Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 35/2002

GældendeVersion 2002-07-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9351@2002-07-30/da

Indhold
  1. Indledning

[En mand K] har ved advokat Ib Gorm Pedersen klaget til Pressenævnet over et indslag bragt på TV 2/Fyn den 26. februar 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Indslaget bestod af følgende speak:

"To socialpædagoger fra Glamsbjerg blev i dag ved landsretten i Odense dømt for ulovlig tvang og frihedsberøvelse. De to pædagoger fra Den Sociale Udviklingsfond foretog sidste år en såkaldt civil anholdelse af en 24-årig narkoman, da han nægtede at forlade en ungdomsbolig i Glamsbjerg. Politiet i Assens godkendte anholdelsen, men både byretten og nu landsretten vurderer, at der er tale om en strafbar handling. Den 24-årige mand hævder, at han blev udsat for trusler og vold fra pædagogerne. Dommen blev gjort betinget, da de to pædagoger ikke tidligere har være straffet."

Speaken blev ledsaget af billeder fra en gade, hvorefter der panoreres hen over et gult hus, som der zoomes ind på. I et vindue på førstesalen ses først én person og dernæst ganske kort en anden. Ingen af personerne fremstår umiddelbart letgenkendelige. Herefter vises billeder af en bygning med et skilt, hvorpå der står "SUF BO-SELV".

Klager har henvist til, at der i tv-indslaget blev nævnt en 24-årig narkoman samtidig med, at der blev vist billeder af klager stående i vinduet til lejligheden, som han bebor.

Klager har anført, at han ikke er narkoman, ikke er 24 år og overhovedet ikke har været involveret i den sag, der omtales. Boligen har heller intet med den omtalte sag at gøre. Glamsbjerg er en lille by, og alle ved, hvad det er for en bygning, der er blevet vist, og alle ved, at klager bor der. Alle tror nu, at det er klager, der har været udsat for en ulovlig anholdelse, og at det er klager, der er en 24-årig narkoman.

TV 2/Fyn har oplyst, at det gule hus, der vises under speakens andet afsnit ved en fejl ikke er det hus, der rummer den ungdomsbolig, der vedrører sagen. Det hus, hvori anholdelsen foregik, ligger lidt derfra, ligner det viste hus og er også gult. Billedet omfatter en kort panorering hen over huset, og under panoreringen ses der i to forskellige vinduer to forskellige personer. Efterfølgende vises andre bybilleder fra Glamsbjerg.

TV 2/Fyn har anført, at TV 2/Fyn på trods af, at der er vist billeder af det forkerte hus, ikke har oplyst, at personen i vinduet har været involveret. Det fremgår således hverken af tekst- eller billedside, at personerne i vinduerne er involverede, hverken som de i speaken omtalte pædagoger eller den 24-årige narkoman. Billedsiden tjener alene det formål at vise gadebilleder, der understøtter, at historien foregår i Glamsbjerg. Det er indklagedes vurdering, at klager ikke har lidt skade af nogen art på grund af indslaget. Indklagede må derfor afvise klagen. Som anført af klager, er Glamsbjerg et lille bysamfund, hvor alle ved, hvad det er for en bygning, der vises i TV 2/Fyn, og alle ved, at klager bor der. Netop derfor må det antages, at alle også ved, i hvilket hus den civile anholdelse foregik, at det ikke var det hus, man så i indslaget, og at klageren derfor ikke var den omtalte 24-årige narkoman. Seere uden lokalkendskab har selvsagt ikke kunne foretage en sådan fejlslutning. De kender hverken huse eller personer og vil end ikke kunne genkende klienten efter at have set indslaget.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet lægger på baggrund af parternes samstemmende forklaring til grund, at det gule hus, der vises i indslaget, ikke er det hus, hvori den omtalte anholdelse fandt sted.

Nævnet bemærker, at det ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere ham som den person, der bor i det gule hus.

Nævnet finder, at det udfra speakens sammenhæng med de viste billeder ikke kan afvises, at seeren kan få det indtryk, at den person, der bor i det gule hus, er identisk med den i indslaget omtalte 24-årige narkoman. Nævnet finder, at indklagede har handlet i strid med god presseskik ved ikke i indslaget at have gjort klart, at dette ikke var tilfældet, og nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af TV 2/Fyn at offentliggøre følgende:

Den 26. februar 2002 bragte TV 2/Fyn en omtale af, at to pædagoger ved landsretten var blevet dømt for ulovlig tvang og frihedsberøvelse af en 24-årig narkoman i forbindelse med en civil anholdelse af den pågældende. I den forbindelse blev der vist billeder af et bestemt hus i Glamsbjerg.

Beboeren af det pågældende hus har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

TV 2/Fyn har erkendt, at det viste hus intet har med sagen at gøre.

Nævnet bemærker, at det ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere ham som den person, der bor i det gule hus.

Nævnet finder, at det udfra speakens sammenhæng med de viste billeder ikke kan afvises, at seeren kan få det indtryk, at den person, der bor i det gule hus, er identisk med den i indslaget omtalte 24-årige narkoman. Nævnet finder, at indklagede har handlet i strid med god presseskik ved ikke i indslaget at have gjort klart, at dette ikke var tilfældet, og nævnet udtaler sin kritik.

Afsagt den 19. juni 2002.

Versioner

  1. 2002-07-30