Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 41/2002

GældendeVersion 2002-07-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9355@2002-07-30/da

Indhold
  1. Indledning

[En mand K] har klaget til Pressenævnet over to billeder bragt i Holbæk Amts Venstreblad den 23. marts 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klagen vedrører to billeder, der blev bragt i forbindelse med en artikel om et gammelt hus i Rørvig i bladets boligtillæg. De to billeder viste førstesalen i huset fotograferet indefra. Billederne var ledsaget af en beskrivelse af førstesalens indretning. Klager bebor førstesalen i huset.

Klageren har anført, at skribenten/fotografen ikke havde hans tilladelse til at offentliggøre billederne. Det er et klart brud på god presseskik fremskaffelse af billedmateriale samt misbrug af tillid.

Klageren har oplyst, at han blev kontaktet af skribenten, der var på besøg hos klagers nabo, og som var ved at skrive en artikel om huset. Klager meddelte skribenten, at han ikke ville have offentliggjort billeder af lejligheden, men han lukkede skribenten ind, da denne oplyste, at han ikke ville tage billeder, men "kun se" lejligheden. Skribenten spurgte igen, om han måtte tage et par billeder, hvilket klager afviste. Efter længere tids pres gik klager imidlertid med til at lade skribenten tage billeder fra to vinkler til "hans arkiv", som skribenten udtrykte det. Klager fjernede herefter af forfængelighed et par genstande, så lejligheden fremtrådte ryddelig. Inden skribenten gik, aftalte parterne igen, at billederne ikke måtte offentliggøres.

Bladet har oplyst, at artiklen er en del af en løbende serie om særlig arkitektur, der gør sig gældende for udvalgte ejendomme i bladets udgivelsesområde. Artiklerne køber bladet af arkitekt Erik Pingel. Der afregnes for hver enkelt artikel, og der er således ikke tale om noget egentligt ansættelsesforhold. Bladet modtager artiklerne med billeder og tager i hvert enkelt tilfælde stilling til, om en fremsendt artikel skal bringes.

Bladet har på baggrund af oplysninger fra skribenten anført, at der er tale om en misforståelse. Det handlingsforløb, der resulterede i, at der overhovedet blev taget interiørbilleder, viser, at dette er tilfældet. Det er skribentens opfattelse, at klager ikke ønskede at fremstå i avisen, men at klager på trods heraf accepterede optagelsen af de to interiørbilleder med henblik på at bringe dem i avisen. Det er af skribenten anført, at klager ryddede op, og at han var med til at vurdere optagelsesvinklerne med det formål ikke at vise kostbart indbo. Skulle bladet have gjort sig skyldig i et brud på god presseskik, bør der føres et klart bevis for, at skribenten har misbrugt klagers tillid, og at bladet havde været vidende derom.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at et medie er ansvarlig for al redaktionel tekst, der offentliggøres i mediet, herunder artikler skrevet af freelance-journalister.

Nævnet bemærker endvidere, at billederne, der er fra et privat hjem, er fotograferet på et sted, der ikke er offentlig tilgængeligt, og en offentliggørelse af billederne vil derfor forudsætte ejerens udtrykkelige samtykke. Henset til parternes modstridende oplysninger finder nævnet det ikke godtgjort, at der til offentliggørelsen har foreligget et sådant samtykke. Bladet har derfor ved at bringe billederne handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Holbæk Amts Venstreblad at offentliggøre følgende:

Den 23. marts 2002 bragte Holbæk Amts Venstreblad i bladets boligtillæg en omtale af et gammelt hus i Rørvig. I den forbindelse blev der bragt to billeder fra førstesalen fotograferet indefra. Ejeren af førstesalen har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at bladet har tilsidesat god presseskik ved at offentliggøre billederne, hvilket han ikke har givet samtykke til.

Pressenævnet bemærker, at billederne, der er fra et privat hjem, er fotograferet på et sted, der ikke er offentlig tilgængeligt, og en offentliggørelse af billederne vil derfor forudsætte ejerens udtrykkelige samtykke. Henset til parternes modstridende oplysninger finder nævnet det ikke godtgjort, at der til offentliggørelsen har foreligget et sådant samtykke. Bladet har derfor ved at bringe billederne handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Afsagt den 19. juni 2002.

Versioner

  1. 2002-07-30