Arbejdstilsynets afvisning af at undersøge børnearbejde hjemvist
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9342@2002-07-23/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 28. maj 2002 behandlet Deres klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 7. november 2001.
Nævnet traf følgende
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at Deres henvendelse vedrørende Deres datters arbejde som avis- og reklameomdeler bestemt indeholder grundlag for at gå videre med sagen.
Klagenævnet finder, at oplysningerne i sagen i høj grad giver anledning til at undersøge, om arbejdsgiver overholder bestemmelserne om arbejdstid og om effektivt tilsyn i bekendtgørelsen om unges arbejde. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at der ikke ses at være oplyst overfor Deres datter, at hun ikke må arbejde mere end syv timer på lørdage, og at det af arbejdsgiver er oplyst, at ruterne tilrettelægges, så arbejdstidsreglerne overholdes, men at der de første gange vil medgå lidt ekstra tid.
Endvidere har nævnet på baggrund af Deres beskrivelse af det arbejde, Deres datter skulle udføre den 29. september 2001, lagt vægt på, at det ikke er klart, om arbejdet falder ind under begrebet "lettere budtjeneste, herunder udbringning af aviser og reklamer", som anført i bekendtgørelsens bilag 4, nr. 19.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde §§ 4, 6, 35 samt til det til bekendtgørelsen knyttede bilag 4, nr. 19.
Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser således Arbejdstilsynets afgørelse af 7. november 2001.
På klagenævnets vegne
Anders Levy
fuldmægtig
Kopi til
· XXX
· XXX
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
1. Sagsforløb
De rettede ved brev af 1. oktober 2001 henvendelse til Arbejdsministeriet (nu Beskæftigelsesministeriet) med en beskrivelse af Deres oplevelse af forholdene omkring Deres datters arbejde med avis- og reklameomdeling og en opfordring til at gøre noget ved sagen. Arbejdsministeriet sendte ved brev af 15. oktober 2001 Deres henvendelse videre til Arbejdstilsynet.
I henvendelsen beskrev De, at Deres 13-årige datter var blevet ansat af xx som omdeler af Søndagsavisen samt reklamer om lørdagen med første arbejdsdag 29. september 2001 og en aflønning på 250,- kr. for omdeling til 250 husstande. Aviser mv. skulle leveres fredag nat sammen med to cykeltasker.
Den 28. september 2001 modtog Deres datter en informationsmappe, og næste morgen klokken ca. 06.00 ankom materialet, der skulle omdeles, hvilket De anslog til at have en vægt på ca. 250 kilo. Det leverede, der ikke omfattede cykeltasker, var anbragt lige indenfor døren til Deres opgang og hæftet sammen i meget tunge "paller", som måtte skæres op, inden De og Deres datter bar det leverede op på første sal i små portioner.
Af den medfølgende omdelerseddel med Deres datters navn fremgik, at der var 15 forskellige reklamehæfter samt Søndagsavisen. Af det modtagne informationsmateriale fremgik, at reklamerne skulle bundtes i en Søndagsavis, og De og Deres datter måtte derfor fordele hver enhed på borde og samle dem enkeltvis til husstandseksemplarer, som hver vejede ca. 1 kilo. Der var masser af reklamer til overs, og De anslog, at der samlet blev leveret ca. 3250 enheder.
Til omdelingen brugte De private cykeltasker, der nogenlunde svarer til xx, og da taskerne maksimalt kunne indeholde 20 husstandseksemplarer, skulle der køres frem og tilbage adskillige gange. Da De og Deres datter begge havde arbejdet hårdt i mere end syv timer alt i alt, stoppede De, "totalt kvæstede".
De anslog, at da et husstandseksemplar indbringer ca. 1 krone, overstiger timelønnen næppe 10,- kr. i betragtning af, at materialet til omdeling skal bæres op i lejligheden, sorteres, pakkes og til sidst omdeles.
De henviste afslutningsvis til, at der af informationsmaterialet fra xx fremgår noget om arbejdstid og løft, men at dette næppe overholdes af virksomheden, og De anførte desuden, at De var chokeret over, at børn kan bydes arbejdsvilkår som beskrevet.
Deres henvendelse af 1. oktober 2001 var vedlagt et stillingsopslag om weekendjob, et stk. husstandseksemplar, et "Omdelings- og rapportkort", en orientering fra xx til alle omdelerforældre, en omdelingsvejledning, en instruks benævnt "Før omdeling" samt kopi af et brev af 29. september 2001 fra Dem til xx.
I orienteringen af forældre er relevante regler om unges arbejde gengivet, og xx oplyser, at ruterne på hverdage er tilrettelagt således, at de aldrig tager mere end de to timer pr. omdeling, som loven tillader, og at der i weekenden ofte er mere, der skal omdeles, hvilket forøger den samlede omdelingstid. Der gøres opmærksom på, at der altid vil medgå lidt ekstra tid de første gange, en rute omdeles, og at ingen omdelere vil få tildelt ruter, hvis omdelingstid overskrider det i loven fastsatte.
I omdelingsvejledningen hedder det indledningsvis som punkt 1: "Omdelingen SKAL foretages indenfor det tidsrum, du har fået opgivet". Med håndskrift er tilføjet "lørdag inden kl. 15.00". I øvrigt beskrives, hvordan arbejdet skal udføres.
Dette er også tilfældet i instruksen benævnt "Før omdeling". Heri står der udover anvisninger om adfærd, påklædning og løfteteknik blandt andet, at "herefter pakker du alle bundterne i trækvogn, cykeltasker eller cykeltrailer. Alle former for indkøbsvogne eller andet er forbudt, og du kan få en bøde på kr. 1000,-, hvis du overtræder dette forbud".
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet skrev den 7. november 2001 til Dem, at tilsynet ikke finder, at der i forhold til reglerne om unges arbejde er grundlag for at gå videre med sagen. Tilsynet henviste til bekendtgørelsen om unges arbejde, og gav klagevejledning.
Arbejdstilsynet begrundede afgørelsen med, at det efter det oplyste er tilsynets opfattelse, at arbejdet vil kunne tilrettelægges således, at det kan finde sted uden en overskridelse af Arbejdstilsynets retningslinier vedrørende løft, at det fremgår af oplysningerne, at arbejdsgiveren er opmærksom på reglerne vedrørende den maksimale daglige arbejdstid, og at arbejdsgiveren endvidere har opfyldt pligten til at underrette forældrene til unge under 15 år.
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
Ved brev af 10. november 2001 klagede De over Arbejdstilsynets afgørelse af 7. november 2001. De anførte indledningsvis, at der var tale om et sidste forsøg på at råbe Arbejdstilsynet op. De gav udtryk for, at Arbejdstilsynets svarskrivelse intet var værd, og at Arbejdstilsynet næppe havde sat sig ind i sagen.
De uddybede Deres betragtninger fra brevet af 1. oktober 2001 vedrørende det reelle tidsforbrug, omdelingen mv. kræver, og henviste til, at reglerne om arbejdstid ikke hjælper, når arbejdet ikke kan udføres på den normerede tid. Afslutningsvis bemærkede De, at en undersøgelse af, om en arbejdsgiver kender reglerne, vel ikke er det samme som at undersøge, om arbejdsgiveren overholder dem.
4. Arbejdstilsynets udtalelse
I Arbejdstilsynets udtalelse af 4. marts 2002 anfører Arbejdstilsynet, at xx efter det oplyste har opfyldt pligten til at underrette forældre blandt andet gennem oplysning om arbejdstidens længde og forhold vedrørende påklædning og løfteteknik.
Endvidere anføres det, at xx efter det oplyste er opmærksom på reglerne om arbejdstid og har tilrettelagt ruterne herefter, og synspunktet vedrørende løft uddybes, idet det nævnes, at intet hindrer håndtering i mindre portioner, og at arbejdsgiver har informeret om, at der ikke skal løftes mere end 10-12 kilo ad gangen.
Endelig bemærker Arbejdstilsynet, at spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesforhold ikke er reguleret i arbejdsmiljølovgivningen, og det forhold, at lønnen findes at være for lav eller at arbejdet ikke kan udføres på den afsatte tid, vedrører ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiveren og den ansatte.
5. Nyt efter klagen
Der er ikke kommet nyt til sagen efter Arbejdstilsynets udtalelse. xx har haft mulighed for at komme med bemærkninger til sagen, men har ikke reageret.
6. Regler
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde (med senere ændringer)
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser for beskæftigelse af alle unge under 18 år
§ 4. Ved enhver beskæftigelse af unge, som er under 18 år, skal der ved valg af arbejdsopgaver og ved arbejdets tilrettelæggelse drages omsorg for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
§ 5. Arbejdsgiveren iværksætter foranstaltninger efter § 4 jf. § 4 § 6 §§ 6 a-6 c og § 22 nr. 1, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, på baggrund af en vurdering af de risici arbejdet frembyder for de unge, idet der især skal tages hensyn til de særlige risici, der skyldes deres manglende erfaring, manglende bevidsthed om risici samt det forhold, at de endnu ikke er fuldt udviklede. Der skal endvidere tages hensyn til de fysiske, biologiske, kemiske samt psykiske påvirkninger, på såvel kort som langt sigt, som de unge kan blive udsat for.
Ændringer:
Ændret 1/1 1998 ved 1997-12-17-ÆB.1018.
§ 6 . Arbejdsgiveren skal sørge for, at de unge får grundig oplæring og instruktion, således at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren skal herunder gøre de unge bekendt med de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til deres sikkerhed og sundhed.
Stk. 2. Hvor der skal findes brugsanvisninger vedrørende stoffer og materialer, tekniske hjælpemidler m.v. til brug for de ansatte under arbejdet, skal arbejdsgiveren sørge for, at de unge er fortrolige med de oplysninger, der fremgår af brugsanvisningen.
Stk. 3. Arbejdet skal udføres under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år og har fornøden indsigt i arbejdets art. Tilsynet skal tilpasses arbejdets art.
.....
§ 34. Arbejdsgiveren skal ved beskæftigelse af unge, der er under 15 år, eller som er omfattet af undervisningspligten, gøre de unges forældre eller værge bekendt med beskæftigelsen, herunder arbejdstidens længde, samt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med arbejdet, og de foranstaltninger, der er truffet vedrørende sikkerhed og sundhed.
§ 35. Den daglige arbejdstid må for unge, som er 13-15 år, eller som er omfattet af undervisningspligten, ikke overstige 2 timer på skoledage og 7 timer på andre dage end skoledage. Når den daglige arbejdstid er på 7 timer, skal den ligge samlet.
Stk. 2. Den samlede ugentlige arbejdstid må ikke overstige 12 timer i uger med skoledage og 35 timer i andre uger end skoleuger.
....
§ 39. Unge, som er 13-15 år, eller som er omfattet af undervisningspligten, må ikke arbejde i tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 6.00.
Bilag 4
Liste over hvad unge, som er fyldt 13 år, må beskæftiges med
.....
19) Lettere budtjeneste, herunder udbringning af aviser og reklamer.
.....
7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.
Ikke medtaget.