Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/2002

GældendeVersion 2002-07-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9353@2002-07-30/da

Indhold
  1. Indledning

[En mand K] har ved advokat Kenneth Pilemann klaget til Pressenævnet over et indslag bragt på TV 2/Østjylland den 14. februar 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I udsendelsens indledning hedder det:

Speak : "Rockerne i Randers går nye veje. I dette hus ligger nu et ejendomsselskab kontrolleret af rockergruppen Hells Angels."

-----

Speak : "Hvidvaskning af narkopenge. Politiet i Randers mistænker nu rockergruppen Hells Angels for at vaske sorte penge hvide. Mistanken kommer efter, at et HA-medlem for nyligt har åbnet et ejendomsselskab i byen. Og at rockere har sat sig på flere og flere ejendomme i byen den seneste tid.

Speak : I Randers er et nyt kapitel i rockernes historie begyndt. Handel med fast ejendom er ifølge politiet blevet en del af Hells Angels´ måde at drive virksomhed på.

Politiinspektør John Jakobsen : Vi har igennem de sidst halvandet år set, at vores lokale rockere i større og større udstrækning får rådighed over flere og flere ejendomme her i byen.

Speak : Her på [vejnavn] ligger rockerborgen Hells Angels´ samlingssted og ifølge politiet formentligt også den uofficielle adresse for flere rockere. [Vejnavn + nr.], midt i et villakvarter. Her bor et fuldgyldigt medlem af Hells Angels, og en såkaldt hang-around. Her på [vejnavn + nr.] bor et fuldgyldigt medlem af Hells Angels. Ejendommen blev ransaget af Randers politi samtidig med rockerborgen natten til den 18. januar i år. Alle tre ejendomme er købt i løbet af det sidste halvandet år, og af den samme mand [K], bilforhandler i Silkeborg. Politiet finder det påfaldende, at den samme person på så kort tid køber tre ejendomme, der nu alle kontrolleres af Hells’ Angels.

J.J. : Ved det, at man ejer flere ejendomme og lejer ud til samme personkreds, tyder det selvfølgelig på, at der er et tæt samarbejde mellem rockerne i Randers og Top Ti Biler i Silkeborg.

Speak : Kriminalpolitiet ved ikke, hvad Hells Angels formål er med at kontrollere stadig flere ejendomme, men det vækker politiets mistanke.

Vicekriminalinspektør Jens Nørvang Madsen : Det kan jo være, at det bruges som dække for en eller anden art af hvidvaskning. Det kan være nogle udbytter, der lige skal en tur igennem en legal virksomhed, inden de så skal ud på, hvad skal man sige, det mere officielle marked.

Speak : Vi forsøgte forgæves at høre [K]s egen forklaring på hans forbindelse til Hells Angels.

Telefon-interviewer : Du har jo flere ejendomme, som er beboet af Hells Angels medlemmer. Hvad er dine relationer til dem.

[K] : Ingenting af kommentarer. Og så var det det.

Speak : Meget tyder på, at [K] planlægger at opkøbe flere ejendomme i Randers. I dette hus i Randers holder et nyt ejendomsselskab til FLS Bolig ApS. Stiftet for to måneder siden af [K] og Hells Angels såkaldte krigsminister. Ifølge kommunens ejendomsregistrering ejer selskabet endnu ikke ejendomme i Randers, men formålet er ifølge selskabsrapporten "boligudlejning og formidling samt dermed i øvrigt beslægtet virksomhed". Yderligere tre ejendomme i Randers kontrolleres nu af Hells Angels. I [vejnavn + nr.] bor den såkaldte præsident for Hells Angels. I nummer [..] bor en anden person tæt på inderkredsen i HA. Hjørneejendommen her er kendt af politiet for blandt andet bordelvirksomhed og hashsalg. Ejeren af alle tre ejendomme er en bilforhandler fra Aalborg. Han har ikke været til at træffe for en kommentar. Når rockerne spreder deres besiddelser ud over både midtby og villakvarterer skaber det utryghed for borgerne mener politiet.

J.J. : Det er jo fuldt ud lovligt at bosætte sig, hvor man vil, men det er klart, at med den aura af vold og trusler om vold, de medbringer, når de kommer med deres veste og den måde de nu ser ud på, at det er dem, der skaber utryghed.

Speak : Politiet i Randers efterforsker selv mistanken om hvidvaskning af penge. Det er kun i sjældne tilfælde, at Bagmandspolitiet går ind i sagerne.

Klageren har anført, at TV 2/Østjylland i indslaget og den efterfølgende behandling af sagen klart har overtrådt reglerne om god presseskik. Det er særdeles kritisabelt, at der i den berørte nyhedsudsendelse blev lavet en klar sammenkædning mellem klager og hvidvaskning af narkopenge hidrørende fra Hells Angels, uden at det på nogen måde overhovedet er underbygget i udsendelsen eller har hold i virkeligheden overhovedet. Klager mistænkeliggøres derved. De personer, der på vegne af Randers Politi udtalte sig, har ikke på noget tidspunkt udtalt sig om, at der var tale om, at klager hvidvaskede narkopenge. Denne sammenkædning er lavet af TV 2/Østjylland, hvilket klart er i strid med de presseetiske regler. TV 2/Østjylland har dermed opfundet en historie om, at klager skulle hvidvaske narkopenge for Hells Angels.

Klageren har i den forbindelse peget på, at formuleringen "rockere har sat sig på flere og flere ejendomme i byen" alene kan forstås således, at klager er medlem af Hells Angels, idet ejendommene som TV 2/Østjylland er bekendt ejes af klager. Klager er ikke medlem af Hells Angels. At der ikke efterfølgende har været nogen reaktion fra Hells Angels, er sagen uvedkommende. Det er åbenlyst, at der mellem lejer og udlejer af en ejendom er en "forbindelse". Ved anvendelsen af ordet "nær" forfølger TV 2/Østjylland indslagets bærende tema: Hvidvaskning af narkopenge samt klagers medvirken hertil. At man med en enkeltperson opretter et selskab der så vidt oplyst ikke ejer fast ejendom betyder ikke, at man har "nære" forbindelser, og oplysningen er som sådan alene et forsøg på yderligere mistænkeliggørelse. I de lokale aviser har indslaget efterladt det klare indtryk, at klager medvirkede til hvidvaskning af narkopenge.

Klageren har endvidere anført, at den sammenklipning, TV 2/Østjylland har foretaget, tillige er i strid med de presseetiske regler, da det ved gennemsyn af nyhedsudsendelsen fremstår, som om Randers Politi mener, at [K] hvidvasker narkopenge for Hells Angels og tillige fremstår som medlem af Hells Angels Randers. Dette er selvfølgelig belastende for klager, da det danske politi udtaler sig med en vis autoritet.

Klageren har i den forbindelse påpeget, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Såfremt TV 2/Østjylland mener, at politiets udtalelser ikke var møntet på klager, findes indslaget at være uden denne skarpe opdeling, og sammenkædningen mellem klager og politiets udtalelser findes derfor endvidere at være i strid med god presseskik.

Klageren har desuden anført, at klager alene har modtaget telefonopringninger vedrørende indslaget og ikke forud været præsenteret for politiets udtalelser.

Klageren har endelig anført, at TV 2/Østjylland har overtrådt de presseetiske regler ved, at indklagede har undladt at medtage speaken i den kopi af udsendelsen, indklagede fremsendte til klagers advokat efter første henvendelse. Speaken udelades på trods af, at det klart fremgik af den skrivelse, der fulgte med anmodningen om en kopi af båndet, at speaken var af klar interesse for klagers advokats vurdering af sagen.

TV 2/Østjylland har oplyst, at baggrunden for det pågældende indslag var en episode omkring årsskiftet 2001/2002 i Tilst ved Århus, hvor politiet skød og dræbte to biltyve, hvoraf den ene var medlem af Hells Angels. Efterfølgende forsøgte TV 2/Østjylland at kortlægge Hells Angels’ aktiviteter i området.

TV 2/Østjylland har videre oplyst, at det er veldokumenteret, at medlemmer af Hells Angels både internationalt, nationalt og lokalt har tilknytning til handel med narkotika. Det er påvist i internationale politiredegørelser, i interviews med ledende politifolk med narkokriminalitet som speciale, og det er konkret påviseligt gennem de straffelovsovertrædelser, som enkeltmedlemmer af Hells Angels har været involveret i. Samme billede er gældende i Østjylland. I Randers er Hells Angels-medlemmer og såkaldte "prospects" registreret for flere hundrede straffelovsovertrædelser, bl.a. af narkotikalovgivningen. Et åbent spørgsmål har været, hvorledes penge, f.eks. fra salg af narkotika, kommer i almindelig cirkulation. Det er udgangspunktet for det omhandlede indslag. Indslaget omtaler, hvorledes midler i Hells Angels-regi, der bl.a. hidrører fra handel med narkotika, bringes i almindeligt omløb.

TV 2/Østjylland har i den forbindelse anført, at klager ikke er part i en vurdering af forholdet mellem såkaldt hvidvaskning af narkopenge og Hells Angels. Klager er ikke nævnt i den forbindelse. Ingen andre, der er sat i forbindelse med den såkaldte "hvidvaskning" f.eks. medlemmer af Hells Angels , har klaget eller reageret på indslaget i øvrigt.

TV 2/Østjylland har desuden anført, at klager udelukkende er omtalt som følge af sin forbindelse med Hells Angels via ejendomsbesiddelser, hvilket fremgår af kronologien i indslaget. I forbindelse med beskrivelsen af forløbet siger en repræsentant for politiet, at det forhold, at man ejer flere ejendomme og lejer ud til samme personkreds, tyder på, der er et tæt samarbejde mellem klagers firma og rockerne. Senere dokumenteres, at et nyt ejendomsselskab er stiftet i fællesskab af klager og Hells Angels´ såkaldte krigsminister med det formål at "drive boligudlejning og formidling". Det er efter indklagedes vurdering på den baggrund påvist, at klager har en nær forbindelse med Hells Angels.

TV 2/Østjylland har videre anført, at det ikke i indslaget eller i op- og nedslaget til indslaget bliver sagt, at klager skulle hvidvaske eller medvirke til hvidvaskning af narkopenge. Hvidvaskning af narkopenge er alene omtalt i forbindelse med Hells Angels. Klager er alene omtalt på grund af sin ejendomsforbindelse til Hells Angels. Dette forhold har til gengæld betydelig offentlig interesse. Med en nær kontakt til en organisation som Hells Angels og dens mest fremtrædende medlemmer, risikerer man at blive nævnt i den forbindelse. I dette tilfælde er anledningen tilmed oprettelsen af et fælles ejendomsselskab og et intensivt lejer/udlejer forhold. Det er en nødvendig opgave i nyhedsformidlingen at kaste lys over forhold af denne karakter. Sagen har da også efterfølgende vakt stor regional debat.

TV 2/Østjylland har desuden anført, at klageren ikke er part i forhold til sammenklipningen af politiets udtalelser. Det faktiske indhold i det pågældende afsnit i udsendelsen handler alene om overordnede betragtninger fra politiets side vedrørende det at kontrollere ejendomme og beskæftige sig med ejendomshandel. Indklagede erkender, at udtalelserne fra politiet er generelle og ikke omhandler konkrete mistanker fra specifik efterforskning. Der er intet nyt eller overraskende i politiets betragtninger. Der er ikke tale om krydsklipning.

TV 2/Østjylland har i øvrigt oplyst, at tv-stationens journalister gentagne gange har været i kontakt med klager for at få ham til at uddybe de omtalte forhold. Alle henvendelser både før og efter indslaget har været forgæves. Han har således fået forelagt de oplysninger om udlejningsforhold, der præsenteres i indslaget, men har ikke ønsket at kommentere dem. Han blevet spurgt om kontakten til Hells Angels, men har afvist at kommentere denne. Den omstændighed, at klager ikke ønsker at kommenterer oplysningerne, betyder dog ikke, at TV 2/Østjylland vil undlade at omtale sagen.

TV 2/Østjylland har endelig anført, at kopi af det såkaldte "sladrebånd", hvoraf op-og nedlæg til indslaget fremgår, normalt ikke sendes ud af huset og slet ikke, når studiedelen ikke udtrykkeligt er efterspurgt.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til efter hvilke retningslinier, indklagede har valgt at udlevere videobånd.

Indslaget indledes med en speak, hvoraf det fremgår, at politiet mistænker rockergruppen Hells Angels for hvidvaskning af narkopenge. I indslaget omtales herefter klagers forbindelse til Hells Angels, idet Hells Angels har en række lejemål i Randers, som ejes af klager, og idet klager har oprettet et ejendomsselskab sammen med Hells Angels´ såkaldte krigsminister. I indslaget bringes politiets opfattelse af, at denne forbindelse kunne tyde på, at der er et tæt samarbejde mellem klager og Hells Angels, ligesom politiet udtaler, at det kan være, at kontrollen over ejendommene skal bruges til en eller anden form for hvidvaskning.

Nævnet finder, at det ikke af omtalen af klager i indslaget kan udledes, at han skulle være involveret i hvidvaskning af narkopenge i og med, at hans rolle som udlejer og medindehaver af et ejendomsselskab nævnes. Nævnet bemærker i den forbindelse, at indklagede efter det oplyste har forsøgt at indhente klagers kommentarer til forbindelsen til Hells Angels.

Nævnet finder ej heller grundlag for at kritisere anvendelsen af de indhentede udtalelser fra Randers Politi.

Indklagede har heller ikke i øvrigt handlet i strid med god presseskik.

Afsagt den 19. juni 2002.

Versioner

  1. 2002-07-30