Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 59/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9428@2002-09-13/da
Indhold
[En mand K] har ved advokat Knud Bjørn Eriksen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i JydskeVestkysten den 24. april 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.
I artiklen med overskriften " Bøsser udsat for grov chikane " hed det i en underoverskrift:
"TRUSLER: En død fugl på dørmåtten og trusler om vold. Det er hverdagen for to homoseksuelle, der stod frem i avisen. Politiet i Varde mener, at det er forventeligt."
I artiklen hed det:
"Onde breve og dødstrusler på åben gade er blevet hverdag for to unge homoseksuelle mænd, der stod frem i JydskeVestkysten. Den ene har forsøgt at anmelde de mange trusler og chikane til Varde Politi. Men her vil politiet ikke gøre noget ved sagen umiddelbart, og kriminalinspektøren mener, at det er hvad man kan forvente, når man står frem i avisen som homoseksuel.
- Når man har så anderledes et liv, som for eksempel bøsser og pædofile, må man regne med, at det får konsekvenser at stå offentligt frem. Det er hel i orden, at de gør det, for vi har ytringsfrihed men de har åbnet for musikken, så at sige. Det er ligesom sagen med de sataniske vers, hvor forfatteren måtte gå under jorden. Det har sine konsekvenser at stå frem med noget kontroversielt og det må man overveje inden, for politiet har ikke ressourcer til at beskytte alle mulige, der føler sig truet, forklarer [K], der er fungerende kriminalinspektør.
Den udmelding får begge homoseksuelle mænd til at føle sig kriminelle ved at være bøsse i et land, hvor homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab med lovens billigelse. Den ene mand overvejer helt at flytte fra byen, fordi han frygter for sit liv. Lige siden artiklen, der handlede om, hvor svært det kan være at blive accepteret som bi- og homoseksuel, har han ikke kunne gå i fred på gaden. Spytklatter og skældsord kulminerede i torsdags, hvor han blev forfulgt af folk på knallert på vej til supermarkedet. De truede med at brænde ham, så nu er han så skræmt, at han ikke tør gå uden for en dør.
Det startede med en død fugl, der lå på min dørmåtte. Siden er jeg blevet kimet ned 40 gange i døgnet af folk, der råber forfærdelige ting. De ringer stadig væk også hele natten, fortæller han, der nu er så skræmt, at han ikke ønsker sit navn i avisen en gang til.
Systemet melder pas
Overvejelsen om at flytte er kriminalinspektøren i Varde enig i. Han understreger, at det er ulovligt at chikanere andre men siger, at retssystemet ikke er til meget hjælp i den slags sager.
- Det er meget sjældent, at det hjælper at anmelde den slags. Det er svært at efterforske og kræver mange ressourcer. Ofte gør det bare sagen værre for ofret, fordi krænkeren ved en afhøring får bevis for, at chikane virker. Så retssystemet har meget svært ved at gøre noget i den slags sager, og vi har altså ikke ressourcer til at bevogte alle, der føler sig forfulgt. Vi må prioritere opgaverne og alle mulige husspektakler, trusler i en brandert og så videre tæller ikke meget straffemæssigt. Så jeg vil råde til at flytte eller få nyt hemmeligt nummer, siger [K].
Kriminalinspektøren mener desuden, at de to homoseksuelle burde have overvejet konsekvensen af at stå offentligt frem. Den udmelding fra politiet ryster begge de homoseksuelle.
Kenneth Giese i Esbjerg er lige dele rystet og bange. I går modtog han endnu et smædebrev, der kan få de fleste til at ryste.
- Din forbandede bøssekarl. Og et ledt fjæs har du også. Tænk at have sådan en i byen, men nu har vi da et billede af dig. Jeg har andre, der skal se det, og vi møder dig jo nok i byen på et tidspunkt, har den ukendte afsender skrevet.
Jeg er vildt nervøs
Kenneth Giese’s eneste forbrydelse er at være homoseksuel og fortælle åbent om det i JydskeVestkysten og på internettet.
- Jeg er helt vild nervøs. Jeg kan jo ikke vide, om jeg møder dem på gaden i morgen. Det er bare så ubehageligt og jeg tror ikke på, at politiet kan beskytte mig, siger Kenneth Giese.
Det er ikke det første af den slags smædebreve, Kenneth har modtaget. Og som en drastisk konsekvens har den 20-årige studerende nu købt en gaspistol, der skyder med plastikkugler.
- Jeg håber da ikke, at jeg får brug for den. Men jeg er så bange, at jeg ikke tør gå ud uden den. Og skulle der komme en flok for at overfalde mig, har jeg tænkt mig at bruge den. Så får de et blåt mærke, og jeg kan nå at løbe væk. Jeg kan jo ikke gøre andet end at tage loven i egen hånd, fortæller Kenneth Giese."
I artikel var med fede typer indsat følgende:
"Når man har så anderledes et liv, som f.eks. bøsser eller pædofile, må man regne med, at det får konsekvenser at stå offentligt frem.
[K], Kriminalinspektør i Varde."
Den 27. april 2002 sendte klageren en længere redegørelse for sin opfattelse af forløbet under overskriften "Indsigelse". Redegørelsen blev i sin helhed lagt på bladets netavis, og bladet opfordrede klageren til at indsende et kortere indlæg på højst 500-550 ord til papiravisen. Klageren fulgte ikke denne opfordring.
Ved brev af 18. maj 2002 anmodede klager bladet om at bringe følgende genmæle.
"JydskeVestkysten bragte den 24. april 2002 en artikel under overskriften "Bøsser udsat for grov chikane".
Artiklens forfatter er Mette Cramon.
Artiklen omhandler bl.a. nogle udtalelser, der oplyses fremsat af fungerende kriminalinspektør [K], Varde Politi.
Baggrunden for artiklen er en samtale den 23. april 2002 mellem kriminalinspektøren og Mette Cramon, JydskeVestkysten.
Først bemærkes, at det udtrykkeligt var tilkendegivet af [K] under samtalen, at denne ikke skulle være et interview, men alene til journalistens orientering.
Alligevel har JydskeVestkysten offentliggjort den artikel den 24. april 2002, hvori [K] citeres for udtalelser. Uden at bladet forinden på nogen måde har informeret [K] om, at en artikel ville fremkomme som følge af den fortrolige samtale.
I artiklen er en række forhold dernæst behandlet misvisende.
Sammenligningen mellem pædofile og homofile har [K] ikke givet udtryk for. Han har nævnt disse og flere andre minoritetsgrupper som eksempler, der risikerer at blive udsat for chikane ved at stå offentligt frem. [K] har ikke i den anledning givet udtryk for hverken egen eller politiets holdning til denne eventuelle chikane. Journalisten har i artiklen ændret på samtalens faktiske indhold. Samtalen vedrørte konkrete eksempler på ulovligheder og chikane stillet over for de ressourcer, politiet har til rådighed. Journalisten har anvendt dele af samtalen på en måde, der ikke giver et retvisende billede af samtalens indhold."
Bladet har den 24. juni 2002 afvist at bringe genmælet.
Klageren har anført, at anledningen til klagen er, at bladet har bragt artiklen den 24. april 2002 på baggrund af en telefonsamtale den foregående dag mellem en journalist og klager, uden at klager blev gjort bekendt med, at der ville blive bragt en artikel i bladet på baggrund af telefonsamtalen, som efter udtrykkelig tilkendegivelse fra klager alene tjente som en uformel dialog og ikke var et interview. Artiklen fremtræder i en form og med et indhold, som er misvisende i forhold til, hvad parterne drøftede under samtalen. Da journalisten og mediet trods den klare tilkendegivelse har bragt artiklen uden at forelægge den for eller informere klager, er journalistens og bladets adfærd i strid med god presseskik. Selv om der havde været tale om et interview, skulle artiklens oplysninger have været efterprøvet i særlig grad, inden de blev bragt i mediet, først og fremmest ved forelæggelse for rette vedkommende.
Klageren har om sagsforløbet oplyst, at telefonsamtalen den 23. april 2002 drejede sig om politiets generelle stillingtagen til chikane. Det blev under telefonsamtalen bl.a. tilkendegivet af klager, at alle borgere uanset religion, seksualitet, race m.v. har krav på den samme retsbeskyttelse. Samtalen kom herefter ind på politiets anvendelse af de til rådighed værende politimæssige ressourcer, der ikke rækker til en personlig beskyttelse eller bevogtning af hver enkelt borger i de mange situationer, hvor en borger føler sig truet eller chikaneret. I artiklen den 24. april og i artikler den 25. april bliver klager citeret for at sætte lighedstegn mellem homofile og pædofile. Artiklerne søger i denne forbindelse at tilkendegive, at nogle grupper i samfundet ikke har samme retsbeskyttelse som andre. Klageren har hertil anført, at han ikke under samtalen har givet udtryk for forhold i den nævnte retning.
Klager endvidere klaget over, at bladet har afslået at bringe klagers indsigelse af 27. april 2002. Bladet har i stedet opfordret klager til at indsende et indlæg af en forud bestemt længde. Han har krav på et genmæle i avisen i form af den nævnte indsigelse, der indeholder de nødvendige, faktiske oplysninger, jf. medieansvarslovens § 38, stk. 1.
Under alle omstændigheder har han krav på genmæle som formuleret i brev af 18. maj 2002. Klager har i den forbindelse klaget over, at bladet har vægret sig ved at offentliggøre genmælet af 18. maj 2002 uden unødig forsinkelse og dermed handlet i strid med medieansvarslovens §§ 36, stk. 1, og 39, stk. 1. At klager ved brev af 16. maj 2002 har indgivet klage til nævnet over tilsidesættelse af god presseskik, medfører ikke, at bladet retsgyldigt kan tilsidesætte bestemmelsen i § 39, stk. 1, hvorefter genmæle skal offentliggøres vederlagsfrit og uden unødig forsinkelse.
Bladet har anført, at klagers udtalelser er faldet, som de er citeret, og at udtalelserne ikke er fordrejet eller bragt i en sammenhæng, der kan give læseren anledning til at opfatte klagers holdninger på en anden måde, end der er udtalt. Den centrale sætning "Når man har så anderledes et liv, som for eksempel bøsser og pædofile, må man regne med, at det får konsekvenser at stå offentligt frem" er citeret ordret.
Det er ikke korrekt, at klager har givet en "udtrykkelig tilkendegivelse" af, at samtalen ikke var til referat. Journalisten indledte, som avisens interne regler foreskriver, samtalen med at præsentere sig med navn, stilling og medie, og en politichef med så hyppig pressekontakt som en kriminalinspektør vil så vide, at han taler til referat. Kun omkring et enkelt, afgrænset synspunkt i løbet af den lange samtale understregede klager, at dette var uden for referat. Dette blev respekteret af journalisten.
Bladet har yderligere anført, at det ikke er korrekt, at bladet ikke efterfølgende har givet klager mulighed for at komme til orde. Klagers indsigelse af 27. april 2002 overstiger mangedobbelt avisens max-regler for debatindlæg, hvorfor klager blev opfordret til at skrive et kortere indlæg. Den lange indsigelse blev bragt på netavisen.
Bladet har endelig anført, at man ved brev af 24. maj 2002 ikke har afvist at bringe genmælet, men man har meddelt, at bladet afventer nævnets behandling af klagen vedrørende god presseskik. Medieansvarslovens § 39, stk. 1, fastslår, at et genmæle skal bringes uden unødig forsinkelse. Det er bladets opfattelse, at en klage til nævnet er et så vægtigt skridt, at det må anses for at være rimeligt at afvente udfaldet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder på baggrund af parternes modstridende oplysninger ikke at kunne tage stilling til, hvad der måtte være aftalt mellem journalisten og klager med hensyn til, om deres samtale skulle være uden for referat. Nævnet finder som følge heraf ikke grundlag for at udtale kritik af, at interviewet blev bragt, eller af, at bladet ikke forinden offentliggørelsen forelagde artiklens oplysninger for klager.
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Bladet er således ikke forpligtet til at bringe klagers "indsigelse" af 27. april 2002, der har karakter af et læserbrev og ikke en anmodning om genmæle. Nævnet finder således ikke heller grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt.
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
På grund af de modstridende oplysninger om samtalen den 23. april 2002 kan nævnet ikke tage stilling til, om klager er citeret korrekt i artiklen. Nævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for genmæle.
Nævnet finder over for bladet anledning til at præcisere, at afslag på genmæle snarest muligt skriftligt skal meddeles den, der har anmodet om genmæle, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1. Behandlingen i nævnet af en allerede indgivet klage over god presseskik betyder ikke, at pligten til at meddele klager, at man ikke vil bringe genmælet, udsættes.
Afsagt den 4. september 2002.