2. januar ved AF-kontoret i XXX meldte mig ledig med henblik på at opnå ret til supplerende dagpenge. At jeg efterfølgende handler i god tro, er fortsat min påstand og betvivles hverken af XXX eller AD i den efterfølgende sagsbehandling. Men jeg finder det rystende og krænkende, at handlen i god tro således sidestilles med handlen i ond tro.
2. I AD´s afgørelse anføres for første gang i sagsbehandlingen, at
"Der er således lagt vægt på a-kassens oplysning om, at De (på) intet tidspunkt har søgt råd og vejledning i Deres a-kasse, da De blev ansat i en deltidsstilling som undervisningsassistent pr. 11. september 2000."
Til dette to kommentarer:
a) Hvorfra skulle jeg vide, at det var nødvendigt for senere at blive berettiget til supplerende dagpenge? Kan man forvente, at man skal søge råd og vejledning, når der ikke er mistanke om et problem?
b) Hvorfor har a-kassen givet denne oplysning? Den er nemlig forkert. Fra juni til december (inklusive) 2000 var jeg jobtræning i XXX som arkivmedarbejder for XXX. Den 4.9.00 (aften) blev jeg ved telefonisk henvendelse tilbudt stillingen som undervisningsassistent. Derfor kontaktede jeg næste dag (ligeledes telefonisk) XXX fra XXX, som havde foranlediget kontakten til XXX. Jeg søgte råd og vejledning om følgende: - Var det tilladt i den givne situation at tage imod det tilbudte arbejde? - Kunne jeg gå på reduceret tid i XXX, såfremt jeg kunne komme overens herom med dem, jeg refererede til i XXX?
Begge disse spørgsmål svarede XXX bekræftende på. Frigørelsesattest problemet blev ikke berørt i løbet af samtalen, men a-kassen var hermed bekendt med min ansættelse som undervisningsassistent. Dagpengeproblematikken blev faktisk berørt i en senere samtale (18. 10.00 i følge min kalender), da jeg skulle forhøre mig om rigtigheden af, at overarbejde inden for de sidste 12 uger (tror jeg nok) ville blive afspadseret i form af dagpengebortfald i et tilsvarende antal timer. A-kassens oplysning om ikke at søge råd og vejledning kan derfor tilbagevises. Tværtimod har jeg i alle tilfælde, hvor jeg har halt mistanke om problemer, kontaktet min referenceperson i XXX og søgt afklaring,
På baggrund heraf anmoder jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn om at omstøde XXX´s og AD´s afgørelse og foranledige udbetaling af supplerende dagpenge for januar 200 1, som jeg må være fuldt berettiget til."
De anførte i brev af 16. juli 2001 yderligere til klagen:
"I forlængelse af nævnte sag tillader jeg mig at fremsende følgende præcisering af et enkelt forhold, der i modsat fald kan resultere i en misforståelse af sagens rette sammenhæng.
Den i sagen omstridte ledighedserklæring( AMA rettelse: frigørelsesattest) - såvel som øvrige omtalte - foreligger ikke i form af en udfyldt blanket af den type, som man rekvirerer til formålet på AF-kontoret, men i form af en formulering herom i ansættelseskontraktens ordlyd. Dette fremgår af sagens akter.
Jeg blev opmærksom på dette i forbindelse med en nyligt indgået aftale med XXX, hvor jeg er ansat til at undervise i sociologisk metode i det kommende skoleår. Ved en henvendelse til højskolen betingede jeg mig, at jeg kunne få en frigørelsesattest, da denne ikke fremgik af det tilsendte ansættelsesbrev. Jeg blev derfor bedt om at skaffe højskolen en af de omtalte blanketter med henblik på udfærdigelse af frigørelsesattest.
Da jeg i sidste uge på mit lokale AF-kontor afhentede den ønskede blanket, erfarede jeg, at den restriktion, som striden omhandler er beskrevet på blankettens bagside. Det er mig derfor magtpåliggende at understrege, at jeg på intet tidspunkt før dette har været i besiddelse af eller set en sådan blanket til udstedelse af frigørelsesattest."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet anmodede den 20. juli 2001, på baggrund af Deres oplysninger i ovennævnte breve, a-kassen om en udtalelse i sagen.
A-kassen besvarede direktoratets anmodning den 7. september 2001.
Direktoratet anmoder Dem ved brev af 17. september 2001 om Deres eventuelle bemærkninger til kassens besvarelse.
Direktoratet oversendte den 22. november 2001 Deres klage til behandling i ankenævnet.
Direktoratet anførte, at der ikke var fremkommet nye oplysninger der gav anledning til at ændre afgørelsen.
5. Nyt efter klagen
(Intet ud over hvad der allerede er medtaget under pkt. 3 og 4)
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000
§ 62. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,
...
5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed
§ 19. Et fuldtidsforsikret medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge. Hvis medlemmets nedsatte arbejdstid ligger inden for den fulde, normale arbejdstid for medlemmets arbejdsområde, og arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, kan der dog kun udbetales supplerende dagpenge, når arbejdsgiveren erklærer at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet opnår arbejde med en længere arbejdstid.
Stk. 2. Arbejdsgiverens erklæring skal enten foreligge på en frigørelsesattest, fremgå af arbejdsgiverens meddelelse om arbejdsfordeling eller frigørelsesmuligheden skal fremgå af ansættelseskontrakten.
Stk. 3. Medlemmet vil kunne få supplerende dagpenge fra ansættelsesforholdets første dag, når arbejdsgiverens erklæring er arbejdsløshedskassen i hænde i underskrevet stand senest 10 hverdage (eksklusive lørdage) efter, at ansættelsen er begyndt, eller efter, at medlemmet skal have frigørelsesattesten for at kunne få supplerende dagpenge. Den dag, medlemmet påbegynder ansættelsen, henholdsvis den dag, fra hvilken arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, medregnes i 10-dages-fristen. Hvis arbejdsløshedskassen har modtaget arbejdsgiverens erklæring efter 10-dages-fristen, kan medlemmet tidligst få supplerende dagpenge fra dette tidspunkt.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.
§ 16. Når en a-kasse bliver bekendt med, at et ledigt medlem begynder arbejde på nedsat tid og er omfattet af et opsigelsesvarsel, skal medlemmet vejledes om betingelserne for at modtage supplerende dagpenge.
Stk. 2. A-kassen skal i god tid, før den begrænsede periode med ret til supplerende dagpenge udløber, orientere medlemmet herom.