Supplerende dagpenge - frigørelsesattest
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9346@2002-07-23/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 16. maj 2002.
Nævnet traf denne
De har ret til supplerende dagpenge fra den 3. september 2001, som var Deres første ansættelsesdag.
Ankenævnet har lagt til grund, at De blev ansat i en deltidsstilling hos xxx. den 3. september 2001, at ansættelseskontrakt for ansættelsesforholdet er underskrevet henholdsvis den 31. august 2001 af xxx og den 3. september 2001 af Dem, at ansættelseskontrakten indeholdt et opsigelsesvarsel. Ankenævnet har videre lagt til grund, at Deres arbejdsgiver efterfølgende har oplyst, at regnskabsarbejdet, hvis De fik fuldtidsarbejde, kunne udføres som weekend- eller aftenarbejde.
Ankenævnet har endelig lagt til grund, at Deres arbejdsgiver efterfølgende har oplyst, at selskabets advokat anvendte en standardkontrakt, som med hensyn til arbejdstid og opsigelsesvarsel ikke var blevet rettet. Kontrakten afspejlede derfor ikke de korrekte forhold.
Ankenævnet har lagt vægt på, at arbejdet ifølge Deres arbejdsgiver kunne ligge uden for normal arbejdstid, samt oplysningen om at De reelt ikke var omfattet af et opsigelsesvarsel.
Ankenævnet finder på denne baggrund, at De har ret til supplerende dagpenge fra første ansættelsesdag.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 62, stk. 1, nr. 5 og stk. 2, samt direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december om rådighed, § 19, stk. 2, og 3.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 16. november 2001.
På ankenævnets vegne
xxx
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx
Arbejdsdirektoratet + sagens akter
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Det fremgår af ansættelseskontrakten, at De blev ansat som økonomi- og regnskabschef på deltid hos xxx. Deres arbejdstid var 15 timer ugentligt, som udgangspunkt 2 dage om ugen. De kunne frit planlægge Deres arbejdstid på hverdage i tidsrummet kl. 8:30 til 16:30. De første 3 måneder af ansættelsesforholdet var prøvetid, hvor ansættelsesforholdet kunne bringes til ophør fra begge parters side med 14 dage varsel. Endvidere var funktionærloven gældende for ansættelsesforholdet.
Det fremgår af arbejdsgiverens erklæring af 24. oktober 2001, at det ved ansættelsessamtalen havde været en forudsætning, at ansættelsesforholdet ikke måtte forhindre Dem i at tage andet fuldtidsarbejde inden for normal arbejdstid. Det blev derfor aftalt, at arbejdet kunne udføres som weekend- eller aftenarbejde. Ved udarbejdelsen af kontrakten havde arbejdsgiverens advokat anvendt en standardkontrakt, hvoraf det fremgik, at arbejdet skulle udføres mellem kl. 8:30 og 16:30. Dette var ikke i overensstemmelse med aftalen, men det blev af parterne anset som en detalje, som det ikke var værd at anvende advokatomkostninger på at få rettet.
Det fremgår af Deres brev til a-kassen af 24. oktober 2001, at De havde fået foreløbigt afslag på dagpenge. De havde hele tiden stået til rådighed for arbejdsmarkedet, og De forstod ikke, at De på grund af en formel fejl i kontrakten skulle miste retten til dagpenge. De forklarede endvidere, at De havde fået arbejdsgiveren til at skrive under på frigørelsesattesten, selvom det ikke var det, De havde aftalt med arbejdsgiveren. De havde netop fået stillingen, fordi De havde lovet at fortsætte, selvom De skulle få fuldtidsarbejde med normal arbejdstid. De havde mundtligt lovet arbejdsgiveren aldrig at gøre brug af denne bestemmelse.
Det fremgår af frigørelsesattest, modtaget i a-kassen den 24. oktober 2001, at De blev ansat den 3. september 2001. Arbejdsgiveren skrev under på at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis De kunne få arbejde med en længere arbejdstid.
Det fremgår af a-kassens samtalenotat af 24. oktober 2001, at De den 24. oktober 2001 mødte personligt i a-kassen og afleverede en frigørelsesattest. De blev oplyst om, at a-kassen måtte træffe afgørelse om, at De først havde ret til supplerende dagpenge fra den dag, a-kassen modtog frigørelsesattesten. De oplyste, at De ønskede at klage over afgørelsen, og bad a-kassen sende sagen til direktoratet uden at afvente yderligere bemærkninger fra Dem. De præciserede, at det hele tiden havde været aftalt, at De kunne lægge arbejdsopgaverne, når De ville, og at De derfor uden problemer kunne lægge arbejdsopgaverne uden for almindelig arbejdstid.
Den 25. oktober 2001 traf a-kassen afgørelse om, at De ikke havde ret til supplerende dagpenge fra den 4. september 2001 til og med den 23. oktober 2001, idet a-kassen først modtog Deres frigørelsesattest den 24. oktober 2001.
Den 25. oktober 2001 sendte a-kassen Deres klage til direktoratet, idet a-kassen ikke fandt anledning til at ændre afgørelsen.".
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 16. november 2001 denne afgørelse:
"De kan først få supplerende dagpenge fra den 24. oktober 2001.
Et medlem, der har arbejde på nedsat tid med opsigelsesvarsel over for arbejdsgiver, kan kun få udbetalt supplerende dagpenge, hvis arbejdsgiveren har erklæret at ville se bort fra (frigøre medlemmet fra) opsigelsesvarslet.
Det følger af § 19, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed (rådighedsbekendtgørelsen).
Arbejdsgiverens erklæring om at ville se bort fra opsigelsesvarslet skal fremgå af medlemmets ansættelseskontrakt eller af en frigørelsesattest.
Medlemmet kan få supplerende dagpenge fra 1. ansættelsesdag - eller fra 1. dag hvor der kan udbetales supplerende dagpenge - hvis arbejdsgiverens erklæring er modtaget i a-kassen efter senest 10 hverdage (eksklusiv lørdag). Modtager a-kassen arbejdsgivers erklæring senere end de 10 hverdage, kan medlemmet først få supplerende dagpenge fra den dag, hvor erklæringen er modtaget i a-kassen.
Dette følger af § 19, stk. 3, i rådighedsbekendtgørelsen.
Direktoratet har lagt til grund, at De den 3. september 2001 blev ansat som økonomi- og regnskabschef hos xxx, at Deres ugentlige arbejdstid var aftalt til 15 timer, og at De var omfattet af et opsigelsesvarsel.
Direktoratet har lagt vægt på, at arbejdsgiveren den 24. oktober oplyste, at det havde været en forudsætning for ansættelsen, at ansættelsesforholdet ikke forhindrede Dem i at tage andet fuldtidsarbejde inden for normal arbejdstid.
Direktoratet har imidlertid også lagt vægt på, at det fremgår af ansættelseskontrakten, at De skulle arbejde 15 timer om ugen, og at De kunne frit planlægge Deres arbejdstid på hverdage i tidsrummet kl. 8:30 til 16:30.
Der er også lagt vægt på, at a-kassen i brev af 20. december 2000 vejledte Dem om reglerne for supplerende dagpenge, herunder om reglen om frigørelsesattester og 10-dages fristen.
Direktoratet har desuden lagt vægt på a-kassens oplysninger om, at De først kontaktede a-kassen den 22. oktober 2001, således at a-kassen ikke havde mulighed for at vejlede Dem konkret i forbindelse med ansættelsen.
Direktoratet finder på denne baggrund, at De først har ret til at modtage supplerende dagpenge fra det tidspunkt, hvor a-kassen modtog Deres frigørelsesattest.
De kan således først få supplerende dagpenge fra den 24. oktober 2001, jf. § 19, i rådighedsbekendtgørelsen.
Direktoratet finder ikke, at der i sagen er særlige forhold, der kan begrunde, at der skal dispenseres fra 10 dages fristen i § 19, stk. 3, i rådighedsbekendtgørelsen.".
3. Klagen til ankenævnet
I Deres klage af 6. december 2001, anførte De følgende:
"Jeg har modtaget Arbejdsdirektoratets afgørelse dateret 8. november 2001. Jeg er enig i sagsfremstillingen, bortset fra, at påstanden om at den ugentlige arbejdstid var aftalt til 15 timer, og at jeg har været omfattet af et opsigelsesvarsel.
Som det anføres i afgørelsen har jeg været gjort bekendt med reglerne om supplerende dagpenge. På grund af dette forhold og fordi jeg søger heltidsarbejde sørgede jeg derfor ved min ansættelse for ikke at være bundet til opsigelsesvarsel og faste arbejdstider. På det tidspunkt var jeg momsregistreret og det blev aftalt, at arbejdet så vidt muligt skulle udføres efter regning, for at undgå enhver misforståelse. Dette blev dog ikke til noget, da dagpengereglerne ikke tillod mig at være momsregistreret efter 1/10/01.
Derfor bliver arbejdet udført som lønmodtagerarbejde. Arbejdet består i at udføre den daglige bogføring, Dette kan gøres på hvilket som helst tidspunkt og er da også indtil nu blevet udført af et bogføringsbureau. Det var en hel klar aftale, at jeg i tilfælde af heltidsbeskæftigelse ville udføre arbejdet uden for normal arbejdstid. Dette er da også bekræftet af min chef i skrivelse af 24/10/01.
Jeg modtager en standardkontrakt, som jeg ikke anser for at have betydning, da den ikke afspejler hvad der er aftalt. Jeg viser loyalt kontrakten frem i xx. Kontrakten er imidlertid aldrig afleveret i mit firma. Derfor er Arbejdsdirektoratets afgørelse, efter min mening, truffet på forkert grundlag. Jeg skal derfor anmode om en afgørelse truffet på korrekte præmisser. Endvidere vil jeg anmode om, at få foretræde for Ankenævnet i det omfang man drager mine oplysninger i tvivl. Ved Arbejdsdirektoratets, afgørelse blev kun min modpart xxx kontaktet af sagsbehandleren."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet oversendte den 12. december 2001 Deres klage til behandling i ankenævnet og bemærkede at afgørelsen fejlagtigt var dateret den 8. november 2001.
Direktoratet anførte, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet bemærkede endvidere, at det fremgår af Deres ansættelseskontrakt, at De havde et opsigelsesvarsel, og at arbejdet skal foregå i et bestemt tidsrum inden for normal arbejdstid.
Direktoratet fastholdt derfor, at De først kan modtage supplerende dagpenge fra den 24. oktober 2001, hvor a-kassen modtog Deres frigørelsesattest.
5. Nyt efter klagen
Ankenævnets sekretariat skrev den 12. april 2002 til Dem, vedrørende Deres anmodning om at få foretræde for ankenævnet, idet omfang man ville drage Deres oplysninger i tvivl.
Ankenævnets oplyste til Deres orientering, at ankenævnets sagsbehandling normalt foregår skriftligt. Ankenævnets sekretariat gjorde Dem i den forbindelse opmærksom på, at De kunne få et møde med Deres sagsbehandler i ankenævnets sekretariat, idet det blev bemærket, sekretariatet ikke havde mulighed for, at give en forhåndsgodkendelse eller i øvrigt udtale sig om sagens endelige udfald.
De fik endvidere oplyst, at der var mulighed for efter ankenævnets bestemmelse at give møde for nævnet for at afgive forklaring om sagen.
De ringede til Ankenævnets sekretariat den 19. april 2002, hvor De oplyste, at De ikke mente, at direktoratet havde truffet afgørelsen på et korrekt grundlag, idet direktoratet havde lagt oplysningerne i kontrakten til grund, uanset at der var erklæringer fra arbejdsgiver om at situationen var en anden.
De understregede, at kontrakten blot var en standard kontrakt. De anførte, at De godt nok havde underskrevet kontrakten, men at den aldrig var blevet afleveret til arbejdsgiveren.
Ankenævnets sekretariat gjorde Dem opmærksom på, at alle oplysninger ville blive forelagt nævnet.
De oplyste herefter, at De ikke længere ønskede foretræde for nævnet.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
§ 62. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,
...
5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1.
§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
...
Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed
§ 19. Et fuldtidsforsikret medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge. Hvis medlemmets nedsatte arbejdstid ligger inden for den fulde, normale arbejdstid for medlemmets arbejdsområde, og arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, kan der dog kun udbetales supplerende dagpenge, når arbejdsgiveren erklærer at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet opnår arbejde med en længere arbejdstid.
Stk. 2. Arbejdsgiverens erklæring skal enten foreligge på en frigørelsesattest, fremgå af arbejdsgiverens meddelelse om arbejdsfordeling eller frigørelsesmuligheden skal fremgå af ansættelseskontrakten.
Stk. 3. Medlemmet vil kunne få supplerende dagpenge fra ansættelsesforholdets første dag, når arbejdsgiverens erklæring er arbejdsløshedskassen i hænde i underskrevet stand senest 10 hverdage (eksklusive lørdage) efter, at ansættelsen er begyndt, eller efter, at medlemmet skal have frigørelsesattesten for at kunne få supplerende dagpenge. Den dag, medlemmet påbegynder ansættelsen, henholdsvis den dag, fra hvilken arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, medregnes i 10-dages-fristen. Hvis arbejdsløshedskassen har modtaget arbejdsgiverens erklæring efter 10-dages-fristen, kan medlemmet tidligst få supplerende dagpenge fra dette tidspunkt.