Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 13/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9258@2002-06-13/da
Indhold
[En kørelærer K] har ved advokat John H. Jeppesen klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Randers Amtsavis den 6. og 12. januar 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen bragt den 6. januar 2002 med overskriften " Kritik af kørelærer: Han "stjæler" af elevernes lektioner " hed det i en underrubrik: " KØREKORT: Søskendepar klager til ankenævn".
I artiklen hed det:
"- Han "stjæler" af lektionerne, er uengageret og dårlig til at lære fra sig.
Sådan lyder en del af den kritik, som søskendeparret Laila og Martin Faber Jensen, Randers, retter mod en lokal kørelærer.
Bekendtskabet med Jensens Køreskole har for de to betydet, at kørekortet er blevet langt dyrere end nødvendigt, er de overbevist om. Derfor har de besluttet at indsende en klage til Dansk Kørelærer Unions ankenævn for køreundervisning vel vidende at det vil koste dem penge, hvis nævnets afgørelse går dem imod. Jensens Køreskole, hvis afdeling i Randers indehaves af [K], er nemlig ikke medlem af unionen, og derfor er skolens elever ikke dækket af dens garantifond i forbindelse med eventuelle klager.
Martin Faber Jensen mener, han har betalt for ca. 10 timer mere, end han egentlig havde behov for en ekstraudgift på små 3000 kroner.
- Jeg mistede mindst 10 minutter af hver lektion. De første fem blev brugt på at ordne papirer og læsse den foregående elev af og de sidste fem på at hente den efterfølgende, forklarer han.
Andre kritikpunkter mod kørelæreren fra de to søskende går på, at han talte privat i telefon, ordnede ærinder og sågar bad dem standse op, så han kunne tale med venner midt under køretimerne. En enkelt gang blev et par kammerater inviteret ind på bagsædet, mens Martin Faber Jensen sad ved rattet.
For Laila Faber Jensen udviklede køreundervisningen sig til lidt af et mareridt. Hun dumpede to gange til teoriprøven og bestod først den praktiske prøve ved fjerde forsøg. 37 timers kørsel blev det til forinden fordelt over næsten et halvt år.
Selv tror hun, det blandt andet skyldes, at der gik for lang tid mellem hver lektion. Tre uger var der typisk mellem hver køretime en enkelt gang måtte hun vente i fem. Og som følge deraf glemte hun en god del af det, hun havde lært under den foregående lektion. Desuden savnede hun sammenhæng i undervisningen. Teori og praksis var ikke koordineret, mener hun.
Både Laila og Martin skiftede til en anden af virksomhedens kørelærere undervejs i forløbet. Til stor tilfredshed for dem begge.
- Det var det eneste positive, jeg oplevede, fastslår Martin Faber Jensen.
Kørelærer [K] kender til kritikken fra søskendeparret, fordi Martin Faber Jensen har beskrevet sine oplevelser i Handelsskolens elevblad. [K] ønsker ikke at kommentere kritikken overfor avisen, men oplyser at han er gået til en advokat med sagen."
I en artikel med overskriften "Kørelærer afviser kritik af undervisning" bragt den 12. januar 2002 fremgik følgende af en underrubrik:
" KØREKORT : De fleste elever er tilfredse, siger [K]."
I artiklen hed det:
"- Det er første gang, jeg har fået kendeskab til, at nogen er utilfreds med mig.
Sådan lyder kørelærer [K]s kommentar til den kritik, søskendeparret Laila og Martin Faber Jensen rettede mod ham i avisen sidste søndag. [K] ønskede i første omgang ikke at kommentere kritikken, men har nu henvendt sig for at komme til orde.
Ud fra de tilbagemeldinger, han får, vurderer han selv, at 80-90 procent af hans kunder er yderst tilfredse med hans undervisning.
Søskendeparrets kritik går blandt andet på, at de ikke fik fuldt udbytte af køretimerne, fordi kørelæreren førte private telefonsamtaler og ordnede private ærinder under kørslen og at der gik for lang tid mellem køretimerne.
[K] afviser at have talt privat under kørslen, men erkender, at det hænder, at han afleverer papirer på Motorkontoret under en køretime.
- Det er jeg nødt til, hvis jeg skal nå det i åbningstiden. Det tror jeg også, andre kørelærer gør. Men den tid, jeg bruger på det, lægger jeg til i den anden ende. De fleste elever får mere tid, end de betaler for.
Ifølge [K] er det normale, at der er en uge mellem køretimerne. Hvis der går længere tid skyldes det, at eleverne selv er forhindrede, siger han.
Skiftet skolevogn
Laila og Martin Faber Jensen udtrykte også utilfredshed med, at der blev skiftet til en fremmed, mindre skolevogn under forløbet, og Laila Faber Jensen fortalte, at hun blev påvirket psykisk, fordi kørelæreren skældte ud, når hun lavede fejl.
Hertil siger [K]:
- På et tidspunkt foreslog jeg de to, at de skulle skifte til en anden kørelærer, fordi jeg ikke syntes, det gik så godt med dem og mig. Jeg gjorde udtrykkelig opmærksom på, at det ville betyde, at de kom til at køre i den anden bil, og det fik jeg accept af fra begge.
- Jeg kan godt finde på at hæve stemmen i særlige situationer for eksempel hvis det er nødvendigt, at eleven bremser hurtigt op. Men det gør jeg hellere end at bruge bremsen selv, for så husker eleven det næste gang.
[K] vedgår, at der ikke var en tid til teoriprøven den dag, han havde aftalt med Martin Faber Jensen.
- Martins papirer var afleveret sammen med en stor stak andre papirer, men af en eller anden grund var den ene tid ikke skrevet ind. Det burde jeg have opdaget, men det er til gengæld den eneste fejl, jeg har begået i hele min tid som kørelærer.
At Martin Faber Jensen var uden teoribog den uge, der gik, før der var tid til en ny teoriprøve, afviser kørelæreren også.
- Jeg har altid en stor stak teoribøger liggende. Der er ikke nogen ide i at inddrage bogen, før prøven er bestået.
Regningen
Også i stridsspørgsmålet om regningen er der tale om påstand mod påstand: Kørelæreren siger, han fakturerede halvdelen af udgiften til en dobbelttime, fordi Martin Faber Jensen udeblev fra en time uden afbud. Modparten siger, at han meldte afbud flere dage før.
[K] erkender, at han selv er udeblevet fra en aftale tidligt på dagen med Laila Faber Jensen.
- Min søn var blevet indlagt på sygehuset om natten, og jeg havde ikke Lailas telefonnummer. Men jeg havde ærlig talt også andet at tænke på, siger [K], der hævder, at han har givet både Laila og Martin Faber rabat på regningen, fordi han syntes, det var synd for dem, at deres kørekort blev så dyre.
Han er meget lydhør over for kritik, tilføjer han:
- Jeg evaluerer altid undervisningen med eleverne og spørger, om der er noget, jeg kan gøre bedre, siger [K].
Han mener selv, at det gennemsnitlige timetal for hans elever ligger under det normale. Sidste kalenderår havde han 117 elever med op til 23 pr. hold."
I tilknytning til artiklen bragt den 12. januar 2002 fremgik under overskriften " BEKLAGELSE Underskrev dementi under trussel om sagsanlæg" følgende notits:
" Martin Faber Jensen rettede i et nummer af Handelsskolens elevblad Jorden Rundt en meget skarp kritik mod kørelærer [K].
Den første dag efter juleferien underskrev han en beklagelse, forfattet af [K]s advokat, som blandt andet indeholder en passus om, at hans beskyldninger er uden hold i virkeligheden. Det skete med få timers betænkningstid og med en melding om, at alternativet var, at et sagsanlæg, der ville koste ham et sekscifret beløb i erstatning, ville blive afsendt samme dag. Brevet fra advokaten var nemlig sendt til en julelukket handelsskole og fristen for svar var overskredet, da Martin Faber Jensen modtog det."
Endvidere var der i artiklen indsat en del af artiklen fra den 6. januar 2002, hvortil der var knyttet følgende tekst.
"Sidst søndags artikel med kritik af køreundervisningen, som kørelærer [K] nu tager til genmæle imod."
Klageren har anført, at bladet ikke nærmere har undersøgt, om der var hold i klagen. Artiklen var således kun udtryk for et søskendepars helt subjektive opfattelse om egne forhold. I sammenhængen kom angrebet mod klager til at fremstå som en generel og særdeles alvorlig kritik mod den måde, som klager driver kørelærervirksomhed på. Bladet burde have foretaget et minimum af journalistisk research, inden bladet i den grad kastede smuds på klager. Bladet har ingen research lavet overhovedet. Bladet har ikke givet klager en reel chance for at imødegå artiklen, forinden den blev trykt.
Klageren har i den forbindelse oplyst, at han blev kontaktet telefonisk af journalisten den 3. januar 2002, og det aftaltes, at artiklen skulle mailes til klager samme dag, hvilket ikke skete. Klager modtog e-mailen fredag den 4. januar 2002 ca. kl. 14.10 og videresendte den straks til sin advokat, som dog først så den ca. kl. 17.30. Advokaten antog på dette tidspunkt, at han ikke ville kunne kontakte journalisten, og at sagen måtte hvile til mandag. Klagers advokat har ikke modtaget nogen e-mail direkte fra journalisten.
Klageren har i tilknytning hertil anført, at det under hensyntagen til de alvorlige kritikpunkter må have været åbenbart for bladet, at klager og/eller dennes advokat ville ønske at komme til orde. Når henses til tidspunktet for modtagelsen af artiklen fredag eftermiddag har klager og dennes advokat ikke haft en sådan mulighed. Under hensyntagen til artiklens journalistiske vinkel om, at klager næsten har begået et bedragerisk forhold, er det naturligt, at klager ikke selv har turde udtale sig, men har ønsket bistand fra en advokat. Artiklen har ikke haft en sådan hastende prioritet, at den ikke sagtens kunne vente til tirsdagsudgaven, hvor klagers advokat kunne have talt med bladet om mandagen. Og selv om klager og dennes advokat så havde haft reel mulighed for at give igen, fritager det ikke bladet for at foretage en selvstændig research.
Klageren har yderligere oplyst, at han fik et uforbeholdent dementi den 7. januar 2002 fra den tidligere elev, der havde skrevet om klagers virksomhed i en handelsskoles interne elevblad. Klager rettede henvendelse til bladet i et forsøg på en berigtigelse. På et møde med bladet blev det gjort klart for bladet, at det var vigtigt for klager at få en overordnet tilbagevisning af omtalen af klagers forretningsmetoder. Den 12. januar 2002 bragte avisen en opfølgning på sagen, der imidlertid var helt utilfredsstillende for klager. Dementiet blev bragt i en særdeles inferiør opsætning. Dementiet blev relativeret og gjort betydningsløst, idet bladet fandt det relevant at fremhæve, at dementiet var underskrevet under trussel om sagsanlæg. Samtidig fik søsteren til den tidligere elev i en artikel den 13. januar 2002 lov til i en overskrift at fastholde kritikken, og det hedder i øvrigt, at hun ikke "genkender kørelærerens udlægning".
Klageren har endelig anført, at kritikken mod ham har haft vidtgående økonomiske følger for hans virksomhed, idet kunderne ganske enkelt er blevet væk. Klager har derfor besluttet at lukke sin køreskole og vil i øvrigt fraflytte byen.
Bladet har afvist at have begået de i sagen anførte fejl. Man kan ikke med reference til de presseetiske regler unddrage sig kritik i pressen ved ikke at ville svare på kritikken.
Bladet har oplyst, at journalisten den 2. januar 2002 henvendte sig til klager for at få hans kommentar til den fremførte kritik. Han ville ikke kommentere kritikken. Den 4. januar 2002 blev klager kontaktet igen, og journalisten insisterede på, at han skulle kende den kritik, der var på vej, og foreslog at maile artiklen til klager, hvilket han accepterede. Klager anmodede umiddelbart efter journalisten om at maile artiklen til hans advokat, hvilket straks blev gjort. Efterfølgende hørte journalisten intet fra klager eller advokaten, hvorfor artiklen blev bragt den 6. januar 2002. Klager og/eller hans advokat har således haft god mulighed for enten at besvare kritikken eller at bede om mere tid til at besvare den. Disse muligheder ønskede de ikke at bruge, hvilket bladet beklager. Bladet må på den baggrund afvise, at klager ikke har haft reel mulighed for at forsvare sig, ligesom det afvises, at bladet ikke har foretaget nogen research.
Bladet har oplyst, at man fandt det helt naturligt at spørge søsteren, om hun i lighed med broderen trådte tilbage fra sin kritik, hvilket hun ikke gjorde. Derfor bragte bladet den senere artikel om, at hun fastholdt sin kritik, hvilket må siges at være en relevant oplysning til bladets læsere. Bladet har desuden oplyst, at også andre end søskendeparret har udtrykt kritik af den pågældende kørelærer over for bladets journalist.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager alene har klaget rettidigt over artiklen med overskriften "Kritik af kørelærer: Han "stjæler" af elevernes lektioner" bragt den 6. januar 2002 samt artiklen bragt den 12. januar 2002.
Nævnet finder på baggrund af parternes oplysninger at kunne lægge til grund, at klager og dennes advokat i hvert fald fredag den 4. januar 2002 pr. e-mail blev gjort bekendt med oplysningerne i artiklen offentliggjort den 6. januar 2002. Nævnet lægger endvidere til grund, at der forud for dette tidspunkt har været en eller anden form for kontakt mellem parterne, uden at det dog kan fastslås, at klager er blevet forelagt oplysningerne i artiklen. Nævnet finder endelig at kunne lægge til grund, at hverken klager eller dennes advokat efter modtagelsen af artiklen kontaktede bladet forud for artiklens offentliggørelse.
Nævnet finder efter en samlet vurdering af sagen, at klager og dennes advokat i tilstrækkeligt omfang har haft mulighed for at kommentere artiklens oplysninger om klager. Nævnet finder således, at bladet har handlet i overensstemmelse med god presseskik på dette punkt.
Nævnet finder tillige, at bladet i forhold til artiklen den 12. januar 2002, hvor klager blandt andet fik lejlighed til at komme til orde over for beskyldningerne, har handlet i overensstemmelse med god presseskik.
Afsagt den 23. maj 2002.