Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9269@2002-06-14/da

Indhold

1. Indledning

Ankenævnet har behandlet kassens klage på vegne af XXX, cpr. nr. XXX over direktoratets afgørelse om sanktioner i forbindelse med arbejdsophør på møde den 21. marts 2002.

Ankenævnet traf denne

Ankenævnet bemærker indledningsvis, at der efter direktoratets afgørelse af 28. juni 2001 og oversendelsen af sagen til ankenævnet den 19. juli 2001 er trådt en ny bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed i kraft.

Da direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed trådte i kraft den 1. oktober 2001, og da bekendtgørelsen ikke indeholder særlige overgangsbestemmelser i relation til arbejdsophør, der har fundet sted forud for ikrafttrædelsesdatoen og under omstændigheder, som i den foreliggende sag, er det ankenævnets opfattelse, at det er de lempeligere bestemmelser om arbejdsophør uden begæring af dagpenge i den nugældende bekendtgørelse, der skal anvendes ved afgørelsen af denne sag.

Ankenævnet begrunder denne opfattelse med, at sagen først bliver endeligt afgjort efter at de nye og lempeligere regler er trådt i kraft, og at det i praksis antages, at regelændringer, der indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende regler, skal anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort forud for reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.

Under anvendelse af den nugældende bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed finder ankenævnet:

xxx´s arbejdsophør ved Pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000, er ikke omfattet af reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyld ledighed i direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001. xxx skal derfor ikke pålægges 5 ugers effektiv karantæne fra den 1. juni 2000 i forbindelse med dette ophør.

xxx må anses som selvforskyldt ledig i forbindelse med arbejdsophøret hos xxx den 8. oktober 2000, hvorfor han for dette arbejdsophør skal pålægges 5 ugers effektiv karantæne med virkning fra den 9. oktober 2000.

Arbejdsophøret ved Pizzeria og Grillbar

Ankenævnet lægger ved denne del af afgørelsen til grund, at xxx opsagde arbejdet ved Pizzeria og Grillbar pr. 1. juni 2000, fordi han ønskede at holde en længere ferie, dels for egne optjente feriepenge og dels for egen regning. Ankenævnet lægger videre til grund, at xxx ikke begærede dagpenge eller anden ydelse fra kassen i 3 måneder efter dette arbejdsophør

Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at et medlem, der ophører i et arbejde uden at bede om ydelser, der udbetales af kassen, i 3 måneder efter ophøret, ikke er omfattet af reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i direktoratets nugældende bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed (herefter benævnt: bekendtgørelsen). Der henvises herved til § 2, nr. 4, i bekendtgørelsen.

xxx´s ophør ved xxx pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000, skal således ikke vurderes eller sanktioneres efter bekendtgørelsens regler, da han først meldte sig ledig og begærede dagpenge mere end 3 måneder efter ophøret.

Da den væsentligste del af kassens klage vedrører vurderingen af dette ophør i henhold til den tidligere gældende bekendtgørelses regler, og da der med den nugældende bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, nr. 4, er sket en ændring, der i vidt omfang imødekommer kassens hovedindvending mod vurderingen af dette ophør, finder ankenævnet ikke anledning til at gå ind i en mere generel drøftelse af hjemlen til at sanktionere ophøret efter de tidligere gældende regler.

Arbejdsophøret ved xxx

Ankenævnet lægger ved denne del af afgørelsen til grund, at xxx den 13. august 2000 påbegyndte arbejde ved xxx, og at han selv sagde dette arbejde op den 8. oktober 2000, da han følte sig dårligt behandlet og udsat for racisme.

Videre lægger ankenævnet til grund, at Xxx den 9. oktober 2000 fik midlertidig ansættelse ved sin tidligere arbejdsgiver, Xxx Pizzeria og Grillbar, at han blev opsagt fra dette arbejde den 31. oktober 2000, da der ikke var mere arbejde til ham, og at han den 2. november 2000 meldte sig ledig og begærede dagpenge.

Ankenævnet lægger ved vurderingen af arbejdsophøret ved Xxx vægt på, at Xxx selv opsagde arbejdet pr. 8. oktober 2000 uden af have forsøgt at opnå en løsning på de problemer, som har angav som årsag til opsigelsen. Xxx begrundede opsigelsen med, at han følte sig dårligt behandlet og udsat for racisme. Efter det oplyste henvendte han sig ikke til arbejdsgiveren for at søge problemerne løst, fordi han mente, at det ikke ville føre til noget. Betingelserne for at anse ophøret for fyldestgørende begrundet i medfør af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 25, stk. 1 og 2, er dermed ikke opfyldt. Ankenævnet har i den forbindelse noteret sig, at Xxx overfor direktoratet har frabedt sig, at direktoratet indhentede yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen.

Den omstændighed, at Xxx umiddelbart efter arbejdsophøret den 9. oktober 2000 påbegyndte arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver, Xxx Pizzeria og Grillbar, kan heller ikke medføre, at ophøret hos Xxx ikke skal omfattes af reglerne om selvforskyldt ledighed i medfør af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 2, nr. 5.

Der henvises herved til, at det er en betingelse for, at henføre ophøret under bekendtgørelsens § 2, nr. 5, at medlemmet den første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end 5 ugers varighed. Da Xxx Pizzeria og Grillbar til sagen har oplyst, at Xxx i forbindelse med arbejdets påbegyndelse blev orienteret om, at der var tale om midlertidig ansættelse, og da Xxx ophørte med arbejdet i Xxx Pizzeria og Grillbar den 31. oktober 2000, finder § 2, nr. 5 ikke anvendelse.

Da der ikke var en gyldig grund til arbejdsophøret den 8. oktober 2000, må Xxx anses for at være selvforskyldt ledig i forbindelse med ophøret, og han skal derfor pålægges 5 ugers effektiv karantæne fra den 9. oktober 2000.

Da Xxx´s arbejdsophør ved Xxx Pizzeria og Grillbar ikke er omfattet af bekendtgørelsens regler og derfor ikke sanktioneres, bortfalder spørgsmålet om gentagelsesvirkning i forbindelse med ophøret ved Xxx.

Derimod vil Xxx hvis han igen bliver selvforskyldt ledig inden for 12 måneder efter ophøret ved Xxx miste retten til dagpenge i medfør af gentagelsesvirkningen.

Ankenævnet henviser herved til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 63, stk. 1, nr. 2 og stk. 5. Der henvises desuden til direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001om selvforskyldt ledighed, § 2, nr. 4 og 5, § 3, stk. 1, § 25, stk. 1 og 2, § 40, stk. 1, § 42, stk. 1, § 43, stk. 1 og 2, og § 48.

Ankenævnet ændrer derfor direktoratets afgørelse, således at Xxx alene skal registreres for selvforskyldt ledighed i forbindelse med arbejdsophøret ved Xxx, og pålægges 5 ugers effektiv karantæne for ophøret.

Afslutningsvis bemærkes, at ankenævnet alene behandler konkrete klagesager i det omfang, det er fastsat i lovgivningen. Ved behandlingen af de konkrete sager foretager ankenævnet en fuldstændig efterprøvelse af såvel rets- som skønsspørgsmål, herunder hjemmelsspørgsmål, af relevans for afgørelsen af den konkrete sag. Det falder derimod som udgangspunkt uden for nævnets kompetence, at udøve vejledende og responderende virksomhed af mere generel karakter i forbindelse med de enkelte sagers behandling.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Xxx

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"Medlemmet blev indmeldt i a-kassen den 1. september 1996.

Medlemmet opsagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria og Grillbar med virkning fra den 1. juni 2000.

Det foreligger oplyst, at opsigelsen skyldtes, at medlemmet ønskede at holde en længere ferie.

Fra den 1. juni 2000 til den 13. august 2000 holdt medlemmet optjent ferie samt fri for egen regning.

Fra den 14. august 2000 til den 8. oktober 2000 var medlemmet beskæftiget hos Xxx.

Medlemmet har oplyst, at han selv valgte at sige op, fordi han følte sig dårligt behandlet og udsat for racisme hos Xxx.

Medlemmet har endvidere ifølge a-kassen uddybende forklaret,

at chefen, formanden og kollegaerne ikke kommunikerede med medlemmet på samme måde, som de gjorde indbyrdes,

at chefen ofte talte med de ansatte, men sjældent med medlemmet,

at kollegaerne afviste at hjælpe medlemmet, når han havde problemer med maskinerne,

at dette gjorde, at medlemmet arbejdede i sine pauser, fordi det ikke var rart at være sammen med de andre,

at han derfor til sidst valgte at sige arbejdet op, og at han ikke havde taget problemet om med chefen, fordi chefen var ligesom alle de andre.

Fra den 9. oktober 2000 til den 31. oktober 2000 var medlemmet beskæftiget hos Xxx Pizzeria og Grillbar.

Arbejdsgiveren har om ansættelsen oplyst,

at medlemmet var midlertidigt ansat fra den 9. oktober 2000 til den 31. oktober 2000,

at omsætningen i virksomheden ikke gav grundlag for en længere ansættelsesperiode, og

at medlemmet vidste besked om, at der var tale om en midlertidig ansættelse.

Medlemmet har oplyst, at han ikke ved ansættelsen var klar over, at han ville blive afskediget den 31. oktober 2000.

Den 2. november 2000 meldte medlemmet sig ledig for første gang og anmodede om dagpenge.

Den 23. februar 2001 traf a-kassen afgørelse om, at medlemmet skulle udelukkes fra ret til dagpenge fra den 9. oktober 2000, fordi han var blevet selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder. A-kassen henviste herved til arbejdsophørene den 31. maj 2000 og den 8. oktober 2000. Det fremgår videre af afgørelsen, at medlemmet er udelukket fra dagpenge, indtil han har haft mere end 300 timers ordinært arbejde inden for 10 uger eller har drevet selvstændig virksomhed uden offentlig støtte i mindst 26 uger.

A-kassen har med brev af 24. april 2001 klaget over afgørelsen på medlemmets vegne og sendt sagens akter til direktoratet.

A-kassen har i klagen bl.a. anført,

at de regler, som afgørelsen er truffet, efter ikke har den fornødne hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,

at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler,

at arbejdsophøret den 30. maj 2000 ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret,

at det må være fyldestgørende grund til at ophøre i et arbejdsforhold, hvis der ikke kan opnås garantier fra arbejdsgiveren mod racistisk chikane,

at der kan være grund til, at et medlem ikke har lyst til eller forventninger til at få forholdene ændret gennem en henvendelse til arbejdsgiveren, og

at der derfor ikke er rimeligt, at medlemmet alene skal bære risikoen ved arbejdsophøret.

Direktoratet har ved telefonisk henvendelse til a-kassen den 26. juni 2000 fået oplyst, at medlemmet forud for arbejdsophøret den 8. oktober 2000 ikke er blevet vejledt om, at et medlem mister retten til dagpenge, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder (den såkaldte gentagelsesvirkning)."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 28. juni 2001 denne afgørelse:

"Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger. Karantænen har virkning fra den 1. juni 2001.

Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx.

Medlemmet skal derfor have endnu en effektiv karantæne på 5 uger. Denne karantæne har virkning fra den 9. oktober 2000.

Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig (fyldestgørende) grund er ophørt med sit arbejde.

Det fremgår endvidere at lovens § 63, stk. 5, at direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i § 63, stk. 1-4.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).

Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet har opsagt et arbejde, anses medlemmet som hovedregel for selv at være skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 3, at bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen opsigelse, og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse, selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret.

Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde er udtømmende nævnt i § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj 2000.

Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen regning fra den 1. juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar .

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx op den 8. oktober 2000.

Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han oplevede racisme på arbejdspladsen, og fordi han følte, at han ikke blev behandlet ordentligt. Han har forklaret, at han ikke tog problemet op med din chef, fordi denne var ligesom alle de andre.

Det følger af § 21, stk. 1, nr. 11, at medlemmet kan opsige arbejdet, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet. Medlemmet skal have henvendt sig til arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation

Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter § 21, stk. 1, nr. 11, til at opsige arbejdet hos Xxx.

Direktoratet lægger herved vægt på, at arbejdsgiveren ikke ses at have misligholdt ansættelsesforholdet, at det ikke er dokumenteret, at medlemmet på arbejdspladsen er blevet behandlet på en måde, der strider mod arbejdsretlige principper, og at medlemmet efter det oplyste ikke har henvendt sig til arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de opståede problemer.

Direktoratet vurderer, at medlemmet heller ikke har haft en anden gyldig grund efter § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx den 8. oktober 2000.

Det følger dog af bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1, at der ikke skal ske registrering af selvforskyldt ledighed, hvis medlemmet ophører med sit arbejde i forbindelse med overtagelse af andet varigt arbejde. Varigt arbejde er arbejde, der forventes at blive af mere end 5 ugers varighed.

Direktoratet lægger vægt på, at det foreligger oplyst, at medlemmet var beskæftiget hos Xxx Pizzeria & Grillbar fra den 9. oktober 2000 til den 31. oktober 2000, at medlemmet vidste besked om, at der var tale om en midlertidig ansættelse, og at ansættelsen ikke var planlagt til at vare mere end 5 uger.

Medlemmet opfylder derfor ikke betingelserne for at være omfattet af § 17, stk. 1, i ekendtgørelsen.

Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, kan ikke få dagpenge ("gentagelsesvirkningen"). Der henvises til § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Da medlemmet efter det oplyste ikke er vejledt om "gentagelsesvirkningen" forud for arbejdsophøret den 8. oktober 2000, finder direktoratet efter en konkret vurdering, at medlemmet ikke skal miste retten til dagpenge fra den 9. oktober 2000.

Medlemmet pålægges derimod en effektiv karantæne på 5 uger fra den 9. oktober 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Det bemærkes, at en effektiv karantæne kun kan afvikles i perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en anden ydelse fra a-kassen, og at effektiv karantæne anses for udstået, hvis den ikke er afviklet senest 3 måneder efter arbejdsophøret. Der henvises til § 26, stk. 1 og 6, i bekendtgørelsen.

De regler, der er henvist til ovenfor, er gengivet i afsnittet "Regler" nedenfor."

Efter klagevejledningen anførte direktoratet:

Det er direktoratets opfattelse, at bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed er udstedt i overensstemmelse med hjemlen i § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at bekendtgørelsens indhold ligger inden for den ret vide ramme, der fremgår af bestemmelsen i lovens § 63, stk. 1.

Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag."

3. Klagen til ankenævnet

I klagen til ankenævnet af 11. juni 2001 anførte kassen på vegne af medlemmet ifølge fuldmagt:

"Vedr. vort medlem Xxx, cpr.nr. xxx.

A-kassen skal anke Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. juni 2001 vedrørende vort ovennævnte medlem til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Arbejdsdirektoratets afgørelse er truffet på baggrund af A-kassens anke af 24. april 2001 på vegne af vort medlem af A-kassens egen tidligere nødtvungne afgørelse.

Det fremgår af Arbejdsdirektoratets afgørelse, at direktoratet ikke har fundet at ville give medhold i anken. Anken af 24. april 2001 opretholdes således i sin helhed.

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes om at ændre Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. juni 2001 således

at Xxx efter omstændighederne ikke alene skal bære risikoen i forbindelse med skift af arbejde den 8. oktober 2000, og

at det præciseres, at Xxx ophør for at holde ferie og fri for egen regning den 30. maj 2000 og frem til 14. august 2000 ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen og at der således ikke er nogen adkomst til at bruge arbejdsløshedsforsikringen til at pålægge Xxx en effektiv karantæne på 5 uger fra den 1. juni 2000.

A-kassen skal i det følgende fremkomme med bemærkninger til Arbejdsdirektoratets afgørelse.

Som det fremgår af A-kassens oprindelige anke af 24. april 2001, så har A-kassen anket på vegne af vort medlem, fordi der efter A-kassen opfattelse er alvorlige forvaltningsretlige problemer med at administrere efter de i § 1 givne retningslinier i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 2 1. december 1998 om selvforskyldt ledighed.

Det fremgår i den grad af A-kassens anke, at vi har måttet træffe afgørelse på trods af kassens principielle opfattelse. På trods af de omfattende forvaltningsretlige problemer, som fremstilles i anken.

A-kassen ankede på vegne af vort medlem i den klare forventning, at de viste forvaltningsretlige problemer måtte få den ansvarlige forvaltningsmyndighed til nøje at overveje forholdene.

Denne forventning er blevet skuffet.

A-kassen kan konstatere, at Arbejdsdirektoratet har registreret indholdet i anken. Det fremgår af følgende på side 5/9 i AD's sagsfremstilling:

A-kassen har i klagen bl.a. fremført, at de regler, som afgørelsen er truffet efter, ikke har den fornødne hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven, at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler, at arbejdsophøret den 30. maj 2000 ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret, ....

Det giver åbenbart ikke AD anledning til en nøjere behandling af det forvaltningsretlige i selve sagsfremstillingen. Vi skal helt om til det løst hængende afsnit øvrige bemærkninger på side 8/9 i AD's afgørelse for at finde bare et strejf af behandling af det af A-kassen fremførte:

Det er direktoratets opfattelse, at bekendtgørelsen nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed er udstedt i overensstemmelse med hjemlen i § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at bekendtgørelsens indhold ligger indenfor den ret vide ramme, der fremgår cif bestemmelsen i lovens § 63, stk. I. Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag.

A-kassen finder ikke denne behandling af det principielle indhold i anken forsvarlig. Medlemmet har krav på, at Arbejdsdirektoratet legitimerer sit indgreb i dispositioner, som tilhører hans personlige integritet.

Arbejdsdirektoratet er retligt forpligtiget til at vurdere de forvaltningsretlige principper, som fremføres i anken. Direktoratet kan ikke tillade sig blot at afvise at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag .

AD finder, at bekendtgørelsens indhold ligger inden for den ret vide ramme, der fremgår af bestemmelsen i lovens § 63, stk. I .

A-kassen skal til dette fremføre, at den enkelte paragrafs ret vide rammer ikke kan berettige at loven anvendes uden for sit område , nemlig sikring mod arbejdsløshed med udbetaling af ydelser ved ledighed.

Loven giver ikke adgang til at gribe adfærdsregulerende ind i medlemmers integritet, når de ikke er ledige. Medlemmet er ikke ledig fra den 31. maj 2000 og frem til ledigmeldelsen den 1. november 2000.

Fra den 2. november 2000 erklærer medlemmet sig for ledig gennem tilmelding til Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, indgivelse af ledighedserklæring og dagpengekort til A-kassen for at modtage dagpenge.

Arbejdsløshedsforsikringen har en legitim interesse i at behandle årsagen til ledigheden pr. 1. november 2000 med henblik på at konstatere, om den kan siges at være selvforskyldt, Da materialerne i sagen viser, at arbejdsophøret den 31. oktober 2000 er i en på forhånd oplyst midlertidig beskæftigelse, som er overtaget efter ophør den 8. oktober 2000 fra et varigt arbejde, så har arbejdsløshedsforsikringen en legitim interesse i at undersøge, om der har været gyldig grund til at skifte varigt arbejde ud med en mere usikker beskæftigelse, med risiko for og reelt indtrådt belastning af arbejdsløshedsforsikringen.

Her er tale om ledighed, der fører til begæring om dagpenge fra arbejdsløshedsforsikringen. Det er ikke tilfældet den 1. juni 2000.

3.0: Den formelle lovs princip

Overskriften henfører til det anerkendte forvaltningsretlige princip, at forvaltningsmyndighederne er bundet til at overholde lovene under udøvelse af deres virksomhed og følgelig ikke kan træffe afgørelser, der er uforenelig med loven. Loven må ikke bruges uden for lovens område og forvaltningsmyndigheden skal i sidste instans kunne henvise til den paragraf, som giver hjemmel for den meddelte afgørelse.

3.1: Til lovens gyldighedsområde

AD har ikke vist, at lov om arbejdsløshedsforsikring kan bruges til at pålægge medlemmer karantæne fordi de - uden at blande arbejdsløshedsforsikringen ind i forholdet - opsiger deres arbejde for at holde ferie eller fri for egen regning. A-kassen viser på side 5 i anken , at det ligger uden for lovens gyldighedsområde.

A-kassen skal behandle dette yderligere.

Arbejdsløshedsforsikringen er i henhold til loven en frivillig forsikringsordning som administreres af A-kasserne som private foreninger. A-kasserne har ifølge loven alene til formål at sikre medlemmerne økonomisk kompensation for tab af indtægt som følge af ledighed.

§ 30. Ved en arbejdsløshedskasse forstås i denne lov en forening enten af lønmodtagere eller af selvstændige erhvervsdrivende, der har sluttet sig sammen alene med det formål at sikre sig økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.

Arbejdsløshedsforsikringens formål er udelukkende at sikre medlemmerne økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.

Lovens område er medlemmernes forhold under ledighed.

Lovens område er ikke at blande sig i medlemmernes dispositioner på arbejdsmarkedet i perioder, hvor de ikke er ledige.

Lovens område og formål er ikke at blande sig i, om medlemmerne vælger at være til rådighed for arbejdsmarkedet eller holde fri for egen regning.

Lovens område er ikke at blande sig med karantæner i medlemmernes begrundelser for deres opsigelse af arbejde i perioder, hvor de ikke er ledige. Disse forhold er reguleret aftaleretligt og i kollektive aftaler. Disse forhold. behandles andre steder i "den danske model".

Dette ligger i lovens formål og gyldighedsområde.

Det fremgår også af den måde Folketinget har bygget loven op på.

3.2: Til den formelle lovtekst.

3.2.1: Lovparagraffernes betingede gyldighedsområde

Arbejdsløshedsforsikringsloven er bygget således op, at de enkelte kapitler og paragraffer bygger på indholdet i de forudgående kapitler og paragraffer. De senere kapitler og paragraffer er betinget af indholdet i de første. Det fremgår af opbygningen i kapitler og af teksten i de enkelte paragraffer i kapitlerne. Denne følgerække er således med til at bestemme anvendelsen af de enkelte paragraffer. Hvilke betingelser forudsættes opfyldt for at paragraffen kan komme i anvendelse.

Denne struktur er særligt tydelig i lovens kapitel 10: Betingelser for ret til dagpenge. §§ 53-65.

Først opstilles betingelser for ret til dagpenge i §§ 53-62 og derefter opstilles regler for udbetaling af dagpenge i §§ 63-65 for perioder, hvor der skal udbetales dagpenge på baggrund af en opnået ret og begæring om dagpenge. §§ 63-65 forudsætter således, at der foreligger en situation, hvor der skal udbetales dagpenge . Reglerne gælder når der skal udbetales ydelser . Det er arbejdsløshedsforsikringens interesseområde. Der skal være ret til og begæringen om udbetaling af ydelser.

I det følgende skal lovens kapitel 10 anvendes af A-kassen efter sit indhold på medlemmets forhold i forbindelse med den karantæne, som AD pålægger medlemmet med virkning fra den 1. juni 2000.

3.2.2: §§ 53-62

Medlemmet opsiger sit arbejde og ophører den 30. maj 2000 for at holde en længere ferie for optjente feriepenge og for egen regning.

Medlemmet ønsker ikke ydelser fra arbejdsløshedsforsikringen og henvender sig følgelig ikke til arbejdsløshedskassen.

Medlemmet ønsker ikke at være ledig og til rådighed for arbejdsmarkedet og henvender sig derfor ikke til Arbejdsformidlingen.

Medlemmet ønsker først at være til rådighed for arbejdsmarkedet den 14. august 2000 og overtager varigt arbejde ved virksomheden xxx fra dette tidspunkt. Uden at have været ledig.

I perioderne indtil 2. november 2000 er der selvfølgelig en række regler i §§ 53-62 i arbejdsløshedsforsikringsloven der fastslår, at der ikke er adgang til at modtage dagpenge. Det er givet, at der ikke er eller kan konstateres dagpengeret for medlemmet:

1. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt. 1

2. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden. 2

3. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet. 3

4. Indplacering i dagpengeperioden sker - såvel for ydelses- som for referenceperioden - fra det tidspunkt, hvor medlemmet anmoder om og herefter får udbetalt dagpenge . Et medlem, der er udelukket fra ret til dagpenge som følge af effektiv karantæne, indplaceres fra det tidspunkt, hvor medlemmet ville have været berettiget til ydelse, hvis medlemmet ikke havde været udelukket fra ret til dagpenge. 4

Ad 1.og 2.: Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt

Ledig er et medlem, som

i er uden retlige arbejdsforpligtigelser og

i ønsker arbejde, og

i er tilmeldt AF som arbejdssøgende og

i har indgivet ledighedserklæring til A-kassen.

Medlemmet opfylder ikke samtlige disse betingelser før den 2. november 2000 efter arbejdsophøret den 31. oktober 2000:

i Først her møder medlemmet frem hos AF og melder sig ledig og arbejdssøgende.

i Først den 2. november 2000 indgiver medlemmet ledighedserklæring til A-kassen.

i Først med dagpengekortet af 19. november 2000 begærer medlemmet udbetalt dagpenge fra og med den 2. november 2000.

I § 2 i afsnittet Begreber i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed5 definerer AD hvad direktoratet forstår ved "ledige medlemmer"

§ 2. Ved "ledige medlemmer" forstås i denne bekendtgørelse medlemmer, som er tilmeldt AF som ledige, eller som ledige modtager dagpenge eller en anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Da medlemmet heller ikke opfylder disse betingelser for at kunne betragtes som ledigt, turde det være helt klart, at medlemmet helt i overensstemmelse med egen opfattelse og handlinger ikke er ledigt og følgelig heller ikke har ret til dagpenge i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57.

_________________

1 § 57, stk. 1. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli 2000.

2 § 57, stk. 4. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli 2000.

3 § 62, stk. 1. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli 2000. Og § 2 i Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.

4 § 7. Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode

5 Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed

Ad 3.: Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmet har udtrykkeligt ikke ønsket at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Medlemmet har derfor hverken tilmeldt sig AF eller opretholdt kontakt med AF før medlemmet var ledig, arbejdssøgende og begærede dagpenge udbetalt den 2. november 2000.

Der har således ikke været adgang til at modtage dagpenge eller anledning for A-kassen til at udbetale dagpenge før efter den 2. november 2000.

Der har ikke før dette, tidspunkt været anledning til at overveje om der kunne udbetales dagpenge efter § 63, da medlemmet ikke har været ledig på noget tidspunkt og ikke har ønsket at være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ad 4.: Indplacering i dagpengeperioden sker - såvel for ydelses- som for referenceperioden - fra det tidspunkt, hvor medlemmet anmoder om og herefter får udbetalt dagpenge

Det følger af de ovenstående forhold, at der ikke har været grundlag for at foretage en indplacering af medlemmet i dagpengeperioden før den 2. november 2000, da medlemmet ikke tidligere har ønsket at anmode om og herefter få udbetalt dagpenge.

Der har ej heller været anmodet om eller udbetalt andre ydelser fra A-kassen.

Der har således ikke været anledning til at foretage indplacering i dagpengeperioden tidligere og ikke været anledning til hverken at overveje en karantæne efter § 63, til at pålægge en sådan eller til at afvikle en sådan.

3.2.3: §§ 63-65

AD hævder, at § 63, stk. 1 har ret vide rammer uden at begrunde, at de skulle være så vide, at de giver AD ret til at pålægge medlemmer karantæner for en bestemt adfærd, uanset at de ikke er ledige. A-kassen skal nedenfor fremlægge kassens fortolkning af paragraffen set i dens indplacering i lovens helhed og ud fra den formelle tekst i paragraffen.

§ 63 ser således ud:

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, 1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen, 2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde, 3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller 4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår eller afbryder en uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.

Stk. 1 indledes med at beskrive situationen for paragraffens anvendelse: Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes ...

Forudsætningen i lovteksten for anvendelsen af paragraffen er således

i at der er konstateret ret til dagpenge, og

i at der er tale om ledighed, og

i at der skal udbetales dagpenge.

Første sætning i § 63 forudsætter at ledigheden aktuelt er indtrådt og er efterfulgt af en begæring om dagpenge. Ved begæringen om dagpenge skal det vurderes hvad ledigheden skyldes.

Disse forudsætninger er ikke til stede i den konkrete sag. Medlemmet er ikke ledig 1. juni 2001, hvor AD i afgørelsen meddeler:

Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelse af arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar. Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger. Karantænen har virkning fra den 1 juni 2001. (A-kassen går uden videre ud fra at AD mener 2000).

At holde ferie og fri for egen regning er ikke at være ledig. Medlemmet går fra ferie og fri for egen regning direkte i varig beskæftigelse uden ledighed. Medlemmet er først ledig den l. november 2000, og først her kommer arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 ind i billedet.

Når § 63 i første sætning i lovteksten har som forudsætning for sin anvendelse, at der skal udbetales dagpenge, og at der er tale om ledighed, så kan stk. 5 i paragraffen selvfølgelig ikke bruges til at udstede en bekendtgørelse med et indhold i § 1, der overskrider paragraffens anvendelse.

Paragraffen kan ikke bruges til at give følgende regel i § 1, stk. 1 i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed:

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse.

Såvel den formelle lovtekst som lovens gyldighedsområde overskrides med denne udformning af bekendtgørelsen. Det skaber tillige omfattende problemer vedrørende angreb på medlemmernes personlige integritet, som ikke kan retfærdiggøres. Der er tale om magtfordrejning.

Det er forhold, som Arbejdsdirektøren og Arbejdsdirektoratet burde være opmærksomme på. Især når opmærksomheden direkte henledes her på i ankesager.

Proportionalitetsprincippet drejer sig om, at der skal være et rimeligt forhold mellem mål/formål med indgrebet i medlemmets forhold og midlerne der bringes i anvendelse til at gennemføre formålet.

Som direktoratet har udformet reglerne i bekendtgørelsen indebærer det, at A-kassen er nødt til at træffe afgørelsen om, at medlemmet havde mistet dagpengeretten første gang medlemmet gør brug af den. A-kassen er nødt til at pålægge medlemmet et arbejdskrav som følge af gentagelsesvirkningen.

A-kassen kan ikke dispensere.

Et forhold, som ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen, omfattes af karantænebestemmelserne og gentagelsesvirkningen, uanset at medlemmets manglende interesse i at være til rådighed for arbejdsmarkedet og reglerne i arbejdsløshedsforsikringen indebærer, at der aldrig vil komme dagpenge til udbetaling.

Uanset at medlemmet ikke har ønsket og ikke har sørget for at kunne få dagpenge eller andre ydelser, så behandles hans ophør den 31. maj 2000 som om han havde gjort det. Han straffes for noget han aldrig har tænkt på. Prisen er, at han udelukkes fra selve formålet med arbejdsløshedsforsikringen: sikring af økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.

Det er en straf, der er helt uden proportion med, at medlemmet kun en gang kan konstateres ledig og dagpengesøgende, nemlig den 2. november 2000.

Det ændres ikke af, at direktoratet ikke finder at ville give den uberettigede karantæne fra den 1. juni 2000 gentagelsesvirkning, men dispenserer. Der er netop kun tale om en dispensation, og udelukkende fordi direktoratet dog ikke kan forsvare, at der gives de omfattende konsekvenser i tilfælde, hvor medlemmet ikke er informeret om karantænen. og gentagelsesvirkningen på forhånd.

Er medlemmerne gjort bekendt med karantænen for deres prioriteringer i deres liv, og dermed med gentagelsesvirkningen, så udløses konsekvenser helt uden proportionalitet.

Både karantænen og en eventuel gentagelsesvirkning er uden proportionalitet.

Formålet med at pålægge medlemmet en karantæne fra den 1. juni 2000 kan selvfølgelig kun være, at få medlemmet til at afstå fra at handle som han gjorde på dette tidspunkt.

Indgrebet kan kun have til hensigt at få medlemmet til at afstå fra at holde ferie og fri for egen regning i en lidt længere periode, som en arbejdsgiver ikke vil acceptere.

Er det arbejdsgivernes interesser eller arbejdsløshedsforsikringens der forfølges med afgørelsen?

Det kan ikke påvises, at hans handling har påført arbejdsløshedsforsikringen nogen risiko. Derfor står arbejdsgivernes interesser alene tilbage.

Arbejdsløshedsforsikringen skal være neutral her.

Det er ikke tilfældet. Loven bliver brugt uden for dens gyldighedsområde til at gribe ind i forhold, der tilhører området for medlemmernes personlige integritet.

Ingrebet har til sigte at belægge medlemmernes opsigelse af deres arbejde med sanktioner i arbejdsløshedsforsikringen uanset at denne ikke er inde i billedet.

Direktoratets praksis skaber generelle sanktioner i arbejdsløshedsforsikringen mod medlemmers opsigelse af deres arbejde uanset at de ikke begærer dagpenge eller andre ydelser. Der er tale om utidig indblanding i arbejdsmarkedsforhold. Det kommer også til udtryk på side 2 i direktoratets begrundelse for afgørelsen af 28. juni 2001:

Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet har opsagt et arbejde, anses medlemmet som hovedregel for selv at være skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. I og 3, at bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen opsigelse, og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse, selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret. Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde er udtømmende nævnt i § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen. Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj 2000. Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen regning fra den 1.juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen. Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar. Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Karantænen meddeles på trods af, at det som vist oven for klart fremgår, at medlemmet ikke ønsker at opfylde betingelserne for ret til dagpenge i arbejdsløshedsforsikringslovens kapitel 10. Medlemmet gør intet for at opnå dagpenge eller andre ydelser.

Medlemmet må efter direktoratets afgørelse ikke uden konsekvenser for arbejdsløshedsforsikringen kunne opsige et arbejdsforhold for at prioritere andre ting i sit liv i en periode og for derefter at vende tilbage til arbejdsmarkedet uden at forholdet på nogen måde berører arbejdsløshedsforsikringen,

Direktoratet har med bekendtgørelsens udformning indført tvangsforanstaltninger vendt mod de arbejdsløshedsforsikrede alene fordi de er arbejdsløshedsforsikrede. Uanset om arbejdsløshedsforsikringen er involveret skabes et generelt sanktionssystem, hvor medlemmerne bliver pålagt karantæne som arbejdsgiverne måske gerne generelt ser indført i de arbejdsretlige normer, men nok må erkende ikke kan opnås tiden Arbejdsdirektoratets bistand.

Der er tale om et brud med arbejdsløshedsforsikringens forudsatte neutralitet.

Der er tale om magtfordrejning."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

I oversendelsesbrevet til ankenævnet af 19. juli 2001 bemærkede direktoratet:

"Vedr.: Xxx, cpr. nr. xxx

Direktoratet sender klage over afgørelse af 28. juni 2001.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Til de i klagen anførte synspunkter skal direktoratet bemærke følgende:

Ved § 2, nr. 4, i lov nr. 840 af 21. december 1988 om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om en arbejdsmarkedsuddannelsesfond blev § 63 i arbejdsløshedsforsikringsloven ændret og moderniseret.

I bemærkningerne til lovforslaget (almindelige bemærkninger, afsnit II, pkt. j) er bl.a. anført:

"Efter de gældende regler om arbejdsophør medfører ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til dagpenge i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12 måneders periode udelukkes medlemmet fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde. Der er altså tale om samme virkning for medlemmet, som når der statueres manglende rådighed. Det er hensigten at stadfæste i rådighedsbekendtgørelsen, at flere afbrydelser af arbejdsforhold uden fyldestgørende grund skal medføre manglende rådighed, hvilket i realiteten ikke indebærer nogen ændring for medlemmerne, som allerede efter gældende regler udelukkes fra dagpengeretten."

Der henvises i disse bemærkninger til de gyldige (fyldestgørende) grunde. Der nævnes ikke andre forbehold som fx at det kun er arbejdsophør i forbindelse med anmodning om dagpenge.

Endvidere kædes gentagne arbejdsophør snævert sammen med rådighedsreglerne og -sanktionerne.

Det er på denne baggrund direktoratets opfattelse, at det har været en klar forudsætning ved udformningen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne.

Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse, at bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed ligger inden for rammen og forudsætningerne for arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

Direktoratet finder derfor fortsat ikke grundlag for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen."

5. Nyt efter klagen

Xxx Arbejdsløshedskasse fremsendte i brev af 7. september 2001 yderligere bemærkninger til sagen.

I brevet anførte kassen:

" Vedr. Xxx, Cpr.nr. xxx.

A-kassen skal i det følgende på baggrund af Arbejdsdirektoratets fremsendelsesskrivelse af 19. juli 2001 til Arbejdsmarkedets Ankenævn fremkomme med yderligere præciseringer af, hvorfor A-kassen finder, at direktoratets afgørelse og udformningen af bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed er ulovlig og udtryk for magtfordrejning.

Ud fra et hensyn til vore medlemmers retssikkerhed er det meget beklageligt, at Arbejdsdirektoratet fortsat vægrer sig mod at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger, da sådanne i allerhøjeste grad stiller spørgsmålstegn ved forvaltningen af nærværende sag.

A-kassen finder således stadig ikke, at direktoratets afgørelse lever op til hverken legalitetsprincippet eller retsgrundsætningerne for skønsudøvelse i forvaltningsretten 6. Det er direktoratets ansvar at sikre dette, men det bliver så nu overladt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Skærpet hjemmelskrav

Kravet om, at der skal være lovhjemmel for forvaltningens handlinger udgør en retssikkerhed og retsbeskyttelse for borgerne, som ikke må sættes ud af kraft af forvaltningsmyndigheden.

Kravet om lovhjemmel betyder, at forvaltningen skal kunne legitimere sig gennem henvisning til en formel lovbestemmelse.

Det er et ledende synspunkt i forvaltningsretten, at jo mere dybtgående forvaltningen gør indgreb i borgernes frihed og forhold, des sikrere må den påkaldte hjemmel være.

A-kassen finder, at det skærpede hjemmelskrav gør sig gældende i nærværende sag.

____________________

6 A-kassen kan blandt andet henvise til "Kapitel 4. Saglige krav" i Forvaltningsret Almindelige emner", Institut for Offentlig Ret, Aarhus Universitet, Juristforbundets Forlag.

Direktoratets henvisning til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 55 fremsat den 13. oktober 1988 kan ikke opfylde kravet om skærpet lovhjemmel. Den formelle lovtekst, lovens formål/gyldighedsområde og gangen i retsforskrifterne i loven modsiger direktoratets udlægning. Kassen skal nedenfor behandle direktoratets henvisning grundigere.

Såvel direktoratets afgørelse som den omhandlede bekendtgørelse strider mod arbejdsløshedsforsikringslovens indhold.

Arbejdsdirektoratet er forvaltningsretligt forpligtet til at efterleve forvaltningsrettens grundsætninger i tolkningen af retstilstanden.

Lovens gyldighedsområde - ledighed

Enhver lov har et defineret formål og område for sin gyldighed. Det følger af dette, at loven ikke kan bruges udenfor lovens gyldighedsområde. Der kan ikke hentes hjemmel i loven til at udstede retsforskrifter for forhold, som ligger uden for lovens gyldighedsområde. En lovs gyldighedsområde må bestemmes udfra selve lovens tekst og indhold, Folketingets forarbejder til loven og markerede forudsætninger i Folketingets behandlinger af loven.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. har, som det også følger af navnet, sikring mod følger af arbejdsløshed som lovens gyldighedsområde. Sikring af ydelser i tilfælde af ledighed. Dette gyldighedsområde er også markeret i selve lovteksten, som i den grad drejer sig om at etablere organisation og ydelser til sikring mod ledighed. Lovens formål og område er således sikring mod ledighed.

Det har været og er en forudsætning for den lovregulerede arbejdsløshedsforsikring, at den skal optræde neutralt i forhold til arbejdsmarkedets parter og deres interessemodsætninger. Adgangen til ydelser ved ledighed eller indskrænkninger i adgangen til ydelser må ikke virke til gunst for en af parterne i deres interessekonflikter,

Ikke legitime beskyttelsesinteresser

Arbejdsløshedsforsikringen har kun en legitim adgang til at tage stilling til arbejdsmarkedets parters adfærd over for hinanden ud fra en beskyttelsesinteresse mod misbrug af ydelser efter loven. På grund af finansieringen af ydelserne har det offentlige en klar interesse i at beskytte sig mod misbrug gennem betingelser for ret til dagpenge.

Men heller ikke denne interesse kan bruges uden for lovens område. Det er således en klar forudsætning at beskyttelsesinteressen kan påvises helt konkret at være til stede, når og hvis beskyttelsesreglerne bringes i anvendelse over for medlemmer af arbejdsløshedsforsikringen.

Beskyttelsesinteresserne imod misbrug tilgodeses på to måder i arbejdsløshedsforsikringsloven:

I. Gennem regler om betingelser for ret til ydelser overhovedet - bl.a. krav om ledighed og rådighed.

2. Gennem regler om begrænsninger i adgangen til ydelser når retten til ydelser er til stede - bl.a. vedrørende årsagen til ledigheden.

Derfor er gangen i loven da også, at først behandles betingelserne for adgang til at modtage ydelser overhovedet. Man kan jo ikke misbruge en ret, man ikke har. Det er således en meget effektiv sikring mod misbrug og der er selvfølgelig ikke brug for flere, når retten til ydelser er udelukket på forhånd.

Når retten til ydelser er til stede, så behandles bl.a. spørgsmålet om hvilke konsekvenser det skal have, at være selvforskyldt i behovet for de ydelser, man søger som medlem af arbejdsløshedsforsikringen. Til denne beskyttelsesinteresse hører selvfølgelig, at det ikke er acceptabelt at man gang på gang inden for kortere tid selvforskyldt søger om ydelser.

I loven kommer disse beskyttelsesinteresser til udtryk i kapitel 10 vedrørende "Betingelser for ret til dagpenge", §§ 53-65. Der er bl.a. i disse paragraffer indeholdt klare lovgivne regler, der udelukker medlemmer fra ret til dagpenge. Når medlemmerne er udelukket/ekskluderet fra retten til dagpenge, så er de selvfølgelig også udelukket fra at misbruge dagpengene. Det er en ret effektiv beskyttelse mod misbrug.

En sådan effektiv beskyttelse mod misbrug er således i forhold til nærværende sag indeholdt i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57:

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt . ...... Stk. 4. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden. ....

I overensstemmelse med denne formelle lovtekst i § 57 har AD i bek. nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed, § 2 defineret begrebet "ledige medlemmer" således:

§ 2. Ved "ledige medlemmer" forstås i denne bekendtgørelse medlemmer, som er tilmeldt AF som ledige, eller som ledige modtager dagpenge eller en anden ydelse , som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Ledigheden vises ved at tilmelde sig AF som ledig eller ved at modtage dagpenge eller anden ydelse som ledig.

Medlemmet har ikke været ledig

Vort medlem har således ikke været ledig forud for ledigheden pr. 2. november 2000. Vort medlem har været ekskluderet fra retten til dagpenge forud for dette tidspunkt.

Vort medlem har ekskluderet sig selv fra retten til ydelser ved at undlade at tilmelde sig AF som ledig og undlade at søge dagpenge. Det har overhovedet ikke været vort medlems hensigt.

Medlemmet har følgelig hverken været i kontakt med AF eller A-kassen. Medlemmet har hverken tilmeldt sig AF som arbejdssøgende eller indgivet ledighedserklæring til A-kassen med anmodning om dagpengekort til brug for udbetaling af ydelser.

Arbejdsløshedsforsikringen har ikke legitime beskyttelsesinteresser at gøre gældende overfor vort medlem.

De efterfølgende paragraffer - §§ 58-65 - i arbejdsløshedsforsikringsloven baserer sig på situationer, hvor de forudgående betingelser for ret til dagpenge er opfyldt, herunder betingelserne i § 57. Der forudsættes ledighed i arbejdsløshedslovens forstand. En gennemlæsning af paragrafferne vil vise det.

Da vort medlem ikke opfylder og ikke har haft intentioner om at opfylde betingelserne i § 57, kommer §§ 58-65 ikke i betragtning i forhold til hans ophør i arbejdet ved Xxx Pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000.

Emnet i § 63: Ledighedens årsag - ikke arbejdsophør

Forudsætningerne for anvendelse af § 63 i arbejdsløshedsforsikringsloven på vort medlems forhold den 31. maj 2000 er ikke til stede. Der er ingen beskyttelsesinteresse at gøre gældende, da vort medlem er udelukket fra ret til dagpenge i henhold til § 57 i loven. Medlemmet er ikke ledigt.

§ 63 er hjemmelsgrundlaget i loven for AD's bekendtgørelser om selvforskyldt ledighed. Kan § 63 ikke finde anvendelse på vort medlems forhold den 31. maj 2000, så kan bekendtgørelserne om selvforskyldt ledighed selvfølgelig heller ikke finde anvendelse.

A-kassen skal for tydelighedens skyld behandle selve lovteksten i § 63 endnu en gang. Det fremgår med al ønskelig tydelighed allerede i paragraffens stk. 1, at paragraffens forudsætning er, at retten til dagpenge er til stede i henhold til § 57. Det forudsættes således for det første, at der er tale om ledighed i henhold til § 57 (markeret med fede typer af A-kassen) og for det andet at der skal udbetales dagpenge.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller

Det er to klare forudsætninger der skal være til stede for at arbejdsløshedsforsikringen kan hævde at have en beskyttelsesinteresse at gøre gældende og for at arbejdsløshedsforsikringen overhovedet kan legitimere at tage stilling til spørgsmålet om fyldestgørende grund .

Anvendes § 63 og bekendtgørelsen på trods heraf, så anvendes de således uden for lovens område og der er tale om magtfordrejning . Det er tilfældet, når AD på trods af det viste ovenfor fastholder at ville tage stilling til, at vort medlem er selvforskyldt ledig uanset at der ikke er tale om ledighed.

AD har som vist ingen legitim ret til at tage stilling til vort medlems arbejdsophør den 31. maj 2000.

AD har ingen adkomst til at behandle og sanktionere arbejdsophør . Det er alene et forhold mellem ansættelsesforholdets parter og kun som sidebemærkning skal det slås fast, at alle aftaleretlige forhold har været efterlevet af medlemmet.

AD har alene adkomst til at behandle og sanktionere selvforskyldt ledighed . Altså spørgsmålet om årsagen til ledigheden. Det er årsagen til ledigheden, der sanktioneres i arbejdsløshedsforsikringen. Ikke arbejdsophøret som sådan. Det fremgår direkte af lovteksten: Dagpenge må ikke udbetales til et medlem , hvis ledighed skyldes ... Det er selvforskyldt ledighed , der sanktioneres, ikke selvforskyldt arbejdsophør . Ledigheden er det afgørende.

Det er da også den korrekte titel for bekendtgørelsen. Indholdet skal respektere lovens forudsætninger.

Magtfordrejning med forsæt

Desværre må A-kassen konstatere, at direktoratets magtfordrejning må antages at finde sted med forsæt. Det må vi udlægge af AD's sparsomme reaktioner i sagen,

Først siger direktoratet i selve afgørelsesteksten i afgørelsen af 28. juni 2001 uberettiget, at

"Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar. Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger. Karantænen har virkning fra den I. juni 2001."

Medlemmet er som vist ikke ledigt den 1. juni 2001 og det er helt uberettiget at AD påstår, at medlemmet er selvforskyldt ledig.

Det er et arbejdsophør og ikke selvforskyldt ledighed direktoratet behandler.

Arbejdsophøret er helt uden betydning for den senere ledigmeldelse og begæring om dagpenge. Medlemmet sørger selv for varigt arbejde efter at have holdt ferie og fri for egen regning. Ophøret kan ikke på nogen måde vises at have en legitim interesse for arbejdsløshedsforsikringen.

For det andet har AD til fremsendelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn været helt tilbage til lovforslag nr. 55 (fremsat af daværende arbejdsminister Henning Dyremose den 13. oktober 1988) for at hente en retskilde til begrundelse for, at behandle og sanktionere arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed.

A-kassen skal vurdere denne retskilde som sådan neden for.

Endelig fremfører AD vedholdende at man ikke finder grundlag for at indgå i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag.

I dette princip i forvaltningsretten ligger at forvaltningens (forudsatte) sagligt begrundede indgreb over for borgeren skal stå i et rimeligt forhold til formålet, og at et mere bebyrdende indgreb ikke må benyttes, når et mindre bebyrdende indgreb er tilstrækkeligt.

Også dette princip er selvfølgelig forpligtende for AD, såvel som for andre forvaltningsmyndigheder. En efterprøvelse af det kan være belærende, også for AD.

I princippet indgår således følgende temaer:

i Formålet med indgrebet?

i Er indgrebet sagligt begrundet?

i Står indgrebet i rimeligt forhold til formålet?

i Burde et mindre bebyrdende indgreb sættes i stedet?

Formålet med indgrebet

Formålet med at pålægge medlemmer af arbejdsløshedsforsikringen effektive karantæner efter bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed er som vist ovenfor begrundet i et beskyttelseshensyn mod misbrug af arbejdsløshedsdagpenge. Temaet er ledighed og årsagen til ledigheden . Man må som forsikret ikke bare kunne vælge at blive ledig og hæve dagpenge.

Er det så også formålet med Arbejdsdirektoratets afgørelse om en effektiv karantæne på 5 uger for arbejdsophøret den 31. maj 2000?

Indgrebet i forhold til medlemmets arbejdsophør den 1. juni 2000 kommer først efter medlemmets ledigmeldelse den 2. november 2000. Det sene tidspunkt skyldes som vist at medlemmet ikke har ledigmeldt sig og ikke har søgt dagpenge før han betragtede sig selv som ledig.

Arbejdsløshedsforsikringen har således af gode grunde ikke kunnet konstatere noget ophør den 1. juni 2000, da arbejdsløshedsforsikringen ikke har været inddraget af medlemmet og medlemmet ikke har ønsket arbejdsløshedsforsikringen inddraget.

Medlemmet holder egen optjent ferie og fri for egen regning fra den 1. juni 2000 til den 13. august 2000, hvor han overtager varigt arbejde i en anden virksomhed. Medlemmet arbejder også længere i denne nye virksomhed end den gældende grænse for varigt arbejde i arbejdsløshedsforsikringen - 5 uger.

Medlemmet har hverken ønsket eller haft behov for at gøre brug af arbejdsløshedsforsikringen.

Ophøret den 1. juni 2000 for at holde ferie og fri for egen regning kan på ingen måde påvises at berøre arbejdsløshedsforsikringen.

Ikke desto mindre træffer AD den 28. juni 2001 afgørelse om, at medlemmet er selvforskyldt ledig den 1. juni og skal have en effektiv karantæne på 5 uger fra denne dato.

Direktoratet kan på afgørelsestidspunktet konstatere, at den effektive karantæne ikke kan komme til at løbe fra dette tidspunkt, da medlemmet som en følge af hans egne valg i egen integritet ikke har givet anledning til indplacering i en dagpengeret på dette tidspunkt.

Alligevel pålægger AD medlemmet en 5 ugers effektiv karantæne med følgende begrundelse:

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj 2000. Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen regning fra den I. juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen. Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar. Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. I. og § 26, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Hvad siger forløbet om formålet med AD's indgreb overfor medlemmet?

Da både arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 og medlemmets adfærd udelukker brug af arbejdsløshedsforsikringen, kan der ikke påvises andet formål med indgrebet end det,

at få medlemmet til at afstå fra at sige et arbejde op for at holde fri for egen regning.

Er indgrebet sagligt begrundet?

Det er svært at finde den saglige begrundelse for indgrebet.

Direktoratet begynder at regulere, hvad man må og ikke må på arbejdsmarkedet, når man er medlem af arbejdsløshedsforsikringen uanset at dette ligger uden for arbejdsløshedsforsikringens gyldighedsområde og uden for direktoratets jurisdiktion.

Medlemmet har helt overholdt spillereglerne på arbejdsmarkedet og efterlevet aftaleretlige forpligtigelser. Arbejdsdirektoratet blander sig i arbejdsmarkedsforholdene for de arbejdsløshedsforsikrede med sanktioner vendt mod en adfærd, som er helt legal på arbejdsmarkedet og af de fleste heldigvis bliver betragtet som en del af den personlige frihed, nemlig retten til at holde fri for egen regning.

Denne personlige frihed antaster direktoratet med dets forvaltning af arbejdsløshedsforsikringsloven og tager Folketinget til indtægt for den forvaltningen.

Det er oplagt at den effektive karantæne ikke kan blive effektiv i den periode, hvor medlemmet holder fri for egen regning og derfor ikke skal have arbejdsløshedsdagpenge. Karantænen gives derfor ikke for at hindre misbrug af arbejdsløshedsdagpenge, for det kan som sagt på afgørelsestidspunktet konstateres, at der ikke er et sådant misbrug og at arbejdsløshedsforsikringen slet ikke har været inde i billedet.

Karantænen gives i disse tilfælde primært af hensyn til gentagelsesvirkningen inden for 12 måneder. Det vil sige, at medlemmets brug af sin personlige frihed uden at ligge nogen til last, af Arbejdsdirektoratet bruges til at fratage medlemmet ret til dagpenge, hvis der indenfor 12 måneder efter arbejdsophøret den 31. maj 2000 måtte forekomme selvforskyldt ledighed eller for den sags skyld en tilsvarende brug af den personlige frihed.

Der savnes ikke alene en saglig begrundelse; det er en direkte krænkelse af retsbevidstheden - og altså af retssikkerheden.

Står indgrebet i rimeligt forhold til formålet?

Det eneste formål, der som vist kan udledes, er, at få medlemmet til at afstå fra at bruge sin personlige frihed til - uden at være til last for nogen - at holde fri for egen regning i en periode.

Det er svært at få øje på nogen, der har fået krænket deres interesser ved medlemmets handling.

i Ophøret fra Xxx Pizzeria og Grillbar er aftalemæssigt i orden. Det danske arbejdsmarked og den danske model indeholder ikke tvangsarbejde, med sanktioner mod at ophøre i et arbejdsforhold efter ønske og aftale.

i Medlemmet har selv betalt for sin frihed til at holde fri for egen regning.

i Medlemmet har selv sørget for varigt arbejde efterfølgende.

Ikke desto mindre mener Arbejdsdirektoratet, at der skulle være en hjemlet ret og vel nærmest pligt i arbejdsløshedsforsikringen til at sanktionere medlemmets adfærd med 5 ugers effektiv karantæne med gentagelsesvirkning. Medlemmets handlinger skal altså om ikke andet føre til en kraftig trussel over hovedet de næste 12 måneder efter ophøret for at holde fri for egen regning.

Det gælder uanset at direktoratet i den konkrete sag under afsnittet Begrundelse afstår fra gentagelsesvirkningen:

"Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, kan ikke fa dagpenge ("gentagelsesvirkningen"). Der henvises til § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen. Da medlemmet efter det oplyste ikke er vejledt om "gentagelsesvirkningen" forud for arbejdsophøret den 8. oktober 2000, finder direktoratet efter en konkret vurdering, at medlemmet ikke skal miste retten til dagpenge fra den 9. oktober 2000."

Har medlemmet været vejledt, så vil gentagelsesvirkningen være en realitet. Sigtet med bekendtgørelse og direktoratets afgørelse er, at gentagelsesvirkningen skal være der.

Signalet fra direktoratet i afgørelsen er, at arbejdsophør for at holde ferie og fri for egen regning uden at være til belastning for nogen skal være forbundet mindst med gentagelsesvirkning efter bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed. Virkningen vil selvfølgelig være en påvirkning af medlemmerne i retning af at afstå fra at gøre brug af deres personlige frihed til at prioritere en oplevelse i deres liv, uanset at ingen kan påvises at have en legitim beskyttelsesinteresse mod at de bruger denne frihed.

Efter direktoratets udformning af bekendtgørelsen kan A-kasserne ikke gøre andet end at træffe afgørelse om gentagelsesvirkning. Kun Arbejdsdirektoratet kan lave "efter en konkret vurdering"- afgørelser.

Medlemmerne vil således i sådanne situationer umiddelbart blive stillet over for indgreb, der er helt ude af proportion og savner en saglig begrundelse.

Der er ingen sikkerhed for, at indgrebene ankes.

Burde et mindre bebyrdende indgreb sættes i stedet?

Der burde slet ikke foretages indgreb efter bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, da der som vist ikke har været tale om ledighed og ikke kan påvises en beskyttelsesinteresse, der kan begrunde et indgreb.

Til bestyrkelse af, at Arbejdsdirektoratet har den fornødne hjemmel til at behandle arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed , fremlægger direktoratet et par afsnit fra punkt J: Revision af rådighedsbestemmelserne (§ 63 og § 65) de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 55 fremsat den 16. oktober 1988 af daværende Arbejdsminister Henning Dyremose.

A-kassen vedlægger en fuldstændig gengivelse af teksten i lovforslaget knyttet til dette punkt j. Der er ikke belæg for at bruge de to afsnit, som Arbejdsdirektoratet fremfører til støtte for, at direktoratet skulle have hjemmel til at behandle og sanktionere arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed . Der er intet grundlag for at fastslå, at formuleringen regler om arbejdsophør ikke er forstået inden for det overordnede tema i § 63, nemlig årsagen til ledigheden .

Hvis lige nøjagtig dette lovforslag - og for den sags skyld senere lovforslag - skulle kunne tages til indtægt af direktoratet for behandlingen af arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed, så måtte dette også komme til udtryk i den direkte lovtekst, som bemærkninger knytter an til. I lovforslaget er indeholdt følgende forslag til ny udformning af § 63:

"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, 1) ..........."

Ledighed er stadig forudsætningen for at Arbejdsdirektoratet har en legitim grund til indgreb.

Der er således ikke påvist den fornødne hjemmel for Arbejdsdirektoratet forvaltning og udformning af bekendtgørelsen."

I forlængelse af bemærkningerne til sagen vedlagde kassen en fuldstændig gengivelse af teksten fra lovforslag nr. 55, fremsat den 13. oktober 1988 om revision af bl.a. rådighedsbestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår eller afbryder en uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.

Stk. 2 . ...

...

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de dagpengemæssige konsekvenser over for medlemmerne som følge af stk. 1-4.

(Ovennævnte bestemmelse er uændret i seneste lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001)

Direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed:

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse.

Stk. 2. ...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter også ledige medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, og medlemmer, som i forbindelse med ledighed undlader at anmode om dagpenge eller anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 4. ...

§ 4. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.

Stk. 2. ...

§ 17. Der skal ikke ske registrering af selvforskyldt ledighed i tilfælde, hvor et medlem ophører med sit arbejde i forbindelse med

1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke gives offentligt løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal, eller et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,

2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af medlemmets arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,

3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års varighed eller

4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang.

Stk. 2. ...

§ 21. Gyldige grunde, jf. §§ 4, 5, 7 og 9-13, er:

1) Helbred

. ...

...

11) Arbejdspladsen

Et medlem kan opsige arbejdet, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet. Medlemmet skal have henvendt sig til arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation

...

§ 24. Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-6 og 9, pålægges 5 ugers effektiv karantæne, jf. dog stk. 2 og § 27.

..

§ 26. En effektiv karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk. 3-5.

...

Stk. 6. Den effektive karantæne anses for udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.

...

§ 27. Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få dagpenge.

...

(Den ovenfor citerede bekendtgørelse var gældende på tidspunktet for medlemmets arbejdsophør, men blev ophævet ved ikrafttræden af nugældende bekendtgørelse nr.826 af 19. september 2001om selvforskyldt ledighed, der trådte i kraft den 1. oktober 2001)

Direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed

§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en a-kasse, som:

1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse, eller

2) ...

...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 2.

...

§ 2. Reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i denne bekendtgørelse omfatter ikke:

1) ...

2) ...

3) ...

4) Ophør i arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet i 3 måneder efter ophøret ikke beder om ydelser, der udbetales af a-kassen, eller deltager i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

5) Ophør i et arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet den første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end 5 ugers varighed. Ved ophør i arbejde er det desuden en betingelse, at det nye arbejde er på samme eller højere ugentlige timetal, eller et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge.

6) ...

7) ...

8) ...

...

§ 3. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Dette gælder også, hvis medlemmet opsiger arbejdet i en periode, hvor medlemmet:

...

§ 14. En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde, et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.

...

....

§ 25. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet.

Stk. 2. Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud om omskoling m.v. eller ophør i et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan.

...

...

§ 40. Et medlem skal have 5 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 2 og § 44.

...

§ 42. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

...

§ 43. En karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor et medlem ellers ville have ret til dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler.

Stk. 2. En karantæne er udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den får virkning i forbindelse med et afslag eller et ophør. ...

...

§ 44. Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter §§ 3-11.

...

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at et medlem ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, hvis medlemmet ikke tidligere er blevet vejledt herom. Hvis medlemmet ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, skal medlemmet have en karantæne efter § 39, § 40 eller § 41 for hver af de gange, medlemmet er blevet selvforskyldt ledig.

...

§ 48. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2001.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed.

§ 49. Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er på orlov til børnepasning efter den før 1. januar 2001 gældende lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med orloven.

Stk. 2. Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er på orlov til uddannelse som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende efter den før 1. januar 2001 gældende lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med orloven.

Versioner

1. 2002-06-14