Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9348@2002-07-25/da

Indhold

1. Indledning

Sag nr. 1: Et nævn godkendte en kommunal beslutning om at anvende magt, jfr. servicelovens § 109 c, om tilbageholdelse i boligen. Det drejede sig om godkendelse af en ny periode.

Sagen vedrørte en person, der havde selvdestruktiv adfærd, havde dels lagt sig på kørebanen og dels på anden måde forsøgt at påføre sig væsentlig personskade.

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i afgørelsen. Vi kan endvidere henvise til SM C-10-02.

Sag nr. 2: Sagen drejede sig om flytning fra almindelig plejebolig til plejebolig i skærmet enhed.

Nævnet fandt i lighed med kommunen, at flytningen skulle behandles efter reglerne om magtanvendelse, jfr. princippet i SM C-29-01(om flytning fra skærmet enhed til almindelig afdeling).

Personen der var 87 år havde en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Ifølge en lægeerklæring var hun svært dement, kunne ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger og var ikke i stand til at give samtykke til flytningen. Personen var bl.a. dørsøgende og var faldet ned af trappen.

Nævnet fandt imidlertid ikke at flytningen var absolut påkrævet for at hun kunne få den nødvendige hjælp og hjælpen ikke kunne gennemføres i den hidtidige bolig.

Nævnet lagde vægt på, at hun kun én gang var faldet ned af trappen med sin rollator, og at dette skete inden lokalcentret påbegyndte overvågning af hende i det tidsrum, hvor hun erfaringsmæssigt var mest urolig og søgte ud mod trappen.

Nævnet havde bemærket sig, at personen, når der ikke var specielt overvågning af hende, havde søgt mod trappen, men hvor ofte dette var sket og under hvilke omstændigheder, kunne der ikke gives nærmere oplysning om. De gange hun uden for overvågningsperioden havde søgt mod trappen, var det blevet opdaget af personalet.

Nævnet fandt på dette grundlag, at hun med den nødvendige opmærksomhed fra personalets side og med overvågning i de tidsrum, hvor hun erfaringsmæssigt blev mest urolig, kunne blive i nuværende bolig uden at blive udsat for alvorlig personskade.

Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til afgørelsen, der må anses for at være i overensstemmelse med gældende regler og praksis.

Sag nr. 3: Sagen vedrørte en 48-årig kvinde, der led af Chorea Huntington med følger i form at ufrivillige bevægelser og præsenil demens.

Hun boede sammen med en voksen søn. Hun ønskede ikke hjemmehjælpernes og hjemmesygeplejerskernes besøg. Hun ønskede ikke at tale med sin læge. Ønskede ikke behandling og fik ikke lægeordineret medicin.

Sønnen havde oplyst, at moderen var totalt afhængig af ham. Hun kunne overhovedet ingenting selv, udover at spise og drikke. Hendes rygning udgjorde en stor fare, hvilket gulvet, sofaen og stolen vidnede om. Der var fyldt med brændemærker. Hun spiste mindre og mindre og tabte sig.

Han mente, at det bedste for ham og moderen ville være, at hun kom på plejehjem, hvor der var nogle, som kunne tage sig af hende. Han agtede selv at flytte hurtigst muligt.

Nævnt fandt ikke, at moderen uden sit samtykke skulle optages på et plejehjem, jfr. servicelovens § 109 e.

Nævnet lagde vægt på, at moderen var blevet tiltagende dårligere og det var beskrevet, at hun havde behov for såvel personlig som praktisk bistand, samt at hun var aggressiv og vredladen overfor hjemmeplejens personale, naboen og sønnen.

Nævnet lagde endvidere vægt på kommunens beskrivelse af, at hjemmet var rodet og beskidt, at hun selv var usoigneret, at der var brændemærker på møbler m.v., da moderen ofte tabte en tændt cigaret, hvilket også havde nødvendiggjort indkøb af ny dyne, at hun ikke fik tilført de nødvendige kalorier og havde tabt sig, at hendes gangfunktion var nedsat, og at hun ofte faldt.

Nævnet fandt imidlertid ikke, at der var oplyst om en faktisk risiko for alvorlig personskade. Der var således ikke oplysninger om, at hun faktisk havde været udsat for en brandfare ved sin omgang med cigaretter, eller at hun ikke havde handlet fornuftsmæssigt, når hun havde tabt en tændt cigaret. Der var endvidere ikke oplysninger om, at hun havde været i fare ved ikke at indtage tilstrækkelig føde eller væske.

Nævnet fandt ikke, at hun kunne anses for at have udsat sig selv for alvorlig personskade ved fald. Det var beskrevet, at hun havde set ud til at have slået sig. Pådragelse af skrammer og lignende var efter nævnets opfattelse ikke alvorlig personskade.

Nævnet lagde ved sin behandling endvidere vægt på, at bestemmelsen i servicelovens § 109 e forudsattes anvendt i få enkeltstående og graverende tilfælde, hvor der var konstateret en høj grad af sandsynlighed for, at pågældende indenfor kortere tid ville udsætte sig selv for alvorlig skade på legeme eller helbred.

Det var således ikke i sig selv tilstrækkeligt, at pågældende ikke kunne overskue konsekvenserne af sine egne handlinger.

Nævnet fandt på den baggrund, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at moderen ved forbliven i eget hjem udsatte sig selv for alvorlig personskade, og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en flytning, jfr. servicelovens § 109, stk. 2.

Nævnet bemærkede, at der forelå en ny situation, når sønnen flyttede.

Sag nr. 4: Sagen vedrørte en 88-årig kvinde med frontallapsdemens, hvor nævnet ikke fandt, at kunne godkende kommunen indstilling om optagelse i særligt botilbud, hvorved hun mod sin vilje skulle flytte fra sin nuværende bolig.

Der var tale om en person, som havde brændt porcelæn af på gaskomfuret, hvorefter viceværten lukkede for gassen til lejligheden. Endvidere havde der været en episode, hvor viceværten måtte slukke en brand i nogle lyskranse på bordet.

Der var henvendelser fra naboer og andre der fulgte hende hjem, når ikke kunne finde vej selv. Hun kunne ikke skelne fortov fra vej og trådte blot ud mellem bilerne. Kunne gå uden tilstrækkeligt tøj på om vinteren og man havde en enkelt gang fundet hende liggende kold og forkommen mellem affald bag et pizzeria.

Nævnet fandt ikke, at den manglende trafiksikkerhed havde den reelle og ikke kun hypotetiske karakter, som vejledningen om magtanvendelse kræver, jfr. punkt 12.1.1.

Der skulle være en vis sandsynlighed for, at hun ville komme ud for en alvorlig personskade, hvilken ikke fandtes at være tilstede så længe der ikke kunne siges at have været konkrete hændelser, der viste den overhængende fare.

Nævnet fandt, at mindre indgribende foranstaltninger som f.eks. alarm- eller pejlesystemer, jfr. 109 a, i vidt omfang ville kunne eliminere den fare for personskade, som hun bragte sig i, når hun forlod sin bolig uden at kunne finde tilbage. Tilsvarende ville for eksempel røg-/brandalarmer (evt. med forbindelse til viceværten eller lign.) i hendes lejlighed kunne afsløre, hvis den enkeltstående episode med ild i lyskransen skulle gentage sig.

Sag nr. 5: Der var tale om en 78-årig kvinde, som led af moderat til svær demens. Kommunen begrundede indstillingen med, at hun udsatte sig selv for fare ved at blive i egen bolig, da hun ofte forlod boligen især om natten. Hun var ikke i stand til at forsørge sig selv, idet der fandtes fordærvet mad i køleskabet. Der var risiko for brandfare, idet hun røg meget og ofte havde tændte stearinlys i soveværelset.

Af sagen fremgik, at hun var tilmeldt den kommunale madordning og siden havde modtaget personlig og praktisk hjælp i forbindelse med alle måltider. Modtog personlig hjælp i forbindelse med af-og påklædning samt tilsyn 1-2 gange hver nat. Hjemmeplejen havde løbende fjernet stearinlys, der var bevilget rygesengetøj, samt installeret røgalarm i soveværelset.

Nævnet kunne ikke godkende, at hun blev optaget i et særligt botilbud uden samtykke.

Nævnet fandt ikke, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at hun udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, jf. servicelovens § 109 e, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var registreret tilfælde af fordærvet mad efter at hun var tilmeldt den kommunale madordning, og at hun modtog daglig personlig hjælp i forbindelse med måltiderne.

Nævnet noterede sig, at selvom der forelå beskrivelse af tre tilfælde, hvor hun havde forvildet sig ud om natten, og ikke ved egen hjælp havde kunnet finde tilbage til egen bolig, var der ikke beskrivelse af, i hvilket omfang hun udsatte sig for alvorlig personskade i disse situationer.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå beskrivelse af i hvilket konkret omfang hun udsatte sig selv for alvorlig personskade ved rygning.

Sidstnævnte 3 eksempler rummer alle forhold, hvori indgår risiko for brand. Ankestyrelsen har ikke offentliggjort praksis, der viser eksempler på, hvor konkret risikoen skal være for at pågældende opfylder betingelsen om at udsætte sig for alvorlig personskade ved at forblive i eget hjem. Styrelsen kan dog henvise til C-26-00, hvori også indgår en episode med brand.

Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til de konkrete sager, hvor der dels har været tale om en hjemmeboende voksen søn, og hvor dels mindre indgribende foranstaltninger enten var etableret eller kunne etableres.

Nævnet har i sidstnævnte eksempel oplyst, at sagen har været medvirkende til, at det overvejes fremover i nævnets afgørelser efter servicelovens § 109 e at medtage følgende passus:

» Ved behandlingen af en indstilling om optagelse i botilbud uden samtykke er det nævnets opgave at vurdere, om betingelserne i serviceloven er opfyldt. Nævnet tager således ikke stilling til, hvor eller hvordan den pågældende person mest hensigtsmæssigt kan bo « , eller lignende.

Ankestyrelsen har forstået ovenstående således, at nævnsmedlemmer ville finde det hensigtsmæssigt at personen blev flyttet uden at nævnsmødet fandt at betingelserne var opfyldt. Ankestyrelsen har ingen kommentarer hertil.

Sag nr. 6: Sagen drejede sig om en 87-årig mand, som var stærkt hukommelsessvækket og skulle have hjælp til alt.

Da hustruen kom på hospitalet i forbindelse med blodprop, kom han på aflastning på plejehjem, da han ikke kunne være alene. Hustruen var hjemme igen, men orkede ikke at passe manden, heller ikke med hjælp. Hustruen var fraflyttet den tidligere fællesbolig.

Nævnet fandt, at betingelserne for tvangsmæssig flytning var opfyldt, jf. § 109 e.

Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af de foreliggende oplysninger, at han var svært dement. Han var således ude af stand til at genkende sine nærmeste pårørende og ude af stand til at tage vare på sig selv. Han havde behov for konstant opsyn, og havde ikke været alene i adskillige år. Hans ægtefælle havde hidtil kunnet hjælpe ham, men hun var nu fraflyttet den tidligere fælles bolig.

Han fremtrådte med et massivt plejebehov, hjælpeløs uden indsigt i egne behov, var ikke i stand til at tage vare på sig selv og var ude af stand til at tilkalde hjælp ved behov. Der var behov for konstant overvågnings- og hjælpemulighed, som ikke ville kunne dækkes tilfredsstillende ved andre kommunale foranstaltninger.

Ankestyrelsen har på det foreliggende ingen bemærkninger til afgørelsen.

Sag nr. 7: Sagen drejede sig om en mand, der som følge af apopleksi var blevet urolig og aggressiv, hvorfor hustruen ikke magtede at få ham hjem. I hvilket grad han var dement fremgik ikke nærmere af afgørelsen.

Han blev efter sygehusopholdet anbragt i aflastning på et plejehjem uden samtykke og fik 4 uger efter en permanent plads på plejehjemmet uden iagttagelse af reglerne i servicelovens § 109.

Han var dørsøgende samt truende overfor andre beboere. Han var anbragt på demensafsnittet, hvor det på trods af personaledækning 1/1 ikke var lykkedes at afhjælpe hans uro og vrede.

Efter to gange inden for et døgn at være fundet i en fjord, blev han uden forudgående godkendelse flyttet til et andet bestemt botilbud med specialuddannet personale.

Nævnet fandt, at da ansøgeren var optaget i plejehjemmet uden iagttagelse af servicelovens § 109 skulle optagelsen i det bestemte botilbud vurderes i forhold til forbliven i eget hjem.

Nævnet fandt det påkrævet, at manden optoges i det bestemte botilbud for at få den nødvendige hjælp, og at den nødvendige hjælp ikke kunne gennemføres i hans hidtidige bolig Det var nævnets opfattelse at risikoen for lignende farlige situationer, som var opstået under opholdet på plejehjemmet ville være større i eget hjem.

Ankestyrelsen har ikke haft sager, hvor der er taget stilling til, om vurderingen i en sådan situation skal ske i forhold til forbliven i eget hjem, eller om nævnet på anden måde end sket i ovennævnte sag først må forholde sig til den flytning, der ikke er søgt godkendt.

Sag nr. 8: Sagen drejede sig om en sag, hvor nævnet ikke fandt, at lovens betingelser for flytning af en 79-årig kvinde fra et plejehjem til et socialpsykiatrisk botilbud var opfyldt.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret tilstrækkelig risiko for at kvinden udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive på plejehjemmet.

Nævnet havde imidlertid måtte tage stilling til en flytning, der reelt var gennemført, hvilket ikke havde været hensigten med de gældende bestemmelser i serviceloven.

Nævnet mente dog ikke at have hjemmel til at pålægge kommunen at flytte hende tilbage til plejehjemmet, men indskærpede at reglerne skulle overholdes fremover.

Det er Ankestyrelsens umiddelbare opfattelse, at konsekvensen af, at nævnet ikke har kunnet godkende flytningen må være, at den ulovlige tilstand ikke kan opretholdes, hvorfor kommunen som udgangspunkt kan pålægges at bringe den ulovlige tilstand til ophør.

I modsat ville den efterfølgende godkendelsesprocedure heller ikke have nogen mening.

Ankestyrelsen har ingen praksis herom.

Sag nr. 9: Sagen drejede sig om en mand, der var indlagt på sygehus med en blodprop i hjernestammen.

Blodproppen havde medført total lammelse af alle ekstremiteter samt ansigts- og synkemuskler. Han var helt uden selvstændige funktioner og der var behov for massiv pleje.

Manden boede sammen med sin hustru og kommunen påtænkte en flytning til en plejehjemsbolig, hvor der var tilknyttet plejepersonale 24 timer i døgnet i en privat udlejningsejendom, der ejedes af en pensionskasse.

Nævnet godkendte flytningen og fandt, at betingelserne for flytning uden samtykke efter servicelovens § 109 e var opfyldt.

Nævnet var opmærksom på, at den omhandlede plejebolig ikke direkte var omfattet af opregningen i § 109 e af boligtyper, hvortil nævnet kan beslutte flytning.

Da det imidlertid var oplyst, at boligen nøje svarede til en tilsvarende plejebolig efter lov om almene boliger med hensyn til omsorg og pleje, tilsyn og indretning, fandt nævnet, at bestemmelsen kunne anvendes analogt med hensyn til den her omhandlede bolig. Der var herved også lagt vægt på, at forskellen i nettohuslejen var beskeden.

Ankestyrelsen finder umiddelbart, at opregningen i servicelovens § 109 e må anses for at være udtømmende, jf. punkt 12.2, i vejledningen om magtanvendelse

Versioner

1. 2002-07-25