Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 72/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9399@2002-08-22/da
Indhold
En mand [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ekstra Bladet den 25. maj 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.
I artiklen, der bar overskriften " Rockere i fængsel for speed ", fremgik følgende af en underoverskrift:
"Bandidos-gangstere fra Horsens knaldet i omfattende amfetamin-sag."
I artiklen hed det:
"En af top-folkene fra Bandidos i Horsens eks-"krigsminister" [A], 34, også kaldet "[udeladt]" er blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for narkohandel.
Et andet fuldgyldigt Bandidos-medlem fra Horsens, 30-årige [B], "[udeladt]", har fået samme fængselsstraf i sagen, der drejer sig om to kg "speed", dvs. amfetamin.
[A], der var med til at stifte gangstergruppen i Horsens i 1996, lever ligesom resten af Bandidos-slænget i fjordbyen af socialhjælp, men ved anholdelsen i februar konfiskerede politiet 85.000 kr. hos de to rygmærke-forbrydere.
I over et år har Rigspolitiets Rejsehold i samarbejde med politiet i Horsens og Odense efterforsket amfetamin-ligaen, der bl.a. også tæller to danskere i Holland begge fængslet og på vej til udlevering for at blive stillet for retten i Odense.
- Sagen er større og omfatter flere end de dømte. Mange sidder allerede fængslet, også folk uden for rockerkredse, siger vicekriminalinspektør Ole Madsen, der dog ikke kan afsløre mere, fordi sagen er delvis mørkelagt.
I retten i Odense har den hele vejen igennem kørt for lukkede døre, og under selve domsforhandlingen blev der nedlagt referatforbud.
AL CAPONE
De to rygmærke-gangstere fra Horsens har fra juli sidste år kørt til Odense fire gange for at købe amfetamin til videresalg. Hver gang hentede de et halvt kilo og betalte 27.500 kr. for varerne.
På gadeplan er stoffet ca. det fire-dobbelte værd.
Ifølge Ole Madsen er domfældelsen af de to Bandidos-folk resultat af en forstærket indsats mod rockerne i Horsens. En indsats, der både omfatter øgede ressourcer og et stærkere samarbejde mellem politiafdelinger, herunder Rejseholdet.
Horsens er desuden én af de syv jyske byer, der netop har indledt et intensivt samarbejde i kampen mod den stigende rockerkriminalitet. De seks andre byer er Randers, Esbjerg, Århus, Aalborg, Kolding og Haderslev.
Et nyt våben i kampen mod rygmærke-gangsterne der stort set alle forsørges af det offentlige er den såkaldte Al Capone-metode. Dvs. et forsøg på at sammenkøre stribevis af registeroplysninger på de enkelte rockere i håb om at kunne knalde dem på skattesager, socialt bedrageri o.l.
Det er misforholdet mellem rockernes forbrug og levestandard på den ene side og deres officielle indtægter på den anden, der ifølge politiet virker højst mistænkelig.
Al Capone blev som bekendt sendt bag tremmer i USA ikke på grund af ulovlig spruthandel, vold eller drab, men på grund af skatteunddragelser."
Artiklen var ledsaget af et billede af to rockere, hvortil der knyttet følgende tekst:
"34-årige [A] (til højre) skal i fængsel sammen med Bandidos-kammerat for handel med to kilo amfetamin."
Ved brev af 11. juni 2002 anmodede klager bladet om at bringe et genmæle.
Ved brev af 12. juni 2002 afviste bladet at bringe et genmæle.
Klager er den person, der afbilledet ved siden af [A].
Klageren har anført, at således som billedteksten er formuleret og sammenholdt med artiklen i øvrigt, kan læserne alene bibringes den opfattelse, at han er den omtalte kammerat. Klager har intet at gøre med den i artiklen omtalte sag. Artiklen sammenholdt med billedet fremstår på en sådan måde, at der foreligger en uretmæssig og retsstridig krænkelse af klagers fred og ære. Endvidere indeholder såvel artikel som billedtekst efter klagers opfattelse en strafbar sigtelse.
Klageren har i den forbindelse gjort opmærksom på, at bladet sidste efterår bragte en større artikelserie, blandt andet om Bandidos i Horsens, og i den forbindelse blev det i en af artiklerne oplyst, at klager var udmeldt af Bandidos. Det må derfor lægges til grund, at bladet udmærket var bekendt med, at klager ikke længere var medlem.
Klageren har yderligere anført, at den af bladet fremførte kendelse i sag nr. 89/2001 ikke kan sammenlignes med nærværende sag, da de konkrete omstændigheder i de to sager ikke er sammenlignelige.
Klageren har endelig anført, at han har et berettiget krav om genmæle, hvorfor bladets afvisning heraf ligeledes må betragtes som værende i strid med god presseskik.
Bladet har anført, at der er tale om et arkivfoto, som stammer fra en rockerbegravelse, hvor klageren optrådte iført den kriminelle bandes uniform og dermed udsatte sig for at blive fotograferet. Fotografiet blev bragt i to versioner den 25. maj 2002, idet bladet som følge af sene nyheder blev omredigeret under trykprocessen. Uanset om den ene eller anden version lægges til grund, er billedet bragt retmæssigt. I begge billedtekster er det nøje beskrevet, hvem der er idømt fængselsstraffen. Klagerens tolkning af artiklen og billedet som værende krænkende for ham bæres af fri fantasi, idet det på ingen måde er angivet, at han skulle være en af de dømte. I så fald havde bladet naturligvis skrevet det.
Bladet har samtidig henvist til nævnets kendelse i sag nr. 89/2001, idet denne afgørelse er en pendant til den foreliggende klage. I denne sag fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere bladet for at have gengivet et foto, der forestillede en person, som havde stillet sig op sammen med nogle kriminelle elementer.
Bladet må således afvise klagers krav om genmæle, ligesom bladet ikke har forbrudt sig mod reglerne for god presseskik.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder ikke, at der en sådan sammenhæng mellem artiklen og det bragte billede et arkivbillede fra en begravelse at læserne må forledes til at tro, at klager er den i artiklen og billedteksten nævnte Bandidos-kammerat, der sammen med [A] blev idømt fængsel for narkohandel. Nævnet bemærker i den forbindelse, at mens begge dømte rockere er nævnt ved navn i artiklen, er det alene [A]s navn og ikke klagers , der er angivet i billedteksten.
Nævnet finder således ikke, at bladet har bragt faktisk forkerte oplysninger, der kan berettige til genmæle, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at udtale kritik af bladet for tilsidesættelse af god presseskik.
Afsagt den 14. august 2002.