Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 62/2002

GældendeVersion 2002-08-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9395@2002-08-22/da

Indhold
  1. Indledning

A/S Medieselskabet Nordvestsjælland har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Lokal Fokus den 30. april 2002, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at Lokal Fokus har afvist at bringe et genmæle.

I artiklen med overskriften " Venstrebladet sender ublu erstatningskrav " hed det i en mindre overskrift:

"Venstrebladet forsøger at fastholde sit monopol med erstatningskrav på flere hundrede tusinde kroner."

I artiklen hed det:

"Holbæk Amts Venstreblad, i daglig tale Venstrebladet, har igennem mange år reelt haft monopol på udgivelse af dagblade og ugeblade i Holbæk og omegn. Et monopol de for alt i verden ønsker at fastholde.

Lokal Fokus´ formål er at: "At udgive et upolitisk medie, hvor alle kan komme til orde". Avisen udkommer hver tirsdag i seks kommuner: Holbæk, Tølløse, Jernløse, Svinninge, Tornved og Dragsholm.

Venstrebladets formål er: "At udgive dagbladet Holbæk Amts Venstreblad, der altid skal støtte en frisindet, Social-Radikal venstrepolitik ".

Erstatningskravet som er sendt til Lokal Fokus beløber sig til 350.000 kroner. Baggrunden er at redaktion bag Lokal Fokus øvede sig inden første udgivelse, og lavede et såkaldt prøvetryk. Et prøvetryk er en avis der ikke udgives, men hvor redaktionen kan finde nogle arbejdsgange der passer. Der sælges ikke annoncer til et prøvetryk, netop fordi det ikke distribueres. Dette prøvetryk bestod derfor af artikler fra blandt andet lokalområdet sammen med en del annoncer, som blev skannet ind fra andre medier, blandt andet By og Land samt Venstrebladet. Det fremgår tydeligt af prøvetrykket at annoncerne er skannet ind fra andre medier der står "prøvetryk" på alle sider, yderligere er der en tydelig fremhævet tekst på forsiden samt side 2 om, at det er et prøvetryk.

Prøvetrykket havde et oplag på nogle få hundrede eksemplarer, hvoraf størstedelen efterfølgende er destrueret og nogle få eksemplarer er vist frem for interesserede herunder på generalforsamlingen for Holbæk Handelsstandsforening i april måned. Lokal Fokus er medlem af Holbæk Handelsstandsforening og ligeledes er Venstrebladet hvorfor de naturligt modtog et prøvetryk til gennemsyn.

Lokal Fokus modtog få dage efter en skrivelse fra Venstrebladets advokat, som gennem tvivlsom jura bad om indbetaling af 350.000 kroner for uberettiget brug af annoncer. Beløbet er fremkommet ved at tage alle annoncerne i prøvetrykket af Lokal Fokus og dernæst beregne prisen ud fra listeprisen i Venstrebladet/By & Land. Lokal Fokus har tilbudt Venstrebladet et mindre symbolsk beløb som betaling. Uagtet avisen ikke finder, at der er fundet krænkelse sted, eller at Venstrebladet har lidt tab, men for at bruge tiden på andet end en lang og for begge parter nyttesløs retssag. Lokal Fokus har også talt med en stor del af de annoncører, hvis annoncer er blevet skannet ind og brugt i prøvetrykket og de har alle givet deres samtykke til, at vi kunne bruge annoncerne.

Musen og Elefanten

Før Lokal Fokus kom til, oplevede initiativtagerne til avisen, at der var rigtig mange der udtalte, at de savnede et alternativ til det eksisterende. Der manglede blandt andet dækning af Svinninge kommune, en artikelserie om ugens begivenheder og i det hele taget fokus på de lokale begivenheder.

Efter Lokal Fokus kom til, er Venstrebladet begyndt at intensivere deres dækning af Svinninge Kommune. En gang om ugen kommer en journalist gennem Holbæk for at kommentere begivenhederne i byen. Konkurrence er en sund ting, men det kræver lige vilkår. Venstrebladet har efter Lokal Fokus opfattelse så travlt med at fastholde deres monopol, at de i stedet for at konkurrere på normale parametre såsom annoncepriser, service og redaktionelt indhold bruger tiden på at tromle sig frem med advokathjælp. Muligvis fordi det ikke er sjovt at skulle vågne op og være et skridt foran eller bare at være med.

Lokal Fokus har helt bevidst ikke nævnt ovennævnte erstatningskrav for nogen før denne artikel, men følte det nu nødvendigt efter at være blevet kontaktet af adskillige annoncører fra hele amtet, som havde hørt et rygte om et kæmpe sagsanlæg. Rygtet kan naturligvis kun komme fra Venstrebladet, og kan kun være blevet spredt for at skabe usikkerhed blandt annoncører, i forhold til Lokal Fokus´ fremtid i Nordvestsjælland.

Vil I kun have ét medie?

Medier har en stor magt, derom hersker der ingen tvivl. Et mediemonopol som der har været i Nordvestsjælland i lange tider er næsten en uindskrænket magt. Spørgsmålet er om det er til gavn for erhvervslivet og læserne. Specielt hvis mediet hviler på laurbærrene, og glemmer hvem det er, der betaler gildet nemlig annoncørerne som igen er afhængige af, at læserne gider åbne avisen. Men hvis der kun er ét avismedie er annoncørerne jo tvunget. Vælg selv!"

Ved brev af 13. maj 2002 anmodede klager, der udgiver Holbæk Amts Venstreblad, om følgende genmæle:

"Genmæle

I medfør af Medieansvarslovens § 36 om genmæle offentliggøres følgende efter begæring af A/S Medieselskabet Nordvestsjælland, som udgiver Holbæk Amts Venstreblad.

Den 30.04.02 bragte Lokal Fokus en artikel på side 8 med overskriften "Venstrebladet sender ublu erstatningskrav". I artiklen skrives bl.a. følgende:

"Lokal Fokus modtog få dage efter en skrivelse fra Venstrebladets advokat som gennem tvivlsom jura bad om 350.000 kr. for uberettiget brug af annoncer."

Det omtalte krav var rejst på baggrund af det forbud om uretmæssig erhvervsmæssig affotografering af annoncer fra Medieselskabets produkter, der er anført i de forskellige blades kolofon. Der er således ikke tale om nogen form for tvivlsom jura, men overtrædelse af et forbud.

Senere står der:

"Lokal Fokus har tilbudt Venstrebladet et mindre symbolsk beløb som betaling. Uagtet avisen ikke finder, at der har fundet en krænkelse sted, eller at Venstrebladet har lidt tab, men for at bruge tiden på andet end en for begge parter nytteløs retssag.

Lokal Fokus havde, inden artiklen af 30.04.02 var udgivet, erkendt, at der var tale om en overtrædelse af det forbud, der er formuleret i kolofonen. Der er således ikke tale om tvivlsom jura, og Lokal Fokus har da også senere vedstået sin erkendelse.

Yderligere står der.

"Efter Lokal Fokus kom til, er Venstrebladet begyndt at intensivere deres dækning af Svinninge kommune. En gang om ugen kommer en journalist gennem Holbæk for at kommentere begivenhederne i byen."

I forbindelse med Venstrebladets ønsker om at være tættere på læserne, blev det midt i februar besluttet at udvide bemandingen af redaktionen i Asnæs og dække Svinninge kommune derfra og ikke som hidtil fra Holbæk. Beslutningen er truffet uafhængigt af Lokal Fokus, og er ikke af den karakter, som er beskrevet.

A/S Medieselskabet Nordvestsjælland

Mogens Flyvholm

Ansvarshavende chefredaktør."

Ved brev af 14. maj 2002 meddelte bladets advokat afslag på at bringe genmælet.

Klageren har anført, at bladet på de punkter, der er nævnt i genmælet, har bragt forkerte oplysninger. Klager har i den forbindelse over for nævnet nærmere redegjort for baggrunden for fremsættelsen af genmælet.

Klageren har særlig anført, at udsagnet "Uagtet avisen ikke finder, at der er fundet krænkelse sted, " er i strid med det af Lokal Fokus formulerede forligsoplæg.

Med hensyn til spørgsmålet om god presseskik har klager anført, at det ikke er korrekt, at bladet ikke blev distribueret, idet det blev distribueret på den i artiklen nævnte generalforsamling. Det bestrides endvidere som i artiklen anført, at Venstrebladet har modtaget et eksemplar af bladet til gennemsyn. Det, som der skete, var, at en repræsentant for Venstrebladet i lighed med andre på generalforsamlingen i forbindelse med den distributionsform, man der havde valgt, modtog et eksemplar med henblik på at skabe interesse for eventuel annoncering i produktet.

Klageren har endvidere anført, at der ikke er tale om "tvivlsom jura" som i artiklen anført. Overtrædelsen af regler om forbud mod affotografering af By og Lands produkter er anerkendt af Lokal Fokus, hvilket blandt andet ses af den mellem parterne indgåede forligsaftale. Noget andet er, at tabsopgørelsen kan volde vanskeligheder, men dette er ikke udtryk for tvivlsom jura.

Klageren har yderligere anført, at det er i strid med virkeligheden, når det i artiklen anføres, at " uagtet, at avisen ikke finder, at der er fundet krænkelse sted, men for at bruge tiden på andet end en lang og for begge parter nytteløs retssag". Lokal Fokus havde dagen forinden bladets udgivelse anerkendt, at der var sket en krænkelse. Endvidere er Venstrebladets dækning af Svinninge Kommune ikke i overensstemmelse med sandheden. Venstrebladet er ikke blevet kontaktet i forbindelse med den pågældende artikel.

Klageren har endelig anført, at det er i strid med sandheden, når Venstrebladet i artiklen flere steder fremstilles som en monopolvirksomhed. Klager har i den forbindelse særlig henvist til udsagnet " så travlt med at fastholde deres monopol, at de i stedet for at konkurrere på normale parametre såsom anonncepriser, service og redaktionelt indhold bruger tiden på at forsøge at tromle sig frem med advokathjælp. Muligvis fordi det ikke er sjovt at skulle vågne op og være et skidt foran eller bare at være med". Denne fremstilling er skadelig og krænkende og virker agtelsesforringende og er ikke undersøgt i særlig grad, som den skal. Venstrebladet er ikke konkret blevet spurgt i forbindelse med artiklens fremkomst. Klager har i øvrigt med samme begrundelse henvist til udsagnet: "Rygtet kan naturligvis kun komme fra Venstrebladet, og kan kun være spredt for at skabe usikkerhed blandt annoncører, i forhold til Lokal Fokus´ fremtid i Nordvestsjælland."

Bladet har anført, at den primære begrundelse for afvisningen af kravet om genmæle er, at artiklen ikke indeholder faktisk forkerte oplysninger.

Bladet har med hensyn til genmælets første punkt anført, at som det fremgår af den i sagen fremlagte korrespondance, bestrider bladet, at annoncebenyttelsen er retsstridig. Såfremt dette måtte være tilfældet, bestrides det, at bladet skulle være forpligtet til at betale klager et godtgørelsesbeløb af den angivne størrelse. Det er derfor bladets opfattelse, at det er dækkende at beskrive grundlaget for det fremsatte krav som "tvivlsom jura". I øvrigt er der ikke tale om oplysninger af faktisk karakter, men derimod tale om en subjektiv vurdering og meningstilkendegivelse, som ikke er omfattet af medieansvarslovens regler om genmæle, der alene vedrører faktiske oplysninger.

Bladet har vedrørende genmælets andet punkt henvist til brev af 24. april 2002 fra bladets advokat. Som det klart fremgår heraf, fremsætter bladet ikke forligsforslaget i erkendelse af at have foretaget nogen form for krænkelse. Baggrunden for fremsættelse af forligserklæringen er derimod udelukkende motiveret af bladets ønske om, at sagen ikke skal ende i en lang og bekostelig retssag. Dette understøttes af, at det ved forligsforhandlingerne foreslåede beløb alene udgør under 4% af det oprindeligt krævede beløb. Forligsforhandlingerne resulterede ikke i en forligsmæssig løsning af sagen, hvorfor det er bladets opfattelse, at det af bladet under forligsforhandlingerne anførte tillige af denne grund ikke kan tages til indtægt for bladets anerkendelse af krænkelsen. Tværtimod anser bladet det for højst overraskende, at klagers advokat er af den opfattelse, at klager efterfølgende kan støtte ret herpå, idet det efter almindelig advokatpraksis anses for upassende under en efterfølgende retssag at fremføre forhold fra forligsforhandlinger, som ikke har medført indgåelse af et forlig.

Med hensyn til genmælets tredje punkt har bladet anført, at klager i genmælet anerkender, at de faktiske oplysninger i passagen om, at der er sket en intensivering i klagers dækning af Svinninge Kommune, er korrekte. At det i øvrigt i artiklen anføres, at intensiveringen er sket for at imødegå konkurrencen fra Lokal Fokus, er efter bladets opfattelse ikke udtryk for en faktisk oplysning, som er omfattet af reglerne om genmæle, men er alene udtryk for bladets subjektive vurdering af sagen.

Bladet har vedrørende spørgsmålet om genmæle anført, at oplysningerne ikke findes at indebære en risiko for, at klager vil lide økonomisk eller anden skade af betydning, at bladet tillige ved anerkendelse af genmælet i den givne formulering vil blive tvunget til at tage stilling til den påståede krænkelse, hvorom der foreligger en tvist, at pålæg om genmæle derfor i nærværende situation ville være at foregribe en eventuel retssag, samt at bladet har kunnet afvise genmælet, idet det fremsatte udkast ikke i tilstrækkelig grad var begrænset til de faktiske oplysninger, jf. medieansvarslovens § 38.

Bladet har endvidere bestridt at have handlet i strid med god presseskik, idet man blandt andet har anført, at det klart fremgår af artiklen, at der er tale om en subjektiv og ensidig kommentar fra redaktionen af Lokal Fokus, som nærmest kan sammenlignes med en leder eller anden redaktionel kommentar.

Bladet har videre anført, at artiklens faktiske oplysninger er korrekte, hvortil bemærkes, at der ikke er indgået noget forlig vedrørende krænkelsesspørgsmålet, og at forligserklæringens indhold derfor ikke kan tillægges vægt, hvorfor bladet ikke kan anses at have anerkendt krænkelsen.

Bladet har yderligere anført, at der i en sag som denne må gælde en videre margin for, hvornår reglerne anses for overtrådt. Ved denne vurdering må der ligeledes skulle tages hensyn til, at sagen er udsprunget af et længere sagsforløb, hvorunder klager har indtaget skarpe standpunkter, og at den pågældende artikel derfor skal ses som et led i skriftvekslingen mellem parterne.

Bladet har endelig anført, at de i artiklen fremkomne oplysninger ikke kan anses for skadelige, krænkende eller agtelsesforringende i en sådan grad, at de burde være forelagt klager inden offentliggørelsen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at den påklagede artikel har karakter af en lederartikel. En sådan vil normalt i videre omfang end almindelige artikler indeholde mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og der må derfor indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler.

Nævnet finder, at det genmæle, der er anmodet om, vedrører lederartiklens oplysninger, som ikke er faktisk forkerte. Det er nævnets opfattelse, at de pågældende oplysninger er udtryk for bladets vurdering i forhold til tvisten om affotografering og Venstrebladets forstærkede dækning af den pågældende kommune. Nævnet finder det uden betydning, om bladet på et tidligere tidspunkt over for klager måtte have fremkommet med en anden vurdering af det omtvistede spørgsmål om affotografering.

Nævnet finder i øvrigt, at de påklagede udsagn vedrørende god presseskik ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet i strid hermed ved at bringe disse eller ved ikke forinden offentliggørelsen at have forelagt dem for klager.

Afsagt den 14. august 2002.

Versioner

  1. 2002-08-22