Gelex

Fradrag i efterløn for pensioner bopælskrav tilbagevirkende kraft realudligning

GældendeVersion 2002-06-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9267@2002-06-14/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 21. februar 2002.

Nævnet traf følgende

De kan ikke få efterløn uden fradrag for Deres løbende udbetalinger af pensioner, medmindre De kan få retableret Deres pensionsstatus svarende til det, der var gældende, før De rejste til udlandet.

Ankenævnet lægger til grund, at De overgik til efterløn i juni 1996 og modtog efterløn indtil De den 1. marts 1998 flyttede til Frankrig. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at De herefter fik sat udbetalingen af to franske pensioner samt en pension fra DIP i gang, således at De og Deres hustru havde et forsørgelsesgrundlag.

Ved lov nr. 397 af 31. maj 2000 ændredes § 75 b , stk. 1, nr. 4 i arbejdsløshedsforsikringsloven således, at man kan få efterløn, hvis man har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land. Det er således ikke længere et krav, at man har bopæl her i riget. Ændringsloven trådte i kraft den 1. juli 2000, men ifølge lovbemærkningerne har personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, krav på efterløn i det omfang kravet ikke er forældet og kan dokumenteres.

På baggrund af lovændringen søgte De om og fik bevilget genoptagelse af udbetalingen af efterløn.

Ankenævnet finder, at der ved beregningen af det efterlønsbeløb, som tilkommer Dem efter lovændringen, skal ske fradrag for de udbetalte pensioner efter de gældende regler herom. Der er ikke i de gældende regler hjemmel til at bortse fra udbetalingen af pensioner i særlige situationer.

Der er heller ikke i bemærkningerne til lovændringen støtte for at se bort fra udbetalinger af løbende pensioner ved udbetaling af efterløn.

Der henvises herved til § 4 i bekendtgørelse nr. 949 af 6. november 1996 og § 14 i bekendtgørelse nr. 565 af 19. maj 1999 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden.

Nævnet er opmærksom på, at De har anført, at De ikke ville have sat udbetalingen af Deres pensioner i gang så tidligt, hvis reglerne om udbetaling af efterløn ved bopæl i udlandet havde været gældende i 1998.

Ankenævnet finder derfor, at såfremt De har mulighed for at få retableret Deres pensionsstatus svarende til det, der var gældende, før De rejste til udlandet, kan De få udbetalt efterløn i overensstemmelse hermed.

For så vidt De har klaget over beregningen af de enkelte pensioner bemærkes, at ankenævnet har lagt til grund, at CRAM/CNAV-pensionen er en social pension, der ikke fuldt ud kan sidestilles med en dansk social pension. Da pensionen ikke fuldt ud kan sidestilles med en dansk social pension, afskærer pensionen Dem ikke fra at modtage efterløn, men der skal ske fradrag i efterlønnen krone for krone, jf. § 17 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 565 af 22. juni 2000 om arbejde og indtægter i efterlønsperioden.

Ankenævnet finder ikke, at der er fremkommet oplysninger, der giver anledning til at anfægte rigtigheden af Den Sociale Sikringsstyrelses sagkyndige udtalelse om karakteren af de omhandlede pensioner. Den Sociale Sikringsstyrelse er den myndighed, der foretager vurderinger af, hvorvidt forskellige landes pensioner er sammenlignelige med danske og omfattet af EF-forordning nr. 1408/71. Den Sociale Sikringsstyrelses udtalelse om karakteren af en pensionsordning vil derfor normalt blive lagt til grund.

I anken har De yderligere kommenteret de beløb, man har fradraget DIP og CAP/IREC-pensionerne med, ligesom De har spurgt, om man måske kunne honorere et anerkendt krav om efterløn fra de tidligere år under hensyntagen til inflationen, således at man afregnede til dagens satser i stedet for de tidligere satser. Ankenævnet har i dag anmodet Arbejdsdirektoratet om overfor Dem nærmere at redegøre for, hvorledes de enkelte beløb, der er fradraget, er beregnet, samt besvare Deres spørgsmål vedr. afregning efter dagens satser.

Ankenævnet beklager den lange sagsbehandlingstid, men sagen har beroet på principielle overvejelser.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Arbejdsdirektoratet + akter

XXX

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstiller sagen på følgende måde:

"De anmodede med brev af 4. maj 2000 XXX om genoptagelse af Deres medlemskab med henblik på at genindtræde i efterlønsordningen.

XXX sendte med brev af 9. juni 2000 nogle bilag til direktoratet til brug for behandlingen af sagen.

Direktoratet hjemviste den 1. november 2000 sagen til fornyet behandling i a-kassen med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt De ville have haft ret til efterløn for perioden efter den 1. marts 1998, hvis det nuværende bopælskrav havde været gældende. Direktoratet bad desuden a-kassen om at indhente oplysninger om, hvorvidt De havde haft indtægter til forsørgelse i perioden.

XXX traf den 6. december 2000 afgørelse om, at De ville have haft ret til efterløn fra den 1. marts 1998, hvis det nugældende bopælskrav havde været gældende dengang.

A-kassen havde vedlagt et brev fra Dem af 22. november 2000, hvori De havde redegjort for Deres pensionsordninger og vedlagt dokumentation for disse. De skrev videre, at De ved flytningen til Frankrig havde håbet at få noget konsulentarbejde, men at mulighederne blev mere og mere løse. De så Dem derfor nødsaget til at sætte Deres pension fra DIP i gang, selv om dette bevirkede, at pensionen ville være lavere, end hvis De havde ventet med at sætte den i gang som 67-årig. De redegjorde desuden for 2 andre pensionsordninger, De havde hos PFA, og for Deres franske pensionsordninger, som stammer fra en tidligere arbejdsperiode i Frankrig.

Direktoratet skrev den 29. december 2000 til Dem og bad om nærmere oplysninger om Deres pensioner.

De skrev i brev af 7. januar 2001, at Deres pension ville have været væsentligt højere, hvis De havde haft mulighed for at modtage efterløn efter den 1. marts 1998 og dermed ikke ville have været tvunget til at sætte Deres pension i gang. De mente det ville være urimeligt at "straffe" Dem ved at modregne eventuelle pensionsudbetalinger i efterlønnen, da disse udbetalinger netop var foretaget i nødværge mod det bopælskrav, som viste sig ikke at være holdbart.

De redegjorde desuden for udbetalingerne fra Deres pensionsordninger. De oplyste specielt, at der i depotet fra DIP var inkluderet en pensionsordning i forbindelse med Deres ansættelse på XXX fra den 1. januar 1992 til den 1. november 1995.

Direktoratet bad med brev af 15. januar 2001 XXX om at opgøre det beløb, De ville have haft ret til i efterløn siden den 1. marts 1998, hvis De havde bibeholdt Deres bopæl i Danmark og Deres medlemskab af a-kassen.

De sendte den 10. marts 2001 kopier af opgørelser for år 2000 fra CRAM/CNAV og CAPIMMEC/IREC.

Kassen skrev den 3. april 2001 til direktoratet, at De - hvis udbetalingen af efterløn havde fortsat efter den 1. marts 1998 - ville være overgået til 82%-satsen den 10. december 1998. A-kassen havde desuden fået oplyst fra DIP, at af det månedlige bruttobeløb, De fik udbetalt fra DIP, stammede 5,25% fra den arbejdsgiverfinansierede andel. A-kassen havde opgjort, at De i 1998 ville have været berettiget til 112.294 kr. i efterløn, i 1999 113.323.kr. og i år 2000 120.238 kr. Brevet var vedlagt en opgørelse fra DIP over Deres månedlige udbetalinger siden 1. marts 1998.

De spurgte i brev af 19. april 2001 blandt andet, om det var inden for direktoratets ressortområde at tage stilling til det forhold, at De havde igangsat Deres pensionsudbetalinger tidligere end De ville have gjort, hvis Deres efterløn ikke var blevet standset ved flytningen til Frankrig. Hvis direktoratet ikke kunne afgøre dette spørgsmål, ønskede De at vide, hvem der havde kompetencen.

Den sociale Sikringsstyrelse skrev den 25. april 2001 til direktoratet, at pensionerne fra CAPIMMEC/IREC (AGIRC/ARRCO) og CRAM/CNAV er pensioner, der er omfattet af EF-forordning 1408/71, og de kan dermed sidestilles med en dansk social pension, og at der ikke er tale om arbejdsmarkedspensioner.

Direktoratet sendte Dem den 3. maj 2001 en kopi af brevet fra Den Sociale Sikringsstyrelse af 25. april 2001 til udtalelse.

Kassen oplyste i brev af 7. maj 2001, at Deres skyldige kontingent indtil udgangen af december måned 2000 havde været 6.308,40 kr.

De skrev i e-mail af 8. maj 2001 at De er ubekendt med de præcise kriterier for at kategorisere en pension som en social pension eller en arbejdsmarkedspension, og hvilke kriterier, direktoratet lægger vægt på vedrørende Deres franske pensioner. De har tidligere meddelt, at Deres franske pensioner kun kunne opnås ved at deltage aktivt på arbejdsmarkedet i Frankrig og selv at bidrage med en del af ens løn. De forstår således ikke sidestillingen med fx en social dansk invalidepension i denne sammenhæng. De skrev desuden, at direktoratet ikke havde svaret på Deres mail af 19. april 2001.

Direktoratet redegjorde i e-mail af 8. maj 2001 (brev af 9. maj 2001) for direktoratets opfattelse af Deres pensioners karakter og hvordan disse skulle fradrages i efterlønnen. Direktoratet skrev blandt andet, at Deres franske pensioner var sociale pensioner, der ikke fuldt ud kunne sidestilles med en dansk social pension. Det var direktoratets opfattelse, at Deres franske pensioner derfor skulle medføre fradrag i efterlønnen krone for krone.

De skrev i e-mail af 9. maj 2001 at De mente, at CAPIMMEC/IREC-pensionen var mest i familie med en dansk arbejdsmarkedspension. De skrev desuden, at De ikke fandt det rimeligt, at De skulle sidde med betydelige omkostninger vedrørende Deres for tidligt igangsatte pensioner, og De savnede svar på spørgsmålet i Deres brev af 19. april 2001 om, hvem der kunne afgøre dette spørgsmål.

Kassen sendte den 9. maj 2001 en justeret opgørelse af efterbetalingsbeløbet for perioden fra den 1. marts 1998 til udgangen af december måned 2000.

Direktoratet skrev den 17. maj 2001 til Dem om baggrunden for at anse Deres franske pensioner for sociale pensioner. Direktoratet skrev desuden, at direktoratet ikke havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om, hvilken betydning det skulle have, at Deres pensioner er sat i gang tidligere end de ville være blevet, hvis udbetalingen af Deres efterløn ikke var blevet stoppet ved Deres flytning til Frankrig. Det var direktoratets umiddelbare opfattelse, at der var tale om et erstatningsretligt problem, som normalt varetages af domstolene.

Den Sociale Sikringsstyrelse oplyste telefonisk den 18. maj 2001, at De havde henvendt Dem til styrelsen. På denne baggrund ville styrelsen foretage en yderligere, nærmere vurdering af Deres franske pensioner.

De skrev i e-mail af 18. maj 2001, at De fortsat savnede svar på Deres tidligere stillede spørgsmål.

Den Sociale Sikringsstyrelse oplyste i brev af 21. maj 2001 at styrelsen havde foretaget en fornyet vurdering af karakteren af Deres franske pensioner. Styrelsen vurderede nu, at pensionerne fra CAPIMMEC og IREC ikke er omfattet af forordning 1408/71 og dermed ikke kan sidestilles med danske sociale pensioner. Styrelsen fastholdt at pensioner fra CRAM/CNAV kan sidestilles med danske sociale pensioner".

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 29. maj 2001 følgende afgørelse

"Deres udmeldelse af a-kassen pr. 1. april 1998 annulleres.

De har ret til efterløn fra den 1. marts 1998.

Der skal ske forholdsmæssigt fradrag på 5,25 % i efterlønnen for de løbende udbetalinger af pensionen fra Danske civil- og akademiigeniørers Pensionskasse. Fradraget for 1998 og 1999 skal ske som et timefradrag ved at den ugentlige udbetaling omregnes til timer med den gældende omregningssats. Fradraget for 2000 skal ske ved at fradrage 45% af den ugentlige udbetaling.

Der skal ske fradrag for udbetalinger af Deres franske pension fra CAPIMMEC/IREC. Fradraget for 1998 og 1999 skal ske som et timefradrag ved, at den gennemsnitlige ugentlige udbetaling omregnes til timer med den gældende omregningssats. Fradraget for 2000 skal ske ved at fradrage 45% af den gennemsnitlige ugentlige udbetaling.

Der skal ske fradrag for udbetalinger af Deres franske pension fra CRAM/CNAV. Fradraget i efterlønnen skal ske krone for krone.

Beløbet for perioden fra den 1. marts1998 til den 31. december 2000 er opgjort til 268.511 kr. Beløbet er opgjort før fradrag for skat og eventuelt bidrag til ATP.

Efterlønnen skal reduceres med medlemsbidraget for perioden siden udmeldelsen. A-kassen har oplyst, at medlemsbidraget for perioden er på i alt 6.308,40 kr. Det samlede efterbetalingsbeløb er derfor på 262.202,60 kr.

Begrundelsen for afgørelsen er, at lov om arbejdsløshedsforsikring mv. blev ændret med virkning fra den 1. juli 2000, ved lov nr. 397 af 31. maj 2000. Ved lovændringen blev lovens § 75 b, stk. 1, nr. 4 udvidet til hele EØS-området, således at der efter den 1. juli 2000 kan udbetales efterløn under ophold i hele EØS-området uden nogen tidsmæssig begrænsning.

Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at loven skulle have en vis tilbagevirkende kraft, idet det også skulle gælde for personer, der havde fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, og hvor kravet ikke var forældet efter dansk rets almindelige regler.

Direktoratet har vurderet, at De er omfattet af bestemmelsen om tilbagevirkende kraft, idet indstillingen af udbetalingen af efterløn pr. 1. marts 1998 sidestilles med en afgørelse om et afslag på videre udbetaling af efterløn i forbindelse med Deres flytning til Frankrig.

Annulleringen af udmeldelsen pr. 1. april 1998 er begrundet i, at De i forbindelse med flytningen til Frankrig fik oplyst af a-kassen, at De ikke kunne modtage efterløn under ophold i udlandet. Udmeldelsen var således begrundet i, at udbetalingen af ydelser blev stoppet i forbindelse med flytningen.

Direktoratet har vurderet, at De har dokumenteret, at De har opholdt Dem inden for EØS i den periode, hvor Deres efterløn har været indstillet.

Udbetalingen er opgjort som det beløb, De ville have fået udbetalt, hvis udbetalingen af efterløn ikke havde været indstillet i perioden fra den 1. marts 1998 til udgangen af december 2000.

Vedrørende fradrag for pension har direktoratet vurderet, at Deres pension fra DIP ikke er en pension, der er oprettet som et led i et tidligere ansættelsesforhold og hvor arbejdsgiveren har bidraget til pensionen. Dog har Deres arbejdsgiver, xxx, bidraget til pensionen i perioden fra 1. januar 1992 til 1. november 1995, og for udbetalinger, der stammer fra denne periode, skal der ske fradrag for løbende udbetalinger. Da DIP har oplyst, at 5,25% af pensionsudbetalingerne stammer fra denne periode, skal fradraget beregnes på grundlag af 5,25% af de løbende udbetalinger.

Vedrørende Deres franske pensioner, har Den Sociale Sikringsstyrelse oplyst i brev af 21. maj 2001, at pensionen fra CAPIMMEC/IREC ikke er omfattet af forordning 1408/71 og kan dermed ikke sidestilles med en dansk social pension. Direktoratet har taget denne vurdering til efterretning og har vurderet denne pension som en pension, der er oprettet som led i et tidligere ansættelsesforhold og hvor arbejdsgiveren har bidraget til pensionen. Den skal derfor medføre fradrag efter samme retningslinier som Deres pension fra DIP.

Reglerne herom står i § 14, stk. 1, § 16 og § 26 i bekendtgørelse nr. 565 af 22. juni 2000 om arbejde og indtægter i efterlønsperioden ( for medlemmer, som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999). Pensionen fradrages med 55% og 45% på henholdsvis trin 1 og trin 2. Praksis om forholdsmæssigt fradrag er beskrevet i vejledning nr. 102 af 22. juni 2000 om arbejde og indtægter i efterlønsperioden ( for medlemmer, som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999).

For så vidt angår fradraget for pensioner udbetalt før den 1. januar 2000 gjaldt de tidligere regler i bekendtgørelse nr. 308 af 19. maj 1999, § 14, stk. 1, § 16, § 26, § 27, stk. 1 og 2 og § 34, stk. 3 og bekendtgørelse nr. 949 af 6. november 1996, §§ 4, 6 og 7. Pensionen skulle efter disse regler fradrages ved at omregne pensionsbeløbet ved hjælp af den gældende omregningssats.

Vedrørende fradrag for Deres franske pensioner fra CRAM/CNAV har direktoratet vurderet, at dette er en social pension, der dog ikke direkte kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension. Ved vurderingen af at disse ordninger er sociale pensioner, har direktoratet lagt vægt på vurderingen i brev fra Den Sociale Sikringsstyrelse af, at denne pension kan sidestilles med en dansk social pension.

Fradraget foretages efter § 17 i den nugældende bekendtgørelse nr. 565 af 22. juni 2000 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999) - tidligere § 17 i bekendtgørelse nr. 308 af 19. maj 1999 og § 7, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 949 af 6. november 1996 om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse.

Direktoratet har noteret sig Deres bemærkninger om, at De ikke ville have sat Deres pensioner i gang, hvis De havde kunnet få efterløn, og at den løbende månedlige udbetaling af pension er blevet mindre end, hvis De havde ventet med at starte pensionsudbetalingen. Direktoratet har dog ikke mulighed for at tage hensyn til dette forhold, idet direktoratet skal træffe afgørelse ud fra de faktisk indtrufne begivenheder, herunder at De i perioden har modtaget pension.

Udregning af efterbetalingsbeløbet:

Efterbetalingsbeløbet er udregnet som det beløb, De ville have fået udbetalt i efterløn, hvis de nugældende regler havde været gældende på det tidspunkt, hvor udbetalingen af efterlønnen blev standset.

Fradraget er sket som et fradrag for de pensioner, De har fået udbetalt i perioden.

For Deres pensioner fra DIP og CAPIMMEC/IREC er fradraget foretaget efter reglerne om arbejdsmarkedspensioner. Direktoratet har udregnet et ugentligt pensionsbeløb. Efter reglerne i 1998 og 1999 er det ugentlige pensionsbeløb blevet omregnet til timer med den gældende omregningssats. Fradraget er herefter sket som et timefradrag. Efter reglerne for 2000 er der ligeledes udregnet et ugentligt pensionsbeløb. Fradraget er herefter sket som et kronefradrag på 45% af det ugentlige pensionsbeløb.

For Deres pension fra CRAM/CNAV er fradraget sket som et kronefradrag for det det ugentlige pensionsbeløb".

Under "Øvrige bemærkninger" bemærkede direktoratet bl.a., at der ikke i arbejdsløshedsforsikringsloven er hjemmel til at forrente den del af beløbet, der ligger forud for den 1. juli 2000, idet der først blev indført regler om forrentning pr. 1. juli 2000. Reglerne skal anvendes på udbetalinger, hvis ordinære udbetalingstidspunkt ligger efter den 1. juli 2000. Reglerne står i § 4 i bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter af efterbetaling af dagpenge mv.

For så vidt angår renter for beløb, hvis ordinære udbetalingstidspunkt ligger efter den 1. juli 2000, har direktoratet anmodet a-kassen om at beregne et eventuelt rentebeløb af disse udbetalinger. Beregningen af rente er ovennævnte bekendtgørelses § 3. Det skal bemærkes, at der ikke udbetales rente, hvis rentebeløbet udgør mindre end højeste dagpenge for en dag, som for tiden er 588 kr.

3. Klagen til ankenævnet

I klagen har De bl.a. anført, at De anker direktoratets afgørelse vedrørende beløbsansættelsen.

Endvidere fandt De det beklageligt, at der skulle gå mere end 1 år inden De modtog en afgørelse.

Vedrørende baggrund:

De bemærkede, at på det tidspunkt, den 1. marts 1998, hvor De af personlige grunde så Dem nødsaget til at flytte til Frankrig (hvor De havde arbejdet fra 1965-1972), var De 62 år og havde været på efterløn siden 1996 i.f.m xxx xxx. I henhold til det da gældende bopælskrav måtte efterløn og medlemskab af a-kassen ophøre ved flytningen. De så Dem derfor nødsaget til for tidligt at igangsætte pensionsordninger med betydelige reduktioner til følge i resten af Deres og Deres ægtefælles liv i forhold til fuld pension.

I foråret 2000 blev De opmærksom på et lovforslag, vedtaget 31. maj og ikraftrådt 1. juli samme år, om ændringer i bopælskravet. I bemærkningerne til lovforslaget står der til slut:

"Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres".

Det lovmæssige grundlag for en principiel stillingtagen og positiv behandling af Deres tilfælde forekom således fuldstændigt klart på dette tidspunkt.

Vedrørende sagsforløbet:

De gennemgik sagsforløbet i direktoratet. De fandt det belastende og uforståeligt, at sagsbehandlingen skal være så langvarig. Det var for Dem uforståeligt, at der skulle gå 5 måneder, før der overhovedet meddeles en principiel stillingtagen til kassens afgørelse, ikke mindst på baggrund af direktoratets udtalelser til pressen om dets væsentligt kortere sagsbehandlingstider.

De fandt det beklageligt, at direktoratet ikke søgte diverse oplysningsbehov dækket parallelt tidsmæssigt for de forskellige berørte pensionsordninger, men ventede 3 måneder med at forespørge om franske pensioner hos Den Sociale Sikringsstyrelse.

Vedrørende direktoratets modregning:

De bemærkede, at De i årene 1998, 1999 og 2000 havde modtaget pensionsudbetalinger fra DIP (Dansk Ingeniørforenings Pensionskasse. Kun 5,25% af denne pension er arbejdsgiverfinansieret. Resten er helt privat.),

CRAM/CNAV (fransk basispension, arbejdsgiver-arbejdstagerfinansieret) og fra CAPIMMEC/IREC (fransk tillægspension, arbejdsgiverarbejdstager-finansieret)

Pensionsudbetalingerne var igangsat som følge af efterlønsstoppet. Beløbene for pensionerne samt DfAs fradrag var følgende.

1998 1999 2000

DIP, fra 1.3.98 7.834 9.687 11.382

DfA-fradrag* 4.341 4.446 5.122

CRAM/CNAV, fra 1.7.98 5.824 12.476 12.314

DfA-fradrag 5.824 12.476 12.314

CAP/IREC, fra 1.10.98 9.863 39.552 42.790

Dfa-fradrag* 5.466 18.155 19.255

* DIP - og CAP/IREC - fradragene er ikke anført explicit af DfA, men kan findes samlet ved diffenrensregning, og De havde så fordelt summen proportionalt efter de respektive pensioners størrelse.

Samlet for de 3 år var der således fradraget i alt 87.399 kr. for en pension på i alt 151.722 kr. Hvis det antages, at de følgende 2 år vil ligge nogenlunde på linie med år 2000, kan det samlede fradrag for de 5 år på denne måde kalkuleres til ca. 161 tkr. For en samlet pension på ca. 285 tkr. dvs. ca. 56 % i fradrag.

Videre bemærkede De, at de franske pensioner begge er arbejdsgiver/ar-bejdstagerfinansierede akkurat som de 5,25% af DIP-pensionen. De fandt det derfor uforståeligt, hvorfor CRAM/CNAV-pensionen modregnes 100 %. Når Den Sociale Sikringsstyrelse sidestiller den med en dansk social pension, så er det fordi de franske myndigheder selv har benævnt den franske ordning som social. Det har de franske myndigheder gjort, fordi de midler som arbejdsgiver/tager indbetaler også bruges til at finansiere den franske sygesikring med som i et forsikringsselskab. Der ligger i den modregningsmæssige sammenhæng intet socialt element i CRAM/CNAV-pensionsudbe- talingerne, der berettiger til et krone for krone fradrag modsat en dansk social pension.

Endvidere anførte De, at direktoratet havde foretaget modregningerne uden overhovedet at tage hensyn til, hvad der var årsag og hvad der var virkning i hændelsesforløbet: ...direktoratet skal træffe afgørelse ud fra de faktisk indtrufne begivenheder, herunder at De i perioden har modtaget pension"

De sammenlignede situationen med cyklisten, som kørte mod ensretningen for at slippe væk fra en politihund, der var pudset på ham for en sigtelse, som senere viste sig at være uholdbar. Cyklisten fik et bødeforlæg for at være kørt mod ensretningen, fordi denne faktisk indtrufne begivenhed berettigede jo til en bøde. Den blev dog senere frafaldet (det havde senere forlydt, at cyklisten overvejer et sagsanlæg fort de skader han pådrog sig, da han til sidst faldt).

De fandt det urimeligt, ja grotesk, at der overhovedet skulle foretages modregning i indrømmet efterløn for pensionsudbetalinger, der irreversibelt og med livsvarige langt større forringelser til følge angiveligt er igangsat prematurt, netop som følge af et uholdbart og nu med tilbagevirkende kraft annulleret bopælskrav for efterløn, jf. i øvrigt kassens synspunkt i dens brev af 3. april 2001 s. 2 øverst (bilag 2). De vedlagde en udregning (bilag 3), der viste, at et sandsynligt samlet pensionstab var af en størrelsesorden på det ti-dobbelte af det anførte modregningsbeløb.

Endelig bemærkede De, at direktoratet nævnte, at det ikke har hjemmel til at forrente den del af det skyldige beløb, det lå forud for den 1. juli 2000, idet der først herefter var indført en regel om forrentning. Denne rentesats var oplyst til at være diskontoen + 5 % = 10 % p.a. Så kunne man måske honorere et anerkendt krav om efterløn fra disse tidligere år under i det mindste hensyn til inflationen, som alene sagsbehandlingstiden mærkbart bidrog til; idet udviklingen af satserne siden 1998 på ca. et par % p.a. formodentlig svarede nogenlunde til inflationen, kunne man måske blot afregne til dagens satser i stedet for de tidligere.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet fandt ikke, at der var kommet nye oplysninger, der gav direktoratet anledning til at ændre sin afgørelse.

For så vidt angik beløbsansættelsen bemærkede direktoratet, at efterbetalingsbeløbet var udregnet med fradrag for de faktisk udbetalte pensioner i perioden.

For så vidt angik de franske pensioner (CAPIMMEC/IREC og CRAM/ CNAV) havde Den Sociale Sikringsstyrelse udtalt, at disse 2 pensioner var henholdsvis en arbejdsmarkedspension og en social pension. Direktoratet havde lagt Den Sociale Sikringsstyrelses vurdering til grund i sin afgørelse. Disse pensioner havde derfor medført fradrag i henhold til de dagældende regler for disse 2 pensionstyper.

Direktoratet bemærkede yderligere, at der ikke findes at være hjemmel til at kompensere for det forhold, at De satte Deres pensioner i gang tidligere end De ville have gjort, hvis De have kunnet få efterløn. Det var på daværende tidspunkt Deres eget valg at flytte til Frankrig og få startet udbetalingen af sine pensioner. Dette valg blev truffet på baggrund af de dagældende regler om, at medlemmer ikke kunne få udbetalt efterløn, når de flyttede til udlandet.

Vedrørende sagsbehandlingstiden havde direktoratet forståelse for, at det kan føles belastende, at afgørelsen havde trukket så længe ud, som den havde. Sagsforløbet skulle dog ses på baggrund af, at der først skulle fastlægges retningslinier for sagsbehandlingen af denne type sager. Disse retningslinier blev fastlagt i Rundskrivelse nr. 96/00 af 30. oktober 2000. der havde desuden i sagen været nogle forskellige pensionsforhold - både danske og udenlandske - som først skulle udredes.

5. Nyt efter klagen

Med henvisning til Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen har De i brev af 16. juni 2001 anmodet ankenævnet om at være opmærksom på følgende:

1) Hvad angik klassificeringen af, om udbetaling af en pension medfører delvist eller 100% fradrag i efterløn anførte direktoratet i afgørelsen side 2 nederst:.."en pension, der er oprettet som led i et tidligere ansættelsesforhold og hvor arbejdsgiveren har bidraget til pensionen....skal derfor medføre fradrag efter samme retningslinier som Deres pension fra DIP." De bemærkede, at det jo præcist var det, der også er gældende for CRAM/CNAV-pensionen. Grunden til, at denne ordning er benævnt "social" af de franske myndigheder og dermed Den Social Sikringsstyrelse var anført i Deres ankebrev og var således ikke relevant i denne sammenhæng.

2) Direktoratet anførte,..."det var på daværende tidspunkt medlemmets eget valg at flytte til Frankrig...". Som tidligere anført, så De dem nødsaget til at flytte til Frankrig af personlige grunde, og De fandt ikke direktoratet kvalificeret til at udtale sig om, hvis valg det var. Denne flytning skete rigtig nok på baggrund af de daværende regler om at medlemmer ikke kunne få udbetalt efterløn, når de flyttede til bl.a. et andet EU-land. Men det drejer sig jo netop om regler, der var i strid med EU-retten og derfor måtte ændres med tilbagevirkende kraft. Havde disse regler været som de burde, havde De naturligvis ikke sat Deres pensioner i gang, jf. redegørelsen i anken.

3) Direktoratet anførte, at alle bilag i sagen var vedlagt, men bilagsforteg- nelsen var ikke umiddelbart forståelig. Da der ikke figurerede j.dato tidligere end 11.12.00 var tidligere akter i sagen siden maj 2000 muligvis ikke medtaget.

Ved brev af 4. juli 2001 har Direktoratet til ovennævnte brevs pkt. 1 anført, at direktoratet i sin afgørelse har henholdt sig til Den Sociale Sikringsstyrelses vurdering af de franske pensioner.

Til brevets pkt. 3 bemærkede direktoratet, at direktoratet havde sendt alle bilag i sagen. Det var rigtigt, at det tidligste bilag (bilag 1) havde datoen 11. december 2000, men dette bilag indeholdte de sagsakter, der blev oversendt fra a-kassen i.f.m hele sagens oversendelse til direktoratet. Sagsakterne i bilag 1 indeholdte dokumenter forud for den 11. december 2000.

Endvidere bemærkede direktoratet, at De havde haft en tidligere sag (direktoratets j.nr. xxx) som var forløberen for den aktuelle sag. Direktoratet havde ved oversendelsen af sag j.nr. yyy vurderet, at akterne i den tidligere sag ikke havde betydning for den påankede sag.

På baggrund af den usikkerhed om de medsendte bilag, som De havde givet udtryk for sendte direktoratet bilagene i den tidligere sag til ankenævnets orientering.

Ved brev af 15. august 2001 har De yderligere anført, at CRAM/CNAV-pensionen er oprettet som led i et tidligere ansættelsesforhold og den er finansieret ved bidrag fra såvel arbejdsgiver som arbejdstager. Det er netop disse præmisser, som direktoratet henholder sig til for at foretage fradrag for den anden franske pension som for DIP-pensionen.

CRAM/CNAV-pensionen er betinget af, hvor meget og hvorlænge arbejdsgiver/tager har bidraget og er således forbeholdt lønmodtagere, mens en dansk social pension er finansieret over skatten og "oftest vil være en forsørgelsesmæssig ordning, hvor udbetalingen udløses af sociale eller aldersmæssige begivenheder" (direktoratets brev af 17.5.01). Det sociale element i CRAM/CNAV-pensionen ligger i, at udbetalingerne også bruges til at finansiere den franske sygesikring (som i øvrigt indtil for nylig også var forbeholdt personer med tilknytning til arbejdsmarkedet).

Det forekom Dem uforståeligt, hvorfor direktoratet foretog et krone for krone fradrag for CRAM/CNAV-pensionen som for en dansk social pension i stedet for at foretage beregningen for CAPIMMEC/IREC-pensionen.

Direktoratet bemærkede den 21. august 2001, at vedrørende de franske pensioner havde direktoratet henholdt sig til vurderingen fra Den Sociale Sikringsstyrelse.

De har endelig i brev af 23. august 2001 anført, at så vidt De havde forstået var det ikke i DSS´ ressortområde at vurdere omtalte pensioner i relation til evt. fradrag i efterløn, men derimod Arbejdsdirektoratets.

Således vurderer direktoratet CAPIMMEC/IREC pensionen bl.a. "....som en pension, der er oprettet som et led i et tidligere ansættelsesforhold og hvor arbejdsgiveren har bidraget til pensionen. Den skal derfor medføre fradrag efter samme retningslinier som Deres pension fra DIP".

Derimod, når det drejer sig om CRAMA/CNAV pensionen, der som dokumenteret ligeledes er oprettet som led i et tidligere ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren sammen med arbejdstageren ligeledes har bidraget til pensionen (og til sygesikringen - det sociale element), finder direktoratet øjensynligt ingen anledning til at behandle den på tilsvarende måde, uden i øvrigt at begrunde nærmere. Direktoratet lagde derimod - og øjensynligt udelukkende - vægt på, at DSS sidestiller den med dansk social pension i henhold til en EF-forordning fra 1971, en kategorisering som må formodes kun at vedrøre DSS` ressortområde og som Dem bekendt af gode grunde ikke vedrører evt. fradrag i efterløn.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999.

§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,

1) som er fyldt 60 år,

2) som har været medlem og indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk.4, jf. stk. 5, i 20 år inden for de sidste 25 år, jf. dog stk. 2,

3) som opfylder betingelserne for ret til dagpenge, modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, eller modtager overgangsydelse, og

4) som har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland, eller i et andet EØS-land.

Lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ændring af bopælskravet i efterlønsordningen)

§ 1.

.....

7. I § 75 b, stk. 1, nr. 4 indsættes efter "Grønland": ", eller i et andet EØS-land".

§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 2000

Bemærkninger til lovforslag nr. L 276, fremsat den 12. april 2000:

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

.....

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringsloven bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser er fortolket af Kommissionen.

Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres.

Bekendtgørelse nr. 565 af 22. juni 2000 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999)

Pension

§ 14. Løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i tidligere ansættelsesforhold og af en sådan art, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, medfører fradrag.

.....

§ 16. Løbende udbetaling af pension, som stammer fra en periode med arbejde i udlandet, medfører fradrag i efterlønnen.

§ 17. Kan en udenlandsk social pension ikke direkte sidestilles med ydelser efter lov om social pension, eller er pensionen mindre end dansk folkepensions grundbeløb, kan pensionen modtages sammen med efterløn mod, at pensionen fradrages i efterlønnen krone for krone.

.....

Beregning af fradrag

§ 26. Hvis et medlem modtager efterløn efter lovens § 75 d, stk. 3, 1. pkt., eller § 75 e, stk. 2, 1. pkt., (trin 1) udgør fradrag for pension, jf. §§ 14 og 16, 55 pct. af det udbetalte pensionsbeløb på årsbasis. Hvis medlemmet modtager efterløn efter lovens § 75 d, stk. 3, 2. pkt., § 75 d, stk. 5, § 75 e, stk. 2, 2. pkt., eller § 75 e, stk. 4, (trin 2) udgør fradraget 45 pct. af det udbetalte pensionsbeløb på årsbasis. Fradrag for pension sker inden fradrag for øvrige indtægter. Stk. 2. Et fradrag efter stk. 1 opgøres til et ugebeløb, der trækkes fra et medlems sats på ugebasis. Den regulerede ugesats afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Bekendtgørelse nr. 308 af 19. maj 1999 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999)

Pension

§ 14. Løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i tidligere ansættelsesforhold og af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, medfører fradrag.

.....

§ 16. Løbende udbetaling af pension, som hidrører fra en arbejdsperiode i udlandet, medfører fradrag i efterlønnen.

§ 17. Kan en udenlandsk social pension ikke direkte sidestilles med ydelser efter lov om social pension, eller er pensionen mindre end dansk folkepensions grundbeløb, kan pensionen modtages sammen med efterløn mod, at pensionen fradrages i efterlønnen krone for krone.

.....

§ 26. Hvis et medlem modtager efterløn efter lovens § 75 d, stk. 3, 1. pkt., eller § 75 e, stk. 2, 1. pkt., (trin 1) udgør fradrag for pension, jf. §§ 14 og 16, 55 pct. af det udbetalte pensionsbeløb på årsbasis. Hvis medlemmet modtager efterløn efter lovens § 75 d, stk. 3, 2. pkt., § 75 d, stk. 5, § 75 e, stk. 2, 2. pkt., eller § 75 e, stk. 4, (trin 2) udgør fradraget 45 pct. af det udbetalte pensionsbeløb på årsbasis. Fradrag for pension foretages inden fradrag for øvrige indtægter. Stk. 2. Et fradrag efter stk. 1 opgøres til et ugebeløb, der trækkes fra et medlems sats på ugebasis. Den regulerede ugesats afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

§ 27. Hvis efterlønnen udbetales for 4 henholdsvis 5 uger beregnes fradrag for indtægter i henhold til § 12, stk. 1, ved, at indtægten pr. uge omregnes til timer ved brug af omregningssatsen. Der foretages derefter fradrag i forhold til den del, som det beregnede timetal udgør af en hel uges efterløn. For deltidsforsikrede udgør en hel uges efterløn 2/3 af en hel uges efterløn for fuldtidsforsikrede. Stk. 2. Hvis efterlønnen udbetales for en måned ad gangen, beregnes fradraget efter stk. 1 ved, at indtægten pr. måned omregnes til timer ved brug af omregningssatsen. Der foretages derefter fradrag i forhold til den del, som det beregnede timetal udgør af en hel måneds efterløn. For deltidsforsikrede udgør en måneds efterløn 2/3 af en hel måneds efterløn for fuldtidsforsikrede.

§ 34. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1999.

.... Stk. 3. For medlemmer, som er omfattet af reglerne i bekendtgørelsens kapitel 3, sker fradrag for pension indtil 1. januar 2000 efter reglerne i § 27, stk. 1 og 2.

Bekendtgørelse nr. 949 af 6. november 1996 om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse

Pension

§ 4. Løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i tidligere ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager, medfører fradrag. Tilsvarende gælder fast løbende udbetaling af beløb, som faglige organisationer og lignende eller en tidligere arbejdsgiver udbetaler som supplement til efterlønnen eller i forbindelse med arbejdsophør.

.....

§ 6. Løbende udbetaling af pension, som hidrører fra en arbejdsperiode i udlandet, medfører fradrag i efterlønnen.

§ 7. Et medlem, der modtager udenlandsk pension, som kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension, kan ikke samtidig modtage efterløn. Stk. 2. Kan en udenlandsk pension ikke direkte sidestilles med ydelser efter lov om social pension, eller er pensionen mindre end dansk folkepensions grundbeløb, kan pensionen dog modtages sammen med efterløn mod, at pensionen fradrages fuldt ud i efterlønnen.

Fradragsberegning

§ 14. Hvis efterlønnen udbetales for 4 henholdsvis 5 uger beregnes fradrag for indtægter i henhold til § 2 stk. 1, § 4 og § 6 ved, at indtægten pr. uge omregnes til timer ved brug af omregningssatsen. Der foretages derefter fradrag i forhold til den del, som det beregnede timetal udgør af en hel uges efterløn. For deltidsforsikrede udgør en hel uges efterløn 2/3 af en hel uges efterløn for fuldtidsforsikrede.

Vejledning nr. 102 af 22. juni 2000 om arbejde og indtægter i efterlønsperioden ( for medlemmer, som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999)

Pensionsordninger m.v.

Til § 14, stk. 1

Løbende udbetalinger af arbejdsrelaterede pensionsordninger medfører fradrag i efterlønnen.

Fradrag sker, hvis pensionen er oprettet som led i tidligere ansættelsesforhold, og hvis det er normalt, at arbejdsgiveren helt eller delvist finansierer pensionen.

Hvis pensionsordningen følger af overenskomst eller anden kollektiv aftale, er ordningen af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager. Pensionsudbetalingen vil derfor medføre fradrag.

Reglen om fradrag gælder også for løbende udbetaling af tjenestemandspension og tjenestemandslignende pensioner.

Reglen anvendes på den samlede pension. Dette gælder, selv om medlemmet i en kortere periode har indbetalt hele pensionsbeløbet. Det kan f.eks. være, fordi medlemmet har været selvstændig erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en pensionsordning. Er perioden af længere varighed, sker der kun fradrag for den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led i et ansættelsesforhold. Efter praksis skal en pensionsudbetaling, der vedrører en periode på mere end 2 år, hvor kun medlemmet har indbetalt bidrag, ikke medføre fradrag.

.....

Bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter af efterbetaling af dagpenge m.v.

§ 3. Udbetales ydelser ikke i rette tid, forrentes beløbet fra forfaldsdagen med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5. Der beregnes ikke rente af morarenten. Renten beregnes i øvrigt efter principperne i renteloven.

Stk. 2. Forfaldsdagen er den dispositionsdato, som a-kassen har fastsat, eller som er fastsat på anden vis. Der beregnes renter indtil det tidspunkt, hvor den forfaldne ydelse faktisk er udbetalt på en efterfølgende dispositionsdag.

Stk. 3. Den foretagne beregning af renten skal ikke ændres, selv om morarenten ændres inden den første mulige dispositionsdag.

Stk. 4. Den beregnede rente udbetales ikke, hvis det beregnede rentebeløb udgør mindre end højeste dagpenge for en dag for fuldtidsforsikrede.

....

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for alle udbetalinger, der rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Versioner

  1. 2002-06-14