Nyt fra Ankestyrelsen - afgrænsning mellem hjælpemidler/forbrugsgoder og behandlingsredskaber - af fuldmægtig Helle Østergaard Stisen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9419@2002-09-10/da
Indhold
Ankestyrelsen har i 2001 og 2002 behandlet flere sager vedrørende afgrænsningen mellem hjælp efter servicelovens §§ 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder og behandlingsredskaber.
Det er således Ankestyrelsens erfaring, at der forholdsvis ofte opstår afgrænsningsproblemer i disse situationer.
I det følgende vil Ankestyrelsen derfor kort redegøre for nogle af de trufne afgørelser og herefter forsøge at fremhæve hvilke forhold, der har haft betydning for vurderingen i de enkelte sager.
Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at behandlingsudgifter/redska-ber henhører under sundhedssektoren. Der kan således ikke bevilges hjælp efter serviceloven til udgifter, der vedrører behandling.
Sektoransvarlighedsprincippet er bl.a. kommet til udtryk i Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.
Det fremgår bl.a. af Indenrigsministeriets cirkulære, at behandlingsredskaber er apparatur og hjælpemidler, som patienter forsynes med som led i eller som fortsættelse af den på sygehuset påbegyndte behandling. Med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af den på sygehuset påbegyndte behandling eller at forhindre forringelse af det ved sygehusbehandlingen opnåede resultat.
SM C-7-01 - Kugledyne
I afgørelsen refereret i SM C-7-01 fastslog Ankestyrelsen, at en kugledyne kan være såvel et behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen anførte samtidig, at den konkrete vurdering heraf beror på en konkret individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang, samt hvilke behov brugen af kugledynen skal afhjælpe.
I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at ansøgeren var berettiget til at få bevilget en kugledyne som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97.
Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at kugledynen i ansøgers tilfælde ville kunne afhjælpe nogle af de varige følger af hendes nedsatte funktionsevne som følge af hendes psykiske lidelser, og derved lette hendes daglige tilværelse.
Ankestyrelsen fandt således, at kugledynen i ansøgerens tilfælde i væsentlig grad kompenserede for hendes manglende evne til at føle sin egen krop.
Ankestyrelsen vurderede, at kugledynen kunne medvirke til at gøre hende mere selvhjulpen i dagligdagen og derved fremme muligheden for, at hun fortsat kunne opholde sig i eget hjem.
Ankestyrelsen fandt, at kugledynen som hjælpemiddel om natten ville kunne bedre hendes søvn og berolige hende ved angstanfald, så den selvdestruktive adfærd blev afhjulpet, og der ikke skete en yderligere forværring af de varige følger af hendes nedsatte psykiske funktionsevne.
Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på oplysninger fra det psykiatriske sygehus. Det fremgik heraf, at der var sket uoprettelig skade på centralnervesystemet, der medførte, at ansøger ikke formåede at samordne og adskille impulser fra de forskellige sansesystemer. Dette bevirkede, at hun havde svært ved at mærke sin krop.
Ankestyrelsen lagde særligt vægt på oplysninger om, at hun havde et permanent behov for kugledynen til varigt brug i hjemmet.
Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at denne tilstand på grund af den uoprettelige skade på centralnervesystemet ikke kunne afhjælpes ved den behandling hun i øvrigt modtog. Behandlingen bestod i støttende samtaler, fysioterapi og medicin.
SM C-58-01 - Duoderm-plaster
I SM C-58-01 fandt Ankestyrelsen i sag nr. 3, at et Duoderm-plaster i det konkrete tilfælde skulle betragtes som et forbrugsgode, og ikke et behandlingsmiddel.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger havde anvendt benprotese siden 1960 og at han i flere år havde haft problemer med at protesen gnavede på inder- og bagside af låret med sårdannelse til følge.
Det var oplyst, at ansøger havde skiftet protese og protesemateriale flere gange uden at dette havde afhjulpet generne.
I 1997 kontaktede ansøger en hudlæge, som ikke havde behandlingsforslag udover fortsat anvendelse af Duoderm. Det fremgik i forlængelse heraf af en udtalelse fra en sygeplejeklinik, at ansøger selv klarede skiftningen af Duodermen og at han således ikke havde behov for sygeplejefaglig assistance.
Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte Duoderm-plaster, efter en konkret vurdering, var nødvendig med henblik på i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette hans daglige tilværelse, jf. servicelovens § 98, stk. 1, jf. § 97, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger, ifølge de foreliggende oplysninger, havde permanent brug for at anvende Duoderm-plastret sammen med benprotesen, idet protesen gnavede på inder- og bagside af låret. Duodermplastret skulle således afhjælpe følger opstået i forbindelse med anvendelsen af den allerede bevilgede benprotese.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke havde været muligt, at afhjælpe ansøgerens gener på anden måde, herunder ved eventuelle tilretninger af protesen.
Det indgik endvidere i vurderingen, at ansøger selv var instrueret i brugen af plastret og at han således ikke havde brug for sygeplejefaglig assistance i forbindelse med anvendelse af plastret.
Den refererede sag blev antaget som supplement til sagen refereret i SM O-90-95, hvor Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ydes støtte til hudpræparatet Compeed/Duoderm efter bistandslovens § 58, stk. 1, til en kvinde med psoreasis, idet der var tale om et behandlingsmiddel.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen refereret i SM O-90-95 vægt på, at præparatet ifølge speciallægeudtalelsen skulle anvendes til at skabe en forbinding, og at det efter statusbedømmelsen var anvendt som bandagebehandling i forbindelse med udbrud af kvindens psoreasis.
SM C-30-02 - Oppustelig tommelortose
I en nyere afgørelse refereret i SM C-30-02 fandt Ankestyrelsen, at en oppustelig tommelortose kan være såvel et behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen bemærkede samtidig, at afgørelsen heraf herefter vil bero på en konkret vurdering af lidelsens karakter og formålet med brugen af ortosen.
Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde ikke, at ansøgeren var berettiget til hjælp til anskaffelse af en oppustelig tommelortose som et hjælpemiddel.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at håndskinner er nævnt i Indenrigsministeriets cirkulære om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, som et eksempel på et behandlingsredskab.
Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at der, efter det i sagen oplyste, var tale om en forlængelse af den på sygehuset givne aktive ergo- og fysioterapi til udretning af kvindens hånd, og på, at bedre og vedligeholde håndens funktion. Der var således tale om at forhindre, at det resultat, som var opnået ved aktiv ergoterapeutisk træning, blev forringet.
Endvidere var ortosen, ifølge den i sagen foreliggende produktbeskrivelse, netop fremstillet med henblik på afhjælpning af kontrakturer.
Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at kvinden, ifølge oplysninger fra kommunen, som hjælpemiddel var bevilget en reband håndledsskinne, som var en funktionsskinne, der skulle benyttes, for at hun kunne bruge hånden. I modsætning hertil skulle den ansøgte tommelortose benyttes om natten for at forhindre kontraktur.
SM C-33-02 - Luerlock-kateter
I en sag refereret i SM C-33-02 har Ankestyrelsen fastslået, at et luerlock-kateter, sprøjter, medicinbægre og sterilt saltvand udelukkende til brug ved medicinering, skulle betragtes som behandlingsredskaber.
Ankestyrelsen lagde vægt på den direkte sammenhæng mellem det ansøgte og den medicinske behandling og at luerlock-kateteret også efter en lægelig vurdering var en integreret del af den medicinske behandling.
Ankestyrelsen bemærkede samtidig, at Ankestyrelsen var opmærksom på, at katetre ifølge Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975 normalt ikke kan betragtes som behandlingsredskaber.
Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at det ved vurderingen af den konkrete sag ikke var tillagt selvstændig betydning, at behandlingen blev foretaget af en hjemmesygeplejerske.
Hvis man skal konkludere på Ankestyrelsens praksis, må man indledningsvis konstatere, at vurderingen af, hvorvidt der i et konkret tilfælde er tale om et hjælpemiddel/forbrugsgode, som eventuelt vil kunne bevilges efter servicelovens §§ 97 og 98, eller om det ansøgte i stedet må betragtes som et behandlingsredskab, ofte vil bero på en meget konkret vurdering af det ansøgte, herunder formålet med anvendelsen heraf.
På baggrund af Ankestyrelsens praksis kan man imidlertid udlede hvilke forhold, der afhængig af den konkrete sag - kan indgå i den konkrete vurdering.
Ankestyrelsen finder således, at man indledningsvis, på baggrund af sagens oplysninger, skal foretage en vurdering af, hvorvidt det ansøgte skal afhjælpe en funktionsnedsættelse, jf. ordlyden i servicelovens § 97, stk. 1, eller helbrede/forebygge en funktionsnedsættelse, jf. Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975.
I det omfang det ansøgte herefter findes at afhjælpe funktionsnedsættelsen, vil dette tale for at der er tale om et hjælpemiddel/forbrugsgode og ikke et behandlingsredskab.
Det vil herefter være relevant at foretage en vurdering af omfanget af behovet for det ansøgte produkt. I det omfang der således er tale om et permanent/varigt behov vil det, jf. sagen refereret i SM C-7-01, kunne tale for, at det ansøgte må betragtes som et hjælpemiddel.
Det er herudover i flere sager indgået i Ankestyrelsens vurdering, hvorvidt der har været behov for lægefaglig og/eller sygeplejefaglig assistance i forbindelse med anvendelse af produktet og hvorvidt der har foreligget oplysninger om, at det har været muligt at afhjælpe ansøgers gener på andre måder.
I det omfang der ikke har været tale om lægefaglig og/eller sygeplejefaglig assistance og/eller oplysninger om at det ikke har været mulig at afhjælpe tilstanden på anden måde, har det således i nogle af Ankestyrelsens sager understøttet, at det ansøgte skulle betragtes som et hjælpemiddel/forbrugsgode.
Der henvises til de ovenfor refererede afgørelser i SM C-7-01 og SM C-58-01 samt SM C-33-02, hvor Ankestyrelsen imidlertid i afgørelsen gjorde opmærksom på, at det ikke var blevet tillagt selvstændig betydning, at behandlingen blev foretaget af en hjemmesygeplejerske.
I forhold til Indenrigsministeriets cirkulære skal opmærksomheden endvidere henledes på, at det ikke, på baggrund af en konkret vurdering af det ansøgte, kan udelukkes, at de i cirkulæret nævnte hjælpemidler i nogle tilfælde må betragtes som behandlingsredskaber. Der henvises til den refererede afgørelse i SM C-33-02.
Ankestyrelsen skal afslutningsvis understrege, at de ovenfor nævnte forhold, som er indgået ved Ankestyrelsens vurdering af de principielle sager, ikke er en udtømmende opregning af, hvilke forhold det vil være relevant at inddrage ved vurderingen af en konkret sag. Det er også væsentligt at være opmærksom på, at de anførte forhold, afhængig af oplysningerne om det ansøgte m.v., er indgået med forskellig vægt i Ankestyrelsens afgørelser.