Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9394@2002-08-22/da

Indhold

1. Indledning

En kvinde [K] har ved advokat Simon Eilrich klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ude og Hjemme den 15. maj 2002, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften " [K]s søn døde på Skive Kaserne: [A] BLEV SVIGTET " fremgik følgende:

"Vi forstår ikke, at det kan lade sig gøre, at en ung mand ligger død på sit værelse i to døgn, uden at nogen fatter mistanke om, at der er noget galt? Det er frustrerende at tænke på, at [A] kunne have været i live i dag, hvis nogen havde grebet ind.

[K], 45, ryster opgivende på hovedet. Sammen med sin samlever, [C], 53, og sin søn, [B], 26, sidder de i hjemmet i Herning og forsøger at forstå den grusomme besked, de fik sent om aftenen den 28. april.

[K]s søn og [B] lillebror, [A] på 19, var tidligere søndag aften blevet fundet død under bruseren i sit badeværelse på Skive Kaserne.

[A] var tilbageholdt på kasernen som straf for at have sovet på en vagt, og ifølge kasernens egne regler skulle han henvende sig i hovedvagten fire gange i døgnet. Til trods for at han udeblev otte gange og sidst mødte op fredag aften kl. 22.00, reagerede ingen.

Obersten på tv

Det har nu fået familien til at anklage kasernen for ligegyldighed og for at have tilsidesat deres egne procedurer, der siger, at hvis en soldat ikke melder sig i vagten på de aftalte tidspunkter, skal man forsøge at finde ham. Kasernen reagerede heller ikke på en bekymret telefonopringning fra [K].

- Jeg talte med [A] sidste gang fredag aften på hans mobil. Han sad og hyggede sig med nogle kammerater over et spil kort og var som sædvanlig i godt humør. Hele lørdagen og indtil søndag eftermiddag ringede jeg utallige gange til ham, men han svarede ikke. Da jeg ringede til vagten søndag eftermiddag og sagde, at der måtte være noget galt, slog de det bare hen. De sagde, at han nok havde forladt kasernen. De kunne da i det mindste have undersøgt, om han var på sit værelse, siger [K], der føler, at hun efter sin søns død kun har oplevet ligegyldighed fra kasernens side og er blevet groft vildledt, når hun ringede til kasernens chef, oberst Jens Christian Lund.

- Det var umuligt at få et klart svar. Hver gang jeg talte med ham, fik jeg forskellige forklaringer på, hvad der var sket. Det var meget frustrerende, fortæller [K].

To dage efter det tragiske dødsfald fik familien endnu et chok, da de så obersten træde frem på tv.

- Nu vidste han pludselig alt om, hvad der var foregået. Det er forkasteligt og sårer os meget, at han ikke kontaktede os først. I stedet fik vi smidt i hovedet, at [A] var død, fordi han i kedsomhed havde spist for mange piller. Men han udtaler sig mod bedre vidende. På det tidspunkt var [A] endnu ikke blevet obduceret. Undersøgelserne er først færdige om et par måneder, har vi fået at vide. I øjeblikket er min søn den eneste, der ved, hvad der er sket. Og han er jo ikke i stand til at forsvare sig, siger [K].

Familien er dybt sårede over, at man har taget så afslappet på, at [A] ikke meldte sig i vagten.

Det havde taget den tid, det tager at låse hans dør op, at tjekke om der var sket noget, siger [K], der midt i familiens store sorg er taknemlig for den store medfølelse, de har mødt fra alle sider.

Et smukt brev

De fleste af [A]s mange kammerater fra kasernen har været forbi og kondoleret. Og til begravelsen den 3. maj i Fredens Kirke i Herning var næsten 200 mennesker mødt op for at tage afsked med den unge soldat. Flere har skrevet medfølende breve til Et af dem er fra en af hans soldaterkammerater.

Han skriver, at jeg kan være stolt over at have en søn som [A]. Han var en god soldat og en enestående kammerat. Det varmer helt ind i hjertet, siger [K].

Familien har nu besluttet at alliere sig med en advokat, der kan hjælpe dem med at udrede trådene om den tragiske hændelse og måske få placeret et ansvar for den mangelfulde kontrol med soldater, der har fået disiplinærstraffe.

- Vi ønsker, at Skive Kaserne tager deres procedurer og direktiver op til overvejelse. Vi har altid været en stærk familie, men det her kan vi ikke klare selv. Vi ved godt, at vi ikke får [A] tilbage, men det er vigtigt for os, at reglerne bliver strammet op, så andre familier ikke skal igennem det, vi i øjeblikket gennemgår. Det skylder vi [A]. Han var en dejlig dreng med livet foran sig. Det gør så ondt at tænke på, at vi aldrig mere skal se ham. Han var altid så glad, når han kom ind ad døren og råbte: "Hej, mor". Sådan var vi vant til at se [A], og sådan vil vi altid huske ham, siger [K]."

Artiklen var ledsaget af en række billeder af blandt andet afdøde og dennes familie, ligesom artiklen indeholdt en rubrik, hvor oberst Jens Kristian Lund kom til orde i forhold familiens anklager.

Klageren har indledningsvis anført, at klagen skal betragtes som en klage over den adfærd, der er udvist af artiklens forfatter/indklagede i forbindelse med den pågældende artikel.

Klageren har nærmere oplyst, at journalisten opsøgte hende på hendes privatadresse den 5. maj 2002 om eftermiddagen. Han præsenterede sig som freelance-journalist fra Herning Folkeblad og oplyste, at bladet havde bedt ham skrive en artikel om sønnens død. Klager var på det tidspunkt fortsat meget chokeret over sønnens død og råbte til sin samlever, at der var en journalist fra Herning Folkeblad ved døren, som gerne ville tale med dem. Samleveren var således vidne til, at freelancejournalisten præsenterede sig som udsendt af Herning Folkeblad. Der foregik herefter en samtale mellem journalisten, klager og klagers samlever. Der var enighed om at gennemføre interviewet, men klager ønskede, at hendes søn var til stede, hvorfor det blev aftalt at gennemføre interviewet på et senere tidspunkt. Det blev videre aftalt, at klager ville få mulighed for at gennemlæse artiklen, før denne ville blive sendt til "avisen", og at hun ville kunne tilrette eller helt tilbagekalde artiklen. Journalisten kom igen senere samme aften med en fotograf, og et længerevarende interview blev gennemført.

Klageren har videre oplyst, at hun ikke fandt, at journalistens adfærd var i overensstemmelse med, hvad hun havde forventet af en journalist fra Herning Folkeblad, og kontaktede derfor avisen den følgende formiddag. En medarbejder ved avisen oplyste, at journalisten ikke arbejdede dér, men fandt ud af, at han ofte arbejdede for indklagede. Journalisten kom tilbage med et udkast til en artikel samme aften. Der opstod en ordveksling mellem parterne som følge af, at han ikke havde præsenteret sig korrekt. Det resulterede i, at journalisten tilbød at destruere det første artikeludkast og lave en "ny" artikel, der var i fuld overensstemmelse med klagers ønsker og intentioner. Det var hensigten, at denne "nye" artikel skulle sendes til familiens gennemgang og korrektur samt endelig godkendelse. Journalisten gjorde samtidig opmærksom på, at han ønskede at overholde en intern deadline den 13. maj 2002.

Klageren har endelig oplyst, at familien modtog et artikeludkast onsdag den 8. maj 2002. Familien kunne på ingen måde godkende indholdet af artiklen, hvorfor klager søndag den 12. maj 2002 meddelte journalisten, at hun ikke ønskede artiklen trykt alt sammen i henhold til forudgående aftale. Under en efterfølgende telefonsamtale den 13. maj 2002 meddelte journalisten imidlertid, at artiklen ved en fejltagelse var blevet afsendt til indklagede og ville optræde i bladets udgave onsdag den 15. maj 2002, hvilket viste sig at holde stik. Ved efterfølgende henvendelse har klager erfaret, at artiklen allerede blev indleveret af journalisten onsdag den 8. maj 2002 og afsendt til trykkeriet.

Klageren har anført, at journalistens undladelse af at have præsenteret sig som udsendt af indklagede og hans efterfølgende undladelse af at korrigere "de interviewede" i deres åbenbare vildfarelse af, at han kom fra dagbladet Herning Folkeblad, er i strid med god presseskik.

Klageren har videre anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik, idet den pågældende journalist ikke overholdte/respekterede den mellem ham og de interviewede forud indgåede aftale om, at de interviewede havde ret til at se og eventuelt rette eller tilbagekalde artiklen. Da artiklen allerede blev indleveret til indklagede den 8. maj 2002 og afsendt til trykkeriet, må den logiske konsekvens være, at journalisten aldrig har haft til hensigt at overholde aftalen med klager, for så vidt angår hendes mulighed for at rette og eventuelt tilbagekalde artiklen, idet hun fik den fremsendt langt senere end bladets egentlige deadline.

Klageren har som bilag til klagen bl.a. fremlagt et brev fra journalisten dateret den 13. maj 2002. Af brevet fremgår bl.a.:

"

Beklageligvis er der sket en fejl fra min side. Når jeg har interviewet en familie med henblik på en artikel, sender jeg altid et manuskript til redaktionen i København, så de kan vælge de billeder ud, der passer til teksten. Det har jeg også gjort i dette tilfælde med det resultat, at artiklen er blevet trykt. Det vil sige, at artiklen er i Ude og Hjemme nu på onsdag den 15. maj.

Jeg beklager dybt, at det er sket, inden I har nået at godkende den. Men efter den snak [K] og jeg havde i telefonen søndag aften, forstod jeg, at hun billigede indholdet, og at der ikke var faktuelle fejl."

Klageren har endelig anført, at hun og hendes søn afdødes bror ikke lagde mærke til, hvorfra fotografen kom, idet de naturligvis ikke havde nogen indvendinger imod hvilken assistance, journalisten valgte at bruge, når han var på arbejde.

Bladet har anført, at journalisten har afvist, at han nogensinde skulle have udgivet sig for andet, end det han er, nemlig en freelancejournalist, der i denne sag var på opgave for Ude og Hjemme. Såfremt journalisten under sit første besøg hos familien ikke har præciseret, at han kom fra Ude og Hjemme, bekræfter familien selv, at den i hvert fald under det andet besøg, da fotos og interview blev lavet var klar over det.

Bladet har oplyst, at klager onsdag den 8. maj 2002 fik et artikeludkast udleveret. Efter at have læst det, blev hun et par timer senere kontaktet telefonisk og sagde da god for artiklen. Det var helt naturligt, at det var hende, der godkendte artiklen, da det alene er hende, der udtaler sig i den. Da artiklen telefonisk var godkendt, ringede journalisten til artikelredaktøren og forklarede, at klager havde sagt god for artiklen, hvorefter den blev sendt til trykkeriet samme dag.

Bladet har i samme forbindelse anført, at familien har ret i, at når en journalist har lovet at sende en artikel til godkendelse hos tre personer i tre eksemplarer, kan man ikke nøjes med en telefonisk godkendelse fra den ene i dette tilfælde talsmanden. Dette er blevet indskærpet over for den pågældende journalist.

Bladet har fremlagt erklæringer fra journalisten bag artiklen og den fotograf, der tog de ledsagende billeder. Fotografen har bl.a. anført, at det efter hans opfattelse må have stået familien klart, at han repræsenterede Ude og Hjemme, og har i den forbindelse henvist til, at klager skulle have udtalt, at "det var hendes blad", ligesom familien skulle have udtrykt sin utilfredshed med Herning Folkeblads dækning af sønnens død. Af journalistens erklæring fremgår, at det på intet tidspunkt blev talt om en ret for klager eller dennes søn til at tilbagekalde artiklen. Den eneste betingelse var, at den skulle til gennemlæsning og godkendelse, inden den blev bragt.

Bladet har i det hele afvist at have handlet i strid med god presseskik i forbindelse med den indklagede artikel.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder anledning til indledningsvis at bemærke, at et medie er ansvarlig for al redaktionel tekst, der offentliggøres i mediet, herunder artikler skrevet af freelance-journalister.

Der foreligger for nævnet modstridende oplysninger om, hvorvidt journalisten ved sin henvendelse til klager og hendes familie på behørig vis gjorde dem opmærksom på, at han repræsenterede Ude og Hjemme. Nævnet kan på dette grundlag ikke afgøre, om journalisten ved sin adfærd og dermed bladet har handlet i strid med god presseskik.

Ud fra sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at der blev indgået en aftale om, at familien skulle have artiklen til gennemsyn og endelig godkendelse forud for offentliggørelsen. Nævnet finder endvidere at kunne lægge til grund, at familien ikke havde godkendt den endelige artikel, inden denne blev sendt i trykken. Nævnet henviser i den forbindelse til journalistens brev af 13. maj 2002 til familien, hvori han beklager det passerede.

Nævnet finder herefter - uanset, om årsagen til den manglende godkendelse beror på en fejlekspedition, og uanset at der i øvrigt ikke er påvist faktiske fejl i artiklen , at bladet har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre følgende:

Den 15. maj 2002 bragte Ude og Hjemme en artikel om et dødsfald på Skive Kaserne. Artiklen var bygget op om et interview med den afdøde soldats mor, [K].

[K] har efterfølgende klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at bladet har handlet i strid med god presseskik.

Ud fra sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at der blev indgået en aftale om, at familien skulle have artiklen til gennemsyn og endelig godkendelse forud for offentliggørelsen. Nævnet finder endvidere at kunne lægge til grund, at familien ikke havde godkendt den endelige artikel, inden denne blev sendt i trykken. Nævnet henviser i den forbindelse til journalistens brev af 13. maj 2002 til familien, hvori han beklager det passerede.

Nævnet finder herefter - uanset, om årsagen til den manglende godkendelse beror på en fejlekspedition, og uanset at der i øvrigt ikke er påvist faktiske fejl i artiklen , at bladet har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Afsagt den 14. august 2002.

Versioner

1. 2002-08-22