Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed

GældendeVersion 2002-08-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9370@2002-08-01/da

Indhold
  1. Indledning

Klageren indgav den 30. november 2001 klageskrift til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed med påstand om, at indklagede skulle betale 21.050 kr. med tillæg af procesrente fra den 23. november 2001, og Voldgiftsnævnet nedsatte herefter en voldgiftsret med landsdommer Lisbeth Parbo til som eneste voldgiftsmand at behandle sagen.

Sagen har været behandlet på skriftligt grundlag.

Det beløb, som klageren har påstået sig tilkendt, svarer til de advokatudgifter, eksklusive moms, som klageren har haft i forbindelse med et udenretligt syn og skøn, som var iværksat efter indklagedes anmodning.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i 1999 lagde et nyt trægulv i et idrætscenter. Gulvet, der i henhold til udbudsmaterialet skulle være et 22 mm Bøg Classic trægulv, blev lagt oven på det oprindelige gulv i hallen. Da der efterfølgende viste sig problemer med trægulvet, anmodede indklagedes advokat den 20. november 2000 om syn og skøn i medfør af AB 92 § 45, med klageren som den skønsindstævnte. En arkitekt blev udpeget som syns- og skønsmand og har afgivet erklæringer den 23. januar 2001 og den 20. april 2001.

Af skønserklæringen fremgår, at det ved skønsforretningen blev konstateret, at trægulvets linjer var meget skæve. Der var revner på op til 3 mm mellem brædderne, og træet var opfugtet ved stød- og langsgående samlinger. Ca. halvdelen af bøsningerne i gulvet kunne ikke anvendes. Årsagen til de konstaterede skader var antageligt for stor vandtilførsel i forbindelse med gulvvask. Derimod fandt skønsmanden ingen årsagssammenhæng mellem gulvnedlægningen og de konstaterede problemer. Udbedringsomkostningerne blev af skønsmanden anslået til 910.000 kr. svarende til optagning af det eksisterende overgulv og nedlægning af nyt bræddegulv.

Indklagede har efterfølgende indhentet yderligere en erklæring, som bl.a. angiver alternative afhjælpningsmuligheder. Indklagede har herefter indgået aftale med leverandøren om afhjælpning af de konstaterede forhold. Leverandøren har ifølge indklagedes advokat vurderet omkostningerne ved en afhjælpning som aftalt mellem indklagede og leverandøren til 30.000 40.000 kr.

Klagerens påstand svarer til det beløb, som klagerens advokat ved faktura af 23. oktober 2001 krævede som honorar for sit arbejde i forbindelse med syns- og skønssager. Beløbet var fastsat som halvt takstmæssigt proceduresalær.

Klageren har til støtte for sin påstand henvist til, at det efter det afholdte syn og skøn er fastlagt, at indklagedes problemer med halgulvet ikke skyldes forhold, som klageren er ansvarlig for. Klageren er blevet påført omkostninger ved det af indklagede begærede syn og skøn, som klageren efter skønssagens udfald har krav på at få refunderet. Sådanne omkostninger kan ikke anses for indeholdt i det tilbud, som i sin tid dannede grundlag for entrepriseaftalen. Advokaten har haft et tidsforbrug på 16 timer.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at det er rigtigst i sager, hvor der anmodes om syn og skøn uden klage, at der ikke i den anledning pålægges skønsrekvirenten omkostninger, men at omkostningerne ved syn og skønnet indgår som en del af den samlede omkostning ved at udføre entreprisen. Det bestrides, at sagens værdi overstiger 40.000 kr.

Voldgiftsrettens begrundelse og resultat:

Efter udfaldet af det afholdte syn og skøn og efter oplysningerne om, at indklagede har indgået aftale med gulvleverandøren om udbedring af de konstaterede gulvproblemer, skal indklagede betale sagsomkostninger til klageren. Efter oplysningerne om sagens karakter og omfang fastsættes det beløb, som indklagede skal refundere, skønsmæssigt til 15.000 kr., der forrentes som påstået.

Med hensyn til udgifterne i forbindelse med voldgiftssagen forholdes som nedenfor bestemt.

Indklagede skal inden 14 dage til klageren betale 15.000 kr. med procesrente fra den 23. november 2001 og sagsomkostninger med 3.000 kr.

Indklagede skal endvidere betale de udgifter, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed.

Versioner

  1. 2002-08-01